Winter Storm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Færdig
I kongeriget Alagaesia lever kong Col og dronning Elaine. De havde to børn ved navn Alicia og Matthew. Men de har aldrig mødt hinanden, da Alicia blev bortført ved fødslen. Kong Col og Dronning Elanie brugte mange år på at lede efter hende, med uden held. 18 år efter er Alicia vokset op hos en bondefamilie og Matthew er vokset op på slottet uden at vide at han har en søster. Men da han finder ud af sine forældres sorg over tabet af hans ukendte søster, begiver han sig ud for at finde hende. Men det er ikke let. Slet ikke når man ikke ved hvad der vil ske.

19Likes
7Kommentarer
4007Visninger
AA

18. Kapitel 17.

Alicia's vinkel:

Det sidste jeg husker er at vi sad i den kuppel, klar til at lære at mestre ild. Der efter sortner alt. Det eneste jeg føler er smerte i min krop som kramper, smerten føles som en kniv stak tusinde gange i mit bryst. Det sidste jeg kan huske jeg hørte var: Tillykke Prins Matthew. Der næst husker jeg intet. Jeg gik igennem en lang mørk tunnel, på den ene side var der et lys så klart at man ikke kunne tro det, på den anden var der rent mørke. En stemme i mit hovede blev ved med at sige: Gå imod lyset, alt bliver bedre i lyset. Men alligevel så føles det helt forkert. Jeg stod stille, ingen bevægelse, ingen lyde, ingenting. Der var bare tomt, ensomt, og koldt. En iskold vind ramte min nakke, det samme gjorde en kuldegysning. Mine hænder var nærmest dybfrosne, jeg pustede på dem for at få varmen i dem igen. Jeg kiggede frem og tilbage, hvilken vej skulle jeg gå? Døden? eller det levende liv hos min nye familie? 

"Hun er død og det er min skyld!" råbte en stemme, stemmen gav et stort ekko i tunnellen. Stemmen var så velkendt, så blid, så uskyldig. 

"Det er ikke din skyld" sagde en kvindelig stemme, igen var stemmen så velkendt. Jeg kunne ikke finde ud af hvem personerne var, men jeg kendte dem. Stemmerne forsvandt, og der blev stille igen. Jeg satte mig ned på jorden, jeg havde ingen ide om hvilken vej jeg ville gå. På den ene måde ville jeg gerne være den prinsesse jeg var født til at være, på den anden vil jeg også gerne bare undslippe den store krig. 

"Kom tilbage" sagde en ny stemme.

"Kom tilbage Alicia" sagde den igen. 

Et billede poppede op i mit hoved. Min mor råbte efter mig, mens jeg løb igennem Daelua på min atten års fødselsdag. Jeg havde ikke hørt hende, jeg skulle bare væk. Mine øjne løb i vand, og tårene rullede ned af mine kinder. Jeg havde taget beslutningen. Jeg ville leve, jeg gik imod den mørke ende af tunnellen. Jeg vågnede op med et sæt, lyset brændte i mine øjne, jeg hostede og satte mig op. Der var ingen i rummet, jeg var stadig i templet. Men Ildtæmmeren var her ikke længere, det samme var Matthew og Elias. Der var ikke nogen at se. Jeg rejste mig op, min mave rumlede. Hvor længe havde jeg ligget her? Dørene var åbne igen, men der var hverken nogle ved eller bag døren. 

"Hallo?" sagde jeg stille.

Mit blik strejfede min arm, den var ikke længere sort, men helt normal. Nogle fodtrin kom ind i templet, det var ildtæmmeren.

"Du er i live" sagde hun, da hun fik øje på mig. 

"Hvor er Matt og Elias?" spurte jeg.

Hun kiggede på mig.

"De tog af sted for to dage side" sagde hun, jeg begyndte at gå og gik lige forbi hende. Hun greb fat i min arm.

"Find din indre ild, og tag til Illomosira, der vil du få tropper til krigen" sagde hun. 

Jeg nikkede, og hun slap min arm. Jeg gik videre ud af klippen og den modsatte vej af Stone Dawn passet. Illomosira plejede at være et fredfyldt sted efter Dronning Amiee om til tronen, ikke så meget da hendes magtsyge onkel regerede. Men Amiee var slet ikke sådan, hun var en dronning som lyttede til folket og dedikerede sit liv til Illomosiras indbyggere. Jeg kunne ane Illomosira ude i horisonten, Rovinas vinter magi havde ikke ramt landet. Solen skinnede så klart og varmt i Illomosiras skoven. Jeg tænkte på Matthew som stadig troede jeg var død, men det var nok også for det bedste at lade ham blive i troen, og jeg tænkte på hvordan jeg skulle finde min indre ild. Det er nærmest umuligt, sidst jeg prøvede døde jeg. Men det har sikkert noget at gøre med jeg var forgiftet, men alligevel. Jeg fandt en sti, som førte ned til Illomosiras skove. Man kunne allerede se slottet, hvor dronning Amiee boede på. Det begyndte at blive varmere og varmere, nærmest helt sommer agtigt igen. Det var en god følelse, jeg savnede sommeren og varmen. Solen var ved at gå ned, jeg havde travlt nu. Jeg måtte nå slottet inden det blev helt mørkt. Jeg løb ned af stien og nåede til bunden af bjerget ti minutter senere, slottet lå ikke langt væk. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, solen var næsten nede. I morgen var den store krig, jeg måtte have tropper og fundet min indre ild inden da. Skoven var allerede mørk, men sommervarmen sad stadig i luften det har været et stykke tid siden jeg har kunne føle den slags varme. Mine ben var trætte, men jeg fortsatte. Jeg kunne se lysende fra slottet, det store mørke grå slot med sorte tage. Den store træ dør ind til slotsgården var lukket.

"Holdt!" råbte en mand og holdte sit spyd i mod mig. 

Jeg stoppede op og kiggede på manden. Han så vred ud, han lignede en rigtig vagt i sit ansigt.

"Hvad skal du her" sagde han.

"Jeg er nød til at tale med Dronning Amiee" sagde jeg roligt.

"Og hvorfor skal du det? Ingen taler med dronningen efter solnedgang" sagde han og pegede ned imod en sti.

"Hun vil gerne tale med mig" sagde jeg og prøvede at skubbe mig hen i mod døren.

"Smut med dig bondetøs" sagde manden igen og skubbede mig væk.

"Jeg er særdeles ikke en bondetøs" sagde jeg, og stak næsen i sky som den prinsesse som jeg var født til at være.

"Jeg er Alicia Prinsesse af Alagaesia og jeg forlanger at tale med deres dronning" sagde jeg. Manden kiggede på mig, han himlede med sine øjne og gav tegn til at døren skulle åbnes. Døren åbnede sig og han bukkede tøvende.

"Det må de undskylde" sagde han og holdte en kort pause "Deres højhed"

Jeg gik ind og gik direkte imod en anden dør som førte ind til selve slottet. Døren stod åben og  en anden vagt pegede mig hen imod tronsalen hvor dronning Amiee befandt sig. Vagten fuldte mig hen til døren og introducerede mig til dronningen.

"Før hende ind" sagde hun, døren gik helt op og jeg gik ind. Hendes gyldne krøller hang langs hendes skuldre og ned til hofterne, hun bar en flot blå kjole og guld smykker samt en enkelt sløv halskæde. 

"Prinsesse Alicia af Alagaesia, hvad skylder jeg æren?" spurte hun.

Jeg trådte hen til de to trin op til tronen, og nejede.

"Høje dronning, Alagaesia er truet af hen heks og jeg har brug for deres hjælp" sagde jeg.

Amiee trådte ned fra sin trone og smilede. Hun lignede en som ville hjælpe alle i nød, hendes sjæl måtte komme i himlen når den tid kom. 

"Dengang hvor jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, hjalp i mig, så selvfølgelig vil jeg hjælpe dem" sagde hun og gik hen til en vagt som stod ved døren.

"Gør styrke to, fire og otte klar til udridning" sagde hun, og kiggede på mig igen.

"Du får tre af mine stærkeste styrker, i rider ved daggry" sagde hun og gik ud af døren, jeg fulgte efter hende. Hun viste mig op på et værelse for natten og gik ind på sit eget ved siden af.  Jeg lagde mig på sengen og faldte hurtigt i søvn. Natten gik hurtigt, jeg blev vækket af vagtchefen og en stuepige.

"Deres højhed, vi er klar, Emma her vil klæde dig på til kampen" sagde vagten, bukkede og gik ud. Jeg stod op og Emma stod klar til med en mørk kjole, en ringbrynje og et korset af metal, kjolen tog jeg selv på mens Emma hjalp mig på med ringbrynjen. I hjørnet af værelset stod der en lysestage, med nogle slukket lys. Jeg kiggede på lysende og med et tændte de. Emma så overasket ud. Hun spændte korsettet ind og jeg løb ud af døren. Jeg have det et let smil på læben. Jeg havde fundet min indre ild, vi kan gøre det, vi kan slå Rovina. Udenfor stod de tre styrker på trehundrede mand hver klar til udridning. De havde gjordt en hest klar til mig som jeg hurtigt satte mig op på, i hånden fik jeg stukket en bue og et bundt pile. Amiee stod ved porten og kiggede på os alle. Hun løftede armen og fik porten åbnet.

"Mine ridderer! Held og lykke i kampen imod heksen Rovina" sagde hun og jeg begyndte at ride, med ni hundrede mænd bag mig, som jeg en en gangs skyld ikke skulle flygte fra, men denne gang var de med mig. Vejen var lang, men vi skulle nå frem i dag. Det galdt vores fremtid, vores liv og vores kongerige. Vi nåede til en lang gang under bjerget, som førte til Alagaesia kulden ramte os hurtigt. Sneen kom til syne, det havde jeg ikke savnet. Vi red så hurtigt vi kunne imod slottet. Vi nåede det ved middagstid, vi kom ridende fra en klippe. Jeg stoppede op, hoppede af hesten og kiggede ud over krigszonen mellem slottet og klippen. Midt i det hele fik jeg øje på Matthew, men ingen Elias. En af mændene stod ved siden af mig, han blæste i en trumpet som tegn på at vi var kommet og de ni hundrede mænd begyndte at ride ned af en sti og kæmpede side om side med Matthews og mine mænd. Jeg tog hurtigt en pil, satte ild til den og skød den imod en af Rovinas krigere som nærmede sig Matthew bag sig. Matthew kiggede bagud og fik øje på mig, han kunne ikke tro at jeg var i live, det samme kunne Rovina ikke tro. Hun kiggede ondt på mig og sendte en kugle af is efter mig, jeg standsede den med en ildkugle. Hun måbede og blev endnu mere aggressiv. Jeg løb efter ridderne og endte nede i kampen, ved Matthew.

"Savnet mig?" spurte jeg sarkastisk.

Ingen svarede. Matthew kiggede hurtigt på mig og tilbage på Rovina. Jeg tog en pil fra bundet, samtidig med at Matthew hævede sit sværd imod Rovina. Vi gik til angreb på hende, men hun forsvandt. Vi kiggede begge efter hende og fik øje på hende ved slotsporten. Vi løb efter hende, og hun forsvandt ind på slottet. Vi trådte ind på selve slottet, og gik stille og roligt igennem.

"Hvordan kan du være i live?" spurte Matthew.

"Takket været Ildtæmmeren, hun sendte mig til Illomosira for at hente tropper og nu er jeg her" sagde jeg. 

Rovina kom til syne for enden af en korridor, jeg skød en pil med ild efter hende og ramte hende i armen. Hun skreg og humpede ind i tronsalen, hvor hun faldt til jorden. Matthew varmede sit sværd op med sin egen ild og truede hende.

"Vent, vil du ikke se dine forældre igen?" grinede hun.

"Hvad har du gjordt med mine forældre" sagde Matthew vredt, han holdte sværdet oppe.

Rovina svarede ikke.

"Stol ikke på hende Matt" sagde jeg.

"Dine forældre er i live, de er et sted, som du aldrig finde uden min hjælp" grinede hun igen. 

"Sig det" sagde jeg og truede hende med endnu en pil. Hun svarede ikke, og jeg sød den i hendes ben.

"Okay, okay" sagde hun og tøvede "De er i fangekælderen i Edoras"

Matthew jog sværdet igennem hendes krop, hun faldt om med det samme. Sommervarmen ramte med et brag, sneen smeltede hurtigt. Sommeren var tilbage, endelig. Matthew og jeg krammede hinanden af glæde, vi havde reddet Alagaesia, vi var hjemme, vi var de nye ildtæmmere og samtidig arvinger til tronen. Dagene efter havde vi fået styr på rodet efter krigen, og var nu på vej op for at hente både Grace og vores forældre. Grace var den første på vores liste til at hente, Melanie og Louie havde ikke været de bedste venner i det sidste stykke tid og derfor valgte Melanie at tage med til Edoras og tilbage til Kongebyen. Vi ankom til Edoras med stil, vi havde valgt at tage den kongelige hestevogn til Edoras og Daelua for at signalere at vi var den ægtevarer. Edoras var en utrolig smuk by, men en lille en af slagsen. Fangekælderen var en lille træbygning men to celler. Matthew var den første til at gå ind, derefter Grace og tilsidst Melanie og jeg. Ganske rigtigt så sad begge vores forældre i en celle i bygningen.

"Mor? Far?" sagde Matthew.

De kiggede begge op, vores far sprang op fra gulvet. Vores mor begyndte at græde, ved tanken om at Matthew og Grace var i live.

"Matthew, Grace?" sagde vores far. 

Matthew begyndte straks at smelte låsen, og døren gik op. De krammede alle fire, mens jeg og Melanie stod og kiggede på. Matthew trak sig ud og kiggede på mig.

"Mor, Far, det her er Alicia min søster" sagde han. 

Vores mor gik hen til mig, hun tog mine hænder og kiggede mig i mine øjne. Vi havde de samme brune øjne, det samme brune hår og den samme kropsbygning. Hun begyndte at græde og krammede mig.

"Col det er Alicia, vores forsvundne Alicia" græd hun. 

Vores far løb hen til os og krammede os. I baggrunden kunne jeg høre Melanie græde, på vores vegne. Vi vendte tilbage til slottet og alle i kongebyen bød os velkommen og denne dag blev kendt som Homecoming festival. Årene efter var lykkeligt, Matthew og Melanie begyndte at have noget med hinanden, og de holdte det ihvertfald ikke hemmeligt. Grace vendte tilbage til at være den Prinsesse hun altid havde været, og jeg boede nu på slottet hvor Maggie og Nigel besøgte mig så meget de kunne. Jeg var jo trods alt stadig deres "lille pige". Vores familie var hel, nærmest som om at intet var sket. Vi var lykkelige.

 

________________________________________________________________

Et ekstra langt Kapitel til slut, men der kommer selvfølgelig en Epilog til ALLER sidste. 

 

- Tak til alle jer som har fulgt med i Historien om Alicia og Matthew. Håber også i vil følge med i Winter Storm 2: Faitfull. Når den engang udkommer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...