ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
104150Visninger
AA

7. fem

 

FEM

Et snefnug, der lander på jorden, gør ingenting. Hvis det derimod er flere tusinde, bliver det til en bunke, der kan dække et helt landskab. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange snefnug der ligger på  jorden lige nu.

Stormen har taget til, da jeg endelig kan gå hjem fra skole. På fortovet har nyt sne lagt sig som et tæppe over det smat, jeg gik på i morges.

Jeg går i Brugsen på vej hjem. Køber to poser pebernødder til en poses pris, nesquik-kakaopulver og flødeskum på dåse.

I kassen sidder en pige med lidt for meget make-up, som ser lidt for sur ud.

Der lyder høje bip, da hun scanner mine varer ind og lavmælt beder om penge. Jeg giver lidt ekstra end nødvendigt, men det virker ikke til at hjælpe på hendes mund, der er så langt fra et smil, som noget kan blive.

Sneen har taget til, da jeg kommer ud fra butikken. Nogle ville nok kalde det for en storm. Jeg trækker min sorte strikhue op af lommen, så mit hår ikke bliver helt gennemblødt af snefnuggene.

Da jeg kommer hjem, stiller jeg varerne på køkkenbordet. Mor råber hej inde fra stuen og spørger, om jeg har haft en god dag.

”Ja, den har været fin.” råber jeg bare tilbage. Orker ikke at forklare hende, hvad der er sket.

Derfor skynder jeg mig også hurtigt ind på mit værelse og lukker døren efter mig.

Mine knæ falder sammen under mig, og jeg læner mig op af døren, mens jeg falder længere og længere ned. Gulvet føles hårdt, da jeg endelig rammer det, og overgiver mig til tårerne. 

Ud af mine øjne strømmer et vildt vanfald, som ender ud i en lille flod på gulvet foran mig.

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sidder der, men det er i hvertfald længe nok til, at min mor banker på døren.

”Vi kører nu,” siger hun og sender mig et smil. ”Der står lasagne i køleskabet, du kan varme, når du bliver sulten.” Hun sender mig et luftkys og forsvinder fra døråbningen.

Jeg sukker. Endnu en middag med fars arbejde. Hvis bare mor ikke hele tiden skulle med som vedhæng.

 

Det er blevet mørkt udenfor, da jeg endelig rejser mig fra min plet ved døren og går ud i køkkenet. Jeg varmer ikke lasagnen, men åbner en pose pebernødder.  Jeg hælder kakaopulver op i en kop med lyserøde blomster og varmer mælk i en gryde. I entreen vikler jeg mit halstørklæde om halsen.

Mælken er brændt lidt på, da jeg vender tilbage til gryden. Egentlig burde jeg nok smide det ud og varme noget nyt, men det er lige meget. Det bliver blandet sammen med kakaoen, og med en kop i den ene hånd og en skål i den anden, får jeg med besvær åbnet døren til den lille altan, der er i forlængelse af køkkenet. Hvis man virkelig anstrenger sig, kan både mor, far og jeg side derude om sommeren. Men så er der heller ikke plads til så meget andet, end et par pizzabakker på skødet.

Det er mørkt. Næsten sort. Og så er det pissekoldt. Hver gang jeg ånder, laver det tågede skyer i luften.

Jeg tænder lyskæden, der er viklet rundt langs gelænderet, og sætter mig på den lille bænk med alt for mange puder. Mor blev pludselig helt vild med at sy puder sidste sommer, og da far ikke ville have dem i sofaerne, blev de mast sammen herude på pallebænken, som far byggede specielt til lejligheden. Den fylder næsten hele altanen.

Jeg sætter mit til rette og stiller skålen med pebernødder fra mig, mens jeg beholder koppen mellem mine hænder. På den måde, varmer det mig lidt.

Jeg sukker. Hvem finder også på, at sætte sig ud på deres altan sent på aftenen midt i december?

Jeg tager en tår af kakaoen. Den smager elendigt, men jeg bliver ved med at drikke.

Tænk at det snart er jul. December måned plejer at være den tid på året, hvor Harry og jeg er mest sammen. Sidste år så vi julekalender sammen hver dag. Hvis vi ikke havde mulighed for at besøge hinanden, var skype tændt ved siden af. Vi var på juleindkøb sammen i Magasin og på strøget, hvor vi købte brændte mandler og varm kakao. Den varme kakao smagte en del bedre, end min gør nu. Men det er lige meget. Alt er lige meget nu, når jeg ikke er venner med Harry mere.

Det der skete i dag, var virkelig ydmygende. Det havde påvirket mig resten af dagen. Hver gang jeg gik forbi ham, begyndte ham og de andre drenge at grine. Hvis jeg sidder helt stille, kan jeg stadig høre hans grin i mine ører. Det er hånligt og højt. Han har aldrig grint af mig på den måde før. Hvis han nogensinde grinte af mig, var det fordi jeg sagde noget dumt eller gjorde noget sjovt. Og så var det altid med et smil på læben, men nu er der intet smil. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om han nogensinde vil komme til at smile til mig igen.

 

Maya: Hey, er du ok? Skal jeg komme over?

 

Jeg smiler ned i min mobil. I det mindste har jeg stadig Maya.

 

Gabriella: Ja tak.

 

Jeg putter mobilen ned i baglommen, og  kigger ud i det mørke ingenting. Jeg ved, der er en gård derude. Med græsplæne og legeplads. Jeg ved, der er lejligheder på den anden side, præcis som min. Men jeg kan ikke se dem for mig, uanset hvor meget jeg koncentrerer mig.

Hoveddøren er kun låst om natten, så Maya finder selv ind. Jeg kan høre, at hun går lidt rundt i lejligheden, inden hun opdager, at døren til altanen er åben, og at jeg sidder herude.

”Du er nok det eneste menneske, jeg kender, der kan finde på at sætte sig på sin altan på denne tid af året.” Maya stikker hovedet ud af døren og smiler.

”Jeg havde brug for luft.”

”Og selvfølgelig var et åbent vindue ikke nok.” Maya sætter sig ved siden af mig på bænken.

”Hvordan har du det?” spørger hun. ”Efter det der skete i skolen.”

”Ikke så godt.”

”Det var også ret heftigt.”

”Ja.”

”Går det fremad med det hele?”

”Nej.”

Jeg sukker. Jeg gør absolut ingen fremskridt, når det gælder Harry. Jeg havde håbet, at vi med tiden kunne blive venner igen, men jeg er begyndt at tvivle.

”Må jeg få en tår?” Maya kigger på koppen med kakao, som hurtigt skifter hænder. Hun tager en slurk.

”Du ved godt, at du er elendig til at lave kakao, ikke?” Maya sender mig et smil.

Jeg nikker, og så bryder vi begge ud i grin. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...