ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
104154Visninger
AA

32. tredive

 

TREDIVE

Jeg elsker dig, Gabbi.

Harry elsker mig.

Han elsker mig.

Og jeg elsker ham. Jeg elsker ham og jeg hader ham. Jeg hader den måde han snakker til mig på. Jeg hader den måde, han læser mine tanker på. Jeg hader ham så meget, at det giver mig kvalme. Jeg hader hvordan, han altid har ret. Jeg hader ham, når han får mig til at græde, når han ikke er her, når han ignorerer mig. Men mest af alt hader jeg, hvordan jeg ikke hader ham. Ikke engang tæt på, ikke engang en lille smule.

Der er en lille fugtplet i loftet. En mørk plamage i det ene hjørne. Malingen er skallet lidt af, der hvor loft bliver til væg.

Mit dynebetræk kradser og alle fjerene ligger i bunden af den. Den er for tyk og for tynd, og jeg fryser, og jeg sveder. Mit hoved dundrer og jeg har kvalme. Hvordan endte jeg i min egen seng? Hvad skete der, efter Harry sagde, at han elskede mig? Sagde jeg det tilbage?

Det gjorde jeg.

Gjorde jeg ikke?

Det er jeg ret sikker på.

Tror jeg.

Jeg sætter mig langsomt op i sengen. Maya er væk. Jeg kan høre rindende vand fra badeværelset. Findes der ikke nogen panodiler på det her værelse?

En sommerfugl brokker sig i min mave. Stikker sin vingespids op til min hals og giver mig kvalme. Ødelægger det toilettet, hvis man kaster sommerfugle op?

Jeg rejser mig langsomt op fra sengen og bevæger mig hen til bordet overfor sengen. Sætter mig på skamlen og roder i skufferne. Hiver dem arrigt op, lukker dem ligeså arrigt i igen. Jeg kan høre småmønter og læbepomader trille rundt.

Vandet stopper fra badeværelset. Der er helt stille. Kan Maya høre mit hjerte banke? Eller er hendes evne til at lægge mærke til mig forsvundet sammen med vandet ned i afløbet? Man slukker for vandanen og bum, så forsvinder vandet i en spiral ned i kloakken. Maya er ligeglad med mig. Når Harry er ligeglad, er Maya ligeglad. Men hvad nu? Ved hun, hvad Harry har sagt?

Døren til badeværelset går op, og en maya indhyllet i et hvidt håndklæde med hotellets logo og vådt hår, der drypper ned på gulvet, træder ud. Dampen siver ud fra badeværelset og blander sig med den friske luft, som den åbne altandør sender ind i værelset.

”Jeg tænkte på, hvornår du vågnede.” Maya smiler. Det hårde og dømmende fra i går er helt væk. Måse ved hun godt, hvad Harry har sagt. Har han snakket om mig?

En sommerfugl rører på sig i min mave.

Er det slut nu? Er Harry og jeg sammen, sådan rigtigt? Kan jeg være glad igen? Har jeg fået mine venner tilbage?

”har du tænkt dig at svare mig, eller er du stadig sur på mig?” Maya kigger med et undrende og forsigtig smil på mig og sætter sig på sengekanten. Hendes våde håndklæde smitter af på lagenet.

Jeg kigger længe på Maya. Hvad skal jeg svare? Hvad svare man? Tydeligvis er hun jo blevet god igen. Så kan vi vel godt være venner, kan vi ikke?

Før jeg når at tænke videre over det, lægger Maya sine halvvåde arme om mig og trækker mig ind til sig, i sådan et kram, som kun en rigtig veninde kan give.

”Undskyld.” mumler hun. ”Jeg ved godt, jeg har opført mig lidt underligt. Det er jeg ked af.”

”Det er okay.”

”Nej, det er ikke.” Maya trækker sig fra mig. Hendes blik er alvorligt nu. ”Jeg burde hav været der for dig.”

Jeg trækker på skuldrene.

”Hvis du tilgiver Harry ligeså let, kan jeg godt forstå, hvorfor han opfører sig, som han gør.” Hun smiler og blinker med det det ene øje. ”Jeg må hellere få noget tøj på.” siger hin og kaster sin kærlighed over sin kuffert.

Selvom hendes bemærkning nok ikke betød noget, betyder den alligevel noget. Hun mente ingenting med den, andet end lidt sjov, men måske har hun ret. Måske tilgiver jeg for let, når det kommer til Harry. Men kan man andet, når man elsker nogen? For jeg elsker Harry. Og Harry elsker mig. Harry elsker mig, og derfor skal det hele nok gå. Det ved jeg, selvom jeg overhovedet ikke ved det.

”Er du klar til at gå end og spise?” Maya sender mig et smil, og finder nøglekortet til værelse frem fra natbordet.

En klump samler sig i min hals. Hvad skal jeg gøre, når jeg ser ham? 

Jeg nikker tøvende og rejser mig fra skamlen. Mine ben føles som gele. Der er tomt på gangen, men den føles mere fyldt end nogensinde før. Gulvtæppet kradser og malerierne på væggene griner af mig. Jeg har kvalme og det føles som om, jeg kan falde om når som helst

”Er du okay?” Maya kigger halvbekymret på mig.

”Jaja.” nej, overhovedet ikke.

”Okay.”

Så siger vi ikke mere.  

Stemningen i elevatoren på vej ned er på en og samme tid trykket og behagelig. Mit hjerte banker ved tanken om Harry. Hans øjne, der kigger på mig, som om jeg er det bedste, der er sket for ham. Han hænder på mine kinder, da han fortæller mig, at han elsker mig.

”Hvad er der med dig?” Maya smiler. ”Er du stadig stiv?”

Jeg ryster på hovedet.

”Du var ellers ret godt kørende i går.”

”Var jeg ?” Hvad ved hun om det?          

”Ja,” Maya griner svag. ”Du var faldet i søvn inde på drengenes værelse,” fortsætter hun. ”Harry og Liam bar dig ind i seng.”

jeg ryster på hovedet af mig selv.

”Men dig og Harry så ud til at ligge meget tæt, da vi kom ind til jer,” Maya løfter øjenbrynene. ”Skete der noget mellem jer?”

Jeg svarer ikke. Skal jeg fortælle hende det?  

”Nå, anyways, hvordan kan du overhovedet stå oprejst i dag? Burde du ikke ligge i sengen og jamre dig med et vådt håndklæde på panden?”

Faktisk har jeg slet ikke haft tid til at tænke på, at jeg har det dårligt. Jeg har haft for travlt med at tænke på Harry. Men nu når Maya bringer det på banen, kan min svimmelhed og kvalme måske godt skyldes noget andet, end min nervøsitet for at møde Harry.

Hvad fanden gør jeg? Sætter jeg mig ved siden af ham? Overfor ham? Slet ikke i nærheden af ham. Opfører jeg mig anderledes? Normalt? Hvad fanden gør jeg?!

Jeg panikker inde i mit hoved hele vejen ind til restauranten, hvor min verden falder fra hinanden, og jeg pludselig ved præcis, hvad jeg skal gøre. Flygte. Jeg skal væk herfra. Nu! For Harry sidder ved vores sædvanlige bord. Med armene rundt om fletningerne. Og hun kysser ham på halsen. Og han griner. Og så kigger han på mig. Og så griner han endnu mere.

Min hals snører sig sammen, og hvis jeg sagde, jeg havde det dårligt før, trækker jeg det tilbage. Jeg havde det ikke dårligt før. Nu har jeg det dårligt.

Maya trækker på skuldrene. ”Måske lå i ikke så tæt alligevel.” Hun sender mig et lille smil og trækker mig med hen til bordet. Det lugter af klam svensk parfume, eller norsk parfume eller hvor nu fletningerne kommer fra. Jeg ender med at sidde lige overfor hende, og det giver mig kvalme. Hun kører sine hænder rundt i Harrys krøller, strækker ud i dem og giver slip, så de falder på plads på hans hoved igen.

Hun vender mig sin opmærksomhed mod mig og smiler stort og falsk, så jeg får lyst til at slå alle hendes tænder ud.

”Du ser lidt træt ud i dag, søde.”

Jeg brækker mig. Hun skal for fanden da ikke kalde mig kalde mig søde. Eller snakke til mig overhovedet.

Jeg smiler ligeså falsk som hende. ”Godt, jeg prøvede at ligne dig.”

Maya og Liam sluger deres grin. Harry ser anspændt ud. Fletningerne sender bitch face.

”Sødt,” hun vender hovedet på skrå. ”Måske kan du så lære at holde på en fyr.” Med de ord smeder hun sine læber sammen med Harrys, og udstøder et højt støn, da hun trækker sig fra ham igen.

Jeg kigger ned i min tomme tallerken. Burde jeg spise noget? Måske er jeg så heldig, at det giver mig så meget kvalme, at jeg kan kaste op ud over fletningerne.

Det er et forsøg værd. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...