Tollervogteren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 24 maj 2015
  • Status: Igang
Johan er på flugt med sin lillesøster, Ina, der er Toller. Deres mor, der også er Toller, er blevet bortført af nogle folk, der anser Tollere for at være farlige og ondsindet, på grund af det særlige mærke de bærer. Sammen prøver de to søskende at finde deres mor, og samtidig kæmpe for deres egen overlevelse.

1Likes
0Kommentarer
240Visninger

1. Kapitel

Det var en frostklar nat, og mørket havde for længst bredt sig over himlen, mens vinterkulden for alvor havde efterladt et spor af rim efter sig. Der var ikke en vind der rørte sig. En tuden fra en ugle gav genlyd gennem mørket, og blev forstærket af den omkringliggende stilhed. En hare puslede i det tætte krat, på flugt fra ulven et par meter borte. Dens lille krop trak sig skiftevis sammen og strakte sig, mens snuden virrede hurtigt op og ned. Ulven luskede rundt med snuden tæt mod den frosne jord, der glimtede i lyset fra månen. Til harens held, var der ingen vind, der kunne sprede dens duft videre, men det hindrede ikke ulven i at finde frem til dens skjulested. Den stod nu lige foran det krat, som haren havde søgt tilflugt i. Den forsøgte at snige sig ind gennem brombærkrattet, men opgav, da det eneste, der kunne trænge gennem det stikkende krat var dens højre forpote. Vinteren gjorde det svært at finde føde, så den var tvunget til at bruge energi på at holde vagt. Efter ulvens anden omgang rundt om skjulestedet spring en ung jæger frem fra krattet på den modsatte side. Ulven blottede tænderne men gjorde ikke andet end at se hen på det menneske, der stod foran ham. Jægeren tog sig ved skulderen og fik fat i et langt spyd. Han blottede tænder til ulven, der var gået et par skridt nærmere. Ulven reagerede med at give en aggressiv knurren fra sig, den troede, at jægeren også var ude efter haren. Da jægeren tog et skridt tættere på, gav ulven et brøl fra sig, men brølet blev hurtigt til en klynken. Det varede ikke længe, før ulven, med et spyd boret dybt ind i venstre skulder, faldt død om. Haren pilede ud gennem det tætte krat, mens jægeren stod foroverbøjet hen over den døde ulv. Han trak, med en smule besvær, det blodige spyd ud af dens krop, og løftede den derefter hen over sin ene skulder. Han smilede stolt for sig selv, mens hans krop stadig summede af den varme, rusen ved at nedlægge sit bytte havde givet ham. Det var den første ulv han havde ramt, og han priste sig lykkelig for, at den ikke havde haft så mange kræfter i sig. Han kunne ikke vente med at vise de andre, at det var lykkedes for ham. Der ville være mad til flere dage, og pelsen ville være god at bruge som jakke, især taget i betragtning af, den stadig havde vinterpels. Det eneste, der kunne ødelægge hans humør efter hans succesrige jagt, var den lange gåtur hjem i mørke. Han skulle gå omtrent en time, før han ville få mulighed for at ligge den tunge ulv ned. Allerede efter et par minutter var vægten fra dyret begyndt at tynge mod hans skulder. Han stoppede et øjeblik, og lagde ulven ned på jorden. Han trak skuldrene tilbage, og løftede derefter ulven om bag nakken, så den hvilede mod begge skuldre, hvorefter han igen fortsatte med at gå.  

 

Han havde gået denne vej en masse gange før, og selvom ruten så en smule anderledes ud i mørke, var det ikke et problem for ham, at finde vej. Normalt plejede han ikke at jage alene, især ikke om natten. Det var som regel et par af drengene, Rame og Lau, nede fra samlingsstedet, han tog afsted med, men ulven, som han nu bar på, havde længe været efter deres høns, og han havde derfor været fast besluttet på selv at dræbe den. Det var også gået overraskende let, men han vidste også, at ulven ikke havde mange kræfter, og at den havde brugt meget energi på, at opspore haren, og derefter kredse omkring det krat, som den havde gemt sig i. Det var derfor han havde turdet komme frem fra sit skjul. Han havde set, hvordan den lappede frem og tilbage, med hovedet hængende slapt. Det at ulven ikke havde været fuldstændig forsvarsberedt og kampklar gjorde ikke hans stolthedsfølelse mindre. Selvom det var koldt havde han ingen problemer med at holde varmen.  Jagtjakken han bar udgjorde et isolerende lag, mens ulvens pels og krop afgav varme til ham. Han gik i et langsomt tempo, for at spare på sine egne kræfter. Hans vejrtrækning var rolig og fast, og varmen fra hans ånde efterlod en lille sky af damp i luften. Pludselig lød et gennemborende skrig, der efterlod små gnister af kulde i hans ellers så varme krop. Han standsede brat op med blikket stift stirrende frem mod den mørke skov, hvor skriget kom fra. Han rørte ikke på sig, men lyttede intenst, mens hans ånderag langsomt blev hurtigere. Det føltes som om han stod der i flere minutter, men i virkeligheden drejede det sig kun om sekunder. Efter de få sekunders stilhed lød skriget igen, denne gang efterfulgt af nogle råb fra dybe stemmer. Denne gang kastede han omgående den døde ulv fra sig og begyndte at løbe ind mod skoven.  Det var en kvinde, der skreg. Han kunne ikke høre, om han nærmede sig det sted, hvor skriget kom fra, men rent instinktivt fulgte han den vej han kendte, vejen hjem. Der boede ikke mange mennesker så langt væk fra samlingsstedet, så han vidste, at det måtte være en han kendte. Da skriget lød endnu engang, gik det op for ham, at det var hans mor, der skreg. Han spurtede hen over de ujævne bakker, gennem det åbne landskab, indtil han passerede det lille vandhul, der var frosset til, hvor han kunne se indgangen til skoven. Det summede for hans ører, og det gik op for ham, at skrigene var holdt op. Der var blevet helt stille. Det eneste han kunne høre, var hans eget hurtige åndedræt. Han stoppede et øjeblik, for at få pusten, men satte hurtigt i løb igen. Hele hans krop pumpede af adrenalin og frygt. Han var nået indgangen til skoven, hvor nålene på fyrtræerne rev i hans arme og ansigt, men han mærkede det næsten ikke. Han vidste, at når han nåede op til det store egetræ ville han kunne se deres hytte. Tanken fik et øjeblik hans åndedræt sat på pause. Der gik et sug igennem maven på ham, men han knyttede hænderne og satte farten op. Han snublede over en gammel træstub, så han faldt ned på alle fire. Han havde en jernsmag i munden, men han fik rejst sig op, og løb igen. Få meter før han nåede egen, havde han lyst til at stoppe. Men han gjorde det ikke. Han fortsatte. Om end en smule langsommere end hidtil. Han stod ved siden af træet nu. Han lod sin højre hånd glide hen over den tykke, kolde stamme. Hans blik søgte mod den lille hytte, der lige akkurat kunne skimtes bag nåletræerne. Hans ben rystede, da han stoppede med at løbe. Han stod ved siden af træet nu. Han kunne se hele hytten nu. Der var lys. Døren stod åben. Han tøvede et kort øjeblik, men spurtede det sidste stykke, og stoppede ikke før han var inde. Overalt lå der tøj, og skindtæpper. Der lå knuste lerstykker rundt omkring, og to af stolene var væltet omkuld. ”Mor!” Han ville have råbt, men der kom kun en hvisken ud. Han var helt tør i munden. Han rømmede sig, og forsøgte igen. Denne gang var der mere lyd på, men hans stemme rystede. Han løb ud af hytten igen, og råbte endnu en gang med en svag stemme. Han kunne høre et par fugle lette fra træerne og hans eget ekko, men intet andet. Johan havde lyst til at brække sig, men han kunne ikke. ”Ina!” Råbte han, stadig med skælvende stemme. Der var ingen, der svarede. Hele hans krop var fyldt med et voldsomt ubehag, hans hjerte hamrede løs, hvilket fik blodet i hans fingre til at prikke i huden. Hans øjne føltes tørre, men alligevel kunne han mærke, at der begyndte at samle sig vand i dem. Han kaldte igen. Denne gang panisk. Han løb et stykke ind i skoven og kaldte igen. Der var stadig igen, der svarede. Han mærkede sin hals snøre sig sammen. Han nærmest kollapsede på den kolde jord, da han endnu engang ikke havde fået svar på sine panikslagne råb. Han sukkede, og mærkede at hans øjne langsomt blev mere våde. Han havde lyst til at råbe igen, men netop som han havde taget luft ind i lungerne, hørte han nogen kalde på ham.

 

Han løftede hovedet.  Det var en kvinde der kaldte. Et kort øjeblik troede han, at det var hans mor, og han igen mærkede sit hjerte hamre.  Kvinden sagde endnu engang hans navn. Han lyttede. Stemmen var hæs og næsten helt udvisket, og han vidste nu, at det ikke var hans mor, der kaldte på ham. Han vidste han havde hørt den før, men blodet, der summede rundt i ørene på ham, fik den til at lyde utydelig. Han knyttede hænderne, og gik listende tilbage mod hytten, hvor stemmen kom fra. Han var helt stille, det eneste han kunne høre, var hans hjerte, der galoperede i brystet på ham. Et par sekunder efter kunne han se en skikkelse komme gående imod ham. Han kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se. Det var Elona, kvinden, der boede et par hundrede meter fra dem. Han løb hende i møde.

”I må væk.” Sagde hun, inden han nåede at sige noget, og tog fat i hans skuldre.

”Hvor er min mor? Og hvor er Ina?” Spurgte han febrilsk, mens han håbede, at hun kunne give ham et svar.

Der gik et stykke tid inden hun svarede.

”De har taget hende.” Hendes stemme knækkede over, og hendes stive blik måtte bøje af, og se ned i jorden.

”Hvem har de taget? Og hvem er de?” Hans stemme skælvede stadig, selvom han prøvede at holde den fast.

”Din mor. De har taget din mor.” Hendes blik blev stift og gennemborende.

”Hvad med Ina?” Spurgte han, men hans stemme knækkede over, da han sagde sin søstes navn.

Hun svarede ikke, men begyndte i stedet at gå tilbage ad den vej hun var kommet. Hun gik hurtigt, han måtte nærmest løbe, for at følge med.

”Ina er hos mig. I må se at komme væk.”

”Men. Hvorfor har de taget hende, Elona? Jeg forstår det ikke.”

Johan mærkede halsen snøre sig sammen. Elona tøvede, men hun fortsatte sin hurtige gang.

”Fordi, hun er Toller,.” Sagde hun så, med en nærmest hviskende, men fast stemme. ”Og de vil komme tilbage, de råbte op omkring, at der også skulle være en lille pige.”

Det summede igen for hans ører. Ina. Hun var også Toller. Hans mund føltes endnu engang helt tør, og hans tunge sad fast, da han ville sige noget. Hans blik ramte jorden, så det eneste han kunne se var mørke.   

”Du må gå tilbage til hytten og pakke alle de ting, der er nødvendige, Johan. ”Det gav et sæt i ham, da hun nævnte hans navn. ”Når du har gjort det, så kommer du hen til mig. Jeg har pakket en taske med mad, som I kan tage med. I tager afsted, så snart du er kommet hen til mig, og I kommer ikke tilbage igen. Er det forstået?”

Johan sank en ekstra gang, og han havde det som om, at alt luften var blevet suget ud af ham.

”Er det forstået Johan?” Han skyndte sig at nikke.

”Godt.” Sagde hun, hvorefter hun vendte sig om og gik tilbage mod sin egen hytte, mens Johan vaklede tilbage mod den lille træhytte.

 

Da han igen stod indenfor, virkede hytten endnu mere tom, end den havde gjort for bare ti minutter siden. Han rystede nærmest over hele kroppen, og han kunne ikke tænkte klart, hans krop begyndte bare at bevæge sig. Han fandt den store rejsetaske frem, hvor han alle de ting ned i, som han kunne. Han fandt en masse tæpper, og skindstykker, ekstra jakker, knive, lerskåle og andre små beholdere, samt nogle madrester. Da der ikke kunne være mere i tasken, skyndte sig gennem hytten en sidste gang, for at se om der var andet, der kunne være vigtigt at have med.  Han fandt en sivkurv fyldt med bær, som han lige akkurat kunne få plads til i tasken. Han tog det store spyd, samt sin jagtkniv og skyndte sig derefter hen mod Elonas hytte.

 

Han fik med det samme øje på Ina, der stod helt stiv ved siden af Elona, og med sin lille hånd hængende slapt i Elonas gamle. Johan satte farten op, og så snart han kom derhen slap Ina Elonas hånd og løb ham i møde. De omfavnede hinanden, han kunne høre hun havde grædt, eftersom hun trak vejret i små gisp. Han satte sig på hug, så han var i samme højde som Ina, og han skulle tage sig sammen, for ikke også at komme til at græde. Han gav først slip fra Ina, da Elona rørte ham blidt på skulderen. Da Ina trak sig væk fra ham, bemærkede han, hvordan vandet fra hendes tårer havde lavet et mønster i hendes beskidte ansigt.

”Jeg kan ikke bare gå.” Sagde han mumlede han for sig selv.

Han så på den ældre kvinde foran ham. Hendes øjne var røde, og hun var rødspættet ned langs halsen, men hun virkede rolig.

”Din mor vidste, at dette kunne ske. Hun har fortalt mig, hvad hun ønskede skulle ske, hvis hun nogensinde fik ret. Se ikke på det som om du flygter, Johan, se på det som om du følger din mors ønske.”

Johan mærkede igen halsen snøre sig sammen.

”I må gå nu.” Sagde Elona med fast stemme.

Johan rejste sig op og nikkede. Han vidste hun havde ret.  Alt i ham havde lyst til at finde dem, der havde taget hans mor, men han vidste at det ville være umuligt i mørket, og han havde ingenting at gå efter. Den frosne jord gjorde det umuligt at trykke jorden ned og efterlade nogle former for spor.

”Jeg har givet Ina en kurv med lidt mad. Det er ikke meget, men det er bedre end ingenting.” Johan så hen mod Ina, der bar en lille kurv, der var sat fast i hendes bælte. Johan nikkede, og sendte Elona et taknemmeligt blik.

”Vi skal afsted Ina.” Sagde Johan med en svag stemme, og tog hendes lille, kolde hånd.

Ina nikkede, og gav Elona et stort knus. Johan tøvede, men gav også Elona et hurtigt knus.

”Pas godt på hinanden.” Hviskede Elona, og klappede ham blidt på skulderen. Johan trak sig væk, og nikkede til hende, hvorefter han og Ina begyndte at løbe.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...