Code Geass: Rebellious Heart

I år 2010 erklærede England krig mod Japan. Japan tabte, og mistede dermed retten til deres navn, hvorefter England gav dem navnet "Area 11", og japanerne blev omdøbt til "Elevens".
Året er nu 2017, og Rin Knightwalker er en halv Eleven, halv Englænder, men skjuler det faktum at hun er halvblods for at studere på en Engelsk skole i Area 11; Ashford Academy.
Rin er en rebel, men hvad der plejede at være ren rutine med sabotage og "terror", bliver snart meget indviklet for Rin, når hun forelsker sig i den nye elev på Ashford Academy; Suzaku Kururugi, den eneste fuldblods Eleven på skolen, med et lige så mystisk dobbeltliv som hende; han er soldat for England.
Hvis der er noget Rin har lært, så er det at man ikke skal forelske sig i fjenden...

19Likes
11Kommentarer
2571Visninger
AA

10. Suzaku's Uskyld

“Du… Du dræbte Clovis?” spurgte jeg forsigtigt og kiggede overraskende, måske en anelse skræmt, på Zero. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle tro, men hvorfor ville man lyve om den slags til mig? Var det meningen at jeg skulle blive rasende over, at det var Suzaku som lige nu var på vej til sin henrettelse, og ikke Zero? Jeg kendte ikke Zero, men jeg kendte Suzaku nok til at vide at han var en varm, rar person. Hver gang jeg var i nærheden af Suzaku, fik jeg den her varme følelse, som om en bølge af lykke og glæde susede som blodet gennem mine årer.

“Ja, Echo, det var mig,” bekræftede min leder, som om det var ingenting. Som om det var ingenting at det havde lykkedes ham at dræbe en prins af England. Han virkede slet ikke berørt af, at det var lykkedes ham at dræbe en prins af den engelske kongefamilie, den mest magtfulde kongefamilie i vores tid.

“Men…” startede jeg med at sige, men bed mig straks i min underlæbe for at tie i sidste øjeblik. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til det, men endte så alligevel med at lukke munden op: “Betyder det så, at du gerne vil redde Suzaku? Eller vil du lade ham være den syndebuk, som England håber at han kan være?” 

Der var en dræbende stilhed hvor jeg kunne mærke Zero’s blik på mig, selv gennem hans maske. Jeg anede ikke engang hvilken øjenfarve hans øjne havde, men bare at jeg kunne mærke, hvordan hans intense blik hvilede på mig måtte betyde at han var mere magtfuld end jeg som sådan regnede med. Jeg følte hvordan jeg skiftevis skiftede vægten mellem mine to ben, utryg, måske ligefrem bange. Mit hjerte hamrede hårdt bag mine ribben og gjorde det svært at trække vejret, imens jeg tænkte på hvordan Suzaku havde det, og hvilken situation han var i lige nu. Han sad sikkert i en fængselscelle på det tidspunkt, forrådt af det land, som han havde svoret at kæmpe for - England, kun af den grund, at han var en japaner - en Eleven. 

Han var måske igang med at blive tortureret imens han blev udspurgt om, hvordan det havde lykkedes ham at dræbe prins Clovis, hvordan det var lykkedes for en sølle Eleven at snige sig ind i de royale sale, forbi alle vagterne, og dræbe prinsen der havde kontrol over Area 11. 

“Sig mig… Hvem er Suzaku til dig?” 

Ved de ord, stoppede mit hjerteslag i nogle få sekunder, imens jeg forsøgte at forstå hans spørgsmål ved at lade det lyde som et ekko gennem mit hoved et par gange. Jeg kendte jo knapt nok Suzaku; jeg havde kendt ham i et par dage - vi var nok ikke engang det man ville kalde for “venner”, vi var nærmere bekendte, klassekammerater, fremmede som gik på den samme skole. Til ham var jeg sikkert bare den ene pige, som faktisk flyttede sin taske så han kunne sidde ved siden af mig i klasseværelset, imens alle andre gav ham den kolde skulder. 

Så… Hvorfor bekymrede det mig så meget, at han skulle henrettes? Var det fordi at jeg vidste, at han var uskyldig, og blev brugt som syndebuk? 

Det var muligvis det, men der var også andre grunde indblandet, var jeg sikker på. 

“Jeg…” Mine øjne søgte lidt væk fra Zero, godt nok kunne jeg ikke se hans øjne igennem masken, men det føltes nu alligevel ubehageligt at kigge på ham, “Jeg bekymrer mig om ham, fordi… Han er et godt menneske…” 

“Hvis han er et godt menneske, hvorfor kæmper han så for England?” spurgte Zero, som om han nærmest var ved at teste mig, slæbe mig igennem sine prøvelser før han ville give mig sit endelige svar, som han sikkert allerede havde besluttet på forhånd. 

“Jeg tror… Han gør hvad han mener er det rigtige!” sagde jeg straks, ikke sikker på om det var et godt eller dårligt svar, “Også selvom det er det land, som lige nu har forrådt ham…” Tanken om, at Suzaku måske ville være interesseret i at komme med på vores hold strejfede mig ganske kort, men jeg skubbede den hurtigt væk igen. Selvfølgelig håbede jeg vel altid lidt på det, men så alligevel ikke… Så ville han jo opdage hvem - og hvad - jeg var. 

Jeg kunne mærke, at Zero stod og betragtede mig i nogle sekunder, da en følelse af ubehag skyllede over mig. Jeg var ikke bange for Zero, nærmere tanken om at han kunne være hvem som helst. Han kunne være en Eleven, en Britannian eller noget helt andet. Han kunne være en jeg kendte, eller en vidt fremmed. Han kunne være gammel eller ung, ja han kunne endda være en kvinde I forklædning. 

“Suzaku bliver henrettet klokken otte i aften, han bliver transporteret til den offentlige henrettelsesplads en halv time før, og det er netop på det tidspunkt vi slår til,” sagde Zero så, hvilket overraskede mig. Jeg stirrede nu på ham med et par store, overraskede øjne. 

“Suzaku er uskyldig, og jeg går ind for retfærdighed,” forklarede Zero uden at jeg overhovedet havde spurgt. 

Ubevidst åbnede og lukkede jeg munden et par gange, ude af stand til at få nogle ord frem, og jeg stod bare og stirrede, mundlam. 

“Var det alt, Echo?” spurgte Zero, hvorefter han lagde sine arme over kors, “Fortæl de andre at de skal sørge for at være maskerede i aften, inklusiv dig.” 

“J-Javel, Zero!” sagde jeg, ude af stand til at holde mit brede smil tilbage, “Tak, sir…” Jeg anede, at mit taknemmelige smil overraskede ham lidt - hans skuldre virkede pludseligt stivere end normalt i de få sekunder det tog mig at forlade lokalet - hvorefter jeg skyndte mig tilbage til Kallen, som stod i stilhed sammen med Ohgi og Tamaki. 

“Rin, hvad sker der?” spurgte Ohgi og hentydede tydeligvis til mit smilende ansigt - noget som var meget atypisk for mig, især når vi ikke ligefrem havde noget at fejre. 

“Vi skal redde Su—… Jeg mener, vi skal redde den uskyldige Eleven i aften,” sagde jeg, men rettede hurtigt mig selv - der var ingen grund til at andre end Kallen skulle vide, at jeg kendte Suzaku. 

“Zero beordrede os alle til at være maskede i aften,” forklarede jeg, og sørgede for at undgå Kallen’s blik imens jeg snakkede. Jeg vidste, at hun dømte mig alt for meget, grundet det med Suzaku. Hun kunne tydeligvis ikke lide ham. 

“Rin—…” startede Kallen i et forsøg på at komme i kontakt med mig, men jeg stod fast, kiggede fortsat væk fra hende imens jeg svarede. 

“Det skal nok gå,” sagde jeg ganske kort, et roligt blik i mine øjne, og et ganske svagt smil, “Det var Zero der dræbte Clovis, ikke Suzaku…” 

“Z-… Zero?!”

“Mmh… Det sagde han, og af en eller anden grund… Så stoler jeg faktisk på ham,” fniste jeg lavt, “Sjovt, ikke?” 

“Rin…” sukkede Kallen stille før vi blev enige om at forberede os på vores redningsmission. 

 

_________________________________________

 

Adrenalinen pumpede gennem min krop imens jeg sad bagi en kulsort, militær lastvogn med et gevær presset mod mit bryst. Jeg kunne mærke, hvordan min vejrtrækning var hurtig og kort, og kom ud som små, forsigtige gisp. Det var den første gang I meget lang tid at jeg var bange. Frygten, som ikke ville forlade min krop, tvang mig til at være ufokuseret, og alt der blev jongleret rundt i mit hoved var vores plan; den var alt for risikabel. 

Zero ønskede at køre direkte ind til den offentlige henrettelsesplads, nu hvor Suzaku var blevet transporteret derhen, og bare… Redde Suzaku, ved at tilstå sin forbrydelse, ved at tilstå så Suzaku ville være uskyldig. 

Vi havde fået besked på ikke at gå ud fra lastvognen, medmindre alt andet slog fejl - vores våben var altså kun i nødstilfælde. 

“Hvad tænker han på…” hviskede jeg stille til mig selv imens jeg krammede geværet endnu tættere ind til mig, “Vi kan jo ikke… De er for mange…”

Af en eller anden grund, var det lykkedes os at komme forbi vagterne uden problemer - hvordan Zero gjorde det, havde jeg ingen anelse om, men de lod os bare komme forbi, så let som ingenting. Det virkede, ærligt talt, meget mistænkeligt, men så længe planen lykkedes så skulle det hele nok gå - planens success var det eneste jeg kunne tænke på. 

Suzaku måtte bare reddes. 

Så nu sad vi der - bevæbnede, i en militær lastvogn midt på den offentlige henrettelsesplads. Jeg kunne ikke se ud, men jeg vidste med det samme at samtlige vagter omkring os havde deres geværer rettet direkte mod os, og ventede blot på signal til at skyde. 

Skulle vi alle dø nu? 

“Suzaku…” hviskede jeg helt stille og kæmpede for at holde mine tårer tilbage. Jeg vidste, at han stod derude et sted, og trangen til at se ham kildede over det hele, men på en ubehagelig måde. Forestil dig, at du har været afhængig af noget hele dit liv; alkohol, cigaretter, stoffer - og du har pludseligt umenneskeligt meget brug for det, du har brug for dit “drug”, og det var præcist sådan jeg havde det. 

Mine hænder rystede, mine øjne var ufokuserede, og min vejrtrækning bestod hovedsageligt af gisp. 

“Jeg beordrer jer til at løslade Suzaku Kururugi.” 

Jeg hørte Zero tale gennem de højtalere som der var monteret på vores lastvogn - Zero stod ovenpå forvognen, frygtløs som altid, selvom vi knapt nok kendte ham nok til at kende en typisk opførsel fra hans side af.

Jeg fangede mig selv i,ubevidst, at rejse mig op i vognen da jeg hørte Zero sige Suzaku’s navn. Jeg lagde mit gevær fra mig, trak min mørkeblå maske ned over øjnene, og klatrede op på forvognen, ved siden af Zero, så let som ingenting - nærmest som om det var en mekanisme jeg var programmeret til at udføre. Jeg kunne høre Kallen’s paniske anfald bag mig, men det var for sent - jeg stod allerede oppe ved siden af Zero, som bare kastede et hurtigt blik på mig, hvorefter han fortsatte med sine forhandlinger. 

Nu hvor jeg kunne se alting omkring mig, var jeg… Slet ikke mere tryg. 

Der var for det første langt flere vagter end jeg troede der ville være, og alle deres våben var rettet mod os. Udover det, så var der også en flok Knightmares ved Suzaku’s side, hvor piloten af Knightmaren i midten var ham, som Zero forhandlede med. Han var steget ud af cockpittet for at forhandle, ansigt til ansigt med Zero. 

Hvilket muligvis var den største fejltagelse han kunne have gjort…

Jeremiah Gottwald - en flot, men bestemt, ung herre med turkis hår, trukket lidt tilbage for at vise sit ansigt, som havde fine, markante kæber og kindben. Det var svært at se på den lange afstand, men jeg kunne ane noget gyldent i hans øjne; noget gyldentbrunt. 

“Giv mig én god grund til at jeg ikke beordrer mine mænd til at skyde jer hvor I står! Terrorister!” råbte Jeremiah tilbage til Zero. 

Jeg, derimod, stod helt stille, helt fast, og kiggede direkte hen på Suzaku, som stod iført en spændetrøje på platformen hvor han skulle henrettes. Der var to soldater ved hans side - udover de tre Knightmares - og begge deres pistoler var rettet direkte mod hans hoved, klar til at skyde på kommando fra Jeremiah. 

Suzakus øjne, derimod, var fortvivlede, forvirrede og triste. 

Han var helt stille, sagde ingenting, og det smukke glimt som der plejede at være i hans flotte, grønne øjne, var helt forsvundet. 

“Suzaku…” mumlede jeg forsigtigt, så lavt at kun Zero kunne høre mig. 

“Suzaku Kururugi er uskyldig,” sagde Zero, næsten som om han havde hørt min stille bøn om hjælp, og jeg stirrede straks på min leder med overraskede øjne - havde han virkelig tænkt sig at tilstå? 

“Det var mig, Zero, der dræbte prins Clovis la Britannia!” råbte Zero, højt nok til at alle kunne høre ham - og da vidste jeg, at vi alle skulle dø. Raseriet i Jeremiah’s øjne sagde alt, og snart ville han beordre alle til at skyde os. 

Jeg kastede desperat et sidste blik mod Suzaku, som var lige så overrasket og skræmt som jeg var - og for et lille sekund kunne jeg sværge på, at vores øjne mødtes gennem min blå maske… 

Bare for et lille øjeblik, måske… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...