En Ny Begyndelse

Dette er en Divergent Fanfiction.
Den starter 1 år før Tris, hos en pige som hedder Annabella. Annabella er født hos Sandru og skal nu til at tage et meget stort valg.
Efter at have læst bøgerene har jeg gået og lavede den her historie op i min lille hjerne, om hvordan det hele kunne havde være sket. Jeg har self tilføjet nogle nye personer, men mange af hovedpersonerne fra bøgerne kommer også til være med. Jeg laver ret meget om på handlingen, så det bliver lidt en alternativ af bøgerne, men jeg håber i kan lide det.

1Likes
0Kommentarer
280Visninger
AA

1. Hvad Nu? Kap 1

Jeg trak min hånd igennem mit mørke blondt hår, foran stod min spejl. Spejlet havde ikke en eneste plet på sig, og resten af mit værelse var enlig også pletfrit. Det havde min tante sørgede for, hun havde styr på alt. Det var hende der passede på mig efter som min far slog selvmord. Og min mor, hun var også død, men hende havde jeg aldrig kendt særlig godt. Hende og min far det var gået bage alles ryg, og jeg kom til verdenen, men det skabte mange problemer blandt vores 2 faktioner. Min mor var puritan og min far var sandru, de endte så med at bestemme at jeg skulle bo hos far, det var bedst. Min mors mand havde enlige bestemt det, folket skulle helst ikke vide det, han var jo også Marcus Eaton, vores leder. Mig og min halv bror mødtes altid i skolen, men kun i alt hemmelighed, vi måtte helst ikke blive set sammen, vi skulle ikke vække folks minder om vores familier.

Mit hår smed jeg op i en stram hestehale, jeg kunne ikke lide at lade det hænge. Det var nu også ret langt, det gik helt ned til min bagdel. Men min tante tiggede mig om at beholde det langt, hun sagde altid at det ville knuse hendes hjerte hvis jeg klippede det. Det ville gøre mest ondt og forlade min tante, hun var altid så god ved mig. Jeg rettede min sort og hvid stribet nederdel, jeg havde en stram sort top inde under nederdelen, jeg lignede en rigtig sandru pige. "Annabella, kommer du ikke her ud?" råbte min tante inde fra stuen. Jeg tog min sorte ballerina sko på, jeg havde taget min ynglings tøj på idag. Det var joh også måske sidste gang jeg skulle havde sandru tøj på, men jeg havde ikke helt besluttede mig endnu. Jeg gik ud i stuen med et falsk smil på læben, jeg håbede inderst inde at Sophia ikke ville ligge mærke til det. Sophia, min tante, stod med et stort smil på læberne. Hun åbenede sine arme og jeg tog imod dem. "Du skal ikke tænke på mig, det er dit valg alene" hviskede hun i min venstre øre, jeg nikkede kort. Hun slap mig hurtigt og tog et par skridt bag ud. "Jeg er så stolt af dig min pige" sagde hun med en smule tristhed i hendes stemme. "Smut du nu bare, jeg ved du gerne vil. Vi mødes i salen Annabella. Jeg glemmer dig ikke" sagde hun i en grinende stemme.

Jeg smuttede hurtigt ud af døren, men lukkede døren langsomt bag mig. Jeg startede enlige bare med at kigge ud i luften, så mange familier ville gå i opløsning idag, ville jeg også have min gik fra hindanden? Før jeg nåde og tænke mig om, kom Peter og trak mig ned af en lille tom gang. "Annabella?" Sagde han spørgende "Ja" Svarede jeg hurtigt "Du skal ikke tænke på mig idag" startede han med "Det er dit liv, og tage turen som du har lyst til." Jeg kiggede ned og nikkede kort, men han tog blidt fat i mit ansigt og vendt mit blik mod hans "Ligemeget hvad, så elsker jeg dig" Sagde han "Forevigt" Jeg nikkede hurtigt igen. Tiden gik hurtigt, vi havde bare satte os ned på gulvet, og snakkede. Lige til at min tante stak hovedet ned af gaden "Så det nu søde" råbte hun ned af gangen. Jeg rejste mig hurtigt op for at gå, men Peter holdt fat i mig. Han trykkede hurtigt sine læber mod mine, jeg slap hans kys hurtigt igen,"Jeg elsker også dig" Hviskede jeg ,før jeg vendte mig om og løb hen til min tante. 

Mig og Sophia gik hurtigt igennem de store flokke foran salen, vi gik hånd i hånd. Det gjord mig tryk, men det vidste hun godt, hun vidste alt. Bortset fra Peter var hun den som kendte mig bedst. Og inderst inde elskede jeg hende, som en datter elskede hendes mor. Hvordan kunne jeg dog forlade hende? Ville jeg forlade hende? Uden jeg vidste af det sad vi i salen, vi sad forrest, Sophia ville gerne have det bedste udsigt til scene, idag var den dag jeg blev voksen. Og det ville hun aldrig gå glemme, jeg var det eneste hun havde. Det hele gik igang ret hurtigt, jeg var den første. Stemmen lød:"Annabelle Bennet" Jeg rejste mig hurtigt op, smilede ned til Sophia og gik hurtigt op på scenen. Alle var stille, jeg skar mig selv i hånden, det gjorde en smule ondt, men det var nu ikke det stor. Mit blod lod jeg dryppe på nogle varm kul sten, efter man kunne høre det svitsende lyd af mit blod, sagde stemme:"Skytsengel" Alle skytsenglene jublede og jeg løb hen til dem, jeg blev modtaget af store kram. Men så kom der en lyd, en lyd jeg ikke vil høre "Neeeeeej" Græd min tante ud "Efterlader du mig bare!" Og i 2 sekunder troede jeg at mit valg var forkert, men kun i 2 sekunder. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...