Winter Storm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Færdig
I kongeriget Alagaesia lever kong Col og dronning Elaine. De havde to børn ved navn Alicia og Matthew. Men de har aldrig mødt hinanden, da Alicia blev bortført ved fødslen. Kong Col og Dronning Elanie brugte mange år på at lede efter hende, med uden held. 18 år efter er Alicia vokset op hos en bondefamilie og Matthew er vokset op på slottet uden at vide at han har en søster. Men da han finder ud af sine forældres sorg over tabet af hans ukendte søster, begiver han sig ud for at finde hende. Men det er ikke let. Slet ikke når man ikke ved hvad der vil ske.

19Likes
7Kommentarer
3843Visninger
AA

12. Kapitel 11.

Alicias vinkel.

Jeg havde mistet troen. Troen på at vi snart ville komme ud af det her hul. Jeg aner ikke hvor lang tid der er gået, men det er lang tid. Jeg havde hverken set skyggen af solen eller mærket regnen på min hud i meget lang tid. Grace var kommet ind i den samme celle som mig, hun var det eneste selskab jeg havde nu. Men selvom hun var her, var det stadig ensomt at sidde i en celle i så lang tid. Rovina kom her ned en gang i mellem, men det var ikke særlig tit mere. Hun havde vidst travlt med sin kroning til den officelle dronning af Alagaesia. Alt var tabt, Rovina regerer over Alagaesia nu, hun havde indført krig imod alle oprører og var i gang med at få Sansorias krigerer til Alagaesia. 

"Alicia!"  råbte Grace ind i mit øre. Jeg havde ikke spist i 9 dage snart, den mad vi fik var kun et enkelt stykke brød og en kop for gammel mælk.

"Alicia du er nød til at spise noget" sagde hun og nærmest tvang brødet ind i min mund. Min krop var helt stiv af at sidde på min flade på noget hø, jeg stirrede lige ud i luften og sagde ikke et ord. Jeg havde mistet troen på mig selv, jeg havde mistet håbet om at blive reddet af Matthew. I flere måneder havde jeg sagt til Grace "Han kommer, han kommer bare rolig, vi kommer ud herfra snart han kommer Grace"

Men hen af vejen mistede jeg selv troen på det. Han kom ikke og det ville han aldrig gøre. Grace sad på sine knæ og kiggede på mig mens hun prøvede at tvangsfodre mig med brød. 

"Alicia han kommer på et tidspunkt" sagde hun.

"Hvem kommer?" grinede en ond og kold stemme "Jeres elskede bror?"

Jeg kunne se ud af øjenkrogen at det var Rovina. Hendes hår hang ned til hendes bryst for en gangs skyld, hun bar en mørke blå kjole og en sølv krone som symbol på at hun var den nye dronning. Grace svarede ikke og det gjorde jeg heller ikke, jeg stirrede stadig ud i luften uden at rører mig. Rovina kiggede på mig og grinede.

"Har prinsesse Alicia virkelig mistet håbet?" grinte hun "Det burde i også, jeres bror eksiterer ikke mere" 

Jeg kunne hører at Grace begyndte at græde, og gemte sit hovede i sine hænder. Rovina begyndt at grine endnu højere og gik ud af rummet igen og op at den trappe som nok førte op til selve slottet. Mine tårer pressede på mine øjne og løb ned af mine kinder. Var Matthew virkelig død? Ville Grace og jeg så aldrig komme ud herfra? Der gik flere timer før vi så skyggen af et menneske, tre af Rovinas riddere. De virkede urolige, den ene tog en nøgle fra sit nøgle bundt og låste døren op. Jeg bevægede mig stadig ikke. Han tog fat i Grace og førte hende ud af cellen, han stillede hende henne ved væggen.

"Bliv" sagde han. Graces ansigt var helt sort af jord og tårer. Den ene ridder kom ind i cellen igen og tog fat i mig, jeg kom op og stå for første gang i langtid, jeg vaklede lidt på mine ben. Ridderen førte mig ud af cellen og gav mig til de to andre riddere. Han tog selv fat i Grace og førte os op af trappen, jeg gik stille og roligt med hjælp fra ridderne. De førte os op igennem en lang gang, hvor solen skinnede ind, det brændte i mine øjne. Min krop var svag, jeg havde ikke krafter til at gå. Ridderne førte os ud af en bagdør til slottet hvor en hestevogn ventede, jeg faldt lige da jeg kom op i vognen. Grace kom lige efter mig, hun faldt dog ikke men satte sig elegant på sædet i vognen. Hun begyndte at græde igen, i mens jeg lå og stirrede ud i luften.

"Hvor skal vi hen?" spurte Grace.

"Det kunne du lide at vide hva?" svarede en ridder og lukkede og låste døren til vognen. Vi kunne høre heste horve fra gårdspladsen, mange af dem. Lidt efter lidt begyndte der at komme flere lyde af klinger fra sværd. Ridderne stod og kiggede på os og grinede. Min mave skreg efter mad, men jeg har bare ikke kunne få mig selv til at spise noget endnu, flere tårer løb ned af mine kinder. 

"Du skulle være død!" råbte en af ridderne og trak sit sværd, men han blev hurtigt slået i gulvet. En efter en blev de to andre riddere slået i gulvet. 

"Men så er jeg på en eller anden måde genopstået" sagde en velkendt stemme. Det var Matthew, lyden af nøgler der låste døren op var dejlig. Grace stoppede med at græde og fik et større smil på læben.

"Matt!" råbte hun og sprang i hans arme, jeg havde ikke en gang krafter til at rejse mig op kramme ham. Jeg kunne mærke Matts bekymret blik på min krop.

"Hvad er der sket?" sagde han.

"Hun har ikke ville spise i 9 dage" sagde Grace. Matt hoppede ind i vognen og samlede mig op, jeg kom op og stå igen med støtte fra Matt.

"Matt?" sagde jeg lavt, det var mit første ord i meget langtid, min stemme var rusten og lav.

Jeg begyndte at græde igen "Du var død, hun sagde du var død"

Vi kom ud af vognen og gik direkte imod døren som førte ind til slottet igen.

"Men jeg er her nu" sagde han og fik mig ind af en dør til køkkenet. Han satte mig på en stol og fandt og gennemstegt kylling frem fra en gryde, jeg fik det i hånden og han kiggede på mig.

"Spis nu, vi har ikke meget tid" sagde han, jeg kiggede på Grace og hun så bekymret på mig. Jeg tog mig sammen og begyndte at spise af kyllingen, det var det bedste måltid jeg længe havde fået og mit energi niveau var hurtigt oppe og stå igen. Jeg prøvede på at stå op igen, men det gik ikke helt mine ben var stadig meget svage. 

"Hvad mener du med vi ikke har meget tid?" spurte jeg.

Matt kiggede på mig og Grace.

"Rovina har ikke opdaget at jeg er sneget mig herind og befriet jer endnu, hun ved jeg er her men ikke hvor jeg er" sagde han og kiggede op imod døren ind til køkkenet fra spisestuen, derefter kiggede han på Grace.

"Grace kan du huske vores hemmelige tunneller?" spurte Matt, Grace nikkede hurtigt og løb op i mod døren åbnede den og gjorde klar til fri bane. Matt hjalp mig op og efter Grace, Grace gik hurtigt i ned af en gang drejede ned af en trappe og stoppede hurtigt op.

"Shh" sagde hun og pegede. For enden af trappen stod Rovina med et par riddere, de havde ikke set os endnu. Heldigvis. Men mine ben var alt for svage endnu, de kollapsede under mig og lavede en smule larm. Rovina kiggede forvirret rundt og op af trappen og fik øje på os. Hendes ansigt blev rødt. Matt samlede mig op igen og tog mig på ryggen og vi begyndte at løbe op af trappen

"Kom tilbage nu!" råbte hun og løb af trappen efter os. Matt og Grace løb så hurtigt vi kunne igennem slottets gange, vi kom til den side hvor man kunne se ud over gårdspladsen. Der lå elvere over alt på jorden, alle af Rovinas riddere stod stadig på deres ben. Ikke så meget som en skramme havde de, alle elvere var døde eller var lige på nippet til at dø. Matt stoppede op.

"Det er min skyld" sagde han lavt.

"Nej det er ej, de kæmpede for det de troede på" sagde jeg i hans øre.

"Jeg slår jeg ihjel på stedet!" råbte Rovina og kom til syne i et hjørne. Vi stoppede med at løbe og valgte at stå ansigt til ansigt med hende. Matt satte mig ned og jeg prøvede at stå op selv, Grace stod i baggrunden og kiggede på os og på Rovina. Rovina var blevet sindsyg, hendes ansigt var rødt og hendes hår hang tæt på hendes hud, hun svedte kraftigt. Hun krummede ryggen og kiggede på os. 

"Hvorfor kunne i ikke bare lade være med at finde hinanden eller bare glemme hinanden" sagde hun og gjorde klar til kamp.

"Matt, hvad gør vi?" spurte jeg.

"Elverkongen fortalte mig at for at besejr hende skulle vi beherske hendes modsætning, hun er en isheks så vi skal bruge ild" hviskede han.

Rovina løftede sine hænder i vejret og viftede dem rundt, en lyseblå nærmest hvid skikelse kom frem. Det lignede en sky med en masse sne rundt omkring. 

"Iricia Vitria Sromia!" råbte hun, straks begyndte temperaturen at falde og udenfor begyndte det at sne kraftigt. Temperaturen faldt hurtigt fra den varme temperatur til en temperatur som var så kold som i sneen i de højeste bjerge i Alagaesia.

"I vil aldrig kunne standse mig nu!" grinede hun

Hun grinede ondt, havde hun hørt hvad vi sagde? Grace begyndte at løbe efter hun havde fået øje på noget, hun kaldte lavt på os og jeg hev Matt med. Rovina kiggede længe på os med et sindsygt blik. Grace havde fundet en af deres hemmelige tunneller, og holdte døren åben for Matt og jeg. Grace kom hurtigt ind og døren lukkede. Selv nede i tunnellerne var der meget koldt.

"Hvor blev i af små dumme unger! Jeg er ikke færdig med jer" kunne man hører Rovina råbe ude fra gangen. Var vi reddet for nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...