Stories from a broken

Hendes liv, hendes valg, hendes konsekvenser. Hendes succeser og hendes fejtrin. Hendes fortælling.
- Historier fra det virkelige liv, fra en 3. persons synsvinkel.

Today, I'm gonna try a little harder.
Gonna make every minute last longer.
Cause tomorrow could be one day to late.

0Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

3. ¶ 2.

Den røde pony stod stille foran hende. Hun var blevet så glad for den her pony, selvom at hun kun havde 'ejerskabet' for den, i de 2 timer om ugen, hvor den lille elevpony stod og ventede på hende. Hun var den eneste der havde lov til at ride den, og det var der en speciel grund til.

Hoppen havde gigt i sine ben, og derfor måtte hun ikke overbelastes. Det var egentlig meningen at hun skulle være flyttet til en anden elev-hest, men den gik til af tarmslyng, så til al hendes lykke, fik hun lov til at blive ved med at ride den røde hoppe. Hun havde nemlig også gigt i sine ben, og derfor ville der ikke blive krævet det store - hverken af hest eller rytter.

Det at både hest og rytter havde gigt i benene, fik ridelæren meget sjov ud af - et eller andet sted synes hun ikke at det var sjov på nogen måde.

Hun klappede ponyen på dens bløde hals, og så sig rundt efter skamlen, der plejede at være hendes makker til at komme op. Hun kunne nemlig ikke hoppe, efter to operationer i begge ankler - så skamlen var nødvendig. 

Hun vidste godt at alle de andre, på deres store heste på mindst 1.50 kiggede underligt. Det er en pony, og den er ikke højere end 1.35 - hvorfor bruger hun så en skammel for at komme op?

 Da de blå øjne fandt skamlen, befandt den sig i den modsatte ende af hallen, igang med at blive transporteret hen til en af de store heste, og det virkede til at der kunne gå noget tid, inden at skamlen blev ledig - hesten ville nemlig ikke stå stille for rytteren der skulle op.

Hun kiggede på den røde hoppe, der stod noget så pænt stille, så hun tænkte at vente tiden kunne bruges på at tjekke gjord og stigbøjler, så hun traskede forsigtigt rundt i den besværgelige bund i ridehallen, mens at hun fik tjekket det. Da hun var færdig, stod skamlen endnu nede i den anden ende. Og det ville kræve smerter og mange kræfter bare at komme derned. Hun kiggede på sadlen, og bed sig i læben. Ville det være ventetiden værd, eller skulle hun prøve at hoppe op - ved egen hjælp?

En hånd om tøjlerne, en hånd på bagenden af sadlen. Hoppen stod jo pænt stille, så hvorfor ikke prøve? Det måtte briste eller bære.

Hun kæmpede med det stive ben, og fik det sat i stigbøjlen - ponyen stod stadigvæk stille. Forsigtigt prøvede hun at ligge en anelse - ikke meget, bare en anelse - vægt i stigbøjlen, og derved blev foden presset ind mod ponyens mave. Den stod stadig stille.

'Okay,' tænkte hun og tog bedre fat. 'Nu eller aldrig.'

1, 2, 3, hop!                                        

Hun hang længe på siden af sadlen, med al sin vægt sænket i den ene stigbøjle - angsten for at hendes vægt på 56 kg, ville få sadlen til at glide ned på maven af hesten, overdøvede alt. Hun bed sig i læben, og fjernede hånden på sadlen, og tog fat i en tot af ponyens man, og brugte det som støtte til at få smidt det højre ben, over på den anden side af sadlen. Ponyen stod stille, men drejede hovedet da hun sad stille i sadlen. Ponyen kiggede på hende, sikrede sig at hun sad der.

Hun pustede, havde sluppet både tøjler og man - hun sad der.

Ridelæren kom forbi, med skamlen. ,, Hvor fint, du kom selv op."

Hun hørte ikke efter. Hun hørte kun hendes egen latter og sejrsråb indeni sig selv.

Hun gjorde det. Hun hoppede op på hesten - selvom alle, inklusive læger og ridelærere sagde at det burde være umuligt.

Det kan godt være at ponyen kun er 1.35, og at den stod stille. Men hun kom selv op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...