Tutankhamons forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Året er 1922 og den famøse egyptolog Howard Carter graver sig vej gennem Kongernes Dal, sammen med Lord Carnarvon, lokale arbejdere og den arkæolog studerende Kaitlynn Stratford, i jagten på Tutankhamons sidste hvilested. Kaitlynn har brugt mange år på at studere egyptologi og bliver skæmt af de første hieroglyffer hun ser. En forbandelse ligger over graven og den massive stendør beder enhver fremmed om at blive ude. Inden hun når at advare sine kollegaer, er de trængt ind i gravkammeret og hele Kaitlynns verden ramler sammen omkring hende. Hun bliver kastet ud i en mission fyldt med magi, guder og dæmoner, sammen med den lokale landsbytosse, for at redde sine venner.

10Likes
12Kommentarer
1400Visninger
AA

7. SEKS

Selvom vi ud fra mine beregninger mindst skulle gå et par dage for at komme til Abydos fra Kongernes Dal, gik der ikke længe før Amasis stoppede op. Vi havde gået i stilhed og langsomt mens vi gik, havde han givet slip på sin skadede ribben og gik mere og mere oprejst. Det var som om at den her parallelle verden helede ham lige så stille. Eller måske rimelig hurtigt? Jeg havde helt mistet tidsfornemmelsen.
”Når vi kommer derned, så lad mig føre ordet, okay?” Han tog fat i min skulder og gav den et klem.
”Er vi her allerede?” Vi stod på en forhøjning i sandet, hvilket var det eneste ørkenen bestod af. Jeg forstår ikke dem der kan bevare orienteringen herude. I det mindste var der ikke gloende varmt og det underlige lys der ikke kom fra solen, var langt mere behageligt for øjnene. Som regel spejlede solen sig i det lyse sand, ligesom sol på en snevejrsdag hjemme i England.
”Det er lige nede i dalen på den anden side.” Amasis kastede med hovedet og skubbede mig foran sig.
”Vi kan da ikke allerede være her. Der er jo mange hundrede kilometer dertil og…”
”Afstande er ikke en hindring i Du’at.”
Jeg gik forrest op over bakken og gjorde store øjne da jeg kiggede ned i dalen. Det syn jeg havde set i mine lærebøger. Det som skulle forstille at være ruinerne af Abydos var et kæmpe tempel med flammende fakler der lyste hele den sandfarvede facaden op. Rundt omkring lå små lerhuse og mennesker myldrede omkring. Jeg stod stille lidt og tog det hele til mig. Det var virkelig smukt. Guddommelig smukt. Det ville være hver en arkæologs drøm at besøge dette sted.
”Er det… er det virkelig…?” Jeg ville gerne have en bekræftelse på, at det jeg så faktisk var virkeligt og ikke bare ønsketænkning, men Amasis afbrød mig.
”Osiris tempel? Jeg vidste du kunne genkende den.” Han lod en hånd hvilke på min læn og jeg blev straks kold over hele kroppen. Ikke på grund af hans berøring, men mere fordi han huskede mig på noget jeg glædelig havde glemt. Vi var ikke i virkeligheden. Vi var i en parallel verden hvor fabeldyr fandtes og ørkenen var en behagelig temperatur til at vandre i. Abydos var byen hvor det største tempel for de dødes gud, blev bygget tretusinde år før Kristus. Det løb mig koldt ned af ryggen.
”Mener du at.. at Osiris er.. derinde?” Spurgte jeg og pegede ned på det enorme rektangulære bygningsværk.
”Men mindre han er gået fra sin post. Men det er utænkeligt, for folk dør hele tiden og han skal have styr på dem alle sammen. De skal alle have en fair rettergang.”

Jeg tænkte det værste, mens vi gik ned i dalen. Jeg havde efterhånden læst alt hvad der var værd at vide om Osiris fra menneskeøjne og jeg vidste han var meget kræftfuld. Jeg turde næsten ikke at tro på, at vi faktisk var på vej ned til hans bolig. Osiris var ufrivilligt blevet udnævnt som konge af underverdenen, da hans blev dræbt af sin bror Set under kampen om magten over Egypten. Osiris blev hævnet af sin søn Horus, men kunne ikke forlade Du’at. Han blev derfor konge over de døde. Jeg vidste ikke hvad jeg forstillede mig. De fleste af de egyptiske guder blev afbillede med hoveder som diverse dyr. Falke, krokodiller og katte. Efter af have mødt sfinksen der var halvt menneske og halvt dyr, så kunne jeg godt tænke mig til, hvordan guderne måtte se ud.

Da vi kom ned i byen kiggede folk noget efter os. Amasis lod ikke til at bide mærke i det, men en pottemager stoppede sit arbejde bare for at stirre ondt på os. Han havde ikke andet på end et lændeklæde i hør. Ligesom de havde på i det gamle Egypten. Hans mørke øjne var indrammet med kohl, hvilket bare fik ham til at se endnu mere ond ud. Jeg gav ham et undskyldende nik, selvom jeg ikke vidste hvad jeg undskyldte for. Han lagde sine arme over kors og jeg sværger at hele hans skikkelse flimrede i det han gjorde det. Jeg kiggede hurtigt væk igen og fulgte efter Amasis op af trappen til templet. Indgangspartiet var enormt og ledte ind til et forrum der var smukt dekoreret med malerier på alle væggene. De var farverige og så helt nye ud, som om de var lavet fornyligt. Der hang fakler på væggene som lyste det hele op og gav en underlig behagelig stemning, på trods af at vi var på vej ind i de dødes guds hus. Vi forsatte ind af en mindre åbning og kom ind i et kolossalt rum. Jeg kunne have stået og nydt malerierne på væggene og de imponerende søjlepartier længe, hvis det ikke var fordi der kom 3 flyvende bæster imod os. De var afskyelige af se på. De havde en menneskeskikkelse, men deres kroppe var sorte og dækket af en form for skæl. Deres hoveder var forvoksede skarabæer og de fløj imod os med enorme vinger der bevægede sig så hurtigt, at de næsten var usynlige. Jeg nåede at skrige op, før en høj og rungende mandestemme råbte op.
Heh-sieh!” De bevingede væsner vendte med det samme om. Jeg greb fat i Amasis arm og jeg kunne mærke hvor anspændt han var.
”Følg mig.” Mumlede han. Men i stedet for at bevæge sig længere ind i rummet, knælede han på stedet. Jeg gjorde det samme og kiggede ud i rummet. Ved endevæggen stod en enorm guldtrone for enden af en stentrappe. På tronen sad en mand og kiggede imod os. Han var ikke hvilken som helst mand. Han var Osiris. Hans hud havde samme grønne farve som ny udsprungne bøgeblade. Han var hel kronraget men havde et sort fipskæg på hagen. Hans tøj mindede meget om Amasis’ med løse hørbukser og bar overkrop. Dog havde Amasis ikke nogle tykke guldkæder og armbånd om overarmen. 

”Hvad bringer dig hertil, Amasis?” Spurgte Osiris og lænede sig frem i stolen. Jeg kiggede hen på Amasis der havde bøjet hoved og kiggede ned i gulvet. Han virkede meget ærbødig i forhold til, at det lød som om de kendte hinanden.
”Store Osiris. Jeg beder om deres hjælp til at bryde en forbandelse for min veninde her.” Amasis lagde en hånd på min skulder og jeg så Osiris smile ned til os.
”Og hvem er din lille veninde så?” Spurgte Osiris venligt.
”Hendes navn er Kaitlynn og..”
”Kom herop og lad pigebarnet tale for sig selv.” Amasis løftede overrasket hovedet og kiggede undrende op på Osiris. Måske var han ikke så farlig som man skulle tro, når nu han skulle forstille at være en gud. Amasis rejste sig og gav mig sin hånd og hjalp mig op. Osiris vinkede os frem, selvom hans tre grimme bæster knurrede af os, så godt som deres billehoveder nu kunne. Det var mere en klikke lyd end en knurren. Jeg najede for guden og han nikkede anerkendende med et smil på læben.
”Mit navn er Kaitlynn Stratford. Jeg kommer fra England. Cambridge helt nøjagtigt. Jeg er i gang med min arkæolog uddannelse med Egypten som speciale og jeg har fået den fornøjelse, at hjælpe Hr. Harward Carter og..” Jeg nåede ikke mere, før de dødes gud slog en latter op.
”Den slambert der har prøvet at finde Tutankhamons grav så længe? Jeg har godt lagt mærke til ham. Han har haft det ene ben i graven længe. Det er kun et spørgsmål om tid, før forbandelsen slår til. Han er en stærk mand, ham Carter. Det er ikke ligesom hans overhoved Carnarvon. Ham modtog vi for kort tid siden.” Osiris kløede sig i skægget på hagen, mens han så tænksomt ud i luften.
”Undskyld herre. Sagde de at Carter stadig var i live?” Spurgte Amasis og trådte et halvt skridt tilbage i noget der lignede æresfrygt. Han så ud til at være bange for, at tale direkte til guden.
”Helt bestemt. Anubis holder øje med ham. Det er ikke hver dag, at en forbandelse bliver sat i gang.” Osiris så ud til at morer sig over situationen.

”Herre Osiris. Jeg er her for at stoppe forbandelsen. De folk der har åbnet graven er mine kollegaer. Mine venner.” Bad jeg. Jeg havde arbejdet tæt med Carter de sidste mange måneder og vi havde kun haft hinandens selskab. At få at vide at Anubis vågede over ham, var ikke et godt tegn. Anubis var gud for død og begravelse. Han fungerede lidt ligesom manden med leen, i de gamle folkeeventyr. Lige på nær at denne gud, havde et hoved som en sjakal. En sort hundelignende størrelse.
”Det er der da ikke noget sjovt i.” Sagde Osiris og lignede mere af alt et fornærmet barn, end en almægtig gud.

”Jeg beder dem. Er der intet jeg kan gøre, for at stoppe det?” Jeg gik helt frem til podiet, hvorpå guden sad og smed mig ned på mine knæ. Hans tre bille håndlangere klikkede og hvæsede voldsomt. Det smil Osiris før havde på læben, ændrede sig til en sur mine.
”Hør her pigebarn. Du kommer her og forstyrrer mit arbejde og forventer jeg pludselig vil arbejde imod mig selv. Sket er sket. Jeg vil velkomme de døde, når de skal dømmes, men jeg vil ikke vække nogen til live eller have noget med levende at gøre. Amasis, få hende ud herfra.” Jeg kunne se lyn i øjnene på guden og jeg bakkede straks tilbage. Amasis greb fat i min arm og bukkede for guden, før han trak mig mod udgangen igen. Jeg kæmpede ikke imod. Hvad havde jeg egentlig forestillet mig? At jeg kunne komme til en guddom og bede ham om, at lave om på liv og død. Han burde da kunne? Men jeg var selvfølgelig bare et almindeligt menneske. Hvorfor skulle han lytte på mig? Da vi stod udenfor, satte jeg mig på trappen til templet og sukkede. Hvis det havde været naturlige døde, ville jeg have fundet mig i det. For sådan var livet. Men det her var en forbandelse og hvis det var muligt for en som mig, at rejse til Du’at, et parallelt univers, så burde man også kunne ophæve den forbandelse.
”Hvis ikke de dødes gud vil hjælpe os, vil folk så bare blive ved med at dø? Vi vil jo ikke kunne få nogen til at tro på, at der faktisk hviler en forbandelse over stedet.” Amasis satte sig ned ved siden af mig og lagde en hånd på mit knæ, som var dækket af min lange nederdel.
”Guderne har kun ventet på, at den forbandelse slap løs. Jeg havde troet, at de ville være mere forstående, men selvom det er mange tusinde år siden, at forbandelsen blev skabt, så har de tydeligvis ikke mistet interessen i det kaos den vil skabe.” Vi sad stille lidt og kiggede på det lille samfund, som var bygget rundt omkring templet. Dette samfund fandtes kun i Du’at. Jeg vidste der intet var omkring templet i vores verden. Den lille by lå i ruiner og alt der var noget værd, var for længst flyttet. Byen var bygget som i det gamle Egypten med muddersten og en masse blade og kviste fra træerne langs Nilen. Menneskerne arbejdede på forskelligt håndværk og små børn løb rundt og legede. Det virkede helt naturligt, men på den anden side var der et eller andet underligt over senariet. Det var som om menneskenes skikkelser flimrede engang i mellem når de bevægede sig. Jeg skulle lige til at spørge, men Amasis kom mig i forkøbet.
”De er døde. De venter på at få deres dom. Det er ikke alle der har råd til at blive dømt hurtigt. Jo rigere man er, jo mere kan man bestikke Osiris hjælpere med, til at komme frem i køen til at blive dømt. De skal i, hvad i vesterlændinge kalder, himmel eller helved. De som ingen penge har, bliver ved med at blive skubbet tilbage i køen og bosætter sig til sidst herude, til det er deres tur. En retssag kan vare længe, hvis en person har gjort mange dårlige ting i deres liv. Så skal de gennemgå hele personens liv, for at finde noget godt der kan veje på den anden side af vægtskålen. Selvom Osiris godt kan være sur, ser han jo gerne, at de fleste kommer i himmelen.” Jeg kiggede igen ud på de hvileløse mennesker, som bare gik rundt og prøvede på at finde noget at tage sig til. Gad vide om de automatisk fik det gamle Egyptiske tøj på når de døde og kom til Du’at eller om de faktisk var slaver der havde været her i flere tusinde år. Jeg fik en klump i halsen.

Jeg sad stille i mine tanker og ønskede mig langt væk fra de stakkels fattige mennesker, men pludselig blev jeg revet tilbage til virkeligheden, eller Du’ats virkelighed, da Amasis fik et hosteanfald. Jeg klappede ham stille på ryggen, da jeg ikke vidste om hans ribben kunne klare et hårdt klap.
”Er du okay?” Spurgte jeg bekymret og strøg min hånd op og ned af hans bare ryg. Jeg kunne mærke et tyndt svedlag, på trods af at der var en perfekt behagelig temperatur i Du’at.
”Det er ikke noget alvorligt.” Forsikrede han mig, da han holdt op med at hoste. Før jeg kunne nå at protestere, rejste han sig op fra trappetrinnet.
”Jeg har måske en ide. Dog ved jeg ikke om det kan lade sig gøre.” Sagde han og begyndte at lede rundt i sin hørtaske.
”Og det er?” Spurgte jeg med løftet øjebryn. Amasis tog en shabti op af tasken. En lille ler rovfugl.
”Du kender til historien om forbandelsen, ikke?”
”Ikke rigtig. Kun det jeg nåede at læse på inskriptionerne udenfor graven.” Mindede jeg ham om. Han rystede på hovedet.
”Tutankhamons grav blev i sin tid forbandet af guderne og deres præster. Tutankhamons far Akhenaton vendte alle guderne ryggen og befalede alle hans undersåtter at gøre det samme. Alle guder, undtagen én. Solguden Ra. Han kan måske forstå os og kan helt sikkert hjælpe os. Men han er langt nede i Du’ats lag, siden Osiris søn Horus tog tronen.” 
”Er det svært at gå længere ned i Du’at?” Jeg så på, mens Amasis placerede shabti'en på jorden og sagde hans livs besværgelse. Den lille lerfigur voksede sig kæmpe stor for øjnene af os. Efter blot et øjeblik stod en falk foran os med det flotte krumme næb og de sort hvide aftegninger. Dog skilte denne falk sig ud, da den var på størrelse med en elefant.
”Ikke svært, men farligt. Hvis vi bruger Ra’s hellig dyr til at komme ned i Du’at, vil han måske velkomme os og hjælpe os.” Amasis kravlede op på ryggen af kæmpe falken som baskede med vingerne og udstødte et skrig. Menneskene i byen ænsede ikke den store fugl. Måske var de vant til at se den slags ting?
”Hvordan farligt?” Amasis rakte en hånd frem imod mig og hjalp mig op. Jeg måtte hive min nederdel op, så jeg kunne sidde med et ben bag hver vinge på falken.
”Jo længere ned vi kommer i Du’at, jo tættere kommer vi på helved og Set’s kæledyr.” Jeg spærrede øjnene op, da han nævnte Set. Set var guden for kaos. Det nærmeste man kom på vestens djævle. Fanden selv. Jeg sank en klump og rakte automatisk mine arme om Amasis’ talje.
”Set’s kæledyr. Du mener dæmoner, ikke sandt?”
”Præcis.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...