Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128698Visninger
AA

15. 14. Unaware

 

14. Unaware

| Leahs synsvinkel |

 

Til selvmordstruede, stod der på en folder, som jeg havde fået med hjem fra hospitalet. Det var åbenbart det, jeg var, da jeg havde fået en masse papirer med informationer omkring det med hjem. Og lige nu lå jeg i min og Justins dobbeltseng og skimtede en af foldernes forside, imens Matt sad på en stol ved siden af sengen og kiggede på mig.. eller nærmere stirrede på mig. Han havde ikke lavet andet end at sidde og stirre på mig, siden vi kom hjem fra hospitalet i går aftes, hvilket jeg fandt utrolig irriterende.

Jeg forstod jo godt, at han var bekymret for mig, men det var jo ikke fordi, jeg ville prøve at slå mig selv ihjel. På ingen måde så jeg mig selv som selvmordstruet. Jo, jeg prøvede måske nok at gøre en ende på mit liv torsdag aften, men det var udelukkende fordi, jeg havde drukket så meget og fordi jeg var så såret, som jeg var. Jeg havde helt klart fortrudt nu, at jeg handlede som jeg gjorde, for jeg ønskede jo ikke inderligt at dø.

Nu havde jeg været ædru i et og et halvt døgn, hvilket havde fået mig til at indse, hvor ulykkelig jeg havde været, de sidste par uger, hvor jeg havde drukket hver dag. Smerten over Justin var der selvfølgelig stadig nu og den var stadig stor, men den var ikke nær så slem, som når jeg havde drukket. Det gjorde egentlig bare det hele værre og jeg vidste godt nu, at det med at alkohol hjalp på min situation, bare var noget jeg havde bildt mig selv ind.

For hvis ikke jeg havde drukket i torsdags, så havde jeg helt sikkert heller ikke prøvet at begå selvmord med de piller der. Jeg var stadig ulykkelig over, at Justin og jeg ikke var sammen, og at han muligvis var sammen med en anden, men det skulle jo ikke stoppe mit liv.

Matt sukkede tungt, hvilket fik mig til at kigge væk fra folderen og i stedet kiggede hen på ham. "Hvorfor fanden har han ikke været her endnu?", spurgte han surt, imens han stirrede på mig og jeg vidste udemærket godt, at det var Justin, som Matt snakkede om. Jeg sukkede derfor svagt og kiggede ned på folderen igen. "Han vil slet ikke have noget med mig at gøre mere, Matt", svarede jeg og mærkede et stik i mit hjerte, da jeg sagde den sætning højt. Det gjorde virkelig ondt, men det var den barske virkelighed, som jeg så småt skulle til at leve med.

"Det kan han fandme ikke byde dig! Ikke efter alt det du gik igennem sidste år for at være sammen med ham", svarede Matt bestemt, hvilket fik mig til at kigge op på ham igen. "Har han ikke en gang ringet til dig?", spurgte han yderligere, hvilket jeg trak på skuldrene af. Jeg havde ikke tjekket min mobiltelefon siden episoden i torsdags, så jeg vidste der faktisk ikke. Dog regnede jeg overhovedet ikke med at han havde kontaktet mig.

"Hvor er din telefon?", spurgte han ivrigt imens han rejste sig fra stolen, han havde siddet på. "Inde i stuen et eller andet sted, tror jeg", svarede jeg stille, hvilket fik Matt til at bevæge sig hurtigt ud af soveværelset. "Du skal ikke ringe til ham, Matt!", småråbte jeg bestemt. "Han hader mig..", sagde jeg lavere, så jeg faktisk ikke vidste, om Matt kunne høre det.

Jeg mærkede at tårerne stille kom frem i mine øjne over min sidste sætning, da det var virkelig smertefuldt at sige højt. Men at han ikke havde besøgt mig her de seneste to dage, var jo et tydeligt tegn på, at han ikke ønskede at være en del af mit liv mere. Han var ligeglad med mig.

Matt kom ind i rummet igen med min telefon i hånden. "Han har ringet et par gange", sagde han stille henvendt til mig. Jeg sukkede bare svagt, da jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle svare eller hvordan jeg skulle reagere på det. Han kunne jo i princippet have ringet for at sige, at jeg skulle lade ham være. Jeg følte mig overhovedet heller ikke parat til at snakke med ham om der her lige nu.

Jeg rømmede mig svagt. "Jeg vil gerne sove lidt nu, jeg er træt", sagde jeg stille, da jeg havde brug for at komme væk fra virkeligheden et øjeblik. Jeg smed papirerne og folderen ned på gulvet, hvorefter jeg lagde mig om på siden, så jeg lå med ryggen til Matt.

"Matt.. lov mig at du ikke ringer til ham", sagde jeg stille, imens jeg hørte fodtrin komme tættere på sengen. "Okay", svarede han stille. Jeg lukkede øjnene i så en tåre stille forlod mit ene øje. "Tak".

 

 

| Justins synsvinkel |

 

Jeg sad lige nu oppe på mit gamle værelse i min seng og skrev en masse tanker og ting ned omkring Leahs og mit forhold. Det var egentlig bare for at få det ud på en lidt anden måde og da jeg oftest bedst udtrykkede mine følelser igennem sange, så var det egentlig det, jeg havde gang i lige nu.

Jeg var stadig fast besluttet på, at jeg skulle have Leah tilbage. Min oplevelse og mine følelser ved gyngestativet i går, var på ingen måde forsvundet fra min krop. Jeg elskede hende og jeg skulle være sammen med hende igennem alt.

Mit skriveri blev afbrudt af, at min telefon ringede. Jeg lagde kuglepennen og papiret på sengen ved siden af mig og tog min telefon, der lå på natbordet, op i hånden. Mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg så at det var Leahs navn der stod på min skærm. Jeg havde prøvet at ringe til hende et par gange tidligere, men hun havde ikke svaret mig. Så at se hendes navn lige nu, gjorde mig helt varm inden i og bare tanken om at jeg skulle høre hendes stemme igen, gjorde mig helt glad.

"Leah?!", udbrød jeg enormt ivrigt med et smil på læben, da jeg havde taget telefonen. "Nej, Justin, det er ikke Leah, det er Matt!", lød det i en bestemt tone fra Matt og han lød på ingen måde glad. Mit smil forsvandt stille hen. "Matt? Er du i New York?", spurgte jeg overrasket, da jeg ingen idé havde om, at han var sammen med Leah.

"Prøv at lad vær med at spille dum, Justin! Nu siger jeg noget til dig og du har bare at lytte rigtig godt efter!", fortsatte han surt, hvilket jeg undrede mig meget over. Jeg havde ikke gjort ham noget, faktisk havde jeg slet ikke rigtig snakket med ham de seneste måneder, så jeg kunne egentlig ikke se, hvorfor han skulle være sur på mig.

"Det kan godt være at Leah har dummet sig ved at knalde med en anden, imens hun var sammen med dig, men du er fandme ikke en skid bedre selv, Justin! Alt det du gjorde mod Leah for et år siden er tusind gange værre end det her. Så kan det fandme godt være, at du kommer med undskyldningen om, at du ikke kunne huske hende og bla bla fucking bla.. men så vidt jeg kan forstå på Leah, så kan hun ikke engang huske hændelsen med ham fyren der, så hvor er forskellen lige, om jeg må spørge? Hva? Desuden, så gjorde hun alt for dig dengang og det har hun fandme altid gjort! Så at du ikke engang kan tage dig fucking sammen og besøge hende nu, hvor hun ligger og har taget piller på grund af dig, det har jeg simpelthe..""Wow.. vent, hvad? Piller?! Stop lige engang Matt, jeg forstår slet ikke, hvad du snakker om lige nu?", afbrød jeg ham forvirret i hans lange tale, imens jeg mærkede en ubehagelig følelse i maven over de sidste par sætninger, han sagde.

"Gider du godt droppe det der, Justin. Du ved udemærket godt hvad jeg snakker om her. Jeg forklarede det til din ven i telefonen i går og..""Min ven?", spurgte jeg endnu mere forvirret og sank en klump i halsen.

"Ja, din ven Justin! Jeg skrev jo den der besked til dig i går eftermiddags, hvor jeg kort forklarede, hvad der var sket, hvorefter jeg ringede dig op og din ven så tog telefonen, fordi du ikke var i nærheden. Han sagde, han nok skulle sige det hele videre til dig, så drop det der!", snerrede Matt surt og lød virkelig enormt vred.

Det måtte helt klart være Nate, han havde snakket med i telefonen, det kunne ikke være andre. At han havde valgt at skjule det her for mig, gjorde mig inderligt vred indvendigt. "Jeg har slet ikke fået noget at vide omkring det her, Matt. Hvad er der sket med Leah?", spurgte jeg med en stor knude i maven, da jeg godt kunne regne ud, at der var sket noget med hende og at der var noget med nogle piller.

Der blev stille i et kort øjeblik i den anden ende af røret, hvorefter Matt sukkede dybt. "I torsdags da hun havde været hjemme hos dig og havde set dig sammen med en anden pige, blev hun fuldstændig ude af sig selv og valgte at sluge et helt glas med piller. Hun var så til udpumpning natten til fredag og ligger nu herhjemme og.." mere hørte jeg ikke Matt sige, før jeg straks rejste mig op fra sengen og begyndte at gå ud af min værelse.

"Jeg er på vej", sagde jeg hurtigt hvorefter jeg lagde røret på og derefter fortsatte løbende ned af trapperne. Det hele kom som et stort chok for mig og jeg skulle se Leah nu, det skulle jeg bare. At vide at hun havde gjort det der mod sig selv på grund af mig, gjorde virkelig ondt på mig.

"Hvad sker der, skat?", lød det undrende fra min mor, der kom gående hen til trappen. Jeg stoppede op, da jeg var kommet ned og kiggede på hende med en vejrtrækning, der var helt ude af kontrol. "Jeg.. Jeg bliver nødt til at tage hjem. Der er sket noget med Leah", svarede jeg hende med en panik i stemmen. "Er hun okay?", spurgte hun chokeret og kiggede på mig med store bekymrede øjne.

Jeg tog en dyb indånding og strøg hurtigt min ene hånd igennem mit hår af ren frustration, da jeg jo ikke kendte svaret til hendes spørgsmål. "Jeg ved det ikke mor, men jeg bliver nødt til at køre nu. Hils far og Jazzy fra mig når de kommer hjem og sig, at jeg virkelig blev nødt til at tage tilbage til New York", svarede jeg hurtigt, hvilket min mor nikkede til.

Hun gik er skridt frem og lagde sine arme om mig. "Selvfølgelig skat. Ring til mig når du kan, okay?", sagde hun stille, hvorefter hun gav slip på mig. Jeg nikkede til hende og begyndte derefter at gå ud af huset og videre ud til min bil.

Jeg havde så mange blandede følelser i min krop lige nu. Jeg var så vred på Nate over, at han vidste det her, inden jeg tog afsted, men valgte at holde det hemmeligt for mig. Og det pinte mig af helvedes til lige nu, at jeg var flere timer væk fra Leah, når jeg bare havde brug for at se hende nu. Hvad hvis hun ikke var okay? Jeg tilgav aldrig mig selv, hvis hun ikke var det.

________________________________________________________________________________

Note: Hvis historien kommer op på 150 likes inden i morgen kl. 09.30, så kommer der et kapitel, så snart det sker. Jeg er nemlig ikke hjemme i morgen og kommer derfor slet ikke til at udgive noget :) 

Ellers så kommer kapitlet i hvert fald 100 % sikkert fredag aften, hehe. Hav en god aften <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...