Winter Storm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Færdig
I kongeriget Alagaesia lever kong Col og dronning Elaine. De havde to børn ved navn Alicia og Matthew. Men de har aldrig mødt hinanden, da Alicia blev bortført ved fødslen. Kong Col og Dronning Elanie brugte mange år på at lede efter hende, med uden held. 18 år efter er Alicia vokset op hos en bondefamilie og Matthew er vokset op på slottet uden at vide at han har en søster. Men da han finder ud af sine forældres sorg over tabet af hans ukendte søster, begiver han sig ud for at finde hende. Men det er ikke let. Slet ikke når man ikke ved hvad der vil ske.

19Likes
7Kommentarer
4006Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Alicia's vinkel

Jeg havde et godt liv i Daelua, folk hjalp hinanden uanset hvad. Jeg kan huske dengang jeg blev væk i skoven og halvdelen af byen tog for at finde mig igen, de fandt mig helt nede ved skov søen flere kilometer væk fra Daelua. Nu fyldte jeg atten år i dag og var snart gifte moden, i Daelua var der en tradition for at når unge kommer i 18 års alderen fik sig en trolovet som der blev holdt en ceremoni for at det blev forevigt og der var ingen vej udenom, mine forældre kom sammen på grund af den ceremoni. Ceremonien var for hele byen, det ville sige at alle Daeluas 550 indbyggere ville se det.  Folk syntes jeg var underlig, jeg var meget omtalt i byen fordi jeg var den eneste pige i byen som havde lært at fægte med sværd og skyde med bue og pile. Nede på havnen solgte fiskerne fisk til de adelige, det ville sige vores by's leder, landets Lorder og de royale. Min mine forældre hjalp altid fiskerne med at få fiskene af land, det ville sige at jeg også hjalp til nogle gange. En vinter dag i Daelua var de hyggeligste, børn legede sneboldskamp ude på marken, de lidt ældrede hjalp til inde på torvet med at gøre klar til vores festival som skulle fejre at det var 18 år siden at heksen Rovina døde. I morgen var min dag til at blive trolovet med en jeg ikke kendte, min mor havde arbejdet i flere uger på den kjole jeg skulle have på, hun var en af byens sypiger og min far var en af byens bonder. Jeg var tit nede i systuen sammen med min mor, min veninde Melanie, og de andre sypiger. Melanie og jeg hentede tit frokost til dem alle, de var seks sypiger i hele Daelua. Det var dem der sørgede for at der var tøj til indbyggerene, det var dem der sørgede for at der ville være fint tøj til ceremonierne og så vidre. Den morgen jeg fyldte atten var alt forandret, i dag var den dag jeg ikke længere ville være en lille pige, men en kvinde. Jeg havde indtil i aften til at lave det jeg ville og så var jeg bundet til en fremmed mand forevigt. 

''Tillykke med fødselsdagen'' sagde Melanie, vi var på vej ned til havnen for at hjælpe fiskerne. Det var en ting jeg var nød til at gøre som en fri kvinde. Melanie var enig og gik med mig, Melanie var nitten år og dermed trolovet eller faktisk så havde Louie, den mand hun var trolovet med friet til hende. Så man kunne faktisk godt kalde det for ægte kærlighed, det var også snyd Melanie, Louie og jeg voksede op sammen. 

''Rolig, det skal nok gå'' sagde hun.

Jeg kiggede på hende med et ''mener du virkelig det'' blik. 

''Det kan du sagtens sige, du fik jo en du kendte'' sagde jeg og gav hende en tønde med fisk, jeg tog en selv og vi skubbede dem ind i hallen, hvor folk købte og solgte fisk og andre varer. Hun skubbede mig for sjov, jeg skubbede igen. Sådan var mit og Melanies forhold, vores underlige forhold. Efter vi havde hjulpet alle fiskerne med tønderne, så tog vi hen til systuen og hjalp til der. Min mor var også på arbejde, hun arbejdede vidre på min kjole som næsten var færdig ud over de sidste detaljer. Jeg kiggede hende over skulderen og smilede, hun stoppede i et minut og kiggede op på mig.

''Den er smuk mor'' sagde jeg og smilede.

''Den er ikke færdig endnu'' smilede hun.

''Den er smuk alligevel'' sagde jeg.

Kjolen var rød, med gule ærmer, min mor var ved at sy nogle sten af en art på som den sidste detalje. Den var så smuk at jeg ikke kunne vente med at have den på i aften. Hun kiggede på mig og tog fat i min fletning, hun bandt sløjfen op og lod mit hår falde ud af fletningen. Hun kiggede på mig med et mere tilfredsblik. 

''Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om den fletning'' sagde hun og gik tilbage til arbejdet. Jeg grinte og gik hen til Melanie som var ved at tage en rulle stof ud af en hylde, jeg greb fat i den sammen med hende og vi hjalp hinanden med at få den hen til Tilda en lidt ældre sydame. Tilda var den ældste her og hun styrede stedet, hun var en meget rar gammel dame.

''Tak piger'' sagde Tilda og smilte. 

Jeg elskede Tildas væremåde, den var meget behagelig at omgåes med. Men sådan var det ikke med Lacey, en lidt yngre pige som var omkring fireogtyve-femogtyve år gammel. Lacey er ny til flytter og kender ingen i Daelua, hun kom fra byen Everdale Hills, i bjergene ved grænsen til Sansoria. Jeg havde aldrig været i nærheden af Sansoria, men jeg ved at deres kongefamilie var nød til at flytte fordi deres gamle slot blev angrebet og det endte med at være en ruin. Dagen var gået meget hurtigt og min mor og jeg var på vej hjem for at gøre klar til ceremonien. Jeg fik min kjole på, og min mor ordnede mit hår. Ude i byen var alle lys blevet slukket udtagen nogle få, jeg skulle finde de andre som jeg skulle gå sammen med. I dag var der jo mig og tre andre piger som skulle igennem ceremonien. Min mor og jeg gik ud af huset sammen og derefter hver vores vej. Efter lidt tid stod vi alle for enden af torvet og fik hver vores fakkel. Folk som var trænet i at lege og danse med ild gik foran os og vi skulle holde vores fakler oppe ovre vores hoveder og så var ceremonien ellers i gang. De tog navnene i den række vi kom i, så rækken var Amelia, mig, Edeline og så var det Leonora. 

''Amelia Whitestone og Daniel Watson'' råbte byens præst.

Amelia og drengen som hed Daniel gik op af trappen til kirken og satte sig på knæ, præsten lagde en hånd på deres hoveder og sagde de hellige ord og de skulle sige ja. De gik ned og satte sig ned på nogle stole ved trappen.

''Alicia Hastings og Harry Jacobson'' råbte præsten så. 

Jeg gik op, mit hjerte bankede så meget. Så meget at jeg troede at de kunne høre det. Hvem var Harry Jacobson? Jeg kom helt op af trappen og lagde mærke til nogle helt mørke øjne som hjalp mig op af trappen, vi satte os på knæ og præsten lagde sine hænder på vores hoveder. Her gik det op for mig hvad jeg var tvunget til.

''På vegne af Daelua, skænker jeg dig, vor herre, dette par'' sagde præsten ''Lad dem leve et langt lykkeligt liv sammen''

Vi rejste os op og kiggede på præsten, præsten startede altid med pigerne.

''Vil du Alicia Hastings, binde dig til Harry Jaconson forevigt?'' sagde han, og jeg tøvede. Jeg kiggede ned blandt indbyggerene i Daelua og fandt min mor og Melanie, de så fjerne ud i ansigtet. Jeg kiggede tilbage på præsten og åbnede min mund.

''Nej'' sagde jeg og begyndte at løbe ned af trappen og ned i mod mit hus. Jeg begyndte at pakke mine ting og finde min hest. Jeg havde valgt et valg som kun de mest modige gjorde, at sige nej. I Daelua var det sådan hvis man sagde nej til en ceremoni, ville man blive udstødt og jeg vidste det godt. Godt nok elskede jeg mit liv i Daelua, men ikke den ceremoni. Farvel Daelua, farvel min familie, farvel til alle. Det var min sidste tanke før jeg forlod Daelua.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...