Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
435851Visninger
AA

9. 8. The Conversation

 

8. A Conversation 

 

Jennifer White.

"Mandag, tirsdag og torsdag er der kun træningskampe for klubbens medlemmer, så dem bliver der ikke spillet penge på. Hver onsdag og lørdag aften er der en bokser fra klubben, der bokser imod en bokser udefra, de kampe bliver der spillet ihærdigt mange penge på, da det er dem, der er de mest interessante. Om søndagen er det udelukkende to udefrakommende boksere, der bokser imod hinanden - det er sådan Cohen spotter nye medlemmer til klubben. De kampe bliver der også spillet penge på, dog ikke så mange som kampene onsdag og lørdag", forklarede Justin Philip, imens vi trådte ind noget der lignede et træningslokale.

Jeg havde været hele denne her klub rundt, sammen med Philip, Justin og en speciel fyr der hed Miles. Justin havde forklaret Philip en masse om klubben undervejs på rundturen, mens jeg egentlig ikke rigtig lyttede efter, da jeg ikke forstod særlig meget omkring boksning. Desuden så blev jeg også ivrigt underholdt af ham Miles, der hele tiden startede en samtale med mig, hvilket jeg havde det helt fint med. Han var ret behagelig at snakke med, når man tænkte på, at jeg kun lige havde mødt ham.

"Cohen?", stillede Philip undrende som et spørgsmål, samtidig med vi alle fire stoppede op på midten af gulvet i lokalet, så vi kom til at stå i en form for firkant.

"Han er vel det, man kan kalde for chefen for stedet. Det er ham, der styrer alt det med pengene. Og alt skal ligesom gå igennem ham før en beslutning bliver taget", svarede Justin afslappet med sin ret så bestemte stemme. Phillip nikkede bare som svar til, at han havde forstået, det Justin havde sagt.

"Nå, men jeg vil gå op og hente Cohen. Så kan du gøre dig klar imens", sagde Justin yderligere, hvilket fik Philip til at se helt forkert ud i sit ansigt.

"Klar til hvad?", spurgte han uforstående om.

"Cohen vil gerne se dig bokse. Bare for at se hvad du kan", svarede Justin helt roligt, som om der ingen problemer var ved det. Philip så derimod enormt nervøs ud i ansigtet.

"Jamen.. så han mig ikke bokse i kampen i går?", lød det fra undrende og nervøst fra Philip. Justin udbrød et svagt grin imens han rystede på hovedet.

"Det kan du jo selvfølgelig ikke vide. Cohen ser kun boksekampene om søndagen, da det vigtigste for ham er pengene. Bare rolig, du skal bare vise ham et par enkelte slag, ikke andet", svarede Justin og begyndte derefter at gå væk fra os andre. "Miles, hjælp ham lige med handskerne", fortsatte Justin henvendt til Miles, imens han bare fortsatte med at gå med ryggen til os.

Miles nikkede smilende for sig selv, og begav sig derefter hen til et skab, der stod et par meter væk fra os. Jeg læste kort Philips ansigt, og nervøsiteten var utrolig tydelig.

"Fuck", udbrød han lavt, da Justin var forsvundet helt ud af lokalet.

"Rolig nu, Philip. Det lyder da ikke så slemt", sagde jeg beroligende og lagde blidt min hånd på hans ene skulder. Jeg havde jo set ham Cohen ude foran klubben, lige da Justin og jeg var ankommet hertil. Han så overhovedet ikke bestemt slem ud, faktisk lignede han bare en helt almindelig fyr i slutningen af tyverne. Så jeg havde en fornemmelse af, at Philip ikke skulle være nervøs for noget.

Han tog en dyb indånding sikkert for at dulme sine nerver, og derefter nikkede han svagt. "Du har nok ret. Det er bare.. jeg havde ikke lige regnet med det", svarede han og tog endnu en dyb indånding. Derefter greb han fat i bunden af sin Ralph Lauren t-shirt og løftede den over hovedet, så han endte med at stå i bar overkrop.

"Værsgo", lød det fra Miles, der var kommet tilbage, og nu rakte et par boksehandsker frem mod Philip. Han tog imod handskerne med et venligt smil, og tog dem derefter på hænderne.

"Se det på den positive side, nu får jeg endelig lov til at se dig bokse", svarede jeg smilende, hvilket fik Philip til at se på mig med et seriøst blik.

"Den samtale tager vi lige senere, ikke?", sagde han bestemt med et falskt smil på læben, nok fordi Miles stod ved siden af.

Jeg vidste godt, at Philip hentydede til, at vi skulle have en samtale om, hvorfor jeg ikke kom i går til boksekampen og hvorfor jeg ikke havde sovet hjemme. Heldigvis så var han ikke typen der blev specielt sur, så det var egentlig ikke fordi, jeg var specielt nervøs over den samtale, jeg skulle have med ham.

Døren til lokalet gik op igen, hvilket fik os alle tre til at kigge derhen. Justin og Cohen kom gående ind i lokalet på vej mod os.

"Philip White", udbrød Cohen med et stramt smil, imens han stoppede lige foran Philip, som fik et endnu mere skræmt ansigtsudtryk. "Dig har jeg hørt en del om i dag", tilføjede Cohen og rakte sin hånd frem mod Philip, hvilket fik Philip til at gøre det samme, så de hilste på hinanden.

"Lad mig se hvad du kan", fortsatte Cohen, og slog svagt Philip på hans overarm. Philip kiggede kort hen på Justin og tog derefter en dyb indånding, hvorefter han nikkede bekræftende til Cohen. De gav slip på hinandens hænder.

"Hva.. Hvad vil du have, jeg skal gøre?", spurgte Philip enormt nervøst.

"Justin!", udbrød Cohen imens hans stadig bare kiggede på Phillip, hvilket fik os andre til at kiggede hen på Justin, der åbenbart godt forstod, hvad Cohen ville have ham til at gøre, da han straks tog sin t-shirt af og derefter begav sig over mod skabet.

Mit hjerte begyndte at banke en del stærkere på grund af synet af ham uden trøje på, undskyld jeg kunne virkelig ikke styre det. Han var så flot trænet, der var virkelig ingen fejl ved hans krop overhovedet. Selv ikke engang hans tatoveringer fik mig til at synes mindre om hans krop. Normalt, så frastødte tatoveringer mig helt vildt, men lige på Justin, der gjorde det virkelig ikke noget, at de var der. Tværtimod så gjorde de faktisk bare synet bedre.

"Nååå, har man et godt øje til Justin?", lød det fra Miles' smågrinende stemme ved siden af mig, hvilket fik mig til at stoppe min stirren på Justin og vende mit hovedet mod Miles. Jeg rømmede mig svagt med et lille utilpas grin.

"Nej.. Jeg kender ham jo overhovedet ikke", svarede jeg smilende.

"Men du er tiltrukket af ham.. ellers ville du ikke stirre på ham som en salvende hund", konstaterede Miles hurtigt efterfulgt af et voldsomt grin, imens han stod og trippede med sine fødder.

Jeg mærkede svagt at mine kinder blev varme over Miles' påstand. "Det.. Det er jeg ikke.. og det gør jeg da heller ikke", løj jeg nok en smule, da der jo var en lille form for fysisk tiltrækning. Men jeg var ret sikker på, at det kun var på grund af, at jeg ikke havde været sammen med en fyr i over et halvt år. For Justin var normalt overhovedet ikke min type udseendesmæssigt.

Miles begyndte at grine over mit svar. "Har nogen nogensinde fortalt dig, at du er fucking dårlig til at lyve?", spurgte han og kiggede på mig med store øjne og løftede øjenbryn. Hans spørgsmål gjorde mig mundlam for ja, Justin fik nævnt et par gange i går, at jeg var dårlig til det.

Miles grinede igen. "Det er da okay, at du er tiltrukket af ham. Du er laaaangt fra den første tøs, der er det", svarede han. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare til hans sidste bemærkning, så jeg valgte at dreje hovedet, så jeg så på Philip og Justin, der allerede var i gang med at bokse.

~

Jeg måtte ærligt indrømme, at boksning overhovedet ikke var noget, jeg brød mig specielt meget om at se på. Heldigvis var det gået rigtig godt for Philip med at vise Cohen, hvad han kunne, det sagde Philip i hvert fald selv, at det var. Men det der med at se på to personer, der slog på hinanden uden grund, kunne jeg slet ikke se meningen med. Jeg følte nærmest selv smerte på min egen krop, hver gang Justin slog Philip og jeg forstod slet ikke, hvorfor man overhovedet valgte at skade sig selv på den måde.

Philip og jeg sad lige nu i hans bil på vej hjem til os selv. Jeg sad og kiggede ud af mit vindue, imens jeg tænkte på den enormt akavede måde Justin og jeg havde sagt farvel på. I situationen vidste jeg ikke, om jeg bare skulle give ham hånden eller om jeg skulle give ham et kram. Så da jeg stod overfor ham og skulle sige farvel, valgte jeg uden helt at tænke at give ham et kram, hvilket han nok ikke lige regnede med, da han samtidig rakte sin hånd ud, så jeg fik hans hånd i maven. Det var dog heldigvis ikke specielt hårdt, men til gengæld var det virkelig akavet. Hans øjne så også utrolig forvirret på mig efter jeg havde trukket mig væk fra krammet, så jeg helt sikkert havde helt røde kinder. Han gjorde mig bare så ufattelig nervøs, det var så mærkeligt.

Jeg rømmede mig svagt og fjernede mit blik fra naturen uden for og kiggede i stedet hen på Philip, der kørte bilen.

"Philip?", sagde jeg lavt og en smule nervøs over, hvordan han ville reagere på det, jeg ville spørge om.

"Mhm?", mumlede han svagt som svar, imens han holdt sit blik på vejen.

"Ham Justin Bieber.. Hvad ved du om ham?", spurgte jeg stille, hvilket fik Philip til hurtigt at dreje hovedet mig og sende mig et undrende blik, for derefter at kigge ud på vejen igen.

"Ikke så meget, hvorfor?", svarede han afslappet men dog med en smule undring i sin stemme. Jeg trak på mine skuldre og kørte blikket i mit skød, hvor jeg fik øje på pletten på min kjole, der stadig ikke var væk.

"Nå, ikke sådan rigtig for noget, jeg er bare nysgerrig", svarede jeg stille og førte mit blik hen på Philip igen.

"Han er i hvert fald typen, du skal holde dig væk fra!", udbrød han bestemt.

"Hvorfor?", stillede jeg undrende som et spørgsmål, hvilket fik ham til at vende hovedet mod mig igen.

"Det skal du bare, okay?", slog han meget bestemt fast med et seriøst blik i øjnene og kiggede derefter atter ud på vejen. "Du skal holde dig langt væk fra den klub. Alle der er dernede er ikke typer du skal være i selvskab med, da de er kriminelle!", fastslog han hårdt. Jeg drejede mit blik væk fra ham, og der opstod en stilhed i bilen i noget tid. Det var egentlig ikke fordi jeg havde specielt meget lyst til at tage tilbage til klubben, men alligevel så ville jeg gerne, fordi Justin, som tiltalte mig så utrolig meget, var der.

"Hvor blev du forresten af i går og hvor har du været i nat? Jeg troede vi havde en aftale om, at du skulle komme og se mig", spurgte han Philip og brød dermed stilheden.

"Ja, undskyld. Jeg prøvede virkelig også at komme, men jeg glemte tiden. Og da jeg så kom hen til klubben, var du allerede kørt, så jeg havde ingen mulighed for at komme hjem, da du jo heller ikke tog telefonen. Så...", begyndte jeg og afbrød mig selv, da jeg ligepludselig havde en fornemmelse af, at Philip ikke ville blive så glad, når jeg fortalte jeg havde sovet hos Justin.

"Så hvad?", spurgte Philip nysgerrigt.

"Så jeg sov hos Justin", sagde jeg ekstremt lavt, og bed mine tænder sammen, da jeg ikke vidste hvordan hans reaktion ville være.

"Hvad?!", udbrød han hårdt og jeg kunne mærke ud af øjenkrogen, at hans blik var på mig. "Har du sovet hos en fyr, du overhovedet ikke kender?! Prøvede han på noget?! Gjorde han dig noget?!", lød det surt og en smule panisk fra Philip, hvilket fik mig til at sukke svagt.

"Nej, overhovedet ikke. Han tilbød mig bare, at jeg kunne sove hos ham, fordi jeg ikke havde andre muligheder. Vi sov bare", svarede jeg helt afslappet, for at Philip kunne slappe lidt mere af. Han var generelt meget overbeskyttende når det kom til mig og fyre, så det overraskede mig egentlig ikke, at han reagerede på den måde. Det var nok bare en smule værre nu, da Philip jo ikke mente at Justin var en type, jeg skulle være i nærheden af.

"Godt! Lov mig at du holder dig væk fra ham, Jen", sagde han, så jeg vendte mit blik hen på ham. Jeg sukkede svagt og nikkede derefter.

"Okay, det lover jeg", svarede stille opgivende."Forresten, hvor har du sagt til mor og far, at jeg har sovet?", spurgte jeg for at skifte emne.

"Jeg sagde bare, at du havde sovet hos en fra din klasse og at du ikke fortalte mig navnet", svarede han med en meget mere afslappet stemme en før.

"Og hvad sagde de til det?", spurgte jeg, selvom jeg egentlig godt vidste svaret. Min mor var sikkert flippet helt ud, fordi jeg ikke havde fortalt hende der. Min far var nok mere rolig, da han nok havde andre ting af bekymre sig om.

"Mor var langt fra glad, lad mig bare sige det sådan", svarede Philip i et svagt grin, da vi jo begge godt kendte til hendes reaktion på, når vi brød hendes regler - hvilket jeg normalt aldrig gjorde, men ligesom blev nødt til i nat.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...