Code Geass: Rebellious Heart

I år 2010 erklærede England krig mod Japan. Japan tabte, og mistede dermed retten til deres navn, hvorefter England gav dem navnet "Area 11", og japanerne blev omdøbt til "Elevens".
Året er nu 2017, og Rin Knightwalker er en halv Eleven, halv Englænder, men skjuler det faktum at hun er halvblods for at studere på en Engelsk skole i Area 11; Ashford Academy.
Rin er en rebel, men hvad der plejede at være ren rutine med sabotage og "terror", bliver snart meget indviklet for Rin, når hun forelsker sig i den nye elev på Ashford Academy; Suzaku Kururugi, den eneste fuldblods Eleven på skolen, med et lige så mystisk dobbeltliv som hende; han er soldat for England.
Hvis der er noget Rin har lært, så er det at man ikke skal forelske sig i fjenden...

19Likes
11Kommentarer
2567Visninger
AA

3. Ashford Academy

Det var året 2010, England erklærede krig mod Japan. Det var uventet at en så skyfri dag, hvor fuglene kvidrede som aldrig før, kunne bringe noget så grufuldt som en krig - en krig, som endda endte med at Japan måtte overgive sig, da den japanske præsident blev fundet myrdet på et af det tidspunkter, hvor der var allermest brug for ham. Det forårsagede kaos hos den japanske regering, som efterfølgende så ingen anden løsning end at overgive sig til England for at skåne så mange japanske borgers liv som muligt. England fik magten over Japan kort efter, og japanerne mistede sine rettigheder, sit navn og sit land. Area 11 - det var Japans nye navn under Englands regime. 

Japanerne måtte finde sig i, at blive kaldt “Elevens” og samtidigt være ofre for en grov racisme fra fuldblods Englænderne som hurtigt overtog deres større, bedre byer, imens Elevens måtte trække sig tilbage til nedslidte ghettoer i slumkvartererne i udkanten af det som engang var kendt som Japans hovedstad. 

Året var 2017, syv år efter krigens udbrud, hvor mit liv forandrede sig for evigt. Det var ikke længere den samme, kedelige filmrulle som blev spillet om og om igen. Jeg husker at jeg som altid var fanget i endnu en langtrukkende historietime på Ashford Academy, den skole jeg gik på dengang. Det var en skole for de veldannede Englændere. Der gik ikke én eneste Eleven på skolen - fuldblods Eleven, i hvert fald. Jeg var halvt Eleven, halvt Englænder, og jeg gik alligevel på skolen grundet mine afdøde forældres daværende høje status. 

Normalt brød jeg mig ikke om at omgås så mange Englændere, mest af alt fordi de fleste af dem var racister mod Elevens. Det var meget muligt, at nogen Elevens var rebeller, oprørere og terrorister, men derfor burde man ikke smække en label på alle og enhver Eleven i eksistens! Elevens kunne sjældent finde ordentlige jobs, og hvis de endelig var på vej mod at få et stabilt liv, så gjorde den voksende racisme ofte det at Englændere altid ville sætte de hårdtarbejdende Elevens på plads igen - med grov vold, verbalt eller fysisk. 

Og ingen gjorde noget ved det. 

“Tch… Det er latterligt,” mumlede jeg stille for mig selv med mit hoved hvilende på min hånd imens jeg skuede ud af de store, rene vinduer i klasseværelset. Man kunne knapt nok se hvor skolens grund sluttede, så stort var området. Grønne græsarealer spredte sig så langt som øjet rakte. Grusstier forbandt de forskellige skolebygninger, med en række af perfekt tiltrimmede træer på hver side. Selvfølgelig var der helt tomt for mennesker på dette tidspunkt, da det var midt i en time. 

“Knightwalker, har du noget at tilføje?” sagde en kvindelig stemme da jeg muligvis var kommet til at tale en anelse for højt. Jeg rettede mig straks op, som om jeg ikke lige var ved at falde i søvn, og så hen på klasselærerinden som skulede en anelse til mig samtidigt med at nogle få klassekammerater fniste over at jeg var blevet taget i ikke at følge med i timen.

Ja, jeg var vel næsten ved at dase hen… 

“Nej, frøken,” sagde jeg stille imens jeg sænkede mit blik en anelse. Jeg ville ikke risikere at komme i ballade, det var ikke lige mig. 

“Det tænkte jeg nok,” sagde hun med næsen lidt for meget i sky, før hun fortsatte sin lektion om Englands historie - selvfølgelig, vi lærte jo intet om Area 11’s historie overhovedet, hvilket nok burde være en del mere interessant ifølge mig. I denne time fokuserede vi på den nuværende regent, Clovis la Britannia, den tredje ældste prins i den engelske kongefamilie. 

“Det var alt for i dag, klasse! Husk at lave jeres lektier, og få for guds skyld noget søvn,” sagde lærerinden og skulede til mig en ekstra gang før hun samlede sin laptop op og forlod klasseværelset, langt om længe. Det var frikvarter, og efter dette ventede der kun én time mere før skoledagen var ovre.

De andre elever i klassen var allerede begyndt at rejse sig for hurtigt at komme videre til den næste time, eller måske få sig noget mad i kantinen. Der var dog en som ikke rejste sig op, hvilket nok ikke var nogen overraskelse. Jeg kiggede mig over skulderen hen på ham. en fyr som sad ved et af bordene ved vinduet. Han havde en anelse langt, kulsort hår som jeg kunne se indrammede hans ansigt helt perfekt i spejlbilledet fra vinduet. Hans hud var hvid, næsten hvid som nyfalden sne. Hans øjne var lukkede, men jeg vidste at de havde den smukkeste, lilla farve i dem. De havde en helt særlig glans, selvom han sjældent smilte, så glimtede hans øjne næsten altid. Lige nu, gjorde han ligesom jeg havde gjort tidligere - hvilede sit hoved på sin hånd imens hans ansigt var rettet mod vinduet, som om han sad og nød synet af naturen omkring os.

Men i virkeligheden sad han bare og blundede. 

Det var jo ikke fordi han havde brug for at følge med i timerne, han var et geni. Han var flot, klog, venlig og mystisk. Ja, alle pigerne var vilde med ham, sjovt nok. 

“Lulu, timen er forbi,” nynnede jeg stille imens jeg gik imod ham. Hans navn var Lelouch Lamperouge, kendt for at gamble lidt for meget i fritiden med rige mænd, hvad end det var poker eller skak - og han tabte aldrig. 

“Mmh?” mumlede Lelouch stille imens han langsomt vendte tilbage fra drømmeland, hvorefter han vendte sig en anelse om for at se op på mig som stod lænet en anelse hen over hans bord, “Ah, var det en spænende historietime?” Man kunne næsten høre hans skæve, teende smil i den måde han spurgte på. Han vidste udmærket godt at jeg hadede historietimerne, og at jeg hellere end gerne undværede dem. 

Desværre var jeg ikke et geni som ham, som bare kunne sove sig igennem alt, og stadig få topkarakterer. 

“Hvad tror du?” knurrede jeg næsten og slog ham blidt over hovedet med min historiebog.

“Nogen burde måske hvæsse sine klør,” foreslog han med hans dybe, rolige stemme. Hvordan man kunne være så rolig, når man lige var blevet slået oveni hovedet med en fandens tyk historiebog, var et mysterium, men sådan var Lelouch nu. Jeg havde aldrig set ham vred eller oprevet over noget som helst. Han tog alting med ro, men det var skam ikke fordi han var doven. 

Jeg tænkte bare, at han nok havde mange tanker i hovedet, så jeg ville aldrig turde spørge for meget ind til ham.

Jeg kunne huske, at i starten var jeg en anelse bange for Lelouch, mest fordi han var så stille og mystisk, med nogle øjne som kunne dræbe, men alligevel skærme for farer af alverdens slags. Han hang altid ud med Rivalz, som nok er den stik modsatte type af Lelouch. Rivalz er larmende, sjov, elsker fest og farver… Hvordan de to endte med at blive venner var nu egentligt et godt spørgsmål, men der var meget jeg ikke vidste om Lelouch, og meget som jeg først ville finde ud af senere hen. 

“Har vi et møde i elevrådet i dag, Næstformand?” spurgte jeg idet jeg besluttede mig for at plante min bagdel på kanten af hans bord, imens det lykkedes mig at holde min alt for korte nederdel af en skoleuniform nede. Det var nu utroligt, at man skulle have lårkorte nederdele på som skoleuniform, men det var ikke fordi der var meget at gøre ved det, udover at have et par strømpebukser på indenunder eller lignende. 

“Milly vil vidst gerne diskutere noget angående årets festival,” forklarede Lelouch imens han pakkede sine ting sammen, selvom han nok ikke havde brugt nogen af dem i timen - magen til syvsover. 

“Oh? Er det temaet?” spurgte jeg og huskede tilbage på sidste års festival. Hvert år holdt skolen en festival for elever såvel som gæster udefra. Der var stadig godt to måneder til at vi skulle holde vores festival, men forberedelserne var allerede igang, og det var elevrådet som skulle stå for det meste. 

Milly Ashford var vores elevrådsformand og datter af skolens forstander, hvilket man nok kunne gætte på hendes efternavn. 

“Ja, blandt andet,” svarede Lelouch idet han skubbede sin stol ud fra under sit bord og rejste sig op. 

“Jeg håber ikke det tager for lang tid,” mumlede jeg stille, “Jeg har planer efter skoletid…” 

“Hoh? Hvilke slags planer?” spurgte Lelouch med et hævet øjenbryn, “Er du endelig blevet inviteret ud af en fyr?” 

“Gider du godt holde op med at lyde som den søster jeg aldrig fik?” knurrede jeg lavt af ham, hvorefter han bare svarede igen med et fnys. Lelouch var ikke interesseret i den slags ting, og jeg vidste udmærket godt at han bare spurgte for at lave sjov med mig fordi jeg engang imellem beklager mig over at være single, især når man ser kærestepar holde i hånd over alt. 

“Turtelduer, har I tænkt jer at stå her hele dagen?” lød en stemme fra døråbningen til, det ellers tomme klasseværelse udover Lelouch og jeg, og vi kiggede os begge over skulderen for at få øje på Rivalz som stod lænet med sin skulder mod dørkarmen. Rivalz var en af vores gode venner, og også en del af elevrådet. Han stod meget ofte for de festlige indslag i vores dagsorden, da han altid var med på fest og ballade. 

Han var en fuldstændig modsætning til Lelouch, hvilket gjorde at jeg undrede mig over at de to var så gode venner. 

“Turtelduer? Virkelig, Rivalz?” sukkede Lelouch idet han gik forbi mig.

Det her var en typisk skoledag for mig. Derefter ville vi sammen gå udenfor eller tage ned i kantinen for at få noget at spise før vi gik til time. I det sekund vi så fik fri, ville Rivalz drøne ud af klasseværelset som den første - selv før klasselæreren havde forladt lokalet, hvilket ofte førte til at Rivalz fik en bog dasket på hovedet af klasselæreren som en lærestreg. 

Ikke at det gjorde nogen forskel for den næste skoledag, men vi ville altid grine af det lige meget hvad - det var virkelig bare den samme filmrulle som blev spillet om og om igen. 

Til elevrådet var vi alle samlet endnu engang. Det var mig, Lelouch, Rivalz, Milly, Shirley og Nina. 

Shirley var den her pige med det lange, orange hår, som altid ville spørge mig om jeg var varm på Lelouch, kun fordi hun selv var og ville være sikker på at hun havde frit spil til at lave sit første træk - selvom det aldrig kom til at ske, fordi hun var alt for genert. 

Nina var den stille pige, som altid sørgede for at skrive alt ned som vi havde snakket om til vores møder. Hun var meget sød det meste af tiden, men også lidt speciel. Jeg vidste ikke ret meget om hende. 

Milly var, som sagt, vores elevrådsformand som altid styrede vores møder. 

“Er der nogen som har set Kallen?” spurgte Milly og så sig omkring da hun opdagede at den rødhårede pige ikke var til stede. 

“Hun skulle til undersøgelse på hospitalet,” nævnte jeg, “Hun beklagede meget at hun måtte være fraværende.” 

“Åh, jeg håber hun snart får det godt igen,” sukkede Shirley ved siden af mig. 

Jeg undgik bare øjenkontakt med nogen af dem. 

Kallen var min gode veninde som jeg kendte tilbage fra før jeg startede på skolen, men grundet vores fælles fritidsinteresser, så har hun altid været nødsaget til at finde et undercover som gjorde, at hun kunne få lov til at forlade skolen når hun ville. 

Hendes undercover var så, at hun åbenbart var en sygelig elev, som ofte skulle tjekkes på hospitalet grundet hendes tilstand, selvom hun i virkeligheden ikke fejlede noget som helst, og befandt sig et helt andet sted end et hospital - men det er ikke noget jeg måtte tænke på imens jeg var i skole. Mit undercover var ikke så detaljeret og risikabelt som hendes, men jeg var heller ikke nødsaget til at forlade skolens grund i tide og utide. 

Når jeg nævner ordet “undercover”, så lyder det måske lidt overdrevent, men så igen… Det er det virkeligt ikke. Det er hårdt at gemme på en hemmelighed for flere hundrede englændere - især når nogen af dem er dine tætte venner. 

Kallen og jeg var jo, trods alt, de eneste rebeller, frihedskæmpere, som gik på Ashford Academy. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...