Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2015
  • Opdateret: 25 maj 2015
  • Status: Igang
Det er hårdt at miste en man holder af. Specielt en, som man altid har været tæt med, men hvad sker der efter man har mistet den person?
Det sker for Jimin, som ender med at blive syg af længsel på at den eneste ene skal vende tilbage fra himlen.

Dette er mit one shot til kærlighed konkurrencen:)

9Likes
9Kommentarer
393Visninger

1. One Shot

Det hvide rum var koldt og tomt. Det eneste det bestod af var det hvide badekar, som stod midt i rummet. Efter de opdagede sårende på min arm, har de holdt godt øje med mig.  Der var videoovervågning, så de var sikre på at jeg ikke druknede mig i mit badevand. Et suk forlod mine læber og jeg kørte forsigtigt en hånd gennem håret. Jeg lagde mærke til den korte sætning på mit håndled. Min elskedes motto.

”Oppa, du skal huske at smile til verden, for så smiler den til dig” Hun smilede sødt og lige tog min hånd. Det var forår og solen var endelig begyndt at titte frem fra de kedelige grå skyer. Jeg så kort på Rian, som rettede på sit flotte lange hår.

”Jeg skal nok huske på dine ord, søde” Jeg smilede stort til hende. Hun grinede og slog mig blidt på skulderen.

Jeg sukkede tungt endnu en gang og slog armen hårdt ned i vandet. Jeg mærkede tårende, som pressede på. Jeg bed mig selv læben og så over på den hvide kedelige væg. De andre drenge besøgte mig jævnlig fordi de frygtede at jeg ville tage livet af mig selv, men det havde jeg ikke overvejet. Endnu.  Drengene smilede altid og sagde at det hele nok skulle gå. Dagen efter ulykken sagde Nam Joon at han altid ville stå ved min side, men han kunne ikke klare det. Han så mere og mere skeptisk ud for hver gang jeg så ham. Jeg holdt virkelig meget af Nam Joon, men jeg bad ham om gå. Jeg frygtede at hans liv ville blive værre.

”Nam Joon, hvis du ikke kan klare det, så det okay at du går” Jeg så kort på Nam Joon, som sukkede tungt. Han var helt bleg og var blevet meget tynd. Måske trænede han for hårdt?

”Hvad med dig? Kan du klare det? ” Jeg så ind ud gennem ruden. Jeg vidste ikke om jeg kunne bærer det. At være alene om sorg er ikke nogen nem ting.

”Måske”

Jeg havde ikke set Nam Joon siden. De andre fortalte tit om ham eller det gjorde Tae Hyung. De andre drenge var så små ved at stoppe deres besøg hos mig. Jeg tror at jeg påvirkede deres daglig dag. Seok Jin havde en periode, hvor han stirrede ud i luften uden et ord. Yoon Gi satte ild til hans værelse. Ho Seok begyndte at tage unødvendige piller og Jeong Guk kom op tit op at slås med gadebørn. Den eneste, som stadig kom og besøgte mig var Tae Hyung. Han havde altid været lidt af en hård type, men han havde altid stået ved min side.

”Jimin, drop nu det cutteri. Rian kommer ikke tilbage” Råbte han tit til mig. Han var så frustreret over at jeg ikke lyttede.

”Jimin, hvornår vågner du op? Hvornår bliver du en mand og indser hun er væk? ” Han brød sig ikke om at jeg ikke spiste, han hadet når jeg var alene og han hadet når personalet ikke passede ordentligt på mig.

”Hvad sker der inde i din hjerne? Ingenting”

Jeg kiggede op i loftet i mens jeg tog hovedet ned i vandet. Efter få sekunder tog jeg hovedet op igen, så de ikke blev nervøse for om jeg begik selvmord. Jeg så over mod kameraet. Jeg lagde min arm op på kanten af det hvide badekar og nød synet af det blottede håndled. Jeg havde virkelig løst til at cutte i mig selv. Endnu en gang tog jeg hovedet ned i vandet og denne gang holdt jeg det. Jeg hørte pludselig en masse dæmpet larm oppe fra vand overfladen. Pludselig, dukkede der en op under vandet. Det var Rian. Ulykken var slem. Hvorfor var hun der på lige det tidspunkt. Hvis jeg havde holdt lidt længere på hende var det ikke sket.

”Jimin, det er Rian’s far. Rian er druknet” tårende pressede på og faldt langsomt ned af mine kinder. Jeg græd. Rian’s far forsøgte at få mig til at slappe af, men jeg kunne ikke. Hun var død og jeg kunne have reddet hende, hvis jeg var sammen med hende.

Jeg mærkede et par hænder omkring mig. Jeg lukkede øjne og håbede på at det var Rian, som ville tage mig med til himlen. Pludselig mærkede jeg vandet dryppe ned af min krop og da jeg åbnede øjne var Rian væk. Mit hjerte hamrede løs og jeg så forvirret på de to mænd, som stod ved siden af mig.

”Hvad laver i? Hun var lige der? ” Jeg bevægede mig hurtigt over til badekarret, men de to mænd tog fat i mig.

”Hvad har i gang i?  Jeg vil være sammen med Rian” Mændene bare mig over mod døren, mens jeg slog med arme og ben. Hun var lige foran næsen på mig. Hun var der. Jeg blev båret ud af døren og mit blik mødte alle drengenes bekymrede blikket. Mændene stoppede op og stillede mig ned.

”Jimin, hvorfor gør du det? Jeg troede bedre om dig” Nam Joon så koldt på mig og lagde en hånd på min skuldre. Jeg glemte for en tid at jeg intet tøj havde på, men det var lige meget. Det var bare drengene. Mine venner, som altid var ved min side.

”Jeg troede aldrig mere i vil besøge mig. Tae Hyung var den eneste som kom” De så kort på hinanden før de alle undskyldte og gik deres vej. Vores forhold var blevet så anderledes efter jeg havde mistet Rian.

Jeg blev båret ind på mit værelse, hvor alle væggene var mørke. Der stod en seng uden dyne og pude. De gjorde alt for jeg ikke begik selvmord. Døren blev lukket bag efter mig. Jeg tog tøjet på, som lå på min seng og satte mig på knæ foran sengen. Jeg så op i loftet og lukkede øjne kort. Jeg løftede madrassen på sengen og fandt et gammelt barberblad frem. Det havde jeg gemt dengang jeg endte her. Jeg sukkede tungt og lagde mig på sengen.

”Det her er for Nam Joon, det her er for Tae Hyung og det her er for Rian” For hvert navn skar jeg et snit på håndledet, men da jeg nævnet Rian skar jeg pulsåren over. Blodet flød og samlede sig, som en stor pøl på gulvet. Alting blev lyst. Få ansigter dukker op ind i mellem, men til sidst dukkede Rian op. Som en engel. Min engel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...