Dødens sendebud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2015
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Igang
Kong Gorm af Danmark havde to sønner. Den ældste, der hed Knud var hans yndlingssøn. Da prinserne drog på togt, svor kongen at hvis Knud døde ville han tage livet af den, der kom med nyheden til ham om hans død.
Men for at få hjælp til det bad han en vølve - en heks - om en forbandelse.

3Likes
2Kommentarer
669Visninger

2. -

Thyra Dannebod og oldfruen talte sammen, da de hørte brølet.

Det var oldfruen, der stod for husholdningen af kongsgården, men som dronning stod Thyra over hende. Der kunne godt havde været gnidninger mellem dem, men fornuftig som Thyra var, så gav hun ikke oldfruen ordre, men valgte at rådføre sig med hende. De to kvinder betragtede hinanden som jævnbyrdige.

Mens de sad i køkkenet og diskuterede den kommende vinters prøvelser, blev de afbrudt af et øredøvende brøl, der kunne have vækket de døde i Hels rige.

En træl kom ned til dem og så ret rystet ud.

"Jamen dog, Olf," udbrød Thyra. "Er der sket en ulykke?"

Trællen rystede på hovedet, mens han hev efter vejret. "Nej, min dronning. En budbringer kom tilbage med et brev fra Deres sønner. Men han havde redet gennem regn og storm, så brevet var blevet ulæselig. Og buddet havde ikke selv læst det. Kongen blev meget vred over det og slog buddet ned i gulvet. Manden måtte bæres ud bagefter."

Dronningen sukkede trist. I det sidste stykke tid havde hendes mand været lidt voldsom. Og det var blevet værre jo ældre han blev. Og han lod det som regel gå ud over trællene og tjenestefolkene.

Thyra vidste jo, at der jo ikke var ondt skabt i hendes mand. Han var bare alt for hidsig.

Og alt for følsom.

"Nuvel, Olf. Bed ternerne om at give buddet mad og drikke, og sørg for at når han har det bedre kan forlade kongegården i fred."

Hun fik et bedrøvet blik i øjnene. Hvis ikke hendes mand passede bedre på sin temperament, så kan det gå virkelig galt en dag.

Ikke alene for en uskyldig, men også for ham selv.

OIO

Trællene lagde alle kræfter i for at vaske blodpletter fra gulvet i tronsalen efter sendebuddets fald. Kong Gorm var udenfor og gik i dyster sind. Hvordan kunne den tåbelige knægt få ødelagt en besked fra hans sønner? Vidste han ikke at sådan et brev fra kongens sønner var mere værd end alt guld under lindormen?

Og takket være den knægt, så kunne Knud og Harald lige nu være ude og kæmpe deres sidste kamp uden at vide at deres sidste brev aldrig nåede hjem.

Mørke tanker indhyllede hans sind i bitterhed. Han så for sig minderne om drengene. Knuds fødsel, hvor han med det sammen havde kunnet se et lovende tegn på fremtidig storhed. Harald, som barn, der ivrig have set op til storebroren og fulgt ham i et og alt. Knuds opvækst, hvor alle kunne lide og respektere ham. Harald, der strålede af glæde, når broren gav ham et kompliment.

Jo mere kongen tænkte, desto mere bitter blev han på sendebuddet. Hans hjerte blev opslugt af en dyster altædende følelse, han ikke kunne sætte ord på.

Eller måske ville han ikke.

"Hvis Knud Danest dør, så skal den, der bringer mig nyheden om hans død, lade livet," hviskede han. "Jeg sværger det i alle guders navn."

Og så satte han af sted for at finde Borghild, for han havde brug for en garanti for at løftet ville være ubrydeligt.

Sådan at buddet, hvem det end kunne blive, ikke undslap sin skæbne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...