Poor Little Superman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
"Jeg havde ingen lyst. Ingen motivation til at forsætte. Bare et selvhad af første klasse. Det var det eneste jeg følte. Selvhad."
Luis er deprimeret efter hans forhold sluttede med hans utro kæreste William. Han er ny i byen og kender derfor intet til hvad byen byder på. Luis møder da en person som vender op og ned på dette. Men er Luis i stand til at kunne klare presset?

2Likes
0Kommentarer
550Visninger
AA

1. *Luis' synsvinkel*

Vi begyndte at gå mod den nærmeste udgang vi kunne finde. Store sorte porte med fine detaljer i dets udseende, kunne ses ikke langt væk. Vores trin kunne høres i gruset, mens støv susede bag vores fødder og dannede støvskyer som hurtigt forsvandt. Jeg var ikke kendt i området, overhovedet ikke. Det var helt underligt alt det med nye steder og folk. Jeg kiggede mod mine hænder og mødte synet af Williams hænder flettet ind i mine. Jeg lod min venstre hånd strejfe den store åbne port, lige inden vi nåede ud på den anden side. Jeg havde ingen ting sagt under turen, hvorfor skulle jeg? Det eneste jeg tænkte på var hvad jeg skulle sige til William når vi nåede hjem til ham. Jeg kunne ikke bære presset mere, eftersom at jeg gang på gang havde ladet det passeret mig og dermed såret mig selv endnu mere. Jeg skulle sige noget til William, snart. Det skulle overståes.

Efter at have ligget i hans seng og snakket stille, frem og tilbage, valgte jeg at rejse mig op. Jeg havde fået klare tanker om hvad jeg ville sige til William og hvad jeg ville konfrontere ham med, - Det skulle sluttes, nu. Jeg vendte mig langsomt om og kiggede på ham, sløvt. Jeg førte langsomt min højre hånd ned i min højre bukselomme, mens jeg holdt min øjenkontakt med William. Han hævede langsomt det venstre bryn, - Jeg var ret sikker på at han var ekstremt forvirret lige nu. Jeg låste min mobil op, gik ind i beskeder og scrollede ned på en kontakt kaldet; Jonathan M. Skærmen var stadig rettet mod mig, mens mine øjne fulgte de mange beskeder Jonathan og jeg havde sendt frem og tilbage. Endelig nåede jeg mit mål. Videoen. Det var et par måneder siden jeg havde fået videoen tilsendt af Jonathan, men jeg havde aldrig taget mig modet til at forsøge at konfrontere William. Jeg vendte min mobil og tændte for lyden. Dernæst afspillede jeg videoen, som viste William der stod og ragede på en pige kaldet Annabell fra en skole ikke langt herfra. William vendte hurtigt blikket fra videoen og hastede op. Der gik ikke længe før han stod lige foran mig. "Luis, jeg kan forklare, - det hele er en misforståelse," jeg havde på daværende tidspunkt vendt blikket mod jorden, mens jeg hørte William forsætte sin forklaring; "Jeg var fuld, okay? Jeg havde ikke nogen anelse om hvad jeg havde gang i, jeg var såret den aften.. Jeg ville have det sjovt, jeg endte med at møde denne her pige, sammen med de andre drenge og til sidst var jeg så fuld at jeg tænkte at det ville være en på opleveren at prøve det med en pige.." Han holdt en pause og tog en finger under min hage, rettede mit ansigt så han så mig i øjnene. Jeg slog hans fingre væk og stirrede stift på ham. Jeg blev vred. Meget endda. "Siger du at du lavede mere end bare at kysse og rage på den pige? Var du måske også ved at ordne hende den aften?!" Jeg havde ikke hørt den her del af historien, men det endte med at William nikkede i alt selvhad. Jeg skubbede ham væk fra mig og begyndte at gå ud mod gangen, - tage mit tøj, mine sko, min jakke og andet. Jeg stod udenfor og begyndte at gå, da jeg stoppede et øjeblik. "Du skal aldrig kontakte mig igen, William," sagde jeg kort, med en rusten og såret klang i stemmen. "Svin.." mumlede jeg da jeg var længere væk. Jeg kunne stadig føle William stirre på mig, men jeg var ligeglad. Jeg ville væk, - bare væk fra William. 



Jeg havde ikke nogle steder at tage hen lige nu. Eller, det havde jeg jo egentlig. Jeg kunne have været gået hjem til til bostedet, ud til Jonathan eller snakket med Victoria fra bostedet, men jeg følte bare intet. Jeg havde ingen lyst. Ingen motivation til at forsætte. Bare et selvhad af første klasse. Det var det eneste jeg følte. Selvhad. Jeg lod mine fødder slæbe sig hen af jorden, da der ellers ingen lyd var. Komplet stilhed. Alene. Ingen William, ingen kærlighed. Ingen til at tage hånden over mig. Ingen kære mor lige i nærheden. Jeg sparkede til en mindre sten der lå midt på vejen, uden at tænke overhovedet. Jeg var tom. Jeg havde oplevet min største fiasko. At stole på en, en som til sidst dolkede mig i ryggen. En forfærdelig følelse. Aldrig mere.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...