ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
104225Visninger
AA

31. niogtyve

 

NIOGTYVE

“Hvis du er skiguide, hvorfor snakker du så dansk?” Jeg har lyst til at råbe af ham, at han skal stå stille, for alt den snurren gør mig seriøst svimmel.

Louis griner svagt. ”Fordi jeg kommer fra Danmark.”

”Kan man det?” Jeg koncentrer mig om at stå stille og udtale ordene ordentligt. Kan man godt være skiguide og komme fra Danmark? Det er da for mærkeligt?

”Det kan man sagtens,” Louis smiler. ”Hvor meget har du drukket?”

”Det ved jeg ik man!” siger jeg. ”Det er dig, der har købt alt det, jeg har drukket.” Han er faktisk ret dum, hvis han ikke ved det. Har han ikke haft matematik i skolen måske?

”Nå nå.” Louis griner. Hvorfor griner han hele tiden? Hvad er det, der er så sjovt?

Der er ikke noget, der er sjovt!

”Hvorhvorfor griner du?”

”Jeg griner ik.” Louis smiler.

”Jo du gør.”

”Nej.”

”Jeg sværger, du griner.” Sværger? Hvor kom det lige fra? Jeg sværger på min fætters grav, jeg er bedre end dig. Indsæt her mega swag stemme fra en tolvårig indvandrer, der bor i en ghetto i Ishøj.

”Du sværger?” Louis løfter det ene øjenbryn.

”Ja.” Jeg løfter panden, krydser armene og stiller mig på tæer, og det var seriøst en pisse dårlig ide, for min balance var dårlig nok i forvejen, og jeg vælter lige ind i Louis.

Flot Gabbi.

Louis griner, da han ligger armene om mig og stopper mit fald. Og jeg er ham evigt taknemmelig. Tak Louis, tak. Jeg kigger op på ham og smiler. Han er sød. Anderledes. Det eneste jeg kan tænke på er, hvor anderledes han er i forhold til Harry. Han vil gerne snakke med mit offentligt. Han ligger ikke skjul på, at han er interesseret i mig. Han har på en aften behandlet mig bedre, end Harry nogensinde har gjort. Men han er ingen Harry. Ingen vil nogensinde blive ligeså god som Harry.

Jeg kigger ned på mine arme. Hårene står stive som på en børste, og der går det op for mig, at det faktisk er pisse koldt. Alkoholen har holdt mig varm, men nu fryser jeg. Ret meget faktisk. Hvorfor er det pludselig så koldt?

”Skal vi ik gå ind igen?” Jeg kigger bedende på Louis. Jeg vil rigtig gerne indenfor.

Louis nikker og tager min hånd. Den er meget stor, og min egen hånd forsvinder næsten i den. Ret vildt alligevel.

”Er du spændende?” Louis puffer blidt til mig med den arm, der holder fast i min hånd.

”Ja.” Jeg nikker og smiler.

Musikken er høj igen, da vi træder ind på hotellet. Jeg holder mine hænder op for ørerne i et ynkeligt forsøg på at dæmpe den. Men den griner bare af mig og fortsætter med at være irriterende høj. Lorte musik. Lorte musik. Lorte musik. Lorte musik.  Pisse fucking lorte musik.

”Er du okay?” Louis kigger undrende på mig.

”Ja.” Hvorfor skulle jeg ikke være okay?

”Er du sikker?”

”Ja.” Hvorfor skulle jeg ikke være sikker?

”Okay.”

”Okay.”

Louis smiler og fletter sine fingre ind i mine.

Jeg ignorerer den urolige følelse i min mave, som får sommerfuglene til at blafre på en ubehagelig måde, der giver mig kvalme. Hans grønne øjne, der kigger dybt i mine, har pludselig fået et snært af bræk i farven, og hans fregner ligner små knappenålshoveder. Hans hår er overhovedet ikke krøllet nok, og det har en helt forkert lysebrun farve.

”Der var du!” Et par spinkle hænder bliver lagt på mine skuldre og vender mig forsigtig om. ”Jeg var lige bange for, at du bare var skredet fra mig.” Rebekka smiler stort til mig.

Det var dig, der gik fra mig, tænker jeg.

”Hvor var du henne?” spørger jeg.

”Bare ude at snakke med nogen af pigerne fra værelset,” hun smiler og retter sin opmærksomhed på noget bag mig. ”Hvem er den blå fyr?” Hun gør et nik mod Louis.

”Det er Louis!” siger jeg lidt for begejstret, og hiver ham i armen, så han kommer til at stå tættere på Rebekka.

Han smiler venligt. ”Jeg må nok også hellere se at finde mine venner.”

Vent, går han? Hvorfor går han? Han må ikke gå! Han skal blive lige her! Eller måske er det meget godt. Hans bræk øjne giver mig endnu mere kvalme, end i forvejen.

Jeg svinger mine arme om ham i et ustabilt kram og han griner igen. ”Vi ses.” hvisker han i mit øre, og så er han væk.

”Hvor meget har du drukket?” Rebekka griner, da hun trækker mig med ned at sidde.

”Det ved jeg ik main!” siger jeg. ”Jeg drak bare det, Louis gav mig.”

”Han må have givet dig meget så.”

”Sikkert.”

”Er han sød?”

”Sikkert.”

Rebekka griner. ”Det kan man da ikke svare!” smiler hun.

”Det kan man da i hvertfald, for jeg har lige gjort det.” Jeg smiler stort og bliver helt forskrækket, da et grin undslipper mine læber.

Mit smil forsvinder dog hurtigt, da jeg får øje på Liam, på vej hen mod mig. Jeg kan se mig selv sidde ved bordet i kantinen. Liam går på præcis samme arrogante måde, og han har det samme kølige blik i øjnene, der kun har fokus på mig.

”Harry vil gerne snakke med dig.” siger han uden at fortrække en mine. Han ligner en, der har fået lidt for mange ansigtsløftninger.

”Hvor?” spørger jeg. Håber at min stemme ikke ryster ligeså meget, som mine hænder, der strammer grebet om Rebekkas arm.

”Hans værelse.” Så er han væk igen.

Jeg kigger på Rebekka. Hendes blik er ligeså skræmt, som jeg er. Snak med Harry. Snak med Harry. Vil jeg snakke med Harry? Hvorfor skal han altid bestemme, hvornår vi skal snakke? Hvad hvis jeg ikke vil? Hvad har han så tænkt sig?

”Hvad gør du?” spørg Rebekka.

”Det ved jeg ikke.”

”Tror du, det er en god ide? Du er ret fuld.”

”Jeg ved det.”

”Det var da altid noget.” Rebekka griner falsk.

Jeg sender hende et halvhjertet smil og bevæger mig hen til elevatoren. Hvorfor gynger gulvet så meget? Det er jo ikke en forlystelsespark.

Elevatoren siger den samme ding lyd som altid. Hvorfor var det så sjovt, da jeg var sammen med Harry? Jeg forstår det ikke! Men alt er sjovt, når man er sammen med Harry. Eller nej. Langt fra.

Jeg sukker, da elevatordørene lukker, og jeg bliver transporteret op. Jeg lytter til musikken. Ingen tekst i dag, kun et klamt klaver og en trompet. Elevatoren bumler endnu mere end den plejer, og det vender sig i min mave.

Kvalme. Kvalme. Kvalme.

Elevatoren stopper. Bare jeg ikke kaster op. Gangen vipper som på et skib, da jeg bevæger mig i retning af Harrys værelse. Hvorfor kan ingenting stå stille i bare et minut?!

Døren ind til Harrys værelse lyser hele gangen op. Den ser større og bredere ud end de andre døre. Mine hænder begynder at svede, mit hjerte banker i dobbelt tempo, og jeg føler mig klam. Jeg er klam. Harry er klam. Alt er klamt.

Jeg stopper op foran døren, der adskiller mig fra ham. Stirrer på den i lang tid uden at vide, hvad jeg skal gøre. Hvad gør man?

Jeg går ind uden at banke på. Værelset er mørkt og køligt. Altan døren står på klem og den kraftige vind er den eneste lyd. Gulvet knirker svagt, da jeg bevæger mig længere ind i værelset. På det venstre natbord er en lampe tændt. Det er alt lys, der er. Lampen lyser Harrys ansigt op, men resten af hans krop er i skygge. Han sidder på kanten af sengen. Sengen, hvor jeg mistede min mødom. Betød det overhovedet noget for ham? Betød det overhovedet noget for ham, at det var mig? Den kølige vind sender kuldegysninger gennem min krop, eller også er det Harrys blik, der kunne være hugget i sten.

Lagenerne ligger ligeså krøllede som sidst, jeg så dem. Det ligner, at Harry har trampet rundt på dem, ligesom han har trådt på mit hjerte.

”Du ville snakke med mig?” siger jeg og prøver at lyde ædru.

”Hvem er ham den blå fyr?” Harrys stemme er så kold som hans sjæl.

”Hvorfor interesserer du dig for det?”

”Det gør jeg heller ikke.” Harry kigger ned på sine hænder.

”Så er der vel ikke mere at snakke om.”

”Det er der vel ikke.”

”Fint.”

”Godt.”

Jeg sukker. Hvad er meningen med det her? Harrys blik gennemborer hver detalje af min krop, som vil han huske det for evigt. Hans blik ser søgende ud, som leder han efter en undskyldning for, at jeg skal blive. Så ændrer hans blik sig. Det bliver mørkt. Koldt. Koldere end det nogensinde har været.

”Hvorfor har du den trøje på?” Han rejser sig fra sengen.

Jeg kigger ned af mig selv. Blondetoppen. Jeg trækker på skuldrene som svar.

”Du kan ikke have den trøje på mere.”

”Og hvorfor ikke det?” Seriøst, mener han det der?

”Det må du bare ikke.”

”Godt svar.” Jeg ryster på hovedet af ham.

”Du har ingen ret til at tale sådan der til mig!” Harry hæver stemmen.

”Men du må godt snakke sådan der til mig?” Det må da være en joke.

”Det er noget helt andet!”

Jeg griner. ”Hvordan det?”

”Jeg flirter ikke rundt med en eller anden, jeg lige har mødt!”

”Nå nej.”

”Lad vær med at snak sådan der til mig!” Harrys øjne raser.

”I lige måde.”

Harry sukker tungt. Han sætter sig ned på sengen. Den seng, hvor vi lå krøllede sammen mellem lagnerne. Hvor han kiggede på mig, som han aldrig har kigget på mig før. Som om han virkelig forstod mig. Mere end jeg nogensinde har forstået mig selv.

”Har i kysset?” Harrys stemme er ikke hård mere. Den er lidende. Og da han kigger på mig, ser jeg et glimt af den Harry, jeg engang kendte. Den Harry, jeg forelskede mig i for så længe siden, at jeg knap nok kan huske, hvordan det skete. Hans øjne udstråler sorg. Er han ... ked af det?

Jeg ryster svagt på hovedet. ”Nej.” siger jeg lavt og min stemme knækker over. Jeg stopper en tåre med min håndryg.

Altandøren klaprer i vinden. Jeg lukker kulden ude. Lægger mine hænder mod den kølige og duggede glasrude i døren et øjeblik. En varm hånd lægger sig ovenpå min og en krop bliver presset op ad min. Det giver et sæt i mig og sender flammer gennem hele min krop. Min hånd mod den kolde rude, hans varme hånd mod min. Hans ånde tæt på mit øre, der får nakkehårene til at rejse sig.

Jeg modstår trangen til at læne mig tilbage og lægge mit hoved mod Harrys brystkasse. Med et suk fjerner jeg min hånd og går væk fra ham.

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke det kolde blik. Den varme hånd. 

 Jeg kan høre Harry sukke tungt bag mig. Jeg sukker også. Hvorfor skal det være så skide svært? Jeg vender mig om mod ham. Stemningen er anspændt og alligevel overhovedet ikke.

Harry kigger ned i gulvet. I lang tid glor han bare ned på det hvide gulvtæppe uden så meget som at blinke. Vi siger ingenting. Værelset er blevet varmere og mine øjne har vænnet sig til mørket. Harry retter sit blik mod mig. Han græder. Hans øjne er våde og tårer løber ned ad hans kinder. Harry græder. Over mig. Os.

Jeg går langsomt tættere på ham. Han virker pludselig så fremmed. Det er længe siden, jeg har set Harry sådan. Uden den hårde facade.

En sommerfugl der langsomt bliver vækket til live.

Jeg lægger en hånd på hans ene kind og kører mine fingre henover den. Hans skægstubbe føles rug mod mine fingerspidser. Jeg kigger ham i øjnene. Smiler. Han smiler også.

En pil, der måske alligevel har ramt rigtigt.

Harry kører sine fingre gennem mit hår. Han tager en dyb indånding, placerer sine hænder på hver sin side af mit ansigt. Kigger mig dybt i øjnene.

”Jeg elsker dig, Gabbi.” 

 

....................................................................................................................................................................................................................................................

Så fik jeg endelig skrevet et nyt kapitel! Jeg har virkelig haft svært ved at skrive det her kapitel, og samtidig er der sket en masse dumme ting i mit liv her på det sidste, og det har bestemt ikke hjulpet på det. Men men men, jeg håber virkelig i kan li kapitlet! Skriv gerne hvad i synes, og hvad i tror, der sker nu?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...