Tutankhamons forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Året er 1922 og den famøse egyptolog Howard Carter graver sig vej gennem Kongernes Dal, sammen med Lord Carnarvon, lokale arbejdere og den arkæolog studerende Kaitlynn Stratford, i jagten på Tutankhamons sidste hvilested. Kaitlynn har brugt mange år på at studere egyptologi og bliver skæmt af de første hieroglyffer hun ser. En forbandelse ligger over graven og den massive stendør beder enhver fremmed om at blive ude. Inden hun når at advare sine kollegaer, er de trængt ind i gravkammeret og hele Kaitlynns verden ramler sammen omkring hende. Hun bliver kastet ud i en mission fyldt med magi, guder og dæmoner, sammen med den lokale landsbytosse, for at redde sine venner.

10Likes
12Kommentarer
1398Visninger
AA

2. ET

Jeg traskede ned igennem gangene på Girton College med min bog under armen. Det var efterhånden ved at være en behagelig temperatur og de farverige mosaik vinduer var blevet åbnet på klem. Vores høje hæle gav genlyd ned igennem gange, der hovedsageligt var lavet af sted. Mændene havde klaget over det adskillelige gange og mente ikke de kunne koncentrere sig, men de måtte til at vende sig til det. Denne del af Cambridge universitet kunne snart fejre sin halvtredsindstyvende fødselsdag og var det første Universitet i England, der havde ladet kvinder tage en ordentlig uddannelse. Min mor havde nået at gå her før mig og nej, hvor havde min bedstemor missundet os. Hun havde altid ønsket sig, at kvinderne i hendes familie, skulle være så uafhængig af mænd som muligt. Dog var ingen i min familie just begejstret for mit valg af studier. Så snart muligheden opstod, skrev jeg mig op til arkæolog studier med Egypten som speciale. Ingen i min familie havde været særlig langt omkring og min bedstemor havde aldrig forladt England. Men min passion startede, da jeg fandt nogle gamle artikler, da min lillesøster og jeg fik lov til endelig at komme ind på mine bedstefars kontor. Han var en meget vigtig mand og ejede et stort fabrikskvarter og på trods af sin høje alder, leder han det stadig med hård hånd.

Hans kontor var fyldt med alle mulig mærkelig ting. Hans jagttrofæer hang oppe under loftet og i midten var en stor lysekrone, som min bedstemor havde valgt til ham. Langs endevæggen stod rækker af store mahogni skabe. Hans eget lille arkiv. Han gemte gamle regninger, avisudklip og biletter til diverse toge, skibe og andet han havde været med på. Min søster og jeg rodede rundt i skabene og jeg faldt over en række avisudklip fra 1905. Blot tre år efter jeg blev født. Artiklen beskrev fundet af en egyptisk grav af en farao der hed Siptah og hvordan en mand på kun treogtyve år havde opdaget den. Min bedstefar blev selvfølgelig sur over, at vi havde rodet i hans ting, men så snart jeg begyndte at spørge ind til artiklen, blev hans vrede vendt til interesse og han begyndte straks at fortælle om den unge mands bedrifter. I de kommende mange år fuldt min bedstefar og jeg med i unge Edward Russell Ayrtons arbejde og han opdagede hele fire grave i sin tid og var med til at åbne hele femten. Ayrtons død blev annonceret i 1914 og jeg mistede den ene ting, som min bedstefar og jeg havde sammen. Men interessen for det gamle Egypten forsvandt ikke. Jeg skulle rives væk fra bibliotekerne ved lukke tid, for jeg hungrede efter mere viden. Så det kom ikke bag på nogen, da jeg modtog et brev om optagelsen til arkæologstudier. Min far ville gerne at jeg faldt mig en mand, men jeg følte ikke jeg var klar til at binde mig. Han havde præsenteret mig for mange rigmandssønner igennem de senere år, men jeg har pænt undskyldt mig fra selvskabet, og gået op for at læse en bog.
 

Forelæsningerne skulle snart begynde og man kunne høre folks fodtrin blev hurtigere og hurtigere. Jeg drejede ind af den store dør og professor Griffith. Han var en lille mand med en spids næse, hvor brillerne sad ude på tippen og et stort overskæg. Hans stod foran den store grønne tavle, hvor der allerede var skriblet dagens emne ned, i en formel skråskrift. Min lyshårede veninde Annabeth vinkede til mig fra hendes plads og signalerede, at jeg skulle sætte mig ved siden af hende. Jeg satte mig på den hårde træbænk og rettede på min lange nederdel, så der ikke kom folder i. Kort efter rømmede professor Griffith sig og der blev straks stille i forelæsningslokalet. Jeg tog noget notepapir, som jeg havde fået af min morfar, ud af bogen og begyndte at skrive det ned, som der var blevet skrevet på tavlen.

18. dynasti, Det nye rige.
Akhenaton

Jeg kiggede en smule panisk hen på Annabeth og hun så mindst lige så forvirret ud. Ifølge vores noter, var vi kun lige påbegyndt 14. dynasti. Der bredte sig en summen, før vores professor vendte sig om og skrev årstal på den udvalgte farao. Der blev helt stille igen.
”Kære elever. I dag bevæger vi os udenfor pensum. Det er normalt ikke noget jeg gør med glæde, men i dag er et specielt tilfælde. Vi skal koncentrere os om Farao Akhenaton også kaldt kætterkongen.” Professor Griffith skrev mere og mere ned om denne farao. Jeg havde læst om ham før, for min egen fornøjelses skyld. Han blev kaldt kætterkongen, da han i sin regeringstid fik afskaffet alle guderne på nær solguden Amun-Ra. Han var gift med den savnopspundne Dronning Nefertiti. Selv uden at have nogen interesse for det oldtidens Egypten, så havde man hørt om hende. Jeg sugede til mig af viden, på trods af, at det var en tynd kop te. Ingen vidste meget om denne kætterkonge, da egypterne i sin tid prøvede at hviske alle spor af hans eksistens ud eller begravet det i sandet i ørkenen. Dog var det lykkes forskere og arkæologer at påvise hans eksistens, da der var et stort gabende hul i historien om faraoernes rige. Et par navne manglede og Egypten kunne ikke have stået uden konge. Det nægtede alle at tro på. Jeg sørgede for at stille spørgsmål til emnet, som jeg plejede, men jeg kunne kun få halve svar. Det var meget frustrerende for mig, hvilket min professor tydeligvis kunne mærke på mig. Da forelæsningen var ovre, kaldte han mig ned til hans kateter. Annabeth kiggede nervøst på mig og gav min hånd et lille klem, før hun forsvandt ud af lokalet sammen med de rasterende elever.
”De ville snakke med mig, Professor?” Sagde jeg spørgende og knugede min bog ind til mit bryst.
”Ak ja Frøken Stratford. Du er en meget nysgerrige person.” Bemærkede min professor, mens han samlede sine bøger og papir sammen på bordet.
”Undskyld, hr. professor.” Jeg rørte uroligt på mig men han kluklo.
”Det skal de skam ikke undskylde for, Frøken Stratford. Nej, jeg har altid beundret din villighed til at lærer noget. De minder mig meget om mig selv, fra da jeg studerede. Bare en hel del kønnere, ikke sandt?” Han lo for sig selv igen og sendte mig et smil. Så godt han nu kunne, når hans mund var dækket af et stort overskæg.
”Mange tak, Hr. professor.” Jeg kørte nervøst en tot af mit lange krøllede hår om min finger. Jeg havde ikke hørt Professor Griffith smide om sig med komplimenter før.
 

En ældre herre i et fint brunt jakkesæt kom pludselig gående ned til kateteret. Jeg havde ikke lagt mærke til ham før nu, men det så ud til, at han måtte have siddet på en af de øverste rækker, under forelæsningen. Han humpede frem og støttede sig til en stok, hans overskæg var midte ligeså stort som Professor Griffith’s og han havde en underligt udseende hat på hovedet. Han rakte først hånden frem og hilste på min professor, før han vendte sin opmærksomhed mod mig.
”Dette er Lord Carnarvon. Han har været her i dag og overværet forelæsningen. Lord Carnarvon, dette er en af mine flittigste elever, Kaitlynn Stratford, datter af Direktør Stratford.” Jeg rakte Lord Carnarvon hånden og najede. Han kyssede let min håndryg.
”Hvad skyldes æren?” Spurgte jeg forvirret. Det var ikke hver dag, at en Lord kom på besøg på universitet. Det skulle lige være for officielt at åbne en ny bygning, som de havde været med til at finansiere og navngive. Dog havde vi ikke fået nogen nye bygninger ved navn Carnarvon, så vidt jeg vidste.
”Jeg var så men bare ude for at kigge på mit gamle universitet, mens jeg kan. Ser du unge frøken, jeg gik nemlig på Trinity College. Et vidunderligt sted. Jeg mindes kun tiden med glæde.”
”Om for lov, Lord Carnarvon, men hvorfor er de så her på Girton College?” Spurgte jeg og håbede på, at jeg ikke havde fornærmet ham. Begge college var en del af samme universitet, men det gav ikke meget mening for mig, at han viste sig på Girton College, når han selv havde været så privilegeret at have gået på Trinity. Heldigvis virkede han til at være i godt humør.
”Jo ser du, Frøken Stratford. Jeg er her for at rekruttere. Jeg har en mand i marken, om jeg så må sige, en hvis Howard Carter. Jeg financierer hans udgravninger i Kongernes Dal, men jeg er bange for, at jeg ikke ser nogen fremgang i hans arbejde. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne få en af jer flittige elever derned. Et sæt nye øjne på sagen, kunne måske hjælpe.” Jeg var ved at tabe kæben, da Carnarvon nævnte Howard Carter. Den Howard Carter! Han havde flere gange arbejdet sammen med Edward Russell Ayrton og selvom han foretrak at holde sig forholdsvis anonym, så kendte de fleste inden for arkæologiens verden hans navn. Jeg vidste ikke hvad han foretog sig nu, for aviserne skrev kun hvis der var blevet fundet noget nyt. Det var flere år siden, at jeg havde hørt Howard Carters navn.

Jeg turde ikke håbe på, at jeg var blevet udvalgt, til at tage til Egypten og arbejde med selveste Howard Carter. Jeg ville høre det fra ham, før jeg kunne begynde at glæde mig.
”Det lyder som en glimrende ide, Lord Carnarvon.” Roste jeg ham i stedet og nikkede beundrende. Han tog sig til maven og lo.
”Jeg håber de er interesseret, Frøken Stratford. Griffith har udset dem, til at følge Mr. Carter. Efter at have overværet din professors forelæsning, kan jeg ikke være mere enig. Hvad siger de?” Han rettede ryggen og så forventningsfuld på mig. Jeg vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tog mig til brystet og kiggede forbavset på Lord Carnarvon.
”Jeg ville gerne takke ja til tilbuddet med det samme, Lord Carnarvon, men jeg må snakke med min far om det først. Egypten er forfærdelig langt væk.”
”Meget vel Frøken Stratford. Jeg afventer dit svar hurtigst mulig. Vi kan kommunikere igennem din professor her. Jeg tror ikke min kone er meget for, at unge piger som dem sender mig breve.” Han blinkede til mig og sendte mig et stort smil, før han sagde farvel til os begge. Så snart Lord Carnarvon var ude at hørevide, klappede min professor mig begejstret på skulderen.
”Sikke en mulighed, Frøken Stratford. Jeg håber de kan få deres fars tilladelse, for sådan en chance skal ikke gå til spildt. Tænk, jeg kunne selv finde på at tage af sted, hvis jeg fik muligheden. Men nu ønskede Carnarvon unge øjne til at se på sagen.” Han rystede smilene på hovedet, og fik hans bogstabel ned i sin trange lædertaske, som snart ville sprække, hvis han kom én bog mere i den.
”Det er en stor ære, professor. Jeg skal straks spørge min far. Jeg melder tilbage til dem i morgen før forelæsningen.” Jeg takkede ham for snakken og begyndte at gå imod udgangen. Jeg var allerede sent på den.
”Tænk! En af mine elever.” Mumlede Professor Griffith for sig selv, men højt nok til at jeg kunne høre det.
 

”Til Egypten?” Spurgte min far forbavset. Han stod sammen med min bedstefar på det gamle kontor og snakkede forretning, da jeg kom løbende ind. Jeg ville normalt ikke bare være brast ind uden at banke, men det her var et specielt tilfælde og det betydede ekstreme handlinger. Børs papir var spredt ud over det brede skrivebord, mens begge mænd stod bøjet ind over dem.
”Ja det er min stor mulighed! Jeg er ikke engang færdig uddannet. Tænk hvis vi faktisk finder den ukendte prins. Jeg vil være det ansigt vi ser i aviserne. Kan du ikke se det for dig, bedstefar?” Jeg fægtede begejstret med armene. Jeg kunne allerede se mig selv nede i det dejligt varme Egypten med sandet løbende mellem mine fingre, men jeg stod skulder ved skulder med selveste Howard Carter. Min bedstefar og far kiggede begge på hinanden uden at sige noget. Det var umuligt at læse deres ansigtsudtryk.
”Hvornår har Lord Carnarvon tænkt sig, at du skal rejse?” Spurgte min far. Han havde rettet sig op og endelig sluppet fokus fra børs papirerne.
”Så hurtigt som mulig. Jeg skal give besked til professor Griffith, så snart jeg har snakket med dig. Be om, far, be om!” Jeg lagde armene om min fars liv, hvilket han ikke var særlig begejstret for. Han havde aldrig været kramme-typen. Kun til meget specielle lejligheder. Det her virkede ikke som en af dem for ham.
”Lad være med at skabe dig, Kaitlynn. Det får man ikke noget ud af.” Sagde min bedstefar bestemt og jeg gav ufrivilligt slip på min far.
”Det er den største chance jeg nogensinde vil få! Howard Carter er i dette øjeblik vildtledt i Kongernes Dal og han har brug for min hjælp.” Jeg havde henvendt mig til min Bedstefar nu. Han ville være den der var nemmest at overtale i den her sammenhæng. Han ville også med nemhed kunne overtale min far i sidste ende.
”Kaitlynn, vi kan ikke bare sende dig alene af sted til Egypten. Du er i din giftemodne alder. Du kan jo ikke bare smutte til Egypten og komme tilbage når du er så gammel, at ingen vil have dig.” Svarede min far, før min bedstefar havde nået at sige noget.
”Er det virkelig alt du tænker på? Jeg skal nok finde ud af noget senere. Desuden har Carter kun fået en sæson mere til sine udgravninger.”
”Og du tror det lykkes ham?” Spurgte min bedstefar endelig. Hans kløede sig i fuldskægget.
”Hvis jeg tager derned, så ja, helt bestemt.” Det fik min bedstefar til at grine og tage sig til den store mave.
”Den uge pige har ben i næsen! Du må indrømme, at det kunne være spændende, Andrew. Hvad siger du? Skal pigebarnet ikke have lov at tage af sted? Det er trods alt kun én sæson.” Min bedstefar kiggende næsten lige så forventningsfuld på min far, som jeg gjorde. Han gemte bare smilet inde bag alt skægget. Min far sukkede dybt og rettede på det tilbageredte hår.
”Meget vel. Jeg kan vel ikke sige nej til én sæson. Jeg vil lade høre fra Lord Carnarvon om udgifterne snarest. Jeg vil sende et brev med dig til din professor, så han kan få hele møllen til at køre rundt.” Min far lød ikke just begejstret over hele ideen, men jeg havde fået ham til at sige ja.
”Tak far! Du vil ikke komme til at fortryde det! Jeg skal nok gøre jer stolte!” I stedet for at hoppe frem og omfavne min far igen, hvilket han ikke brød sig om, skyldte jeg mig at løbe ud af kontoret, for at fortælle resten af familien den gode nyhed. Jeg var på vej til Egypten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...