Life.

Mad - Madison, lever et forvirret liv. Hun tror hverken på kærlighed, eller lykke. Hun har det svært ved at knytte sig til folk, stole på folk og i det hel taget bare svært ved at finde sit sande jeg frem. Smil er ikke det man ser allermest af fra hende. Hvem ved? Måske det ændrer sig da Noah kommer til byen?.
(Det her er en 'historie' jeg har haft længe .. meget længe. Jeg ved ikke helt hvad i syndes om den, men jeg prøver at public den og se hvad i syndes! c; Hvis den er helt elendig og forvirrende sletter jeg.)

1Likes
2Kommentarer
597Visninger
AA

3. --

Madison.

 

My Girl – The Temptations.

Var hvad der kørte i den gamle radio der ind i mellem skrallede.

”Måske jeg skulle overveje at købe mig en ny bil?.”

Langsomt lod jeg mit blik glide hen på Emmely der sad og så tænkende ud i luften.

Hendes blik mødte straks mit. Jeg var ikke lang tid om at sende hende blikket ’Nej virkelig?’.

Jeg ved ikke super meget om biler, men jeg ved værtfald at de kørte rundt i biller som denne i 60'erne.

Langsomt sank jeg tilbage i det slidte sæde. Lod lyden fra radioen samt bilens motor, fylde mine øre.

Mine øjne lukkede langsomt i.

Vinden fra de åbne vinduer, tog straks fat i mit løse hvide hår, for derefter at lege rundt med det.


”Hvad syndes du Mad?.”

Roligt fjernede jeg blikket fra vinduet for derefter at klistre det til Emmely, der snorede rundt om sig selv hvilket fik kjolen hun var iført i til at løfte sig.

”Flot” mumlede jeg kort, sendte hende et skævt smil, samt jeg fik rejst mig fra hendes seng, for derefter at finde vej hen til den mørkebrune slidte dør.

Lige som jeg skulle til at trække ned i håndtaget, blev jeg afbrudt ved lyden af Emmely.

”Tror du selv på du må træde ud af min dør, iført .. det der?.”

Jeg så kort ned af mig selv. Lyse smækbukser, samt en tie dye t-shirt og et par sorte og hvide VANS. Ærligt kunne jeg ikke se problemet?

”Emmely” sukkede jeg tungt og vendte mig langsomt om imod hende.

”Jeg er et menneske ikke en påklædningsdukke.” Færdig gjorde jeg min sætning og så udmattende på hende.

”Det fint Mad. Jeg ber’ dig heller ikke om fuld makeover og den vildeste kjole. Men kan du i det mindste ikke bare gøre mig den tjeneste, at skifte dine grimme smækbukser ud til et par af mine sorte jeans?”

Jeg vidste allerede jeg ville tabe den her, så modvilligt tog jeg imod bukserne hun rakte mig.

 

”Give me a smile!”

Jeg sendte Emmely et olmt blik, samt jeg forsatte hen langs fortovet med mine hænder i mine baglommer og mit blik klistret til himmelens flotte stjernerige. 

”C’mon. Show me that big smile, i love!” lød der endnu en gang fra Emmely, der prikkede mig I siden.

Jeg slog irriteret hendes arm væk og forsøgte på at gemme smilet der havde dannet sig om mine læber.

”THERE IT IS!” råbte Emmely højt og prikkede mig på min kind, hvilket blot fik mig til at grine.

”Så det vidst heller ikke værre, Emmely Sofie” grinte jeg flabet.

Emmely, bliver så pissed når man kalder hende Emmely Sofie – hendes fulde navn.

Jeg ved ikke ærligt ikke hvorfor hun skal blive sur over det? Jeg synes personligt, det er et smukt. Emmely Sofie.

”Fuck dig” mumlede Emmely og så irriteret på mig.

Jeg grinte blot af hende med en hovedrysten, samt jeg fik åbnet for døren der førte ind til Mikkels lejlighed.

Jeg fik rolig trådt ud af de slidte sko, samt jeg smed overtøjet på gulvet og bevægede mig langsomt ind i stuen.

Det første mine øjne falde for, var en fyr der havde overtaget hjørnet i Mikkels ellers så behaglige, men grimme - røde lædersofa.

”Mad. Heeey. Mød Noah, min bedsteven fra Canada. Noah, det her er Madison min bedste veninde. Du har mødt Emmely.”

Man kunne tydeligt se og høre på Mikkel, han allerede var helt væk. Væk i hvad fanden han nu ellers havde røget.

”Bare kald mig Mad.” Var jeg hurtig til at indskyde. Det andet lød for .. arrogant? 

”Noah.” Svarede han kort og så interesseret ind i mine øjne. 

Han ejede et par dybe mørkeblå øjne.

Gude smukke siger jeg dig.

Langsomt fik jeg lukket mine øjne i, for derefter at åbne dem i samme langsomme tempo.

Jeg satte mig hen i modsatte hjørne af ham.


”Skal du slet ikke prøve?.”

Mit blik gled fra væggen og hen på Noah der sad og smilte stort med en joint i hånden.

”Jeg er klog nok til at lade vær” mumlede jeg afsky i stemmen.

Noah træk ligegyldigt på skuldrene og tog et ordentligt hiv, samt han langsomt lænede sig tilbage i sofaen, med et smil fyldt af nydelse og lettelse.

Idiot.

Jeg kørte mit blik videre hen på Emmely der lå helt op af Mikkel, samt hun så med et skævt smil hen på mig.

Jeg føler mig hverken tilpas eller utilpas når jeg sidder blandt mennesker der er langt væk.

Alle folk har deres egne måder at komme af med deres smerte og dårlige tanker på.

Nogen gør det ved hjælp af alkohol, andre ved at skære i sig selv også har vi selvfølgelig dem som Mikkel og .. Noah.

Grunden til jeg elsker at hænge ud med folk som Mikkel og Emmely, er fordi de altid smiler.

De tager tingene stille og rolige.

De er folk der tilgiver, uden rigtigt at tænke over det. Folk der nyder livet fuldt ud.

Deres moto?                                          

PEACE

begins with a

SMILE

De hverken dømmende eller dominerende.

Det burde folk lære noget af.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...