Code Geass: Rebellious Heart

I år 2010 erklærede England krig mod Japan. Japan tabte, og mistede dermed retten til deres navn, hvorefter England gav dem navnet "Area 11", og japanerne blev omdøbt til "Elevens".
Året er nu 2017, og Rin Knightwalker er en halv Eleven, halv Englænder, men skjuler det faktum at hun er halvblods for at studere på en Engelsk skole i Area 11; Ashford Academy.
Rin er en rebel, men hvad der plejede at være ren rutine med sabotage og "terror", bliver snart meget indviklet for Rin, når hun forelsker sig i den nye elev på Ashford Academy; Suzaku Kururugi, den eneste fuldblods Eleven på skolen, med et lige så mystisk dobbeltliv som hende; han er soldat for England.
Hvis der er noget Rin har lært, så er det at man ikke skal forelske sig i fjenden...

19Likes
11Kommentarer
2575Visninger
AA

5. Suzaku Kururugi

“Hvad sker der?!” udbrød jeg idet jeg fór hen til walkie talkien, “Kallen! Kallen, er du der?!” Min stemme rystede, mine øjne dirrede og mit hjerte var endnu engang begyndt at hamre, men denne gang var det ikke grundet et adrenalin-sus… Derimod var det af ren frygt for at miste min nye familie. 

“Vi er omringet! Vi kan ikke komme væk herfra!” Det var Ohgi som talte. Han lød til at være i panik, og jeg vidste at Ohgi ikke havde en Knightmare, selvom han var vores leder. Han var meget menneskenær, og ville hellere gå med de af vores tropper som også stod uden Knightmares. 

“Ohgi! Hvor er I?!” Nu var det Kallen, hun virkede forpustet og var sikkert i lige så store problemer som Ohgi og de andre. 

“Kallen, kom væk derfra…” hviskede jeg stille, selvom jeg godt vidste at det ikke kom til at ske. 

“Dig, i Glasgow Knightmaren! Følg togsporene mod vest.” 

Så stod tiden pludseligt stille, da en lidt dyb, men ung, stemme lød i walkie talkien. Stemmen lød kommanderende, bevidst om hvad den foretog sig. Hvem var det? Det var en stemme som virkede bekendt, men ikke en jeg lige umiddelbart kunne genkende. Det var ikke en af vores rebeller, alle vidste udmærket godt at Kallen var pilot i vores Glasgow.

“Hvem der?! Hvordan kender du til vores frekvens?!” udbrød Kallens stemme, og jeg ville ønske at jeg kunne være på slagmarken sammen med dem. Jeg ville nyde at jage enhver englænder væk som bare kiggede forkert på mine kammerater. Jeg ville ønske at jeg havde en Knightmare til at kæmpe med, men jeg vidste at Kallen ikke ville give mig lov til at gå på slagmarken. 

Hun var som en overbeskyttende storesøster. 

“Det har ingen betydning. Gør som jeg siger hvis du ønsker at vinde.” 

“Hvem er det?” spurgte jeg stille og kiggede på de to andre rebeller ved min side. De virkede lige så forvirrede som jeg. De sad og holdt omkring hinanden imens de rystede af skræk. Den ene af dem var begyndt at få tårer i øjnene. Jeg forstod dem udmærket, det var noget tid siden at vi sidst havde været i problemer på slagmarken. Jeg anede ikke hvad der foregik, og jeg ville ønske jeg kunne hjælpe på en anden måde end at sidde hernede i sikkerhed, væk fra slagsmålet og væk fra de engelske soldater. 

Selvom vi næsten lige var blevet beskudt af et par af dem, så var det en af de første gange det var sket.

Jeg forsøgte såvidt muligt at kigge væk fra de to døde soldater, som vi endnu ikke havde fået fjernet. Jeg kunne ikke lide tanken om at dræbe nogen, men så igen…

Det endte så med, at den mystiske stemme førte vores rebeller til sejr i Shinjuku ghettoen, noget som man nærmest ville se som et mirakel. Ingen af os vidste hvem den stemme var, eller om vi kunne stole på vedkommende, men efter dagens sejr og gods, som viste sig at være et helt tog fyldt med masseproducerede Knightmares som den mystiske stemme førte os til, så blev vi alle enige om at give vedkommende en chance. 

 

_______________________________________

 

“Mit navn er Suzaku Kururugi.” 

Det var noget af en overraskelse den følgende dag, da vi fik en ny elev på skolen. Det var ikke ligefrem det faktum, at vi fik en ny elev som gjorde det til sådan en overraskelse, det var nu mere det at den nye elev var en fuldblods Eleven.

Jeg rynkede lidt på brynene imens jeg satte mig lidt længere tilbage i min stol. Den nye elev stod oppe foran i lokalet og havde lige præsenteret sig selv for os alle, hvilket havde ført til en akavet stilhed i hele klasseværelset. Den nye elev, Suzaku, blev mødt med skeptiske blikke fra alle eleverne, hvorimod jeg bare sad og lignede et spørgsmålstegn.

Suzaku var åbenbart sytten år. Han så ud til at være en anelse højere end jeg, og havde brede skuldre af en Eleven at være. Hans hår var brunt og en smule krøllet, men ikke alt for meget. Det faldt perfekt omkring hans ansigt i søde, små, krøllede totter. Hans øjne var desuden den smukkeste, grønne farve, som virkelig var i stand til at fange dit blik og holde det fast. 

Men selvfølgelig var jeg den eneste pige i klassen som lagde mærke til det. De andre så ikke forbi det faktum at han var en Eleven. 

Jeg kørte en tot af mit hår bag mit øre og fjernede først mit blik fra Suzaku, da han så imod min retning. Hvis der var noget jeg ikke var god til, så var det at holde øjenkontakt, især med folk jeg ikke kendte. 

“Tak, Suzaku Kururugi. Du må tage plads,” sagde læreren med den samme monotone stemme som hun altid havde. Hun så ikke ud til at behandle Elevens anderledes fra englændere, i når det altså var hendes elever. 

“Pft, i hvert fald ikke ved siden af mig,” rømmede en fyr ved bordet ved siden af mig sig, og jeg følte en umådelig stor trang til at plante min fod solidt i hans arrogante fjæs. Da han begyndte at læne sig over mod den tomme plads ved siden af ham, for at fylde så meget som muligt, så fangede jeg mig selv i at knytte mine hænder.

Det værste var nok, at resten af klassen begyndte at følge trop og gjorde noget lignende, eller satte “diskret” deres tasker op på de få steder hvor der var tomme pladser nær dem. 

“Tager I fucking gas på mig?” knurrede jeg lavt. Jeg vidste, at det jeg skulle til at gøre nu var meget farligt for min hemmelighed, men jeg kunne ikke holde ud at se på det her meget længere - så jeg rykkede selv mine ting som fyldte det meste af bordet til siden, eller ned i min taske på gulvet. 

Og lige som Suzaku stod oppe forrest i lokalet og så helt hjælpeløs ud - med et blik som tydede lidt på at være knust, selvom han var god til at skjule det med hans ellers kolde udtryk - rakte jeg hånden op. 

“Suzaku, du kan sidde her,” sagde jeg, højt nok til at resten af klassen kunne høre mig.

Derefter var det ikke Suzaku som fik mærkelige blikke, men derimod mig. Jeg var medlem af elevrådet så jeg havde som sådan ikke noget at frygte når det kom til popularitet eller rygter… Det var svært at være medmenneskelig på denne skole samtidigt med at man ville undgå rygter, 

“Mange tak,” sagde Suzaku høfligt da han gik hen til mig, med et lille smil som fik det til at kilde i min mave. 

“I—… Ingen årsag,” mumlede jeg stille og kiggede væk da sommerfuglene i min mave besluttede sig for at gå amok,

“Mit navn er Rin Knightwalker, for resten.”

Jeg slog mig selv mentalt i hovedet. 

“Rart at møde dig, Rin,” smilede han endnu varmere end før. 

Jeg forsøgte virkelig at fokusere på at kigge væk fra ham, han havde det mest nuttede smil og jeg havde ikke tænkt mig at lade ham vinde mig over så nemt. Jeg var nødt til at passe på, at jeg ikke pludseligt begyndte at stikke alt for meget ud på Ashford Academy. 

Suzaku var jo en Eleven, på en skole fyldt med englændere.

“Dit hår er… Meget specielt,” kommenterede han efter nogle få sekunders stilhed. Timen var endnu ikke begyndt, og lærerens computer så ud til at drille hende da hun bandede og svovlede som en havnearbejder. Hele klassen virkede desuden til at være dybt fascineret og optaget af det. 

“Huh?” mumlede jeg lavt og vendte mig for at se på Suzaku igen. Jeg var lige begyndt at slå op i min historiebog da han snakkede til mig igen. Hans stemme var så blid og behagelig, slet ikke som noget jeg havde hørt før. 

“Det minder mig om de kirsebærtræer vi plejede at have i vores have da jeg var barn,” sukkede han stille, nok så stille at jeg slet ikke var sikker på at det var meningen at jeg skulle høre det. Suzaku var japaner, han havde boet i det her land siden før krigen, og jeg blev en anelse ked af det af at vide, at England havde taget hans land fra ham. 

“Men hey, Rin… Er det ikke japa—…” 

WHACK. 

“O-Ouch… Hvad skulle det til for?” spurgte Suzaku og tog sig til hovedet efter jeg havde leveret et solidt dask med min historiebog - som desuden var 471 sider lang. 

“Shut it,” sagde jeg. Min stemme var iskold, “Tving mig ikke til at give dig endnu et slag, Kururugi.” Jeg kneb mine øjne en anelse sammen før at sende ham et ondt blik. Mit fornavn var helt sikkert japansk, men det var ikke ensbetydende med at påpege det i en klasse fyldt med engelske elever. 

“Okay, undskyld… Bare glem det,” sagde han forsigtigt og trak sig en lille anelse væk fra mig, imens jeg opdagede at et par drenge som havde holdt øje med os, var begyndt at småfnise - helt sikkert fordi jeg slog Suzaku over hovedet med min bog. 

“Hmpf,” knurrede jeg stille og lagde min bog tilbage på mit bord, hvor den hørte hjemme. Jeg slog så op på side 259. 

Clovis la Britannia… Clovis la Britannia… Clovis la Britannia… 

Over alt hvor jeg kiggede stod det samme navn, Clovis. 

“Sig mig, Suzaku… Hvorfor går du overhovedet på engelsk skole, hvis jeg må vide det?” spurgte jeg så endeligt - det spørgsmål som havde været på spidsen af min tunge lige siden han havde præsenteret sig for klassen. 

“Min… Boss gav mig et legat hertil, og sagde at jeg lige havde alderen til at skulle gå i skole,” forklarede han med et lille smil. 

“Din boss?” spurgte jeg og hævede et øjenbryn, “Har din boss den slags magt?” 

“Ah, ja. Han er jarl, ser du… Jeg havde ikke rigtigt noget valg,” sagde han imens han forsigtigt kløede sig i nakken, “Også selvom jeg ikke er helt velkommen…”

“Huh? Jarl? Sig mig, hvad arbejder du som?” Jeg lagde mit hoved en anelse på skrå, imens jeg ubevidst begyndte at bide i en af mine blyanter. 

“Jeg er, øh… Ingeniør for den engelske hær,” han smilede forsigtigt til mig, “Jeg føler lidt at det er en måde jeg kan støtte landet på.” 

“Oh…” mumlede jeg stille og rynkede en anelse på brynene. Så Suzaku var altså ikke en Eleven, han var en Honorær Englænder - en titel man brugte om mennesker der var født som japanere - elevens - men som senere i livet “vendte deres eget land ryggen” og støttede England. Godt nok var det bare som ingeniør og ikke en soldat, men det gjorde mig irriteret på en eller anden måde. 

Man kunne vel sige, at vi var på hver vores side i denne uendelige krig om rettigheder. 

“Okay, klasse! Vi er nu langt om længe klar til at starte timen!” begyndte læreren endeligt, da hun havde fået sin computer op at køre, “Find jeres lektier og analyser frem fra i går.”

Jeg gjorde som vi fik besked på, imens alt jeg rent faktisk kunne tænke på var Suzakus navn. 

Kururugi. 

Det lød så bekendt. Jeg var endda stensikker på at jeg havde hørt det et sted før, men jeg kunne ikke huske hvor. 

Ud af min øjenkrog lagde jeg mærke til en anden som holdt øje med os - det var Lelouch. Han sad som altid ovre ved vinduet, men denne gang var hans ansigt rettet en anelse mod os, og jeg var helt sikker på, at han lige havde kigget over på os. 

Hvorfor, vidste jeg ikke, men jeg havde sådan en mærkelig følelse i min mave - følelsen af, at de valg jeg havde truffet de sidste par dage, hvad end det var som rebel eller skoleelev, snart ville køre mit liv ud på noget af et sidespor. 

Og hvor havde jeg dog ret…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...