Dødens kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 26 maj 2015
  • Status: Færdig
To små shortstorys i fantasy-historisk fiktion, der hører til i Londons gader, hvor vi følger en af byens beboer over to episoder.

4Likes
3Kommentarer
805Visninger

4. 1666

1666 - Den store Ildebrand

 

En kold nat, som fulgtes af en katestrofe i London, klokken var ca 01:00, da det hele startede.

Mit værste mareridt.

 

Længe gik der ikke, inden at min søvn blev forstyrret af klokkens ringen. Det var længe siden, at den sidst havde lydt. Et år nærmest og frygten tegnede sig straks i mine øjne. Det var ikke den almindelige klokkeringen. Det var som om, der var noget galt. Galt igen. Jeg tog fat i min dagbog og gik ud af døren til mit hjem.

Mine øjne mødtes med det samme af flammer og øredøvende skrig. Skrig jeg af ukendte årsager havde undgået at høre, da klokkens kimen havde overdøvet dem. Flammerne stod op af træværket og åd huse efter huse op. Mine øjne mødtes med disse flamme. Jeg så med et blik af frygt mod dem, som de fortærede et hus i Pudding Lane i den sydlige del af City, ganske tæt ved mit eget hjem. Jeg skyndte mig indendørs og tog noget tøj på. Så med dagbogen i min hånd, løb jeg tættere på flammerne. Mange kantede sig væk, men hvorfor ønskede jeg at søge tættere på.

”Hvorfor?”, var mine første ord. Jeg så en mand og sin kone, der stod og så på flammerne.

”Det .. Det kom bare pludseligt”, manden var stakåndet, som jeg så mod flammerne. Jeg trak et skridt tilbage for at være mere i sikkerhed.

”Vi må da gøre noget.. Et eller andet”, hørte jeg kvinden sige. Men hvad var der at gøre? Flere var kommet ud af deres døre, og så mod ilden. Den var meget stærk og flere kom ud. Alle med deres blikke rettede mod ilden, og dens flammer, som var ved at brede sig. Jeg så hvordan mange gik i panik. Skreg. Skrigene var ikke til at holde ud, men jeg prøvede at holde hovedet koldt.

”Vi må slukke ilden!”, hørte jeg nogen råbe. Flere løb afsted mod søen, mens andre søgte mod remedier til at hente vandet. Raslende spande og folk der løb rundt. Snart blev der dannet en kæde, og vi prøvede i lang tid, at slukke ilden. Det hjalp ikke.

Ilden var for kraftig, og den tog blot mere og mere ved.

Et dyrisk skrig, som skar sig vej gennem ørene fik mig til at tabe en spand, mens jeg tog mig til hovedet og krympede mig sammen.

Endnu et højt skrig, men denne gang ikke på samme måde. Skriget af smerte fik mig til at rette min krop op, som jeg så en mand komme løbende, mens ilden åd sig op af hans tøj. Der gik panik i folk, og de fleste begyndte at løbe væk. Jeg så mod flammerne med et blik af respekt.

Jeg mærkede vinden mod min hud, og med et kunne jeg fornemme, hvilken vej flammerne ville tage. De ville følge vinden, så vi måtte væk fra vindens retning. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Jeg tror aldrig, at jeg havde løbet så stærkt før. Vinden susede for mine øre, mens flammerne bagved mig kom nærmere. De andre var langt foran mig, men måske skulle vi bare ned til søen. Jeg løb, men en forfærdelig stilhed mødte mine øre, da jeg nåede vandet. Der var mange her med deres ting. Jeg så tilbage mod flammerne, som bare fortsatte med at brænde. Det var her, at jeg opdagede de bevingede væsner, hvor ilden stod ud over deres gab. Stilheden havde ikke skyldtes blikket mod flammerne, men det væsen, hvorpå der sad det som jeg selv havde tolket som værende døden for godt og vel et år siden.

Hvad i alverden kunne vi gøre? Vi kunne ikke sove udenfor i denne kulde og vandet ville langsomt dræne os for varme og livsenergi. Tankerne fløj gennem mit hoved, og jeg gøs ved tanken om kulden og væsnet, som holdt ilden i skak i selskab med vindens tiltagende magt. Nogle søgte lidt op til bredden i et desperat forsøg på at sove. Selv kæmpede jeg mig op hen af morgenen, da øjnene blev for tunge.

 

Jeg vågnede op hen af dagen. Det var tirsdag og vinden og flammerne var stadig i fuld gang. Nu kunne jeg se det skællede væsen, som sad på det højeste tår og holdt flammerne i skak. Jeg sank en klump. Deja-vu følelsen strømmede ind, som jeg så forbrændte mennesker som lå rundt på gaderne.

 

Sådan fortsatte hele dagen, indtil dragen gjorde sin nedstigning i kanten af byen. Den kutteklædte mand, hvis ansigt var borte, stod af sin ganger og bevægede sig tættere på den overlevende skare.

”Hvad vil du?”, stammede en kvinde med rystende stemme.

”Hente, hvad jeg mistede sidste år. Fem ofre, og byen vil få lov at stå”, stemmen fik det til at løbe iskoldt ned af rygsøjlen på mig. ”-i hvert fald det der er tilbage af den”

Jeg åbnede munden for at sige noget, men bemærkede så stilheden. Nok kunne jeg ofre mig, men hvem ville følge trop. Ingen så ud til, at ønske at dø. Jeg rystede på hovedet.

”Egoistiske væsner”, hvislede døden, som han steg op på dragen, der søgte til vejrs. Vi så blot mod ilden, og ventede på at den ville stoppe. Mens nogle få forsøgte. Det var nyttesløst. Ilden var for stærk.

Snart blev det onsdag. Døden vågede stadig over de nedbrændte gader af London, som han sørgede for at holde flammerne fast i.

 

Torsdag morgen, så det endelig ud til at lykkedes, at få stoppet ilden. Alle så glade ud, men det var også først der, at det gik op for mig, at fire havde ofret sig til døden. Det sidste offer stod for døren.

Jeg sank en klump.

Om aftenen hørtes et stort brag, og med det samme blev øjnene fanget af ilden, som tog til i styrke. Det her kunne ikke passe. Den var jo stoppet. Hvordan kunne det lade sig gøre?. Jeg så mod døden, som havde rettet sit blik imod mig. Jeg vaklede et skridt – forfærdet – tilbage. Jeg have aldrig været god til, at erkende følelsen af at det var min tur. Mine øjne stod fast mod ilden, mens nogle flere huse sprang i luften. Da krudtet i dem antændte dem.

Et blik af frygt mødte mine øjne, og ilden bredte sig. Her stod jeg i nærheden af Temple, hvor ilden startede, mon det var meningen at jeg skulle dø. Jeg løftede blikket mod døden. Jeg kunne ikke dø, jeg ville ikke dø. Jeg ønskede at leve, døden måtte selv hente mig, hvis andet var tilfældet.

Jeg hørte nogle skrig om hjælp fra et af husene. Jeg løb mod huset, og flåede den allerede halvødelagte dør op, som røg af hængslerne. En pige sad inde bagved en brændende bjælke med sin mor. Desperat forsøgte jeg at kæmpe mig forbi flammerne, men de var for store. Jeg gjorde et forsøg og sprang over bjælken. Jeg greb fat om pigens hånd og hev hende på benene og så mod moderen, der så ud til at sove. Jeg tog den lille pige ud af huset.

”Løb med de andre, jeg sørger for din moder”, sagde jeg og pigen så forfærdet på mig. Jeg gav hende min dagbog, som var det det eneste jeg kunne tænke på. Mit blik fulgte hende kort, og så hende løbe hen til de andre, inden jeg så mod ilden – ikke af rædsel – men respekt. Jeg sprang atter over bjælken og tog moderen over min skulder. Ilden samlede sig om os, og med et vidste jeg, at nu var min tid kommet.

Flammerne samledes om os, og med et så jeg manden i døren.

”Skynd dig væk, inden du bliver spærret inde!”, var mine første ord, og mine øjne mødte hans. Han trak sig et skridt tilbage med et frygtsom blik, inden han løb bort. Jeg sank ned på gulvet. Kvinden faldt ved min side, og jeg opdagede nu, at hun allerede var død. Ind af døren dukkede manden med leen op.

”Døde lytter altid til det sidste kald”, gled det hviskende og iskoldt over hans læber, som kulden formede sig sammen med varmen. Jeg så væk fra ham og ind i flammerne. Jeg vidste, at hvis jeg ikke havde reddet den lille pige, så havde jeg været i live. Varmen tog til og flammerne brændte mig op, som jeg udstødte et let og skingert smertefuldt skrig, og med et var min tid ovre og mine lemmer blev fortæret af ilden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...