The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5550Visninger
AA

8. Helligdom

Ray havde fået noget smertestillende og lå og snøvlede om lidt af hvert. Det lignede, han var høj på caddilack[1] eller fnisevand. Victoria og jeg fulgtes til aftensmaden. Jeg blev introduceret til en masse spændende mennesker. Det var skønt! Vi havde alle noget til fælles, om ikke andet vores etniske baggrund. Jeg var overvældet af alle de nye indtryk, og gik derfor tidligt i seng.

   Selvfølgelig kunne jeg ikke sove. Hvem ville kunne det, hvis de var i mit sted? Jeg var så træt at jeg et øjeblik troede, jeg var på vej ind i Den Store Søvn. Så tog jeg mig sammen.

   "Victoria?" Victoria lå på den anden side af skillevæggen og læste i det svage lys.

   "Mhm?"

   "Øh... Ikke noget..."

   "Okay..." Jeg snakkede vel bare for at holde mig vågen... Jeg var så forvirret og rundt på gulvet. Mit hoved gjorde ondt, mine ben var ømme, og min hjerne summede konstant med spørgsmål om alting. Jeg vil ikke opremse det, for det var virkelig alting! Alt det, jeg vidste, kunne jeg på én eller anden måde få forbundet med sisäpiiristammen, US4 eller min far... Min far... Min far var fra det sted. Sikkert født og opvokset der... Hvad havde mon egentlig drevet ham væk fra den lille oase? Jeg havde aldrig rigtig tænkt over ham. Han var bare noget, der manglede. Noget, der kunne have hjulpet os...

   Jeg faldt i søvn uden virkelig at ville det. Jeg blev vækket af Victoria næste morgen.

   "Ray spørger efter dig," sagde hun smilende. Jeg nikkede træt. Hun havde hjulpet mig med at finde noget nyt tøj. Jeg kunne godt lide det, kvinderne i stammen gik med. Lang kjole med flotte motiver, hun lovede at flette perler i mit hår senere den dag.

   Ray lå stadig i den store grotte. Han satte sig op, da jeg kom hen til ham. Slangen var væk. Jeg satte mig på hans sengekant.

   "Har du nydt din første dag her?" Jeg smilede, nikkede. Han så stadig ikke helt godt ud, en smule grågrøn i ansigtet, ikke helt ducky...

   "Alle er så venlige," sagde jeg. Han nikkede.

   "Vi ved alle, at det ikke er sikkert, vi ser hinanden igen. Alle skal behandles godt, for tænk nu, hvis det sidste, vi sagde til en ven, var noget ondt eller sårende?" Waow... Dagens lektion i morale og etik... Ray smilede, rystede på hovedet. "Nej, nu skal jeg nok tie stille. Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig, når de endelig lader mig gå." Jeg lo.

   "Hvad?"

   "Det er en overraskelse. Gå nu bare lidt rundt og se dig omkring. Jeg har fået at vide, hvor du sover henne, så jeg kan altid finde dig." Jeg blev lidt hos ham. Vi snakkede ikke så meget. Han fik en insulinindsprøjtning og en advarsel om, at han ikke længere skulle rejse væk alene. Jeg lærte mange nye ting om Ray, bare ved at sidde og lytte.

   Han elskede at rejse. Han var en smule skødesløs, til tider lidt for kæk og kæphøj. Til sidst forlod jeg ham, da det blev lidt for personligt - en læge kom rent faktisk og spurgte ham, om han havde lavet noget seksuelt i byen, der kunne have stødt hans helbred[2]!

   Tanken om at Ray skulle have været sammen med en pige stødte mig rent faktisk. Måske tanken om at Ray skulle have været sammen med en anden pige... Nej, han var jo hverken gift eller forlovet! Så beskidt kunne han heller ikke være...

   Det hjemsøgte mig resten af dagen. Ray i et forhold... Det gav mig kuldegysninger! Som tanken åd mig indefra, blev jeg mere og mere bitter og vred - på alle! Det var ikke et godt førstehåndsindtryk, jeg vidste det godt. Jeg var nitwitted, skulle bare være blevet på mit værelse, til jeg ikke længere var vred.

   Victoria var så venlig at introducere mig for hendes venner og veninder, da det var frokosttid. De tog godt imod mig, vi snakkede veldigt sammen. Omkring klokken ét (det var svært at fortælle klokken nede i hulerne) kom en indianer hen til mig. Han var omkring de tyve, spurgte, om det var mig, der var Grace. Jeg nikkede.

   "Ray leder efter dig." Jeg nikkede.

   "Okay - jeg finder ham senere. Tak." Jeg skulle til at tale videre, men manden blev. Jeg skævede lidt til ham. "Øhm... Tak - du kan gå nu, hr.."

   "Han var meget insisterende." Jeg nikkede.

   "Ja, sådan er han jo. Sig til ham, jeg kommer senere." Jeg prøvede at holde min tone venlig, det gjorde jeg virkelig. Men jeg var stadig sur på Ray. Det var baloney, jeg anede jo ikke, om han faktisk havde lavet noget i byen! Så vidt jeg forstod fra de andre indianere, havde han boet der og ledt efter måder at få US4 ned på.

   "Miss Thomas..."

   "Har du ikke andet at lave din dagdriver?" Jeg bed mig i læben så snart ordene var ude. Min første dag i lejren, og jeg havde allerede dummet mig... Indianeren så kynisk på mig. Så drejede han om på hælene og gik. Jeg sukkede, så på Victoria og hendes venner. De så mærkeligt tilbage på mig. "Undskyld," mumlede jeg flovt.

   "Sig det dog til Derek," sagde en fyr, jeg kunne adressere som Jonathan. Jeg nikkede, skyndte mig på benene og løb efter fyren.

   "Vent!" Han så sig over skulderen, himlede med øjnene.

   "Beklager, dagdriveren skal videre til ingenting!"

   "Nej, undskyld! Jeg ville ikke have sagt det, jeg er virkelig ked af det..." Han stoppede. Så på mig. Jeg gik hen foran ham. "Jeg håber, du kan tilgive mig. Vil du vise mig, hvor Ray er henne?" Der gik et øjeblik. Så smilede han og nikkede. Han rakte en hånd frem.

   "Derek Blue."

   "Grace Thomas." Jeg tog hans hånd. "Dejligt at møde en af Rays venner." Derek smilede.

   "I lige måde. Kom, han er i de nedre sale."

   Det tog næsten en time at komme til de nedre sale! På et tidspunkt stoppede Derek, han pegede ligeud.

   "Herfra deler gangene sig ikke længere. Bare fortsæt ligeud, til du kommer til en dør. Hvis Ray ikke venter dér, så bare gå ind." Jeg så nervøst på Derek. Det var en mørk gang, sølle oplyst og uhyggelig!

   "Kommer du ikke med?" Han rystede på hovedet.

   "Nej," lo han. "Jeg har rent faktisk travlt." Han smilede venligt til mig. "Bare rolig, det farligste hernede er os. Det tager kun nogle minutter at gå derned." Han gik, ignorerede mine protester.

   Det tog minutter bare at overtale mig selv til at gå. Og da Derek havde sagt, at det tog "nogle minutter", betød "nogle" altså omkring de femten!

   Mine fødder var ømme og jeg var godt sulten, da jeg kom frem til døren - jeg havde ikke nået at spise frokost. Ray stod ganske rigtigt og ventede på mig. Han havde en fakkel i hånden, smilede. Dybe skygger aftegnede hans ansigt.

   "Hej." Hans stemme var lav men gav alligevel ekko. Jeg vinkede kort.

   "Så, du ville vise mig en dør?"

   "Ha ha aha," lo ha falsk. "Nej, det inde bag døren. Kom med." Han satte en nøgle i en stor lås, drejede den og skubbede den massive port op. Der var bælgravende mørkt derinde. Jeg fnøs hånligt.

   "Du må være gal!" sagde jeg. "Jeg går ikke derind!" Ray smilede overbærende, gik i forvejen. Gangen blev pludselig meget mørkere, da faklen ikke lyste op. Jeg skyndte mig at følge efter.

   Der var koldt i grotten. Jeg kunne se min ånde, når jeg ikke gik helt tæt på Rayen. Vi gik nogle, tre, minutter. Så pustede han pludselig ilden ud.

   "HVAD LAVER DU DOG?!" skreg jeg forskrækket. Han grinede.

   "Bare rolig." Han tog min hånd i mørket, gav den et varmt klem. "Vent et øjeblik." Jeg ventede med hjertet i halsen. Hvad ville han? Hvorfor havde han taget mig med derned? Jeg huskede de forfærdelige historier, jeg havde fået fortalt i byen. Men Ray ville mig ikke noget ondt. Det, der skete... Det var smukt.

   Overalt begyndte selvlysende planter at gløde. Jeg spærrede øjnene op. Væggene lyste op i et lysegrønt, blåt og lyserødt skær. Vi stod i en hule. Planterne var hugget til, så de lignede billeder. I midten af hulen var en helt rund sø. Der kom lys dernedefra. Jeg så spørgende på Ray. Han nikkede, slap min hånd. Jeg trådte nærmere. Så op. Over søen hang en kegleformet sten med hovedet nedad. Der sad krystaller i, de skinnede og glitrede i skæret fra de mange planter. Indimellem faldt én enkelt dråbe vand ned fra stenens spids, den ramte den runde sø med et lille PLOP, og afgav en hel linje af ringe på vandoverfladen.

   Jeg var overvældet. Målløs. Betaget af synet. Hvor lang tid havde det mon taget naturen at skabe det hul? Hundredvis af år? Tusinde? Nej, millioner, tror jeg! Ray kom om bag mig.

   "Planterne fortæller vores historie," sagde han lavt. Jeg så på dem. Jeg kunne genkende det. Den historie, Ray havde fortalt mig. Om, hvordan vi fik vores evner. Om, hvordan de forskellige steder havde valgt. Jeg fik tårer i øjnene og brød ud i gråd. Ray holdt mig ind til sig, til jeg bare stod rystende og stirrede ind mod hans bryst. "Søen laver en spiral op til overfladen. Det er sollys, det, du kan se." Jeg så på søen. Gik en anelse nærmere, satte mig på knæ ved bredden. Det var måske så meget sagt. Hullet gik omgående direkte ned. Ikke nogen overgang, jo, måske, men den var i hvert fald stejl! Jeg rakte ud for at røre det. Min hånd nærmede sig. Det var som om søen kaldte på mig... "NEJ LAD VÆRE!" Ray væltede mig omkuld på jorden, så forskrækket på mig. "Det er en hellig sø! Hvis en sisäpiiri rør ved den, mister du dine kræfter!" Jeg kunne slet ikke svare. Jeg var chokeret. Åndeløs.

   Jeg lå mellem Rays arme. Hans krop var få centimeter fra mig. Han sad på knæ ved siden af mig, men jeg var helt væltet omkuld. Han så mig ind i øjnene. Dybere og dybere. Jeg strøg hans kind. Lod min ene finger løbe ind under den ene snor til klappen. Jeg skulle til at trække den af, da han pludselig flyttede sig.

   "Vent lidt..." Jeg satte mig op, rødmede.

   "Undskyld, jeg..."

   "Hvad er klokken?" Jeg så mærkeligt på ham.

   "Øh... Hvad?"

   "Hvad er klokken?" Han prustede, kom på benene. "Åh nej, du kommer for sent til din egen indvielse!" Han greb min hånd, styrtede af sted. "Jeg vidste, jeg ikke skulle have bedt Derek finde dig! Kom nu med!" Jeg var ved at snuble samtlige gange, forvirret fulgte jeg bare med ham.

   Til sidst var vi udenfor. Tusmørket var ved at falde på. Sisäpiirierne stod alle som én i en stor kreds. Ikke én af de dér man laver som barn. En tyk, stor, solid mur af mennesker. I midten stod almoderen. Bag hende brændte et gigantisk bål. Flammerne var flere meter høje, varmen ramte mig flere meter væk! Trommer buldrede lidt væk. Mit hjerte satte instinktivt farten op.

   "Grace Thomas," sagde almoderen med sin gamle, vise stemme. "Er du klar til at blive et fuldgyldigt medlem af vores stamme?" Hun så på mig - direkte på mig! "Er du klar til at blive en fuldgyldig sisäpiiri?" Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg spejdede rundt efter Ray, men han var intet steds at se. Almoderen vinkede mig nærmere.

   "Men..." Jeg brød mig ikke om at tale foran så mange mennesker. "Jeg er jo lige kommet..."

   "Du er født til at være en del af vores stamme," sagde almoderen, højt og venligt. Det eneste, du mangler, er dit totem." Jeg var helt befippet. Totem? Mig?! Jeg tøvede. Nikkede, uden at vide, hvad jeg gik ind til...

   Trommerne satte farten op. Indianerne omkring mig trådte alle væk, så cirklen imellem dem blev endnu større. Almoderen begyndte at messe, de samme lyde gentog sig igen og igen:

   "Հոգին է մեզ, Հոգին է մեզ, Հոգին է մեզ..." Jeg må ærligt indrømme, at jeg var ved at dø af skræk, da selv almoderen trådte væk fra bålet. Mens hun stadig messede tog hun noget op fra en pose. Trommerne satte farten op. En dyster brummen deltog i den musikalske stemning. De andre begyndte at messe noget andet, det lød lidt i stil med "Linel meky, mez hamar".

   "Լինել մեկը, մեզ համար! Լինել մեկը, մեզ համար! Լինել մեկը, մեզ համար!" Almoderen kastede noget ind i ilden, det svage glimt jeg fik af det lignede pulver og tørre blade. Så snart det rørte ilden, blussede bålet op til en kæmpe ildsøjle. Jeg ville skrige, men lydene sad fast i min hals.

   Almoderens stemme steg:

   "Հոգին է մեզ, Հոգին է մեզ, Հոգին է մեզ!" Min vejrtrækning blev hurtigere. Ildens røg fik nye farver, lilla, blå, gul, grøn, rød, alle mulige nuancer. Væsner dansede rundt i luften. En prærieulv tudede i det fjerne. En røgulv dykkede ned og svævede hurtigt rundt om mig, snerrede og knurrede af mig, fløj tilbage til røgvæsnerne.

   Flere dyr afveg fra røgen. Dykkede ned og fløj rundt omkring mig, afviste mig. Jeg skærmede mig med armene, selv mod de venligste. Kaniner. Dådyr. De var alle hunner. Løvinder. Hunde. Huskatte. Ræve. Jeg var bange, prøvede at skrig men kunne ikke. Jeg lukkede øjnene. Musikken var steget til ekstrem styrke, da alting pludselig stoppede.

   Messen fra almoderen og de omkringstående ophørte. Trommerne stoppede så brat, at jeg ikke kunne tro det. Jeg åbnede øjnene. Alting var frosset. Menneskene. Ilden. Insektet, der var ved at kravle rundt på jorden ved mine fødder... Røgen og dyrene bevægede sig meget langsomt. Alle, på nær ét.

   Hun var ikke stor. Men hun var stolt. Majestætisk gik hun hen mod mig, svajende ryg, løftet hoved og halen sænket. Skulderbladene vuggede fra side til side. Hun var det smukkeste dyr, jeg nogen sinde havde set - en puma.

   Hun var lysnede orange. Øjnene glimtede gyldent til mig. Hun svævede ikke som de andre. Gik omkring mig, betragtede mig, vajede mig. Min mening var ubetydelig. Hun skulle til at dømme mig.

   Med et brøl så kraftigt at det kunne få bjerge til at smuldre fik pumaen mig til at fare sammen. Jeg skreg, da en forfærdelig smerte skar i mit bryst. Den rev i mig, flåede i mit kød og min hud. Mit tøj blev revet i stykker ved brystbenet. Jeg slog armene for, for at stoppe smerten og forhindre mit tøj i at falde ned. Pumaens brøl stoppede. Trommerne begyndte, afsluttede med en salut. Messen stoppede. Der lød jubel omkring mig. Jeg så forskrækket op. Smerten forsvandt ikke. De fejrede det... De fejrede, at det gjorde ondt?

   "Rejs dig," sagde almoderen. Ilden havde fået sin normale størrelse tilbage. Jeg kom forskrækket op, var vel på et tidspunkt faldet på knæ? Jeg holdt stadig for brystet. Almoderen så på mig. "Lad dine hænder falde." Jeg så mig omkring. Der var mange mænd blandt sisäpiirierne... Jeg skævede til almoderen. Hun tog sit ræveskind af og lagde det om mine skuldre. Jeg lod mine arme falde ned til siden. Skindet dækkede mine bryster, lod brystbenet være synligt. Almoderen så på det sted, den svigende smerte udsprang fra. Hun smilede. Løftede min ene arm, jeg skyndte mig at gribe fat om skindet med min anden hånd. "PUMA!" råbte hun. Folk omkring mig jublede.

   En ung pige, omkring tolv, tror jeg, kom løbende hen til almoderen med en bakke. Hun holdt den med bøjet hoved, mens almoderen dyppede sine fingre i den farvede væske, som lå i skålene.

   "Pumaen står for handling," sagde hun, og lavede en blå steg midt under mine læber. "Styrke." Hun lavede en vandret, grøn over min venstre kind. "Adel." Rød på højre side af stregen under læben. "Tålmodighed." Rød på venstre side ved siden af stregen. "Stilhed." Vandret grøn på højre kind. "Afgørelse." Rød ned langs næseryggen. "Lederskab." Gul over den allerede eksisterende streg på venstre kind. "Værgemål." Blå over eksisterende på højre kind. "Og selvsikkerhed." Én lang orange streg på panden. Hun bukkede for mig. "Velkommen til sisäpiiristammen, Grace 'Pumaklo' Thomas!" Folk jublede. Jeg smilede lidt, forstod ikke helt, hvad der egentlig foregik. Det eneste jeg vidste, var, at smerten i mit bryst var ved at blive ubærlig.

   Og før jeg opfattede det, faldt jeg bevidstløs om på jorden.

 

[1] Caddilack: Heroin eller kokain.

[2] Dette sås som tabu indtil begyndelsen af 1990'erne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...