ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
104154Visninger
AA

27. femogtyve

 

FEMOGTYVE

Jeg ved ikke hvad der gør mest ondt, mit hoved eller mit underliv.

Jeg vender mig rundt i sengen, mærker efter Harrys krop, men sengen er tom. Brat åbner jeg mine øjne og sætter mig op i sengen.

Jeg føler mig klam. Brugt. På gulvet ved siden af sengen ligger mit tøj. Krøllet sammen og trådt på. Præcis som mig. Jeg kan mærke mascaraen i store klatter under mine øjne, og mit hår føles tungt.

Værelset virker anderledes i går. Væggene stirrer koldt og dømmende på mig. Værelset er koldt og varmt på samme tid, og selvom jeg fryser helt vild, har jeg det mega varmt.

I en hurtig bevægelse får jeg min T-shirt på, og alt mit tøj op i favnen. Døren knirker svagt da jeg skifter værelset ud med gang, og mine fødder glider ind i det hvide væg til væg gulvtæppe, der pryder alle gangene på hotellet. Billederne på væggene kigger hånligt på mig, som jeg bevæger mig hen ad gangen mod mit værelse. Bare jeg ikke støder ind i nogen. Hvor er Harry?

Værelset er tomt, mørkt og koldt, da jeg låser mig ind. Døren til altanen står på klem, og de orange gardiner flagrer i vinden. Jeg sukker. Jeg føler mig tom og kold. Klam og flov.

Sneen på altanen smelter under mine bare fødder, da jeg bevæger mig ud på den lille træaltan. Henover gelænderet hænger Mayas skibukser. Træplankerne knirker svagt og er den eneste lyd.

Et egerne løber op af et højt grantræ og ud på en af de øverste græne, så sneen drysser ned af træet, og danner et ny lag på den sne, der allerede dækker jorden.

På mit natbord finder jeg en hårdbørst, som jeg arrigt kører gennem mit hår. Fuglereden skal væk. Min hovedbund er øm og hårbørsten føles som nåle, der hurtigt bliver stukket ind og ud af huden. Tomhed og klamhed.

I min kuffert finder jeg skiundertøj frem. Det er næsten ligeså klamt som mig, og det klæber ubehagelig til min fugtige hud. Jeg kører min håndryg henover panden og fjerner svedperlerne. Med bankende hjerte tager jeg nøglekortet fra kommoden og går ud af værelset.

Gulvtæppet kradser under mine fødder og sender bølger af irritation gennem min krop.  Tomhed og klamhed.

Elevatorens giver en høj lyd fra sig, da dørene åbner sig. Jeg tænker på i går. På hvordan vi grinede af den lyd. Den selvsamme lyd, der nu giver mig kvalme.

Elevatoren er alt for kold og alt for lys og alt for langsom. Ud fra højtalerne strømmer et nummer af ABBA, så lavt, at den næsten ikke kan høres.

 

I don't want to talk

About the things we've gone through

Though it's hurting me

 

Jeg sukker. Læner mig op af den kolde flade i  elevatoren og koncentrerer mig om at lytte til teksten. Sørger for, at mit hjertes banken ikke overdøver sangen.

 

The winner takes it all

The loser standing small

Beside the victory

That's my destiny

 

Jeg tager en dyb indånding. Ignorerer trangen til at skrige. Det er endnu engang blevet rimelig tydeligt, hvem der er vinderen, og hvem der er taberen. Jeg knytter mine hænder.

 

I was in your arms

Thinking I belonged there

I figured it made sense

Building me a fence

Building me a home

Thinking I'd be strong there

But I was a fool

 

Mine negle borer sin ind i mine håndflader, og mine knoer bliver hvide. Jeg bider mig i læben for at mindske smerten i mine hænder.

Jeg kigger på mig selv i det spejl, der hænger forenden af elevatoren. Laver en grimasse. Hvem hænger også et spejl op i en elevator?

 

The winner takes it all

The loser standing small

Beside the victory

That's my destiny

 

Sangen bliver afløst af elevatorens irriterende ding lyd og dørene åbner sig. Jeg kan fornemme stemmer inde fra restauranten, og mit hjerte sætter tempoet op. Jeg fylder lungerne med den trykkede luft og træder ind i restauranten. Brænder noget toast på brødristeren og spilder yoghurt udover hele min bakke.

I baggrunden kan jeg høre Harrys stemme. Han griner højt. De sidder ved det samme bord i går, men en ting er ændret. Der er ikke plads til mig. Ved siden af Harry sidder en pige med lange, lyse fletninger og et alt for stort smil. Hun griner og siger noget, der lyder som svensk, men som ligeså godt kan være norsk. Jeg tager en dyb indånding, og går hen til bordet. Harry kigger op som den første, efterfulgt af Maya og Liam. Fletningerne kigger på sin tallerken med syltede frugter.

”Beklager,” Harry kigger på fletningerne. ”Men du må være lidt hurtigere, hvis du skal have en plads sammen med os.” Så er samtalen slut og jeg er lukket ude.

En pige, der vidst går en årgang under mig, vinker mig hen til hende. Hun smiler stort, da jeg sætter mig på stolen ved siden af hende. Rebekka, hedder hun vidst.

”Hun er vidst en ny skiguide,” siger hun og kigger over på fletningerne. ”Sandy, hedder hun.”

Flot. Selv hendes navn er pænere end mit.

Jeg smiler til Rebekka og sukker ned i min morgenmaden. Det brændte toastbrød griner hånligt af mig.

”Hun er pæn.” konstaterer jeg og modstår trangen til at kyle mit brød efter hende. Fletningerne flagrer, da hun grinende ryster på hovedet af noget, Harry siger.

”Det er så vidst også alt, man kan sige om hende.” Rebekka tager en tår af sin appelsinjuice.

”Hun må da også være ret god til at stå på ski.” siger jeg.

”Ja.”

”Og så er hun fra Sverige.” Svensk vanilje, tænker jeg.

”Jeg tror vidst, det er Norge.”

”Nå.” siger jeg. Svensk, norsk, hvad er forskellen? Hun har stadig stjålet Harry fra mig, uanset hvilket sprog hun snakker.

Resten af morgenmaden foregår i stilhed. Rebekka spiser, jeg spiser ikke. Så rejser fletningerne sig og går, og det samme gør resten af bordet. Maya kigger sig kort bagom skulderen og fanger mine øjne. Jeg kan ikke læse hendes blik.

Så rejser jeg mig også. Jeg sender Rebekka et taknemmeligt smil, som hun gengælder, og jeg kan mærke hendes blik i nakken, da jeg går ud til elevatoren. Den er ligeså kold og kølig, som sidste gang jeg stod i den, men mit spejlbillede ser endnu mere tåget og klamt ud end før.

Jeg kan høre Maya nynne svagt, da jeg når hen til værelset. Døren står på klem og knirker svagt, da jeg åbner den helt.

Luften er tyk og kølig, og jeg får ingen reaktion fra Maya, som uforstyrret fortsætter med at flette sit hår. Jeg sukker for mig selv og hoster akavet højt. Maya drejer langsomt hovedet og kigger på mig.

”Hej.” siger hun med et smil og retter igen blikket på sig selv i spejlet. Hun spidser de lyserøde læber og blinker med mascarafyldte øjenvipper.

”Hej?” Jeg sætter mig ned i fodenden af sengen.

”Han prøver jo bare at gøre dig jaloux.” Maya fanger mit blik i spejlet.

Jeg svarer ikke.

Hun vender sig om på skamlen, så vi sidder med front til hinanden. Hun sukker smilende og trækker på skuldrene. ”Gør det samme,” siger hun. ”Så vil han være helt vild med dig.” hun blinker med det ene øje.

Jeg fnyser. Jaloux. Som om. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...