Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434441Visninger
AA

7. 6. Blood

 

6. Blood

 

Jennifer White.

Brrr.. Brrr... Brrr...

Lyden af en vibrerende mobil vækkede mig, så jeg langsomt åbnede mine øjne. Jeg mærkede med det samme, at der var en arm placeret over min talje og at bag mig, lå der en person helt op ad mig.

Med et lille smil på læben flyttede jeg mit blik ned til armen, der var fyldt med tatoveringer. Jeg kunne naturligvis godt regne ud, at armen tilhørte Justin. Dog vidste jeg ikke helt, hvordan jeg helt skulle reagere på det, for på den ene side syntes jeg, det var rimelig ubehageligt at have en fremmedes arm liggende om mig, men på den anden side fandt jeg det også sødt, at han havde formået at ligge den om mig af sig selv i løbet af natten. Og så var det faktisk også rart at ligge i hans ret så muskuløse arme.

Jeg drejede mig forsigtigt rundt uden at fjerne armen fra mig, så jeg kom til at ligge på min anden side, der var med fronten mod ham. Han sov stadig tungt, og man kunne høre en meget svag og lav snorken fra ham. Det var faktisk ret mærkeligt at ligge så tæt op ad en person man overhovedet ikke kendte. Det lignede slet ikke mig bare at tage hjem med en tilfældig person og sove.

Men der var altså et eller andet helt specielt ved Justin, der vækkede et eller andet inden i mig. Han skræmte mig lidt og gjorde mig mega nervøs, men det var som om, at jeg egentlig godt kunne lide det. Han virkede til at være interessant, som om at hans en smule hårde attitude bare var en facade, som han havde svært ved at smide fra sig. For da han smilede inden vi faldt i søvn i går, kunne jeg mærke, at han brød den facade, hvilket virkede til at være ubehageligt for ham. Han fjernede nemlig smilet med det samme og vendte sig bare om uden sige noget yderligere.

Efter min mening burde sådan et smil, som han rendte rundt med blive vist meget mere, hvilket også var grunden til, at jeg sagde til ham, at han burde smile noget oftere. Han havde sådan et smil, der smittede af på en. Og i samarbejde med hans nøddebrune øjne, gjorde hans smil altså et eller andet ustyrligt ved mig inden i.

Brrr... Brrr...

Mobiltelefonen begyndte at ringe igen, og jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle vække ham. Han kunne jo godt være sådan en type, der blev sur over at blive vækket fra sin søvn. Igen, jeg kendte ham ikke, så jeg havde ingen idé om, hvordan han ville reagere på det. Hvordan skulle jeg også vække ham? Skubbe til hans overkrop? Det turde jeg slet ikke.

Det var grænseoverskridende nok for mig at ligge med mit ansigt højest fem centimeter fra ham. Så at skulle til at røre ved hans krop, ville være alt for langt over min grænse. Men hvad nu hvis telefonopringningerne var noget vigtigt? Det var jo trods alt mindst anden gang, den havde ringet.

Mobilen stoppede med at vibrere, og jeg besluttede mig for, at det nok ville være bedst, hvis jeg vækkede ham. Jeg kørte kort mit blik ned af hans overkrop, da jeg ikke kunne se mere af hans krop, da dynen dækkede ham fra underlivet og ned.

Mit hjerte begyndte at banke hårdt i mod mit bryst. Det var jo over er halvt år siden, at jeg havde ligget så tæt sammen med en halvnøgen fyr, og lad mig da bare være ærlig at sige, at Justin havde en guddommelig flot og veltrænet overkrop. Så det var rimelig skræmmende, at jeg skulle til at røre ved ham.

Jeg låste mit blik fast på hans ansigt, imens jeg tog en dyb indånding, for at tage mig sammen til at vække ham. Lige da jeg skulle til at løfte min arm, åbnede Justin sine øjne, så han kiggede direkte ind i mine. Jeg sank en stor klump i min hals, da jeg fandt hans blik på mig ret intimiderende. Vi lå bare og så hinanden i øjnene i noget tid uden at sige noget eller bevæge os.

Han fjernede først blikket fra min øjne efter et stykke tid og kiggede i stedet undrende ned på sin arm, der stadig lå om mig. Svagt rømmede han sig og fjernede sin arm fra min imens. Derefter kiggede han mig i øjnene igen.

Brrr... Brrr... Brrr...

Justin afbrød vores øjenkontakt, og satte sig derefter op på sengekanten, og tog derefter fat i hans telefon, der lå på et meget lille natbord. Man kunne roligt sige, at Justin kom fra et meget anderledes miljø end jeg selv gjorde. Hele hans lejlighed var mindre end hele mit soveværelse, ikke at det gjorde mig noget overhovedet. Det var bare mærkeligt at tænke på, at vi levede så forskelligt.

"Hvad så, Cohen?", lød det fra Justins hæse morgenstemme, da han havde taget sin mobil. Han kørte en hånd igennem sit pjuskede morgenhår et par gange frem og tilbage. "Hvem?... Jo, selvfølgelig... Det er klart...", fortsatte han, imens jeg lod mit blik vandre fra hans hår og videre ned til hans muskuløse ryg, hvor han også havde tatoveringer. Your word is a lamp for my feet, a light for my path Psalm 119:105, stod der øverst på den ene side af hans ryg.

Jeg ville umiddelbart ikke skyde Justin til at være den religiøse type grundet hans udseende og indtag af alkohol, men det kunne selvfølgelig godt være, han var det, siden han havde sådan et bibelsk vers skrevet på sin krop.

".. Det er fint, Cohen. Jeg ordner det... Vi ses", derefter lagde han på og lagde mobilen tilbage på natbordet, hvorefter han tog en cigaret ud af cigaretpakken, og tændte den. Jeg rømmede mig en smule akavet og satte mig derefter op ad væggen i sengen.

"Hvad.. hvad er klokken?", spurgte jeg stille en anelse nervøst. Justin vendte sit hoved bagud så han kiggede på mig.

"Halv to", svarede han og rejste sig derefter fra sengen og gik hen til sit tøjskab og tog et par bukser ud af skabet.

"Så meget??", stillede jeg chokeret som et spørgsmål, da jeg var rimelig forarget over, at jeg havde sovet så længe. Desuden var mine forældre sikkert helt ude af den, fordi jeg ikke var hjemme.

Justin satte sin smøg imellem sine læber, imens han nikkede og trak bukserne op ad sine ben for til sidst at lukke dem. Derefter tog han sin smøg væk fra sine læber igen.

"Jeg har lige et problem, jeg skal ordne, men hvis du vil, så kan du blive her, indtil jeg kommer tilbage. Så kan vi følges ned til klubben derefter, hvor din bror kommer kl. 16.00", sagde Justin og kiggede derefter afventende på mig.

Jeg nikkede bare forsigtigt, da det nok var bedst, at jeg kørte med min bror hjem istedet for, at jeg bad en af mine forældre om at hente mig. Min mor ville helt klart stille en masse spørgsmål og hun ville ikke blive specielt glad for at se, hvilket sted jeg befandt mig i lige nu.

"Jeg er nok tilbage om en time cirka. Der er ikke det store udvalg i skabene, men du tager bare, hvad du har lyst til", fortsatte han, imens han bevægede sig hen til køkkenet, hvor han tændte for vandhanen og førte sin cigaret ind under, så den slukkede.

"Okay", svarede jeg lavt, imens jeg nikkede.

Han gik derefter hen til tøjskabet igen, og tog en bluse ud, han derefter tog over hovedet. "Vi ses", sagde han og gik derefter hurtigt hen til hoveddøren, så det virkelig lignede, at han havde travlt. Der var noget virkelig mystisk over ham, men på samme tid så var det det der gjorde ham spændende.

Døren blev smækket efter ham, imens jeg stadig bare sad i en fremmed persons seng. Jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg skulle foretage mig i den time som jeg skulle tilbringe her alene. Måske var det nok en klog idé at fortælle min bror, hvor jeg var, så han ikke skulle bekymre sig og samtidig fortælle mine forældre at jeg var i god behold.

Jeg tog derfor fat i min taske, der lå ved siden af mig, og tog derefter min mobil op fra den. Som jeg havde regnet med, var der en masse ubesvarede opkald hjemmefra, hvilket jeg sukkede svagt over. Derefter ringede jeg min bror op, og det gik ikke mere en to sekunder, så blev telefonen taget.

"Jennifer?!", lød det panisk som et spørgsmål fra ham.

"Ja, det er mig", svarede jeg helt afslappet, hvilket fik Philip til at ånde lettet op.

"Hvor er du? Mor og far er helt ude af den, de tror du er blevet bortført eller sådan noget", spurgte han med en mere afdæmpede stemme end før.

"Jeg er hos.. Kan vi ikke bare mødes på klubben, du boksede på i går, kl. 16.00?", svarede jeg og ændrede hurtigt sætningen, da jeg ikke gad at forklare om Justin-situationen over telefonen.

"Jo? Men hvorfor der? Hvor har du sovet?", svarede han forvirret, så jeg sukkede meget svagt.

"Jeg forklarer det, når vi ses. Kan du ikke bare sige til mor og far, at jeg har sovet hos Brittany?", spurgte jeg ham.

"De har allerede snakket med hende, så de ved, du ikke er der", svarede han hurtigt derefter.

"Så bare find på en anden undskyldning. Vi ses kl. 16.00", sagde jeg som det sidste og lagde derefter røret på og smed telefonen ned i tasken igen.

 

Justin Bieber.

Opringningen jeg fik, da jeg lige var vågnet, var fra Cohen. Han havde et "problem", som jeg skulle banke noget fornuft ind i hjernen hos, hvis man kan sige det på den måde. Hvilket var det, jeg lige havde gjort, rimelig bogstaveligt talt. Jeg havde banket en fyr, der skyldte Cohen penge, halvt ihjel. Når folk ikke holdt deres aftaler, så skulle de have at vide på den hårde måde, at Cohen ikke mente det for sjovt, når han sagde, at han skulle have sine penge. Han var iskold og mildt sagt pisse hamrende ligeglad. Han skulle bare have sine penge. 

Man kunne måske nok undre sig over, hvad der fik en 21-årig fyr som mig, til at banke folk på en ordre for en fyr som Cohen. Well, Cohen havde hjulpet mig igennem en masse stramme tider i mit liv. Han betalte for den lejlighed, jeg boede i, ja godt nok var lejligheden ikke noget specielt, men havde det ikke været for ham, levede jeg højest sandsynligt på gaden nu. Han gav mig penge, gratis alkohol og lod mig bokse i klubben. Faktisk så betalte han nærmest alt for mig, så jeg tænkte ikke rigtig på økonomiske ting. Han lod mig egentlig bare gøre, hvad jeg ville, så længe jeg hjalp ham af og til med at få skaffet nogle "problemer" af vejen.

Jeg parkerede bilen ude foran lejlighedskomplekset, jeg boede i. Derefter greb jeg fat i viskestykket, som lå på sædet ved siden af mig og var smurt ind i blod, da jeg havde tørt mine hænder i det efter at have tævet ham fyren der. Nej, han var skam ikke død, dette her var bare en reminder om, at han nok skulle til at tage sig sammen og få betalt de penge han skyldte.

Det virkede altid at give dem nogle slag, for jeg var heldigvis aldrig nået til det punkt, hvor jeg havde slået en person helt ihjel. Dog vidste jeg godt, at muligheden godt kunne opstå, da Cohen som sagt mente det rimelig alvorligt, når det omhandlede penge. Heldigvis forstod folk budskabet med tæv, og derfor betalte de altid pengene hurtigt derefter. Desuden var jeg overhovedet heller ikke bange for, at blive meldt til politiet, da personerne godt vidste, at det ville gå ud over dem selv i sidste ende.

Med viskestykket i hånden trådte jeg ud af bilen og gik ind i opgangen og op af trappen, til jeg kom til min lejligheds dør, som jeg åbnede.

"Eeejjj nej nej nej nej", hørte jeg en pigestemme skrige småpanisk, lige da jeg trådte ind i lejligheden og lukkede døren bag mig. Jeg gik et par skridt frem og fik øje på Jennifer, som stod i køkkenet med en kaffemaskinekande i den ene hånd og kiggede ned på sin kjole, som hun åbenbart havde spildt noget på.

"Hvad laver du?", spurgte jeg lavt, så det gav et sæt i kroppen på hende, da hun nok ikke havde opdaget mig træde ind. Hun kiggede på mig og tog en dyb indånding bagefter.

"Jeg ville prøve at lave kaffe, men så spildte jeg kaffepulver på min nye kjole", svarede hun med en irriteret stemme og pegede på den utrolige lille plet, der var på hendes kjole.

"Det er da ikke så slemt, det skal bare børstes væk", sagde jeg imens jeg gik tættere på hende, og kiggede ned i kaffemaskinekanden, hun havde i hånden, hvor det var tydeligt, at hun bare havde hældt vand ned i den og puttet kaffepulver ned i. "Hvordan er det også lige, du laver kaffe?", spurgte jeg og kiggede undrende på hende.

Hun sendte mig et uforstående blik og kiggede derefter ned i kanden. "Er det ikke sådan, man gør?", spurgte hun dybt alvorligt og kiggede derefter op på mig, der ikke kunne lade være med at udbryde et lille grin, imens jeg rystede på hovedet.

På det punkt kunne man godt mærke, at hun kom fra en finere familie. Tøsen havde vel aldrig prøvet at lave kaffe selv, det havde hun vel folk til.

Jeg lagde viskestykket, jeg havde i hånden, på køkkenbordet, hvilket straks fik Jennifers opmærksomhed, da hun med det samme stod og kiggede på det med store øjne. Dog valgte jeg at ignorere hendes blik og bare gå hen til håndvasken for at vaske resterne af blod væk fra mine hænder.

"Av.. av.. av av av", lød det bag mig, så jeg vendte mig om og så på Jennifer, der stadig stirrede chokeret på viskestykket, men samtidig hældte kaffevandet ned ad hendes ben, uden hun så ud til at lægge mærke til det selv. 

Jeg tog hurtigt et par skridt hen til hende og tog kaffemaskinekanden ud af hånden på hende. Derefter skimtede jeg hendes ben, der var blevet helt rødt, hvilket straks fik mig til at indse at kaffevandet var kogende.

"Forhelvede..", udbrød jeg og satte kanden tilbage i kaffemaskinen, for derefter at gå hen til fryseren og tage en frysepose op.

"Sæt dig hen på sengen!", sagde jeg bestemt henvendt til hende, så hun straks kiggede i chok på mig og derefter gjorde, som jeg sagde.

Jeg tog fat i et rent viskestykket fra køkkenskabet og viklede det rundt om fryseposen, hvorefter jeg gik hen og satte mig på hug foran Jennifer, der sad på sengekanten og så helt forkert ud i ansigtet. Imens jeg duppede det kolde på hendes skoldede ben, kunne jeg fornemme ud af øjenkrogen, at hun sad og stirrede stift på mig.

"D.. det på.. viskestykket.. er det.. blod?", fremstammede hun lavt med en meget nervøs stemme. Jeg sukkede svagt og kiggede op på hendes uskyldige blå øjne, der helt klart ikke ville kunne klare at få sandheden at vide. Det var hun for skrøbelig til, og desuden var det ikke ligefrem noget, jeg pralede af til folk.

"Ja.. jeg var lige ude og hjælpe en af mine venner med at flytte nogle kasser, og så væltede han og begyndte at bløde, så jeg hjalp ham med at få blødningen stoppet", løj jeg og lød overbevisende i både mit blik og udtalelse af sætningen. Det der med at lyve, var intet problem for mig, da jeg vidste, at jeg kunne gøre det meget troværdigt.

Hun lukkede øjnene og åndede lettet op, hvorefter hun åbnede øjnene igen.

"Puhh.. jeg troede lige du var en eller anden voldsmand, der slog folk", svarede hun og grinede svagt af sin sætning.

"Dog ikke", svarede jeg og begyndte derefter selv at grine svagt for at spille med på, at jeg ikke var en voldelig type.

"Der kom det igen", sagde hun med et smil og kiggede på mig med et blik, jeg ikke helt forstod.

"Hvad?", svarede jeg, imens jeg kiggede uforstående på hende.

"Smilet", svarede hun og bed sig svagt i underlæben derefter, hvilket fik mig til at kiggede ned på hendes ben igen, og rømme mig svagt.

"Vi må nok hellere se at komme hen til klubben", udbrød jeg seriøst og rejste mig derefter op.

Hvad var der lige med hende og mit smil? Det var seriøst for mærkeligt.

_______________________________________________________________________________________________________

Note: Hvis I vil, må I meget gerne skrive i kommentaren, hvad I synes om historien indtil videre. Det kunne være rart at vide, om folk kan lide den eller ej :) 

 

Ellers så tusind tak for jeres støtte. I aner ikke hvor meget jeg sætter pris på det <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...