Hawthorne | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2015
  • Opdateret: 5 okt. 2015
  • Status: Igang
Stella Hawthorne er hende pigen du ser sidde alene bagerst i kantinen, med blyanten og et koncentreret blik rettet mod sin tegneblog. Flytningen ned til hendes bedstemor i Rainham har betydet, at hun nu er begyndt i High School for første gang i sit liv. Alle elever er så ens i tøjstilen, personligheden og når det gælder opmærksomhed, men sådan er Stella bare ikke – og det falder en dreng hurtigt for.

124Likes
111Kommentarer
65425Visninger
AA

8. VI


Hverdagene var begyndt igen, og nattesøvnen blev mindre. Jeg forstår ikke, hvordan eleverne kan se og være så morgenfriske ud, når de ankommer til skolen en tidlig morgen, når man får så mange lektier. Jeg tænker da, at jeg ikke er den eneste der sidder sent oppe, for at blive færdige med de damn lektier.

Det var især matematik, som jeg døjede med. Den aflevering var virkelig svær, og bedste kunne ikke rigtig hjælpe. Koncentrationen til at regne ligninger ud, forsvandt også bare, når viseren rykkede sig over tolv - det var dybt frustrerende. Og, jeg havde sådan på fornemmelsen af, at Justin ikke havde lavet sin del. 

Nu var det altså blevet torsdag, og det var i morgen den skulle afleveres. Jeg havde sagt til ham, at den skulle være færdig til idag, så vi var helt sikre - så det var derfor jeg slentrede rundt mellem alle eleverne, for at finde ham. Det var godt og vel umuligt, for her var endeløst mange. Så slog en tanke mig, at han måske var ude for at ryge, så der begav jeg mig ud.
Min tanke ramte plet, for han sad inde i rygehuset blandt de andre rygere. Selvom jeg kunne genkende Maggie og de andre, så gik jeg derhen alligevel. De havde alligevel set mig, og jeg ville virkelig svag, hvis jeg flygtede. 

"Se hvem der kommer der." lyder det lavmælt fra Maggie, som giver mig et elevatorblik, på vejen derhen. "Maggie, hold nu op." mumler Ryan og dasker hende blidt på skulderen. "Av." beklager hun sig og rømmer sig, hvilket får mig til at rulle øjne. 
"Jus-" begynder jeg, men Maggie afbryder mig hurtigt. "Hvad vil du her?" jeg sukker og lader som ingenting, kigger bare på Justin. "Justin, kan jeg lige snakke med dig?" 

"Om hvad?" lyder det fra Nelly, som tager et sug af cigaretten. Jeg ignorer spørgsmålet, og kigger på ham med et løftet øjenbryn. Han kigger lidt forvirret på mig, før han tager det sidste sug, og rejser sig. Cigaretten smider han på jorden og tramper ovenpå. Indeni mig selv mærker jeg lystent il at samle den op, og smide den ud, men gør det ikke. 

Da vi er kommet lidt væk fra rygegården spørgere jeg ham direkte, om han var blevet færdig med afleveringen. "Afleveringen?" lød hans svar, med et forvirret skær i hans øjne, "hvilken aflevering?" 

"Forhelvede Justin!" flyver det ud af mig, og normalt ville jeg havde fortrudt ordvalget, men i denne sammenhæng, var dét det eneste ord, der beskrev min irritation bedst, "har du seriøst ikke lavet din del af matematik afleveringen?" "Fuck.." mumler han utydeligt og kigger ned i jorden, "den havde jeg sgu glemt." 

En stor tvang til at slå ham spredte sig i min krop. Jeg havde brugt så mange timer, mistet så meget nattesøvn for at lave min del af den skide aflevering, og han har overhovedet ikke skænket den en tanke. "Du har indtil i morgen at få den lavet færdig." sukkede jeg irriteret, og idet jeg havde afsluttet min sætning ringede klokken ind til time igen. Jeg sendte ham et alvorligt glem-det-nu-ikke-blik, før jeg vendte mig rundt og ville havde gået ind, men han tog rundt omkring min arm. "Stella Hawthorne, hør lige." sukkede Justin kort, før han kiggede ned mod sine sko, "matematik er ikke min stærke side, så-" 
"Jeg laver ikke din del af opgaven." afbrød jeg ham hurtigt, da jeg vidste den ville komme. Han tog en dyb indånding, "jeg bliver aldrig færdig med den til i morgen." mumlede han for sig selv, "desuden er der også fodboldtræning i aften." 
"Jeg er ligeglad, om der er fodboldtræning eller noget," svarede jeg hårdt, "din del skal bare være færdig til i morgen, og sådan er dét." 

"Hvad med du kommer om og hjælper mig, efter skole?" 

 

 

Selvom jeg var irriteret over, at han ikke havde fået lavet sin del og jeg nu alligevel sad til at skulle lave hans, så havde jeg alligevel en smule skyldsfølelse. Han havde jo sagt, at matematik ikke var hans stærke side, så så var det vel også fair, at han fik noget hjælp. Men, det kan godt være at han virkelig bare havde glemt afleveringen, og det her var hans geniale idé på, at få mig til at lave det hele. 

"Er du gået herhen?" var det første Justin spurgte om, da vi mødes ude foran indgangen som aftalt. Jeg nikkede over hans spørgsmål, hvilket fik ham til at sukke. "Det vil tage en evighed at gå hjem til mig. Kan det ikke bare være hos dig, Stella Hawthorne?" i en fart rystede jeg på hovedet, "nej, og sådan er det. Punktum." 

"Fint." han begyndte at trippe, "ville du have noget imod at løbe?" 

"Ja?" svarede jeg dumt, "min motion er ikke det bedste." 
"Har du nogensinde stået på skateboard før?" spørgere han, før han smider sit skateboard ned på jorden og tramper på den, så den holder stille. Jeg blinker et par gange, "øh.. jeg har prøvet løbehjul før?" Justin griner kort over mit svar og ryster på hovedet. "Måske kan man være to på et skateboard." mumler han utydelig, nok mest til sig selv. Jeg begyndte også selv at trippe lidt, da han egentlig bare stod og gloede. "Stella Hawthorne? Hallo?" 

"Hvad?" flyver det ud af mig, da jeg ikke husker, at han havde spurgt mig om noget. "Det var en hentydning." smågriner han og bider sig i læben, "måske kan man stå to på et skateboard." 
"Åh, nej nej nej nej!!" begynder jeg hurtigt og kigger alvorligt på ham, "Justin, jeg stiller mig ikke op på den træplade." 
"Jeg har styr på det." lyder det selvsikkert fra ham, før han hopper op på det mørkeblå board, "hvad er problemet?" "problemet?!" svarer jeg hurtigt igen, "ja for det første er skateboard kun beregnet til en, for det andet er risikoen for at vælte meget større og vi har intet beskytnings-" 
"Du kan stå bagerst så.. hvis vi vælter, falder du ind i mig." han rækker ud og tager fat omkring min arm, hvorefter han trækker mig hen mod boardet. "Justi-"

"Jeg har dig.. rolig." 

Et sus går igennem min mave, da vores øjne mødtes. Hans hånd gled fra min arm og ned omkring mine hofter, hvor han løftede mig totalt som om jeg var et fjer. Han var trådt ned af boardet, så jeg kunne placeres derpå. "Står du okay?" spørgere han venligt, før han selv træder op på boardet. Kort øjeblik mister jeg balancen da den rullede nogle få millimeter. "Hey." Justin griber fat omkring min mave og retter mig op, "er du okay?" smågriner han, og jeg nikker.

"Hawthorne, du er altså nød til at holde fast i mig - ellers falder du af." småmumler han, mens han kigger sig omkring på den tomme parkeringsplads, hvor elever forlængst er taget hjem. Jeg mærker den urolige følelse i maven, da jeg tager fat omkring hans mave. Vi stod ret tæt klemt sammen, hvilket jeg ikke følte mig særlig trygt med. 

Med et rykt i det højre ben, satte han fart på boardet. Jeg mærkede balancen flere gange var ved at smutte, da vi kørte ned langs skolens indkørsel, som gik lidt ned af. Justin stod fuldstendig stift på boardet og gav den sommetider fart med det ene ben - det var som om jeg slet ikke var der. Mine tæer strittede udover boardet på grund af den smalle plads.

"Hvor langt er der?" spørg jeg, da det føltes som om vi har kørt i flere timer. Da han ikke svarer retter jeg mig op, så jeg har mulighed for at se over hans skulder. "Justin, du kan ikke bare stå og sms'e!" halvråber jeg og slår han på skulderen. Idet jeg havde råbt færdigt, pakkede han den sammen ned i lommen igen. "Vi tager lige en omvej - der er noget jeg skal have klaret først." mumler han og skubber hans fod hårdt flere gange mod jorden, så farten bliver dobbelt så hurtig. Jeg vælger ikke at svare, bare holde strammere fast omkring hans mave, for det gik virkelig hurtigt.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...