Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128644Visninger
AA

11. 10. Waking Up

 

10. Waking Up 

| Leahs synsvinkel |

 

For første gang i to uger åbnede jeg mine øjne efter at have sovet en hel nat uden problemer. Jeg vidste, at det udelukkende var fordi, Justin havde været her, imens jeg faldt i søvn. Hans arm omkring mig og hans nærvær havde fået mig til at falde i søvn næsten med det samme.

Jeg vendte mig stille rundt i sengen i håb om, at finde Justin liggende bag mig, men til min store ærgrelse var pladsen ved siden af mig tom. Et ubehageligt stød ramte kort mit hjerte, da jeg virkelig ønskede, at han ville være der.

"Justin?!", råbte jeg så højt jeg kunne, da jeg håbede han bare ville være et andet sted i lejligheden end her. Men da jeg efterhånden havde råbt hans navn ti gange uden svar, gik det op for mig, at han havde forladt mig, igen. Og pludselig føltes det som om mit hjerte stille blev kvast og mine øjne blev fyldt med tårer.

Jeg drejede mig om på siden igen, hvor mit vandfyldte blik landede på min forlovelsesring, der lå på natbordet, hvor den havde ligget de seneste fjorten dage. Det føltes ikke rigtigt for mig at have den på min finger, hvis Justin ikke ønskede at fortsætte vores forhold. Så jeg havde langt den der, da jeg ikke ønskede at se på den hele tiden og jeg tilbragte jo ikke særlig meget tid inde på dette værelse for tiden.

Forsigtigt lukkede jeg mine øjne i og prøvede at få mine tanker hen på noget andet. Men som jeg havde regnet med, så lykkedes det knapt så godt.

Selvom jeg var præget af store tømmermænd lige nu, så overskyggede smerten af at Justin var gået fra mig dem. Hans fyldige læber mod min kind kunne stadig mærkes som et brændende sår, og for at være helt ærlig, så ville jeg ønske, at jeg ikke havde set ham i nat. Mit savn til ham var blevet endnu større end det havde været de sidste to uger, for så fantastisk det føltes at falde i søvn i hans arme, så forfærdelig føltes det også at vågne op alene uden ham ved min side.

Alle de skrækkelige følelser jeg havde inden i, fik mig til at tænke tilbage, på de forfærdelige følelser jeg havde i kroppen sidste år, hvor Justin ikke kunne huske mig. Og jeg kunne virkelig ikke finde ud af, hvilke af de to hændelser, jeg havde været gennem, der var værst. På den ene side mindede de følelser utrolig meget om hindanden, da mit hjerte var inderligt knust begge gange. Men samtidig så føltes de alligevel så vidt forskellige og langt væk fra hinanden, da årsagerne var så forskellige. Denne gang var det selvforskyldt, at mit hjerte var knust, hvorimod det havde været Justins ulykkes skyld, den første gang.

Selvfølgelig, hvis man så på den virkelige årsag til det sidste, så var det egentlig også min skyld, at den bilulykke nogensinde var sket. Havde jeg bare været kommet til den fest Ryan holdt, så var det aldrig sket. Så var Justin og jeg heller ikke blevet uvenner her i New York, og så havde vi stadig været sammen. Så man kunne vel egentligt godt sige, at det hele var min skyld.

Jeg åbnede mine grædende øjnene igen og satte mig op i sengen, for derefter at rejse mig helt op og gå ud ind i stuen. Trangen til alkohol var dukket op, da jeg vidste den kunne dulme den smerte, jeg havde indvendigt lige nu. Så jeg satte mig ned i sofaen og tog romflasken, der stod ved siden af computer, og førte flasken op til munden for at tage en meget stor tår.

Tårerne løb ned af mine kinder imens og det var ikke på grund af den brændende fornemmelse i min hals. Den fornemmelse var intet i forlod til de følelser jeg havde i kroppen.

Jeg satte flasken på bordet derefter, og tog min mobil op af min bukselomme, hvor jeg straks så at mine skærm var spammet med opkald og beskeder fra Matt:

02.04: Svar mig, Leah! Jeg mener det!

02.17: Jeg ved du er vågen, så jeg sover ikke, før du har svaret mig.

02.35: LEAH!!!!!!!!!!

02.37: SVAR MIG NU!

03.01: Hvis du seriøst ikke har tænk dig at svare, så kommer jeg fandme til New York og tvinger dig!!!!

04.06: tag dig sammen, Leah. Seriøst.

Der var mange beskeder før disse, men jeg orkede ikke at læse de andre, så jeg slukkede bare for skærmen igen med er hårdt suk. Min lyst til at svare ham lige nu, var ikke bestemt stor og jeg havde slet ikke høre på hans holdning til det, jeg gjorde. Så jeg smed bare telefonen på sofaen og kiggede ned på romflasken, jeg havde i min ene hånd.

Jeg udbrød et svagt snøft og uden jeg egentlig selv tænkte over det, løftede jeg flasken om til min mund igen og tog endnu en stor tår.

 

 

| Justins synsvinkel |

 

"Hej min skat, hvordan går det?", lød det med en enormt glad stemme fra min mor, som jeg havde valgt at ringe op. Jeg vidste, at hun savnede mig og altid blev glad, når jeg ringede til hende. "Det går..", startede jeg med at sige, men afbrød mig selv for at tage en dyb indånding. "Det ved jeg ikke. Der hele er lidt noget rod", fortsatte jeg en anelse trist.

Selvom Leah og jeg ikke havde boet sammen de sidste to uger, så anede hverken mine forældre, søster eller mine venner, hvad der foregik. Jeg havde med vilje undladt at fortælle dem det, da jeg jo havde været enormt meget i tvivl om, om jeg skulle flytte tilbage til Leah og bare glemme hele episoden. Så alle troede stadigvæk at alt gik helt vildt godt mellem Leah og jeg, og at brylluppet stadig var en realistisk sag, hvilket jeg ikke rigtig vidste, om det var længere.

"Det er jeg da ked af at høre, skat. Er det noget, du har lyst til at snakke om?", spurgte hun med en bekymret og trist stemme. Jeg rystede på hovedet for mig selv, imens jeg lukkede øjnene og kløede mig selv i tindingen med min pegefinger. Et svag suk forlod mine læber, før jeg svarede hende. "Nej.. ikke lige nu. Men jeg tænkte på, om det var muligt, at jeg kunne komme hjem næste weekend? Det er så lang tid siden, vi sidst så hinanden", spurgte jeg stille og hørte en dør gå op bag mig, hvilket fik mig til at dreje mit hoved, så jeg så Nate komme gående hen i mod mig og satte sig i stolen ved siden af den sofa, jeg sad i.

"Selvfølgelig kan du det! Vi savner dig så meget herhjemme", svarede hun glad, så jeg ikke kunne lade være med at smile lidt. Jeg savnede virkelig også dem, og specielt nu hvor jeg gennemgik det her, savnede jeg dem endnu mere. Det var også derfor, at jeg tidligere besluttede mig for at ringe hjem, så jeg kunne se dem igen.

"Kommer Leah med?", spurgte min mor yderligere med en helt normal stemme, da hun jo var intetanende om situationen. Smilet på mine læber forsvandt stille og jeg rømmede mig svagt. "Nej.. Nej, det bliver bare mig, der kommer", svarede jeg hende.

"Okay. Jeg vil glæde mig til at se dig", svarede hun glad, så jeg nærmest kunne forstille mig hendes smilende ansigt for mig lige nu. "Vi ses fredag så. Jeg regner med at køre, så snart jeg har fri fra skole", svarede jeg stille. "Det lyder godt, skat. Vi ses. Hils Leah mange gange fra mig", var det sidste hun sagde, inden hun lagde på. Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg ikke bare valgte at fortælle min mor omkring, at Leah og jeg ikke var sammen lige pt. Måske fordi det var lidt mærkeligt for mig, at skulle fortælle det over telefonen?

Jeg sukkede svagt og lænede mig helt tilbage i sofaen, hvorefter jeg lod mit blik lande på Nate, der sad og kiggede på mig. "Hvad så? Hvor har du sovet i nat?", spurgte han undrende. Jeg tog en dyb indånding og strøg mine ene hånd igennem mit hår en enkelt gang. "Hos Leah", svarede jeg stille, hvilket fik Nate til at kigge på mig med et underligt ansigtsudtryk.

"Nå, er I så sammen igen?", spurgte han med en lige så stor undring i stemmen som før. Jeg rystede på hovedet og sukkede opgivende. "Hun var mega fuld, så jeg blev nødt til at hente hende fra en af hendes veninder.. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal gøre med hensyn til vores forhold", svarede jeg ærligt en smule frustreret, da min beslutning om, om jeg skulle flytte hjem til hende igen, stadig var svær for mig at beslutte.

Her i formiddags da jeg vågnede med hende i mine arme, gik det for alvor op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet hende ved min side. Jeg lå og tænkte på hændelsen ude på badeværelset i nat, hvor hun var brudt fuldstændig sammen og havde fortalt mig, at hun ikke kunne sove, når jeg ikke var der. Det var som et stik i hjertet at få at vide, men på samme tid, så ændrede det bare ikke på det faktum, at hun havde været sammen med en anden.

Jeg vidste godt, at det var fuldkommen latterligt, at jeg hele tiden mindede mig selv om det, men jeg kunne virkelig ikke få det ud af mit hoved. At min Leah, som jeg havde været sammen med i 4 år, skulle have været i seng med en anden, kunne jeg slet ikke få ind i mit hoved. Det lignede hende på ingen måde. Også selvom hun havde ændret sig en del efter vi flyttede til New York, så var det stadig aldrig noget, jeg ville kunne forestille mig, hun ville gøre imod mig. Specielt ikke efter alt det vi var igennem sammen sidste år.

Men det var derfor jeg bare valgte at gå fra hende, da jeg stod op i formiddags. Da jeg stadig var i tvivl, ønskede jeg ikke, at give hende falske forhåbninger.

Den egentlige grund til, at jeg valgte at tage hjem til mine forældre næste weekend var, at jeg havde brug for at komme væk fra alt det her bare for en stund. Væk fra Leah, Nate, ja bare generelt New York.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...