Hawthorne | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2015
  • Opdateret: 5 okt. 2015
  • Status: Igang
Stella Hawthorne er hende pigen du ser sidde alene bagerst i kantinen, med blyanten og et koncentreret blik rettet mod sin tegneblog. Flytningen ned til hendes bedstemor i Rainham har betydet, at hun nu er begyndt i High School for første gang i sit liv. Alle elever er så ens i tøjstilen, personligheden og når det gælder opmærksomhed, men sådan er Stella bare ikke – og det falder en dreng hurtigt for.

124Likes
111Kommentarer
65413Visninger
AA

3. I


Endnu engang tog jeg en dyb indånding, i et forsøg om, at få min krop til at falde lidt ned. Mine hænder rystede, min armhule svedte og mine hænder var let fugtige. Alt dét kun på grund af, at i dag var min første skoledag på Rainham's lokale High School.

Jeg flyttede hjem til min bedstemor her i Rainham for cirka godt og vel en lille måned siden. Jeg var træt af min mor og fars skænderier og strenge regler, at jeg bare trængte til en pause fra det hele. 

Så det hele hernede er stadig helt nyt for mig. Rainham er en lille by i østlige del af England, 16 mil fra hovedstaden London. Men, egentlig siden jeg kom hertil, har jeg kun været herhjemme hos bedste og gået den lille korte tur ned til den lokale bager, der ligger blot to minutter væk fra hendes hus. 

Nu mente hun så, at det var på tide jeg startede i skole, og fik muligheden for at få et socialt liv sammen med andre mennesker, end mig selv. Jeg har bare aldrig været god til at lukke folk ind. Det tætteste jeg er kommet på en såkaldt 'ven' var min hjemmelærer Micheal, da jeg boede hjemme i Bexley. Vi så kun hinanden de 10 timer om ugen, jeg skulle undervises. 

Jeg fortrækker bare mere at være alene. Sidde inde på mit værelse og tegne. Lyden af blyanten der tegner hen over papiret. Det er sådan en beroligene følelse at tegne sine tanker ud. For man behøver ikke sige noget, og papiret har ikke en chance for, at fortælle det videre. 
Min mor mente og sagde tit, at jeg var ensom. Hun har prøvet så mange gange, at få mig til at blive social, tage til fester - komme lidt ud fra min egen lille verden. Men sådan er jeg ikke; jeg nyder min egen lille verden, for der er jeg nemlig tryg. 

Lige nu befandt jeg mig inde i bedstes lille gæsteværelse, som jeg nu har overtaget fuldstendigt. Bedste blev lidt sur over jeg næsten havde dækket alle de gule vægge herinde med mine tegninger, som jeg havde hængt op med tape. Men, hun kendte mig og havde sikkert tænkt, at jeg ville gøre det. Mit værelse hjemme i Bexley var også fyldt med tegninger, med de forskellige mønstre over det hele. 
Min smukke lysegrønne drømme fanger hang også flot over min seng. Det var utroligt svært at få den op og hænge, for bedste ville ikke have jeg plantede et søm i loftet. Så i stedet måtte jeg nøjes med sådan en lille lorte opslagstavle nål. Det skulle ikke undre mig, hvis den pludselig faldt ned en dag. 

Mit blik faldt over mig selv i spejlet. Jeg havde stået ekstra tidligt op, for at kunne gøre mig umage med tøjvalget og have ekstra tid til at ordne mit hår. Normalt var det ikke noget jeg plejede at gå op i, men i dag var jo anderledes end normalt. Jeg havde taget min yndlings blonde top på, som jeg egentlig kun brugte til særlige serværdigheder. Mine ben var dækket med nogle lange mørkeblå jeans med massere af huller. Udover mine arme havde jeg en brun cardigan, for kun med toppen ville nok blive alt for koldt. 
Mine brune lokker havde jeg krøllet med et gammelt krøllejern, som jeg heldigvis havde pakket med. Jeg havde flettet mit pandehår tilbage i en fletning, som var sat fast med en brun hårnål. Jeg så anderledes ud; det var længe siden jeg havde gjort så meget ud af mig selv.

Det var endda også første gang i dette år, jeg havde brugt mascara og vi er altså i slutningen af april nu. 
Jeg synes makeup er spild af tid. Hvorfor gemme sin naturlige skønhed bag en masse lag af kunstig sminke? Det, at der er nogle folk der ikke vil vises offentligt uden deres usunde stof i hele fjæset, er noget jeg aldrig vil forstå. Men, i dag havde jeg brugt godt og vel ti minutter på at ligge et lag mascara, for jeg regnede med, at alle de andre piger på skolen også havde. Jeg ville bare gerne falde ind og ligne alle andre, så jeg ikke blev set anderledes. 

Derfor havde jeg i længe overvejet, om jeg skulle lade være med at tage mine briller på. Jeg lider desværre af myopi, også kaldt nærsynethed. Det at jeg gik med briller irriterede mig grænseløst, for tankerne om at blive drillet og kaldt brilleabe, ligger i baghovedet og nager. Sådan noget sker da typisk på skoler, ikke?

Så jeg tog dem af, og pakkede dem ned i min frynsede brune skuldertaske, hvor diverse skoleting som penalhus og lagde i. Dog, havde jeg også puttet min tegnebog deri, for at kunne få frikvarterne til at gå. Jeg tog en dyb indånding og gav mig selv endnu et elevatorblik, som jeg nok havde gjort over hundrede gange i dag. 

Min bedstemor stod ude i hendes køkken, hvor altid duftede af noget nyt, hver dag. Hun bagte lige fra tærter til rugbrød. Hun elskede det; som ung arbejdede hun også i en bager. "Hej kære." hun drejede hovedet og smilede svagt til mig, mens hun forsatte med at dreje rundt med skeen ned i en skål dej, hun stod med, "er du klar?" 
"Så klar som jeg nu kan være." svarede jeg og svang lidt med min taske. Hun tørrede sine fingre af i en blå ternet hviskeklud, som hang på hendes højre skulder. "Så lad os køre." 

Køreturen over til skolen føltes som en evighed, selvom det kun tog fem minutter. Det ville endda havde taget mindre tid, hvis ikke det var for den slemme trafik omkring skolen, med unge der også skulle til samme destination. 

Parkeringspladsen var overfyldt med lige fra skrotbunker til dyre Audis - og her kommer jeg kørende sammen med min bedstemor. Vi var heldige og fandt en plads nede ved udkørslen. Jeg tog et kig op på skolen og mærkede kvalmen stige nede fra min mave. "Hvad nu hvis, de ikke kan lide mig?" flyver det ud af mig. 
Jeg mærker en hånd på min skulder, "det skal nok gå." prøver hun at berolige mig. Jeg nikker over hendes svar, selvom jeg på ingen måde er blevet mere afslappet. "Skal jeg hen-" 
"Er det okay, hvis jeg bare går hjem?" afbryder jeg hende. Hun smågriner, "det tænkte jeg nok, du ville spørge om."
Jeg giver hende et roligt smil tilbage og åbner så bildøren for at stige ud, "vi ses Stella, hav en god dag." jeg hopper ud af bilen, bukker mig lidt ned, så jeg kan se hende, "ja..ja tak, vi ses bedste." og derefter smækker bildøren i. 

Idet bedste var kørt væk, og jeg havde vendt mig rundt, mærkede jeg et hårdt skub i min højre side. "Hey, se dig for!" lyder irriteret fra en morgensur brun håret dreng, som derefter smider hans skateboard ned på asfalten og kører op mod indgangen.

Det var lykkes mig at komme mig igennem den store mængde af mennesker og finde sekretærens kontor, for at få uddelt alt det der halløj, som man nu skulle. Og, det må man sige, at jeg fik. Skoleskema, skema med forskellige fritidshold man kan melde sig til, kode til internettet på skolen, kode og nummer til mit skab. Jeg fik en stor bunke papir smasket i hænderne, som jeg nu fumlede med at få ind i mit skab, som var nummer 149. 

Pludselig ringede klokken og der lød dybe suk gennem alle langs gangen, hvorefter de alle begyndte at gå mod klasseværelserne. På mit skema stod der historie, så jeg fulgte bare med flokken. 



 


Fire timer var overstået, og lige nu sad jeg ved et tomt bord i den ellers overfyldte kantine. Jeg var styrtet direkte herned, fordi jeg vidste at bordene hurtigt ville blive taget - og jeg havde ret. Nogle sad endda og spiste på gulvet. Skolen serverede kold kartoffelmos med falaffel som tilbehør, så jeg sprang over frokosten i dag. Ærligtalt, så det heller ikke så lækkert ud, når folk kom gående forbi med det på deres plastiskfalde. 

Det med at jeg var den 'nye' pige, gav mig mange blikke. At jeg havde troet mit tøj var ligesom mængden var helt forkert. Pigerne gik i korte crop tops og alt for stramme hvide eller sorte jeans. Det var skræmmende, at de faktisk næsten alle var ens, med deres tøj, de lange lyse lokker og det mange lags makeup i fjæset. Jeg siger ikke, at jeg er den eneste brunette, men der er godt nok et stort udvalg af blondiner - det er helt uhyggeligt. 

Det gav mig inspiration til en ny tegning, så derfor fandt jeg mit penalhus frem og min tegneblog. Bedste havde ellers sagt, at jeg skulle lade den blive hjemme, for jeg var ikke social, når jeg sad med hovedet gemt ned i papiret. Men stort set alle sad alligevel med blikket frosset til deres telefoner, så der var vel ikke den store forskel. 

"Du sidder faktisk ved vores bord." 

Mit blik fløj op fra min tegneblog, og opdagede at det runde bord af gråt metal var omkring af to drenge. Et sus gik igennem min mave. "Oh.. undskyld!" udbryder jeg og med rystende hænder begynder at pakke min tegneblog og blyant sammen. "Du er den nye pige, Stella Hawthorne." lyder det fra en mørkhåret dreng, med de mest vidunderlige tydelige kindben, jeg nogensinde har set. Jeg ville ønske, jeg kunne tegne et portræt af ham. "Ja." svarer jeg kort og får endelig pakket det hele ned i tasken. 

"En brunette. Så har vi vel hvad.. tre pige brunetter, her på skolen." lyder det fra en brun håret dreng, som får den anden til at grine. Jeg genkender ham fra i morges, hvor han stødte ind i mig. Jeg bed mig lidt i læben og tænkte lidt, om det var meningen jeg skulle svare, men istedet rejste jeg mig op, og skulle til at flytte mig fra deres bord, til den morgensure stoppede mig. "Hey, bliv siddende." 

"Hvad?" lyder det fra kindben-drengen, som sender ham den morgensure et forvirret blik. Ligeså gjorde jeg. "Sæt dig." lyder det fra morgensure og i et træk faldt jeg ned på den hårde bænk, hvor jeg sad før. "Fortæl lidt om dig selv, Stella Hawthorne." morgensure sætter sig også ned overfor. 

"Hvorfor skal hun sidde her?" spørgere kindben-drengen muggent og sætter sig ned ved siden af. Morgensure smiler skævt, "det er ikke hver dag der kommer en ny brunette til byen." 

Jeg overvejer lidt om jeg bare skal tage min taske og skynde mig væk, for det her var faktisk yderst ubehageligt. Det, at de også kan mit efternavn skræmmer mig utroligt meget. "Fortæl lidt om dig selv." gentager morgensure så og kigger faktisk nysgerrigt på mig. Jeg skal til at åbne min mund, indtil, "maden i den her kantine er virkelig bare noget hø." en anden brun håret dreng kommer hen, smider hans blå plastikbakke ned på bordet og sætter sig. "Kartoffelmosen er sikkert bare lavet med pulver."  
"Slap nu af, Justin." griner morgensure og rykker bakken hen til ham, "det ser ikke værst ud." han dukker hovedet ned til kartoffelmosen for at dufte, men det går dog ikke så let, da kindben-dreng giver ham et skub i baghovedet ligened i kartoffelmosen. Et grin flyver ud af min mund, som får ham der Justin til at kigge på mig kort, før han kigger tilbage på morgensure som er begyndt at råbe højt. "Du får fandme tæsk nu, Chaz!"  råber morgensure, før han begynder at løbe efter kindben-drengen, Chaz. 

"Ser man det; en brunette." Justin, som var ham brokke hovedet over maden, lænede sit hoved på sin hånd og så nysgerrigt på mig, "den nye pige. Stella, ikke sandt?" 
Jeg bed mig lidt i kinden, før jeg nikkede bekræftende. Af en eller anden grund gad ingen ord komme ud af min mund. "Kender du Chaz eller Ryan?" spørgere ham, mens han piller, med en plastikgaffel, ned i det klamme kartoffelmos. Jeg blinkede to gange, før det gik op for mig at han havde spurgt mig om noget. "Øh." lyder mit svar, og jeg giver mig selv et mentalt lussing. Han ligger hovedet let på skrå, mens hans hasselbrune øjne flakker fra mit ventre til mit højre. "Er det et nej?" spørgere han med et grin i stemmen.
"Øh- nej!" udbryder jeg højt, hvilket giver et sæt i ham, "eller ja! Men ja...nej." Igen mentalt lussing til mig. Kan du gøre dig lidt mere til grin allerede, Stella? 

Jeg fangede mig selv i at blive opslugt af hans ansigt. Den var så markeret. Han havde mange detaljer i sit ansigt, som hans ligeså tydelige kindben som Chaz, hans øjenbryn, som var store og mørke, let plukkede. Det var som om han ingen fejl havde; der var ingen tegn på urenheder eller ar. Han havde dog nogle lette utydelige modermærker. Hans næse var perfekt placeret og munden havde den helt rigtige form, ikke for stor ikke for lille. Håret var sat tilbage med voks, og ikke en eneste lille stot hår sad forkert.
Og hans øjne. De hasselbrune øjne, med den mørkegrønne yderkant. Det var sjældent man så en person, med flotte øjne. Jeg havde lyst til at tegne ham. 

"Stella Hawthorne, er du faldet i søvn?" smågriner Justin og vinker foran mig. Jeg falder ud af mine staver og ryster let mit hoved, "nej dét..nej." Han kigger lidt forvirret på mig, indtil han rejser sig. "Jeg finder Ryan og Chaz igen..vi ses Stella Hawthrone." han smiler svagt til mig, før han forsvinder ud langs kantinen - og mit blik følger ham så langt, mine øjne kunne holde til det.

Det gav mig myrekryb hvergang han brugte mit efternavn. Det undrede mig stadig, hvordan alle sammen kendte til det. Som om hver og en havde stalket mig på de sociale medier. Som jeg egentlig ikke brugte særlig meget tid på, mest tumblr, for at finde inspiration. 

Klokken ringede ind til time igen, og en masse støj overtog kantinen, af højlydte sukke, snakke og bevægelsen ud af kantinen. Jeg blev siddende lidt til de fleste havde forladt lokalet, derefter smed jeg Justins uspiste mad ud i skraldespanden og afleverede plastiskbakken til den venlige katinedame. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...