Poor Little Superman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
"Jeg havde ingen lyst. Ingen motivation til at forsætte. Bare et selvhad af første klasse. Det var det eneste jeg følte. Selvhad."
Luis er deprimeret efter hans forhold sluttede med hans utro kæreste William. Han er ny i byen og kender derfor intet til hvad byen byder på. Luis møder da en person som vender op og ned på dette. Men er Luis i stand til at kunne klare presset?

2Likes
0Kommentarer
549Visninger
AA

2. *Ryan's synsvinkel*

Efter at have været ude af drift i et stykke tid, var det på tide at komme tilbage til arbejdet. At servere det samme hver dag var ved at drive mig til vanvid, men jeg kunne ikke se en anden mulighed at tjene penge på. Klokken var ikke ret mange. Ikke at jeg var sikker, eftersom at uret sad på en væg man ikke kunne se fra disken. Jeg kiggede ud over den store flok kunder der nu sad i caféen, det var vildt hvor mange folk der var på denne tid af dagen. Jeg rettede kort en brun lok hår der sad foran mit venstre øje, ved at stryge den om bag mit øre. Jeg blev ved med at rette lidt på mit hår, da jeg lod mærke til at nogle af pap kopperne var væltet. Jeg satte mig på hug for at samle dem op, hvilket tog lidt tid da der var så mange. Jeg rejste mig op, da jeg havde fået samlet alle pap kopperne op. Jeg mødte synet af en ny række kunder som skulle betjenes. Et hurtigt, lydløst suk passerede mine læber, da jeg hørte første kunde sige: "Kan jeg få en latte med ekstra skum?" Jeg smilede som sædvanelig, da det var en del af jobbet at være venlig. Gud hvor jeg hadede det falske smil, den falske facade. Men sådan var det vel at arbejde. 



Da jeg havde betjent hele køen, gik jeg ud til en kort pause. Jeg greb en plastik kop på vejen ud, hvor jeg derefter viste mig selv vejen ud til kollegaernes private rum. Da jeg kom ind i rummet, hørte jeg en høj latter fra min kollega Mary. Hendes latter stoppede hurtigt da jeg kom ind, hurtigere end normalt. Jeg trådte hen mod min kollega Michael som var i færd med at drikke en latte fra vores knap så dyre selvbryggende latte maskine. Jeg satte min kop under maskinen, trykkede latte og dernæst start. "Jeg er så ufatteligt træt af Mary," sagde Michael som himlede med øjnene inden han forsatte: "Hun burde sættes på plads. Hun ejer jo ikke ligefrem stedet. Oven i købet stjæler hun også min tid sammen med Jennifer," jeg lo kort. Jennifer var også en kollega her. Michael var helt væk i hende, det havde han været siden første dag hun startede. Med langt sort hår, lav og med et ufatteligt sødt smil var hun helt sikkert noget for Michael. Det var ikke fordi jeg tændte på hende, men pæn var hun. Uden tvivl. Jeg bankede ham kort på skulderen, hvor jeg dernæst sagde: "Du snakker jo aldrig med hende, Michael. Det eneste du gør er at glo på hende, som om der var noget galt. Vent her et øjeblik," sagde jeg så og gik hurtigt mod Jennifer. Michael var faktisk også rigtig pæn, meget endda. Men selvtillid havde han ikke meget af, det havde jeg aldrig forstået noget af. Mandel brunt hår og grønne øjne, slank og høj. Jeg nåede hen til Jennifer og Mary. Jeg prikkede Jennifer på skulderen, hvor efter hun vendte sig hurtigt om. Jeg blev mødt af et bredt smil og et vredt blik fra Mary. "Undskyld Jennifer, men du ved Michael? Han vil rigtig gerne snakke med dig, men han har sgu' aldrig taget sig modet til det. Og så tænkte jeg at jeg ville gøre noget, så..?" Jeg sluttede min taletid der, jeg var sikker på hun forstod hvad jeg mente. Hun var meget intelligent. Jeg havde hørt hun scorede 10 og 12 i de fleste af hendes prøver, så hun burde også kunne regne denne ud. "Oh, jeg ville faktisk også gerne snakke med ham, men har selv været for genert," så grinede hun og gik hen mod Michael. Jeg glemte alt om min latte og vendte et hurtigt blik på Michael der så Jennifer gå mod ham. Så vendte jeg mig om og gik ud mod disken igen. 



Jeg stod ude ved disken i lang tid og caféen begyndte at blive tømt. Min vagt var snart ovre, omkring ti minutter fra nu. Jeg tørrede bordet af da jeg hørte klokken fra døren begynde at ringe. Mit næste syn var en dreng der trådte ind, med tomhed i øjnene. Jeg kiggede lidt på ham, mens han havde vendt blikket mod jorden. Han var på vej mod disken, så jeg stillede mig ved kassen. Da han nåede op til disken rettede han endelig ansigtet op igen. "En sort kaffe, tak." Jeg kiggede undrende på ham og satte så en kop i maskinen bag mig. Dernæst trykkede jeg start. "Hård dag?" sagde jeg så pludselig. Han vendte blikket mod mine øjne og vi fik en direkte øjenkontakt. "Det kan du bande på," sagde han så med en rusten stemme. Jeg nikkede kort, hvorefter jeg rakte en hånd frem. "Ryan," sagde jeg så, med et skævt smil på læben. Han kiggede kort på min hånd, dernæst kiggede han mig i øjnene igen. "Luis. Mit navn er Luis," vi holdt håndtrykket i et par sekunder, og lod så vores hænder glide fra hinanden. Jeg vendte mig om og tog den sorte kaffe ud af maskinen. Jeg satte et låg på og vendte mig så om igen. "Her er din latte, Luis. Det bliver 32 kroner," sagde jeg med et bredere smil på læben end det første. Han rakte ned i sin lomme og lagde præcist 32 kroner på disken. Han tog en slurk af kaffen, hvor efter han så kiggede på mig. Der sad lidt kaffe på hans overlæbe nu, så jeg pegede kort på det. "Du har kaffe på overlæben," sagde jeg så med et mindre grin. Så smilede han, så hans tænder viste sig. Han var smuk. Sort hår, grønne øjne, slank og normal højde. Jeg valgte ikke at sige noget derefter. Så vendte han sig om med sin kaffe i hånden. Han begyndte at gå mod døren med lydløse skridt, da han pludselig stoppede op foran døren uden at vende sig om. "Du må have en god dag, Ryan. Måske mødes vi igen," og så trådte han ud af caféen og så var han væk. Jeg stod mindre mundlam tilbage i den nu tomme café. Hvem end denne Luis var, var jeg næsten ked af at han bare gik. Han var så mystisk og unik. Jeg måtte vide mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...