ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
104098Visninger
AA

23. enogtyve

 

ENOGTYVE

Jeg kan være omringet af mennesker, og stadig føle mig helt alene. Og lige nu føler jeg mig mere alene end nogensinde før. I bussen på vej til Østrig.

Det er mørkt og koldt udenfor, og det samme er det i bussen, selvom om varmeapparaterne kører på fuld drøn. Ikke et eneste ord har vi udvekslet, siden vi ankom til parkeringspladsen i morges. Mine ting var tunge, men det var som om, at der blev lagt 10 kg mere oveni, da jeg så ham.

Jeg sukker og kigger ud af vinduet på det mørke landskab. Jeg føler mig udenfor. Ignoreret. Som om alle de andre på bussen allerede har bestemt sig for, ikke at snakke med mig.

Jeg har allerede dårlige fornemmelser ved ferien. Hvis den fortsætter i samme stil, med splid og had, kan det umuligt blive godt.

Jeg savner dem. Ham. Savner at snakke med ham. Det gør ondt, at han ignorerer mig på den måde. Gør ondt at alle de andre kan have det sjovt, mens jeg bare sidder her. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om jeg selv har være skyld i  det. Om jeg burde have opført mig anderledes, gjort noget anderledes.

Når jeg ser hvordan de andre smiler og griner, vil jeg ønske, at jeg kan være med. Mit hjerte gør ondt, fordi jeg sidder her helt alene, selvom jeg overhovedet ikke er alene, for han sidder lige bag mig, og Maya sidder lige ved siden af mig, men jeg er alene.

Jeg hører ikke til her. Jeg sidder i en bus, hvor jeg er stemplet som forkert af Harry og Liam og Maya og de andre, som ikke engang kender mig.

Alle kan have det sjovt med hinanden, bare ikke med mig. Jeg er her bare. Jeg fylder et sæde. Jeg indånder luften. Men de ser mig ikke. Jeg findes ikke. Jeg sidder lige her, men jeg er her ikke.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg burde være blevet hjemme. Er det for sent at hoppe af bussen og tage hjem?

Jeg vender hovedet og kigger på ham gennem sæderne. Hans blik er rettet på den anden side af gangen, hvor en blondine med store øjne smiler sødt til ham.

Arrigt stopper jeg tårerne i at løbe med mine tørre hænder.

Jeg kan snart ikke holde det ud med. Ikke holde ud at skulle se på ham. Høre deres stemmer. Høre hans stemme. Se dem grine og smile. Se ham grine. Se hans smil. Det smil, der på et sekund kan få mig til at smelte. Det smil jeg så sjældent ser rettet mod mig.

Lægger de overhovedet mærke til mig? Lægger de mærke til, at jeg sidder her og er dybt ulykkelig?

Der er ikke mange biler på vejen, men der er nok til at lygter irriterer mine øjne.

Jeg vil ikke græde. Ikke her. De skal ikke se, at jeg er ked af det. Men det er svært. Jeg har været stærk så længe, men hvorfor nu? Hvorfor er det nu jeg knækker? Er det fordi han sidder lige der? Han sidder lige der bag mig og værdiger mig ikke et blik. Det er hårdt at være sammen med ham i så lang tid, og en ting er jeg sikker på. Det bliver ikke nemmere.

Jeg kigger til siden. Maya har vendt sig om i sædet og snakker i et højt tonefald med Harry og Liam. De 3 har et specielt bånd. Et bånd, jeg ikke kan bryde gemme.

Luften i bussen er tyk og svær at indånde. Derfor er det en lettelse, da bussen holder ind til pause. Mit humør er dårligere end det har været i lang tid. Og fordi Harry og jeg har været så tætte, lægger han mærke til det. Det overrasker mig, at han stadig kan spotte det, og selvom det ikke burde, gør det mig glad.

”Er du okay?” spørger han, da vi er steget ud af bussen.

Jeg svarer ham ikke. Kigger bare. Er det en joke? Nej, jeg er ikke okay. Men behøver han at vide det? Skal jeg give ham den magt, og fortælle ham det? Han har haft magten alt for længe i vores forhold. Nu har jeg chancen for at overtage magten. Jeg kan gå fra ham nu, efterlade ham alene, som han har efterladt mig. Så har jeg magten, og måske får han den aldrig tilbage.

Alligevel smider jeg magten fra mig. Jeg sænker mine facader. Jeg siger ikke noget, men jeg trækker på skuldrene. Jeg går heller ikke fra ham. Jeg bliver stående og serverer magten for ham på et sølvfad.

I lang tid står vi bare og kigger på hinanden. Alle andre er forsvundet ind på diverse grillbarer, så vi står helt alene på den mørke og kolde parkeringsplads.

Noget indeni mig siger, at jeg skal gå min vej, inden han misbruger hans ny vundne magt. Men jeg bliver. Han har stadig den magnetiske virkning på mig. Det vil aldrig ændre sig.

Efter lang tid tager Harry en dyb indånding og åbner munden. ”Er vi venner igen?” spørger han og kigger mig nervøst i øjnene.

Det var det. De ord, jeg har håbet på at høre så længe. Nu sker det endelig. Men hvordan jeg skal tænke om, det ved jeg ikke, for han står lige der og vil være venner, men noget føles forkert, selvom det hele føles så rigtigt.

I stedet for at sige noget, fortælle ham hvordan jeg har det, trækker jeg bare på skuldrene. Det ligger til ham. Det har det altid gjort.

”Det er op til dig,” siger jeg kort og kigger ham i øjnene. ”Du ved, hvordan jeg har det.”

Harry nikker forstående og sender mig et lille smil.

”Så er vi venner igen.” Med de ord lægger han armene om mig og trækker mig ind i et kram. Og jeg smiler. Det er første gang i lang tid, at det ikke føles anstrengt eller falsk. Jeg er glad. Jeg har fået min ven tilbage. 

 

 

....................................................................................................................................................................................................................................................

Hva siger i til det? De er venner igen. Hvordan tror i det vil gå? 

Som i måske har opdaget, har jeg vedhæftet en sang som trailer. Den fanger meget godt den følelse jeg havde dengang, og som jeg vil fange, når jeg skriver mine kapitler. Hør den evt. mens i læser de kapitler der foregår i nutid, det kan måske hjælpe jeg med at fange stemningen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...