Hawthorne | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2015
  • Opdateret: 5 okt. 2015
  • Status: Igang
Stella Hawthorne er hende pigen du ser sidde alene bagerst i kantinen, med blyanten og et koncentreret blik rettet mod sin tegneblog. Flytningen ned til hendes bedstemor i Rainham har betydet, at hun nu er begyndt i High School for første gang i sit liv. Alle elever er så ens i tøjstilen, personligheden og når det gælder opmærksomhed, men sådan er Stella bare ikke – og det falder en dreng hurtigt for.

124Likes
111Kommentarer
65414Visninger
AA

7. V


Efter den lange spadseretur ankom jeg hjem til et tomt hus, hvilket betød bedste allerede var taget om til Theo. På bordet lagde der nogle penge til mad og et menukort fra et pizzaria. Jeg nød allerede stilheden i huset, for det var ikke tit jeg fik muligheden for at være alene, herhjemme. 

Jeg ringede, bestillede en salatpizza med kylling og satte mig derefter mig ind i stuen, hvor jeg tændte for fjernsynet. Det var ikke tit jeg så fjernsyn, men ærligt havde jeg intet andet at give mig til. Der var intet jeg skulle, der var intet jeg skulle nå. Jeg kan gøre lige hvad jeg har lyst til. 

Da det endelig ringede på døren, sprang jeg op af sofaen og var derude på få sekunder. Min mave rumlede af sult og min mund lød i vand, med tanken om pizza. Jeg trak ned i det brune træ-håndtag og åbnede døren. "Hej-" begyndte jeg, men stoppede hurtigt mig selv igen, da det ikke var en fremmed pizzamand, som jeg havde forventet.
"Hej Hawthorne." lyder det fra Justin med et lille grin i stemmen, sikkert over mit ansigtsudtryk. Jeg blinker et par gange; han står med min pizzabakke i hånden, men ingen form for arbejds uniform. "En...."- han åbnede pizzabakken, og straks spredte duften sig - "salatpizza med kylling?" 
"Er du udbringer, eller sådan noget?" spørgere jeg nysgerrig og finder pengene frem fra min bukselomme. "Jeg var på vej herhen og mødte ham på vejen, så jeg overtog lige." grinede han, "og jeg har betalt ham." han nikkede mod pengene i min hånd. Endnu engang blinkede jeg et par gange, hvad var det lige, der sker her? 

"Hvad, hvorfor gjorde du det?" 

"Du står jo og savler Hawthorne, hvad med vi går ind og spiser, istedet for at stå herude?" uden jeg nåede at svare, begyndte han at gå ind, så jeg var nød til at flytte mig fra døren. At han pludselig er dukket op i mit hjem, og at han ved hvor jeg bor, gør mig lidt utryg. Jeg kender ham knap nok. 

"Du skylder jo faktisk at spise sammen med mig." han begynder bevæge sig og udforske huset, og imens bliver jeg bare stående inde i stuen og ser på ham gå frem og tilbage. Jeg svarede ikke på hans sætning, da det allerede var længe siden han havde sagt det. Det så også ud til, at han var så fascineret af at udforske huset, at han havde glemt han havde sagt noget.

Da han endelig er færdig, stiller han pizzabakken, som han havde gået rundt med, på sofabordet. I hurtige træk kaster jeg mig nærmest over bakken, og begynder at spise et stykke. "Jamen dog." griner han højt, "der var vidst en, der var sulten. Noget siger mig, jeg vidst ikke får et stykke selv." 
Jeg kigger kort på ham, men hurtigt væk, da vi får en akavet øjenkontakt. "Du må godt få et stykke." mumler jeg med mad i munden, og skubber bakken lidt over mod ham. Justin rejser sig fra stolen han havde placeret sig i, og sætter sig hen ved siden af mig i sofaen. Det giver et sus i maven, da hans skulder snitter min. 

Efter vi havde spist pizzaen i en akavet stemning, hvor det eneste der sagde noget var fjernsynet, tog jeg mig endelig sammen. "Justin.. hvorfor er du kommet?" 
Han grinede kort, mens han lænede sig tilbage i sofaen, for at slå mave. "Ærligt, så ville jeg se om du var okay." lød hans svar, og det gav mig en underlig mavefornemmelse. "Maggie og dem var virkelig ikke fair igår, og man kunne ikke gennemskue dit humør over besked." 
"Hvorfor er du ikke bare ligeglad?" flyver det ud af mig, og det kommer bag på os begge. Han trækker på skuldrene og kigger op på fjernsynet igen, "sådan en som dig fortjener ikke at blive behandlet sådan." og endnu engang kom den mærkelige mavefornemmelse. Jeg havde svært ved at tro på hans grund; han var her sikkert bare af et dumt væddemål eller sådan noget. 

"Var det deres skyld, du så ikke tog op til byfest idag?" spørgere han efter nogle minutters stilhed. Jeg kigger hen på ham og bider mig en smule i læben. Hans blik er rettet mod fjernsynet, hvor et eller andet latterligt reality program på MTV kørte. "Det ved jeg ikke.." mumlede jeg, "kan det ikke bare være ligemeget?" 
"Det tror jeg det er." han kigger hen på mig, og i korte sekunder har vi øjenkontakt, før jeg kigger ned i mit skød, "du vil nemlig ikke snakke om det." 
"Hvorfor kan du ikke bare være ligeglad!?" halvråber jeg, hvilket giver et sæt i ham, "og hvordan fanden fandt du min nummer og hvorfra vidste du, hvor jeg boede?" jeg mærker hvordan vreden kører op gennem min krop, og det er længe siden, mit pis har været sådan i kog før. Det var mærkeligt, for der var ikke rigtig noget at hidse sig op over. Han svarede ikke, og vi sad der i flere minutter, hvor vi bare kiggede på hinanden. "Er du okay?" lyder det stille fra ham, hvorefter han sender mig et lille smil. Jeg tager en dyb indånding og sukker, "det var bare et lille flip. Ved ikke lige, hvad der skete." 

"Det er okay, Stella Hawthorne." svarer han, "jeg må hellere se og komme op til byfesten igen. Vil du med?" jeg bider mig en smule i læben og ryster hurtigt på hovedet. Tanken om han ville have mig med varmer en smule, men ærligtalt gider jeg ikke tilbringe tid sammen med hans lille crew. "Det er cool." nikker han og rejser sig fra sofaen, "jeg finder selv ud." 

Lidt underligt efter hans første besøg, at han allerede selv kunne finde sig ud. Ja, godt nok var bedstes hus ikke det største, men her var altså mange små rum, der alle sammen lignede hinanden. "Og hey, Hawthorne?" jeg kigger over mod Justin, som jeg for længst havde troet var gået. 

"Du ser godt ud med briller." 


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...