Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128697Visninger
AA

18. 17. Going Back

(ikke rettet)

17. Going Back

| Leahs synsvinkel |

(11 dage senere)

 

Med et sæt og den største hjertebanken vågnede jeg op i min og Justins dobbeltseng. Min vejrtrækning var helt ude af kontrol og jeg havde den mærkeligste fornemmelse indvendigt. En underlig fornemmelse af at det der foregik omkring mig lige nu var utrolig uvirkeligt, som om det var en drøm. Men alligevel vidste jeg godt, at det ikke var.

Min hals begyndte langsomt at snurre sig sammen på en virkelig ubehagelig måde og jeg havde en indvendig følelse af, at jeg skulle dø, da min hiven efter vejret blev værre og værre. Jeg lagde mig om på ryggen i sengen og uden at jeg selv havde kontrol over det, løb tårerne ned af mine kinder og en form for frygt invaderede stille min krop. Roligt begyndte flere dele af min krop at ryste, hvilket var det der fik panikken til for alvor at opstå inden i mig.

Jeg trak vejret endnu dybere og endnu hurtigere samtidig med at jeg hulkede højt. "Leah?", lød det med en undrende hæs stemme fra Justin, der før havde ligget og sovet. Det var helt mørkt udenfor, så det måtte være midt om natten.

Et lys blev pludselig tændt i rummet, og efterfølgende mærkede jeg en hånd lægge sig på min overarm. "Leah, hvad sker der?!", udbrød Justin panisk. Jeg svarede ham ikke på hans spørgsmål, ikke fordi jeg ikke hørte det, men fordi jeg var fuldt ud koncentreret på alle de ubehagelige ting der skete med min krop både indvendigt og fysisk.

Jeg var så bange for alt. Tanken om at jeg skulle begynde i skole igen imorgen efter en måneds forsvinden, dukkede op inden i mig og det skræmte mig virkelig. Jeg var så bange for at alle ville se dømmende på mig. Jeg var så bange for alt lige nu og jeg følte bare at angsten bredte sig dybere inden i mig. Angsten for at jeg en dag vågnede op uden Justin ved med side igen og jeg ville falde tilbage til den ulykkelige person jeg var for to uger siden.

"Leah?!", hørte jeg igen Justin råbe panisk imens han ruskede lidt i mig og derefter prøvede at få øjenkontakt med mig, der bare havde ligget og stirret op i loftet, imens jeg følte at en dæmon prøvede at overtage min krop. Det lykkedes ham til sidst at få en dyb øjenkontakt med mig. Han havde sit ansigt over mit og havde en hånd placeret på min kind som han nussede.

"Justin..", sagde jeg lavt selv med en panisk stemme og med øjnene fuldt med vand. Hans berøring på min kind beroligede mig en del, så jeg begyndte at slappe mere af i kroppen, dog var min vejrtrækning stadig helt ude af kontrol. "Rolig, jeg er lige her, okay?", hviskede han beroligende og pressede derefter sine arme ned imellem min ryg og madrassen, så han omfavnede mig. Han placerede sit hoved side om side med mit og placerede et hurtigt kys på siden af min hals, hvorefter han slappede af i kroppen og bare holdt om mig.

"Undskyld.. jeg er bare.. så bange.. for at miste dig.. igen", hviskede jeg hulkende og med min tunge vejrtrækning. Han gav min skulder et blidt kys efterfulgt af en dyb indånding. "Shh.. Bare slap af, du mister mig ikke. Jeg forbliver hos dig", hviskede han igen beroligende og strammede grebet en smule om min stadig svagt rystende krop.

"Jeg er lige her", hviskede han igen, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding, der var svær at gennemføre grunden mine hulk og rystende vejrtrækning. Jeg lukkede mine øjne i og prøvede at fokusere på Justins nærvær i stedet for de skræmmende følelser. Han var hos mig, han blev hos mig.

Stille mærkede jeg at min krop blev meget mere afslappet grundet Justins omsorg og hans små kys på min skulder og hals af og til. Til sidst følte jeg mig så afslappet og rolig igen at søvnen langsomt overtog min krop.

~

Jeg havde lige været i bad og stod nu ude i køkkenet og var igang med at skære mig et stykke brød, da jeg pludselig mærkede nogle hænder lægge sig på mine hofter bagved mig. Et kys fra de skønneste læber ramte min kind, hvilket fik mig til at smile svagt. "Godmorgen, smukke", hviskede Justin kærligt lige ved mit øre, imens han nussede mine hofter uden på håndklædet jeg havde om mig.

"Godmorgen", svarede jeg smilende, hvorefter jeg drejede mit ansigt til siden, så han straks kyssede mine læber blidt. Derefter kiggede vi hinanden i øjnene, hans øjne strålede en smule af bekymring. "Er du okay?", spurgte han stille imens han kiggede mig dybt seriøst i øjnene. Jeg vidste godt at han hentydede til mit "anfald" eller hvad man nu skal kalde det, som jeg havde i nat. Jeg smilede svagt og nikkede til ham.

Han åndede lettet op. "Godt! Du ville sige til mig, hvis du ikke var, ikk'?", spurgte han med et alvorligt blik. Jeg nikkede, hvorefter jeg placerede mine læber på hans og stille begyndte at bevæge mine læber mod hans. Han trak sig fra kysset efterfulgt af et dybt suk, hvorefter han med sine hænders hjælp på mine hofter, fik vendt mig om så jeg stod med fronten mod ham.

"Jeg elsker dig så ubeskrivelig højt, ved du godt det?", spurgte han seriøst og kærligt, hvorefter han lagde sin pande mod min. Jeg sukkede svagt imens jeg lagde mine arme om hans hals. "Ja, det ved jeg godt, så du behøver ikke fortælle mig det 30 gange om dagen", sagde jeg med en blid stemme samtidig med at jeg smilede svagt til ham. Siden Justin og jeg fandt sammen igen, havde han nærmest ikke bestilt andet end at fortælle mig, hvor meget han elskede mig, og hvor meget han altid ville elske mig. Jeg vidste godt, at han gjorde det, fordi han var bange for, at jeg troede andet efter det vi lige havde været igennem.

"Jeg vil bare ikke have, at du glemmer det", svarede han stille og kyssede derefter mine læber igen. "Er du nervøs for i dag?", fortsatte han spørgende efter at have trukket sig fra vores kys. Svagt sukkede jeg og nikkede derefter, imens jeg kiggede kort ned i jorden. "Jeg gider bare ikke en masse spørgsmål. Og hvad nu hvis Emma og Simon virkelig bare hader mig? Jeg har jo ignoreret dem i flere uger", svarede jeg stille og lod igen mine øjne blive ført op til Justins.

"Du har jo snakket ud med dem begge? Så jeg tvivler på at de hader dig", sagde Justin med et opmuntrende smil. "Nej, jeg har jo kun skrevet med dem, jeg har jo ikke set dem, så det kan jo godt være, at de gør", sagde jeg med bekymrende tanker, da jeg jo virkelig havde behandlet dem dårlig og bare ladet dem sidde med vores projekt alene. De var jo blevet mine venner, så jeg var virkelig bange for, at jeg havde skuffet dem alt for meget.

"Jeg er sikker på, at det nok skal gå", sagde Justin smilende, hvorefter han tog mig ind i endnu et dejligt kys, der hurtigt blev udviklet til et blidt snav.

En falsk hoste-lyd afbrød vores rimelig intense snav, da vi begge vendte hovedet til siden, hvor Matt havde sat sig ned ved spisebordet. "Jeg ville bare lige informere jer om, at jeg var i rummet inden.. det der udviklede sig", sagde han smilende, hvilket fik både Justin og jeg til at grine svagt. "Måske er det på tide at jeg finder et hotel, så I kan få lidt mere privatliv", fortsatte han svagt grinende.

Justin gav slip på mine hofter, hvorefter han gik hen til spisebordet og satte sig på stolen over for Matt. "Hvor længe bliver du egentlig i New York?", spurgte Justin nysgerrigt, hvilket fik Matt til at trække svagt på skuldrene.

"Det ved jeg ikke helt.. men nu er der jo ikke så lang tid til brylluppet, så måske bliver jeg indtil da og rejser hjem på samme tid som jer", svarede Matt og Justin nikkede bekræftende til ham. Justin og jeg skulle ikke giftes i New York, men hjemme i vores hjemby, hvor vi jo begge var vokset op. Det var lidt mere personligt for os og det sted betød en del for os begge to.

"Du er altså velkommen til at bo hos os indtil da", svarede Justin venligt med et smil. "Det er pænt af dig, Justin, men.. de lyde der jeg hører om aftnen, kunne jeg altså godt være foruden", svarede Matt dybt seriøst, hvilket fik Justin til at udbryde et kort grin med lukket mund, imens han kiggede hen på mig, der var blevet en smule rød i kinderne, da jeg var en anelse flov.

"Det var bare for sjovt, Leah", grinede Matt imens han kiggede på mig. "Men seriøst, I trænger til privatliv og det gør jeg tildels også nu, hvor jeg har trængt mig på i over to uger", fortsatte Matt.

"Det styrer du selv", svarede Justin smilende og kiggede på Matt imens. Derefter kiggede han hen på mig. "Skal jeg køre dig i skole? Jeg skal først møde senere", spurgte han, hvilket jeg nikkede med et smil til.

~

"Det skal nok gå, okay?", sagde Justin lige som han havde parkeret på parkeringspladsen foran skolen. Jeg tog en dyb indånding og vendte mit blik mod ham, hvorefter jeg nikkede. Han smilede til mig og lænede sig derefter hen til mig og kyssede mine læber. "Jeg elsker dig", sagde han lige efter han havde trukket sig fra kysset. Svagt himlede jeg øjnene af ham med et lille smil. "Det ved jeg", svarede jeg og kyssede ham derefter igen. "Og jeg elsker også dig", svarede jeg kærligt tilbage og smilede stort til ham.

Jeg spændte derefter min sele op og åbnede bildøren. "Vi ses, skat", sagde jeg lige, inden jeg trådte ud af bilen. "Ses, smukke", svarede Justin og med de ord, lukkede jeg bildøren efter mig, og Justin kørte væk. Jeg tog en dyb indånding, og begyndte at gå hen imod skolens indgang.

"LEAH?!". Jeg stoppede op på min vej derhen, da jeg hørte en velkendt pigestemme råbe mit navn. Da jeg vendte mig rundt, fik jeg øje på Emma, der stod over ved et træ sammen med Haley. Nervøst begyndte jeg at gå hen i mod dem, der begge smilede stort til mig. Emma omfavnede mig straks, da jeg nåede hen til hende.

"Hvor er det godt at se dig igen", sagde hun med en glad stemme i krammet, der fik alle mine bekymringer om, at hun måske hadede mig til at forsvinde. "I lige måde", svarede jeg ærligt og derefter trak vi os begge fra krammet. Jeg gav derefter også Haley et kram.

"Hvordan har du det?", spurgte Emma med en smule bekymring i stemmen, hvilket jeg godt kunne forstå, siden jeg jo ikke havde været i skole i lang tid. "Jeg har det godt nu. Tingene er så småt ved at falde på plads", svarede jeg med et oprigtigt smil, hvilket også fik hende til at smile. "Hvor er det godt at høre!", svarede hun lettet og bestemt.

Jeg mærkede pludselig nogle arme lægge sig om mine skuldre bagfra, som fik et forskrækket sæt til at gå igennem min krop. "Lang tid siden", lød det fra Simon venlige stemme, hvilket fik mig til at vende fronten imod ham og give ham et ordentlig kram. Vi havde jo ikke set hinanden siden den fest, hvor jeg drak mig så fuld, at jeg var sammen med en af hans venner, jeg ikke engang kunne huske navnet på. Faktisk vidste jeg ikke om, Simon kendte til min fejltagelse med hans ven.

"Jeg var sgu helt bange for, at vi ikke fik dig at se igen", sagde han med et smil efter vi havde trukket os fra hinanden. Jeg smilede svagt til ham, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle svare. Der opstod en kort akavet stilhed, hvor ingen af os sagde noget.

"Nå men.. nu når du er tilbage, skal du så med til festen på lørdag?", spurgte Simon efter noget tids stilhed. "Simon!", udbrød Emma lavt med skarpe øjne på ham og gav ham et lille albuestød i siden. Noget sagde mig at hun gjorde det, fordi de begge godt vidste, at jeg havde været ude i nogle problemer med alkohol.

"Det er okay, Emma..", begyndte jeg stille med et venligt smil, hvorefter jeg vendte blikket hen mod Philip. ".. men nej, det skal jeg nok ikke. Justins forældre kommer hjem til os i weekenden", svarede jeg ham.

"Come on.. det er årets sidste fest, tror du ikke at hans forældre ville kunne forstå, hvis du tog afsted i et par timer?", spurgte Simon med et undrende og bedende blik, der fik det til at indikere, at han virkelig gerne vil have mig med.

Jeg trak på skuldrene. "Jo måske, men.. Jeg ved heller ikke rigtig, om jeg gider tage til fest uden Justin", svarede jeg med et svagt smil, da jeg hurtigt fik en ubehagelig tanke om sidste fest, jeg var til her på skolen. "Du kan da bare tage ham med, det er tilladt at tage en gæst med.. Kom nu, Leah. Vi skal sgu da fejre, at vi er færdige med og har afleveret vores projekt", sagde han med et glad toneleje.

"Jeres projekt", rettede jeg ham, da jeg ikke rigtig følte, at jeg var en del af det mere grundet min manglende tilstedeværelse. "Nej, Leah.. Vores projekt! Du har været med til at lave størstedelen af opgaven og dit navn står også på afleveringen. Men kom nu, tag nu med på lørdag", sagde han igen med et bedende blik.

"Jeg snakker lige med Justin om det, okay?", spurgte jeg ham, hvilket han bare nikkede til med et smil. Derefter begyndte vi alle fire at gå hen mod hovedindgangen og bekymringerne var fuldstændig ude af min krop. De hadede mig ikke.

________________________________________________________________________________

Note: Lidt kedeligt kapitel, sorry 

Jeg er stadig syg, så kapitlet er ikke rettet igennem, så undskyld hvis der er mange fejl :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...