Tutankhamons forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Året er 1922 og den famøse egyptolog Howard Carter graver sig vej gennem Kongernes Dal, sammen med Lord Carnarvon, lokale arbejdere og den arkæolog studerende Kaitlynn Stratford, i jagten på Tutankhamons sidste hvilested. Kaitlynn har brugt mange år på at studere egyptologi og bliver skæmt af de første hieroglyffer hun ser. En forbandelse ligger over graven og den massive stendør beder enhver fremmed om at blive ude. Inden hun når at advare sine kollegaer, er de trængt ind i gravkammeret og hele Kaitlynns verden ramler sammen omkring hende. Hun bliver kastet ud i en mission fyldt med magi, guder og dæmoner, sammen med den lokale landsbytosse, for at redde sine venner.

10Likes
12Kommentarer
1405Visninger
AA

3. TO

”Det er allerede forfærdelig varmt, Sir.” Bemærkede jeg, da vi sejlede ned langs kysten ved Alexandria. Jeg løsnede min halsklud, som var den sidste del af mit tøj, som jeg kunne tillade mig, at tage af. Jeg havde ikke andet end min lange nederdel og en ærmeløs skjorte på. Jeg har lånt en flettet stråhat af kaptajn på det skib, som skulle fragte mig til Kairo, så jeg ikke ville blive solskoldet i ansigtet. Kaptajnen levede af at sejle med handelsvare og havde lavet en aftale med Lord Carnarvon, så jeg kunne komme med ham. Lord Carnarvon var en stor kunde og var selv tit taget med handelsskibet, da han ikke havde godt af den engelsk vinter, efter han havde været ude for en ulykke. Det virkede ikke til at være noget han ville snakke om, så jeg lod være med at spørge ind til det. Men det havde helt sikkert noget med stokken at gøre.
”De kan lige så godt vende dig til det, unge dame.” Sagde Kaptajnen og lo. Han var nybarberet og havde smurt skjorteærmerne op, så man kunne se hans dekorerede arme. Tatoveringer med symboler fra rundt omkring i verdenen. En kinesisk drage snog sig ned af hans venstre arm og endte ved en tomastet skonnert, så det så ud som om, at den var klar til at angribe skibet med sine spidse klør.
”Det er noget af en forandring fra Cambridges triste gråvejr. Man bliver helt levende.” Påstod jeg og kravlede op i styrhuset til kaptajnen. Nogle af hans blåklædte matroser kiggede misundeligt efter mig. De måtte ikke komme herop, med mindre de havde en opgave at udføre. Jeg kunne sagtens kravle op, for at nyde udsigten ind over land. Kaptajnen lo og tog bogen fra mig, som jeg havde gået rundt med på dækket.
”De har bøger mig dig overalt Frøken. De kan godt slappe lidt af, indtil de ankommer. De får Egypten nok.” Han bladrede i min lærerbog og rystede stille på hovedet. Jeg kiggede ind over Alexandrias kyst og bemærkede det store sandfarvede fort.
”Har du set! Qaitbay fortet. Hver er det dog smukt. Jeg har læst om det engang. Det blev bygget tilbage i 1400-tallet og var et vigtigt punkt på Egyptens forsvarsværk. Jeg kan dog ikke huske navnet på den Sultan der opførte det. Måske kan jeg finde det et sted i en af mine bøger.” Jeg kiggede mig tænksomt på fortet, mens jeg sugede den historieske bygnings skønhed til mig. Hvor var det fortryllende, at se noget af alt det jeg havde læst om, i virkeligheden. Alle de år jeg havde studeret Egypten og nu var jeg her endelig.
”De behøves ikke at finde flere bøger frem for min skyld, frøken. Jeg klare mig.” Sagde Kaptajnen og blinkede til mig. Han virkede ikke just begejstret over at se Qaitbay fortet, men han havde nok også set det en del gange efterhånden.
”Meget vel. Jeg tror jeg vil gå ned og læse lidt igen.”
”Jeg sender en af mine matroser ned og henter dem, når vi når Nilens munding.” Råbte Kaptajnen efter mig, da jeg forlod styrhuset. Jeg tog ved min hat, da der var en god vind ude på det åbne vand. Mit lange krøllede hår blæste om hovedet på mig.
”Vidunderligt!” Råbte jeg tilbage og gik ned i min kahyt for at finde den rigtige bog.

”Velkommen til Kairo, Miss Stratford.” Sagde manden som stod og ventede på os ved kajen. Han var iført en klassisk dishdasha, som jeg kun havde set på billeder før. Det var en hvid dragt med lange ærmer, som gik helt ned til fødderne. Den sad løst om hans krop, hvilket sørgede for at køle ham ned, i den varme ørkensol. Et par andre mænd, ligeledes iklædt en dishdasha, kom og tog imod min bagage.
”Mange tak gode herre. Jeg går ud fra, at de fører mig til mine nye kollegaer?” Manden nikkede blot og begyndte at kommunikere med min kaptajn på sit egent sprog. Selvom jeg var sikker på, at Kaptajnen var pære engelsk, så svarede han gladelig på det arabiske sprog. Jeg fulgte pænt efter dem, da de begyndte at gå imod hvad der virkede til, at være den ene automobil i nærheden. Vi kørte ind gennem Kairos gader hvor folk myldrede rundt. Folk handlede og grinte højlydt af en samtale jeg forstod. Et par enkelte sendte nogle mærkelige blikke efter os. Vi mødte en del andre automobiler på de ujævne veje, men man kunne på ingen måde sammenligne med gaderne hjemme i Cambridge. Vi stoppede på en meget travl gade hvor handlede med det samme begyndte at komme imod os, med deres gode tilbud. Jeg havde ingen anelse om hvad de sagde, da min viden om området var baseret på deres forfædre, så jeg rystede på hovedet og sagde pænt nej tak på engelsk. Luften var tyk af dem mange eksotiske krydderier i boderne og frugterne så mere modne ud, end jeg nogensinde havde set dem i England. Jeg måtte huske at smage deres ny plukkede dadler, mens jeg var hernede. På trods af de ivrige sælgere på gadehjørnet, var det et pænt kvarter. Det bar præg af, at der boede vesterlændinge i komplekserne. Der hang små metal-navneskilte udenfor dørene med snoet tekst og udenfor dørene var der dørmåtter med velkommende hilsner.

Howard Carters dørmåtte bød os velkommen og døren blev åbnet af en lokalklædt mand. Han lod os komme indenfor og min bagage blev placeret i den trange entre. Huset lugtede ikke af eksotiske krydderier som udenfor, men havde en snert af luften fra gamle møbler, som hjemme hos min familie i England.
”De har fået besøg, mr. Carter.” Sagde manden, som havde åbnet døren, på meget gebrokken engelsk.
”Allerede? Så vis dem dog ind!” Kunne jeg høre en tydeligt britisk mand sige, inde fra rummet jeg fik ud fra var stuen eller et kontor. Vi blev vist ind i et rum der nok skulle forstille en stue med en fin sofa og et tebord, men hele rummet var fyldt med bøger i alle størrelser og notatpapir. Howard Carter havde rejst sig fra et bord, som var tildækket af tegninger, kuverter og en bog der lå slået op. Henne ved vinduet sad en lille gul kanariefugl og pippede af alle de nye mennesker. Den sad på sin lille bind, hoppede lidt frem og tilbage, uden at flyve væk.
”Miss Stratford går jeg ud fra. Velkommen til dit nye hjem! Og velkommen tilbage Kaptajn.” Howard Carter var en middelalderende mand med sort tilbage redt hår og et overskæg, som de flest andre engelske mænd. Han havde ikke andet på end en hvis skjorte med op smurte ærmer og et par løse bukser. Jeg gik over og gav ham hånden, før Carter og kaptajnen begyndte at snakke om gamle dage. De havde tydeligvis kendt hinanden længe, og jeg ville derfor ikke forstyrrer deres samtale nu hvor jeg vidste, at kaptajnen skulle videre med sit læs. Jeg gik rundt og kiggede på alle Carters noter og skitser. En havde et stort kort over kongernes dal til at tænke på væggen med en masse nåle i, som om han havde prøvet at korlægge noget. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på tapetet bagved kortet. Hvis min bedstemor havde set nålene stikke igennem tapetet, ville hun have fået et mentalt sammenbrud, som kun Freud ville kunne finde fascinerende.
”Er du på plads, frøken?” Spurgte kaptajnen pludselig. Jeg vendte mig om og trak hænderne til mig, selvom jeg egentlig ikke havde pillet ved noget.
”Det vil jeg mene. Min bagage skal vel bare ovenpå?” Jeg kiggede spørgende på Carter, som straks gav sin husholderske besked.
”Så er jeg den der er draget videre. Jeg håber i finder hvad i leder efter.” Kaptajnen løftede hatten for os og forsvandt ud af stuen igen. Der var stille lidt, indtil vi hørte hoveddøren smække.

”Så begynder deres arkæologiske eventyr, Frøken.” Sagde Carter sigende og kom op på siden af mig. Jeg stod stadig ved det store kort, som jeg opdagede var håndtegnet. Det lignede på mange punkter de kort jeg havde set, i trykte bøger. Carter havde været grundig.
”Jeg er glad for jeg blev valgt. Det er en stor mulighed.” Jeg studerede kortet nøje. Ud fra hver nål i kortet, stod en kort tekst. Nogle beregninger, som jeg ikke ved, hvad betød og andre steder bare nogle store spørgsmålstegn. Det måtte være teorier eller vildspor der var markeret.
”Jeg har skam hørt gode ting om dem, så jeg forventer mig store ting af dem. Har de læst på lektien?” Carter begyndte at rode igennem sine papirer på skivebordet.
”Der var ikke så meget at læse på. Ud fra de rapporter, som Lord Carnarvon har udleveret til mig, leder vi efter en farao, hvis navn er blevet fjernet fra historien, på grund af hans far, Akhenaton.” Jeg havde læst de rapporter op til flere gange på vores måneds lange tur til Egypten. Jeg kunne dem snart udenad.”
Aha. Der tager de fejl frøken Stratford. Jeg har fundet et navn på denne Farao; eller Prins, med for lov. Tutankhamon.” Carter fandt et stykke halvkrøllet papir frem og glattede det ud på bordet, før han rakte det til mig. Det var en tegning af en oval skrifttavle med hieroglyffer, som set i mange egyptiske grave. Uden mine noter eller bøger, kunne jeg ikke læse hieroglyffer så godt, men jeg forstod nok til, at der godt kunne stå tutankhamon. Hver Hieroglyf havde deres egen lyd og jeg lavede et smæld med tungen, mens jeg sagde navnet højt.
”Jeg har aldrig hørt det navn før.” Indrømmede jeg. Carter smilede bredt.
”Bare vent Frøken Kaitlynn. Snart vil hele verden kende han navn. Bare vent!”

Allerede dagen efter tog Carter mig med imod Kongernes dal. Det var en rejse der tog en dag tid igennem det frodige land langs Nilen. Det var virkelig en smuk tur og man kunne nærmest forstille sig alle sivbådene der sejlede op og ned af floden i det gamle Egypten. Hvordan templerne lige nøjagtigt var færdiggjort og stod i alt sin pragt. Ørkensandet havde i tidens løb fungeret som sandpapir og de gamle templer var efterhånden slidte eller lagde i ruiner. Jeg kunne stadig forstille mig hvordan præster og præstinder bevægede sig op af de store stentrapper og ofrede til ære for bønderne, så de kunne få en god høst. Gid det var så nemt.

Kongernes dal så ikke ud af meget, når man så ud over den. Det hele var bare sand, sand og sand. Når man kom nærmere, begyndte man at kunne se nogle aftegninger af stier der snoede sig rundt i dalen. For enden af stierne kunne man se noget der lignede huller ned i sandet. Vi kørte vores automobiler helt ned i dalen og en stor forsamling af lokale mænd iklædt Dishdashaer, samlede sig og begyndte at modtage kommandoer fra vores husholderske, som jeg havde lært hed Faris. De begyndte at sætte telte op, mens Carter tog en notesbog med og ledte mig hen til en af de mangel huller i jorden, som man kunne se oppe fra bakken af. Når man kom tæt på, kunne man se en trappe der var udformet i sten, af samme farve som sandet. På et lille skilt ved siden af trappen stod et lille skilt. KV55.

”Det her er Akhenaton’s grav. Kætterkongen.” Bemærkede jeg. Hver en grav i Kongernes dal havde et navn på bogstaver og tal. Som Egyptolog kunne man gravenes bogstaver og nummer lige så godt, som min bedstemor kunne kongerækken.
”Tutankhamons far. Jeg vil gerne vise dem, et par af gravene, så de har en ide om, hvad vi leder efter. Selvom jeg har på fornemmelsen, at de allerede ved en del.” Han klappede mig på skulderen og begyndte at lede rundt i hans notesbog efter et eller andet. Jeg stod pænt og ventede, men mit blik var fastlåst på trappenedgangen, som første til min første egyptiske kongegrav.
”De forbander jer!” blev der pludselig råbt ud over hele dalen. Mit hoved skød op imod den råbende mand, som kom løbende ned af en af bakkerne til højre for os. Han var iført et par løse cremefarvede hørbukser, men havde bar overkrop. Det sorte lange hår stod vildt om hovedet på ham, hvilket jeg endnu ikke havde set hernede. De lokale havde tit klæde om hovedet, for at skygge for solen. Om halsen havde han en masse kæder og amuletter, som slog imod hans bryst, mens han løb imod os. Nogle af vores lokale arbejdere stille sig imellem os og ham, før han nåede ned i bunden af dalen.

Jeg var slemt overrasket og stirrede forbløffet på den fremmede vildmand. Carter derimod så bare letter irriteret ud.
”Har jeg ikke sagt, at i skulle holde Amasis nede i Kurna? Vi vil ikke have ham her i dalen mens vi arbejder.” Vrissede Carter af nogle af de lokale. De vendte sig om og undskyldte, før de fik fat i vildmandens arme og stoppede ham.
”Stop med at forstyrre deres søvn. De forbander jer!” Råbte vildmanden Amasis efter os. Jeg veg tilbage og stillede mig halv bag ved Carter.
”Det har du sagt de sidste mange år, men der er ikke sket noget, vel? Lad os være i fred, mens vi udfører vores arbejde.” Carter lød ophidset. Fyren måtte komme ret ofte, siden han sagde det på den måde. Amasis kæmpede ikke imod vores arbejdere, som stod og holdt ham fast. Hans ansigtet var glatbarberet og han kunne umuligt være meget ældre end mig. Kæderne om hans hals havde små lerfigurs vedhæng. De forstillede alle mulige forskellige dyr og gamle egyptiske tegn og hieroglyffer. Selvom sandet måtte være mindste fyrre grader varmt, havde han ingen sko på. Han var en spøjs type, men han lignede ikke en der kunne være farlig.
”I skal ikke være for hårde ved ham. Han har måske bare hørt alle skrækhistorierne om fæller og den slags.” Sagde jeg og trådte frem, fra bag Carter igen. Det var som om, at Amasis ikke havde set mig før nu. Han spærrede øjnene op og fik et vildt udtryk i ansigtet. Han begyndte at stridte imod vores arbejderes greb på hans arme.
”Har i bragt endnu en herned? Hun er alt for ung! I vil være skyld i hendes død. Hun har ikke levet endnu! Anubis forbyder det!” Arbejderne begyndte at trække ham væk og hans hæle lavede spor i sandet.

”Hvem var han?” Spurgte jeg Carter, da de fik Amasis kørt væk.
”En landsbytosse nede fra Kurna. Den landsby er ikke fyldt med andet end gravrøvere, sleske sælgere og underlige mennesker. Ham der dukker konstant op og lover os dommedag.” Jeg kiggede op over bakken, hvor han var løbet ned imod dem. Hans fodspor var allerede udvisket i sandet. Carter begyndte endelig at bevæge sig ned af sten trappen og havde fået udleveret en fakkel af en af arbejderne. Jeg bar hans notesbog, som var slået op, på en side fyldt med hieroglyffer. For at komme ind i forkammeret, skulle vi kravle over nogle stenblokke, som i sin tid måtte have været den tilmurede indgang. Graven var ikke stor og der var intet dernede, du over nedfaldne sten. Kun malerierne på væggene kunne bevise, at der engang havde været en kongegrav. Jeg ville ikke sige jeg var skuffet, men jeg var heller ikke overvældet.
”Jeg kunne have vist dem andre grave, som var langt mere storartet, men jeg tænkte at vi kunne holde os til noget mere relevant her i starten. Som de kan se, så bære graven præg af, at man ikke syntes Akhenaton var den helt store farao. Graven blev ikke bygget færdig før han døde og derfor blev der ikke gjort meget ud af den. Det hul de ser i væggen til højre der, det skulle have været skattekammeret, hvor alle hans rigdomme til efterlivet skulle have været. Vi har ingen beviser på om det har været der, men rummet blev ikke engang færdigt, så jeg tvivler.” Jeg havde helt ondt af denne farao, selvom det var mange tusinde år siden han døde. Den eneste grund til, at folk kunne lide ham, var på grund af hans smukke kone Nefertiti.

Jeg vendte min opmærksomhed mod de raster af vægmalerierne der ikke var beskadiget af de nedstyrtede sten. Mange af billederne kunne jeg genkende fra mine historie bøger. Hieroglyfferne fortalte hans liv. Gudernes konge Amun-Ra stod og velsignede Akhenaton, som knælede. Billedet måtte derfor være malet efter hans død. Siddende billeder betød, at personen var død, da det blev lavet. Carter fandt sine noter frem og begyndte at oversætte hieroglyfferne for mig og fortalte mig mere, end jeg nogensinde kunne have læst mig til, i nogen som helst historiebog. Imens jeg stod og betragtede hieroglyfferne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Amasis. Han havde råbt op om Anubis. Måske troede han på de gamle guder. Måske var han bare en fanatist. Men der var et eller andet over panikken i hans ansigt, som bekymrede mig alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...