Winter Storm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Færdig
I kongeriget Alagaesia lever kong Col og dronning Elaine. De havde to børn ved navn Alicia og Matthew. Men de har aldrig mødt hinanden, da Alicia blev bortført ved fødslen. Kong Col og Dronning Elanie brugte mange år på at lede efter hende, med uden held. 18 år efter er Alicia vokset op hos en bondefamilie og Matthew er vokset op på slottet uden at vide at han har en søster. Men da han finder ud af sine forældres sorg over tabet af hans ukendte søster, begiver han sig ud for at finde hende. Men det er ikke let. Slet ikke når man ikke ved hvad der vil ske.

19Likes
7Kommentarer
3849Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Alicias vinkel.

Vi vidste hvor vi skulle hen nu, vi vidste hvad der skulle til for at redde vores rige og få vores liv tilbage. Vi ved dog ikke hvorlang tid det kommer til at tage, men det er det vi skal. Vi skal til Stone Dawn passet. Det eneste der var ville være et problem var Stone Dawn passet lå på selve grænsen til Illomosira som er Dronning Amiee's rige, Rovina havde ikke været på god fod med hende og de ligger i krig. Det var daggry, og det var begyndt at sne en smule igen. Matthew, Elias og jeg havde vores heste klar til afgang. Det blev en lang rejse på fire dage på hesteryg og tolv dage til fods. Plus vi skal op af en bjerg sti som førte op til selve Stone Dawn passet. Vi havde alle fået vinter tøj designet af Daeluas syerske. Daeluasiansk vinter tøj var endnu varmere end det normale og kunne holde en varm i flere dage. Jeg stod og kiggede ned imod den store træport som førte ud i den mørke skov og det mere farlige Alagaesia. Matthew tog min hånd og klemte den.

"Er du klar?" spurte han.

"Jeg tror aldrig man bliver helt klar til noget, men nogle gange er man nød til det selvom man ikke er klar" sagde jeg.

Matthew nikkede og slap min hånd. Jeg satte op på min hest, det samme gjorde Matthew. Elias sad allerede oppe og ventede på os.

"Hvis vi rider nu, så kan vi være ved bjergkæden om to dage" sagde Elias.

Jeg kiggede lige ud og ned af gaden. Den eneste lyd kom fra vinden som blæste snefnug igennem de tomme gader. Det eneste lys var fra den stigende sol og nogle få fakler som lyste gaderne op. 

"Hvad venter vi så på?" sagde jeg.

Vi begyndte at ride igennem gaderne, portene gik op og vi red ud i skoven. Skoven var mørk og man kunne kun lige ane træerne og stierne. Ude i det fjerne ude til venstre for os, kunne jeg ane en skikkelse, en skikkelse som løb imod os. Skikkelsen løb hurtigt imod Kongebyen, der slog det mig et klik.

"Hurtigere!" råbte jeg.

Elias kiggede ud imod skoven og fik øje på skikkelsen.

"De har fundet os" sagde han.

Der var ingen vej tilbage, Rovina havde fundet os og var efter os igen. Det bedste var at Grace ikke var med, hun ville havde været skræmt for livet. Lidt efter kunne vi ikke kun høre vores egne heste men hundrede af dem. Man kunne høre hvordan de affyrede pile fra deres armbrøster  de råbte og skreg. Min hest blev ramt, Elias red forrest og Matthew red en smule foran mig. Jeg landede på jorden hårdt og de blev ved med at skyde efter os. En pil snittede min arm. Jeg skreg, Matthew opdagede mig og red tilbage. Han rakte en hånd ned til mig og fik mig op på hans. Han vendte om igen og red efter Elias, stien delte sig i to. Den ene vej førte Edoras og den anden førte i mod Bjergene. Matthew red imod stien til bjergene og slap fra Rovinas hær. Resten af dagen gik roligt for sig, Elias ventede for enden af stien på os. Vi red et godt stykke igennem landet og slog lejr ved en lysning. Elias hentede brænde, mens jeg gik på jagt efter mad. Matthew stod for at give to resterne heste mad. Jeg havde taget den bue og de pile som Elias havde taget med. Der var ingen dyr i skoven, den var tom. Alle dyr må have gået i vinterhi siden det blev permanent vinter. Jeg kiggede på den arm som pilen snittede, huden rundt om riften var sort. Kulsort. Var det en gift pil? Dør jeg nu? Det gjorde ikke specielt ondt lige nu, men det kom det til. Jeg gik tilbage til lejren og fandt Matthew og Elias ved et bål. Jeg fortalte dem ikke om riften men satte mig bare ned ved dem.

"Der er intet mad, alle dyr er gået i vinterhi" sagde jeg.

"Så vi skal sulte indtil vi ænder med at æde hinanden?" sagde Elias. 

Jeg rystede på hoved og kiggede ud på den mørke himmel. Solen var gået relativt hurtigt ned. Dagene blev kortere og kortere, samtidig med at det blev koldere og koldere. Rovina skulle stoppes og det skulle være snart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...