Med livet i hænderne


0Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

1. Med livet i hænderne

Mira kiggede op på den gamle dame. Hun havde aldrig før lagt mærke til, hvad hun gjorde nu. Den gamle dames hænder var slidte, sprukne og røde. Over alt var der åbne sår. Mira kunne ikke forstå, hvordan et par hænder kunne komme til at se sådan ud. Hun så ned på sine egne små silkebløde hænder. De var så fine, at man ikke skulle tro, hun havde lavet nogen i hele sit liv.

Den gamle dame slukkede for det rindende vand. Hun satte sig ned i sofaen ved siden af Mira. ”Hvorfor har du så slidte hænder bedstemor?” spurgte hun med sin spinkle lille pigestemme. ”Jeg har sagt, at du ikke skal kalde mig bedstemor, men kald mig i stedet ved mit navn”. Tonen var hård, og Mira kiggede bedrøvet ned mod jorden, mens hun mumlede noget, der mindede om undskyld. ”Man kan vel sige, at jeg er mærket af livet”. Stemmen var en smule blødere og måske en smule opgivende denne gang. Mira kiggede igen med sine store beundrende øjne op på den gamle dame. Stilheden bredte sig i stuen.

 

Jeg var kun en lille pige, da min mor døde. De fremmede mennesker kom og hentede mig. Jeg var bange. Meget bange. Da jeg ankom til det børnehjem, de havde sendt mig til, blev jeg mere bange.

De talte et sprog, jeg aldrig før havde hørt. Så sofistikeret og rent. Jeg blev skuret og skrubbet, indtil jeg skinnede mere, end jeg nogensinde havde gjort før. De gav mig fint tøj på, der var magen til alle de andres. De sendte mig i mærkelige rum, hvor der stod en dame og dikterede, hvad jeg skulle sige og gøre.

Et værelse med to senge fik jeg tildelt. Det skulle deles med en anden pige. Hun var på alder med mig måske lidt ældre, og vi endte med at blive gode venner. Hun havde været der i et par år, og hun var min støttepæl gennem livet på børnehjemmet.

Når jeg havde hende ved min side, ville der aldrig ske noget slemt. Det troede jeg i hvert fald i mange år. Jeg havde aldrig troet, at der ville komme en dag, hvor jeg ville miste hende…  

 

Mira så opmærksomt på sin bedstemor. Aldrig før havde hun talt om sin barndom og slet ikke frivilligt. Mira var bange for at blinke og gå glip af noget. Hun havde ingenting vidst om den gamle dames liv. Det var på en eller anden måde været fascinerende.

 

Der var noget forkert, da jeg sad og spiste morgenmad. Hun var ikke ved min side. Hvor var hun i det hele taget? Hun havde ikke sagt noget om, at hun ville gå ned til åen eller et andet sted inden morgenmaden. Normalt var jeg ikke bekymret, når hun ikke var der, hun dukkede altid op før eller senere. Det var aldrig til at vide, hvor hun var. Men det her var anderledes. Der var noget, der ikke var, som det skulle være.

Når jeg tænkte over det, havde hun så ikke ligget i sin seng her til morgen? Jo det havde hun. Jeg slugte min morgenmad og styrtede op på vores værelse. Der lå en klump under dynen, men det var ikke hende. Med et lettet suk gik jeg ned igen. Hun rendte sikkert bare rundt et eller andet sted på børnehjemmets område.

Hun havde heller ikke været der i timen, men det havde jeg ikke taget så tungt. Det var først, da hun ikke var der til aftensmaden, jeg begyndte at blive lidt bekymret igen.

 

Mira sank en klump. Hun var ikke sikker på, at hun havde lyst til at høre resten af historien. Den gamle dame havde godt nok ikke fortalt den så voldsomt, men der var noget, der sagde hende, at det ikke var nogle kønne billeder, hun ville få i hovedet.

Den gamle dame havde holdt en lang pause, og Mira kiggede op i det slidte blik. Hendes øjne var glasklare.

 

Jeg vågnede ved lyden af stilhed. Der var stadig mørkt udenfor. Jeg talte til hende, men hun svarede ikke. Derfor rejste jeg mig og gik over til hende. Hun var der ikke. Først blev jeg forvirret, men så gik alvoren op for mig.

Uden at tænke på, at jeg stadig havde nattøj på og vækkede alle andre, styrtede jeg ned genne gangen. ”Cilia!” Jeg prøvede at råbe, så højt jeg kunne, men min stemme druknede i mørket. Jeg løb ned mod hoveddøren. Men da jeg skulle tage i håndtaget, blev det trykket ned på den anden side. Døren gik op, og hun kom ind. Inden jeg nåede at registrere det, havde jeg slået armene omkring hende.

 

Mira åndede beroliget op. Hun kiggede igen på den gamles blik. Der var kommet et smil i ansigtet. Hendes ansigt så mærkeligt ud. Som om det var blevet skævt. Mira kunne ikke huske, om hun nogensinde havde oplevet det før.

 

Vi løb og løb. Jeg mærkede ikke den kolde luft. Ænsede ikke mørket der omsluttede os. Jeg følte mig tryg med hende. Mit hjerte pumpede adrenalin ud i blodet på mig. Vi løb om kap. Vi nåede åen, der var som et hegn mellem vores ’hjem’ og skoven. Kun en gang før havde jeg været med på en af hendes små ture, men jeg havde været for lille, til at kunne komme over åen sammen med hende. Nu havde jeg været så heldig at få æren igen.

Jeg så, hvordan hun gjorde tilløb, og så greb fat i rebet over åen. Jeg gjorde det samme og kom med lidt besvær over. Hun vidste, i hvilken retning hun skulle løbe. Det havde hun prøvet mange gange før. Jeg fulgte lige efter. Vi løb hurtigt, og pludselig stoppede hun. Vi havde nået vores destination. Oppe i træet var der bygget en lille platform med læ ved hjælp af andre grene. Det så hyggeligt ud. Vi kravlede op i træet. Hun overbeviste mig om, at det var helt sikkert og godt kunne holde. Selvfølgelig stolede jeg på hende.

Grenene knirkede under vores fødder, og pludselig skete det. Den gren, hun stod på, knækkede. Det gik langsomt, mens hun faldt. Og da hun landede, bevægede hun sig ikke.

Så hurtigt jeg kunne, kravlede jeg sikkert ned af træet. Jeg prøvede at få liv i hende, men hun reagerede ikke. Der sivede blod ud af hendes hoved, og jeg gik i panik. Hendes hjerte slog stadig. Jeg kunne mærke pulsen.

Jeg løb tilbage mod børnehjemmet, det var det eneste, jeg kunne komme i tanke om at gøre. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, mens jeg prøvede at huske hvilken vej, vi var kommet fra. Med lidt held fandt jeg åen, men jeg var ikke der, vi var kommet over. Den var for bred til, at jeg kunne hoppe over uden rebet. Jeg var nødt til at finde det.

Natten blev mørkere, og jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid jeg havde brugt på at finde tilbage. Endelig nåede jeg rebet, men uden hende så åen meget bredere og meget dybere ud. Jeg stod paralyseret og stirrede på rebet, jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle komme over. Til sidst fik jeg alligevel på en eller anden måde svunget mig over på den anden side. Jeg fik fat på en af de voksne.

 

Mira kiggede på den gamle dame, der smilede et anstrengt smil. Men det lagde Mira ikke mærke til. Hun var i den tro, at historien endte godt, og det var, hvad bedstemoren havde sørget for. Når hun blev gammel nok kunne hun få resten af historien.  

Hun sendte den lille pige hjem, og fortalte historien videre for sig selv. Mens tårerne, hun havde holdt tilbage, trillede.

 

Jeg nåede ikke frem i tide. Da vi fandt det sted, hun lå, var hun død.

Jeg bebrejder altid mig selv for det. Hvis nu jeg havde kigget efter, hvor vi løb, hvis nu jeg ikke havde tøvet med at springe over, hvis nu jeg havde sagt, at hun skulle komme hjem og sove. Men det gjorde jeg ikke. Hvorfor skulle jeg også have gjort det?

I stedet gik jeg hjem og vaskede hænder. Jeg følte mig beskidt. Vandet blandede sig med tårerne, der hjalp med at vaske dem. Men de blev ikke rene. Det er de ikke engang blevet den dag i dag. Selvom huden er ren, vil de altid være beskidte. Hun lagde sit liv i mine hænder, men jeg gav slip… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...