Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434441Visninger
AA

35. 34. Found

 

34. Found

 

Jennifer White.

Klokken var omkring 10.00, da jeg vågnede op i Justins arme. Følelsen jeg havde i kroppen, var helt vidunderlig og det var mest fordi, jeg i går følte, at jeg blev bekræftet ordentligt i, at Justin var seriøst interesseret i at være sammen med mig. Forsigtigt fjernede jeg hans arm fra mig for ikke at vække ham, da det efterhånden var gået op for mig, at han elskede at sove utrolig længe.

Jeg rejste mig fra sengen og gik derefter ind i mit walk-in-closet og tog en lang t-shirt på kroppen. Derefter bevægede jeg mig ud af værelset og videre ned i køkkenet, da jeg var rimelig tørstig. Jeg tog appelsinjuicen ud af køleskabet og hældte lidt op i et glas, hvorefter jeg satte mig ved en stol henne ved vores køkkenø og begyndte at drikke af glasset.

Lyden af et par skridt, der kom tættere på, lød pludselig, så jeg straks vendte mit blik mod lyden, og så at min far kom gående ind i køkkenet. ”Jamen god morgen, min skat”, sagde han med et smil. Han var iført et fint jakkesæt, da han som altid sikkert havde været vågen i flere timer.

”Godmorgen”, svarede jeg ham smilende og tog en tår af min juice, jeg derefter satte på køkkenbordet. Han stillede sig ved køkkenbordet og kiggede på mig med et bekymrende blik, jeg kendte alt for godt.

”Hvad var det for et spektakel, vi kunne høre i går aftes?”, spurgte han om med et undrende ansigtsudtryk, og hentydede højest sandsynligt til min og Justins samtale i går, da vi kom hjem fra restauranten.  

Jeg sukkede svagt og smilede til ham. ”Det var ikke noget... bare en misforståelse”, svarede jeg, da det jo egentlig var sandheden. Han nikkede med et smil på læben.

”Så der er ingen problemer med ham Justin?”, spurgte han for at være helt sikker. Det var typisk min far at stille det sammen spørgsmål flere gange, selvom jeg havde svaret ham på det en gang. Han gjorde det jo udelukkende for mit eget bedste, men af og til kunne det godt blive en smule for meget.

Jeg rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål, hvilket han straks smilede lettende til.

”Jeg har for resten noget, der nok vil gøre dig glad”, sagde han stadig smilende, så jeg kiggede nysgerrigt og spændt på ham.

Han tog sin hånd ind i sin inderlomme i sin jakke og kom frem med et lille stykke foldet papir i hans hånd. Smilende lagde han det lille stykke papir foran mig, så jeg først kiggede undrende på ham og derefter ned på papiret. Jeg tog papiret i hånden og foldede det spændt ud, og opdagede at der stod en adresse på det.

”Hvad er det?”, spurgte jeg forvirret om,  da jeg til at starte med ikke helt kunne se, hvad den adresse var til.

”Det er adressen til Bryan og Noah McCann... og tidligere også en Jason McCann”, svarede han, så jeg med det samme med opspilende øjne kiggede ned på papiret igen. Han havde allerede fundet adressen. Mit hjerte begyndte at banke en lille smule stærkere, da det her virkelig var noget, jeg ville have skulle lykkedes. Jason McCann. Det var helt mærkeligt for mig at vide, at Justin ikke var hans rigtige navn.

”Du har fundet den”, hviskede jeg overrasket og fik et smil på læben i takt med at jeg førte blikket op til min fars øjne. Han nikkede bekræftende.

”Jeg må ærligt sige, at jeg havde regnet med, at det ville være sværere at finde, end det har været. Men da jeg først fandt ud af, hvad Justin i virkeligheden hedder, så gik det rimelig lige til”, svarede han med en seriøs stemme, som om der pludselig var et eller andet der gik ham på. ”Men jeg ved altså ikke hvor tryg, jeg er ved, at du er sammen med ham, Jennifer. Drengen forsvandt sporløst for flere år siden og har nu skiftet fuldstændig identitet”, fortsatte han og som gættet, var der noget der gik ham lidt på.

”Far… Justin har fortalt mig hele historien, okay? Han er en fin fyr, og jeg er virkelig glad for ham”, forsikrede jeg ham om med et alvorligt blik i øjnene, så han kunne være sikker på, at jeg talte sandt. Han sukkede svagt og nikkede derefter.

”Han virker også som en fin fyr, men jeg synes alligevel, at du skal passe lidt på”, svarede han med en lidt bekymret stemme. Jeg nikkede bare sukkende, da jeg ikke orkede at snakke med ham om det nu.

”Han vil faktisk gerne spise med i aften”, indskød jeg, da jeg helt havde glemt at fortælle det.

”Det bliver din mor glad for at høre. Du aner ikke hvor meget hun har snakket om, at hun gerne ville hilse på ham”, svarede han med et glædeligt smil. Hans ord overraskede mig, for som sagt plejede min mor aldrig at være interesseret i at lære mine venner eller andre bekendte at kende.

Men jeg måtte ærligt sige, at jeg var virkelig nervøs for om hvorvidt aftenen ville forløbe godt. Det var overhovedet ikke fordi, jeg var nervøs for at Justin ville gøre et eller andet, det var mere min mor jeg var nervøs for. Hvis hun pludselig begyndte at komme med sine snobbede udtalelser, vidste jeg virkelig ikke, hvad jeg ville gøre ved hende. Jeg ville i hvert fald ikke bare lade hende gøre det.

Et par skridt kom tættere på os, så vi begge så i retningen af skridtene, hvor Justin kom gående iført sit tøj fra i går og med hår, der strittede ud til alle sider. Han førte en hånd igennem sit hår, imens han gabende gik mod os.

”Godmorgen den herre, De ser frisk ud”, sagde min far med en drillende fin stemme, så Justin ikke kunne lade være med at smile skævt over det. For han så bestemt ikke frisk ud lige nu, hvilket nok var på grund af, han lige var vågnet. ”Nå, men jeg vil smutte ind på kontoret og få ordnet lidt arbejde”, sagde min far, imens han drejede ansigtet mod mig, der bare nikkede til ham. Derefter gik han forbi Justin, som han gav et lille klap på skulderen. ”Godt du vil spise med i aften”, sagde han og fortsatte derefter med at gå ud af køkkenet.

Justin gik hen og stillede sig foran mig. Han lagde sine hænder på mine lår og spredte mine ben lidt væk fra hinanden, så han kunne stå imellem dem.

”Godmorgen, baby”, sagde han med en hæs morgenstemme, imens han nussede begge mine lår med hans hænder. Han placerede derefter et dejligt kys på mine læber

”Godmorgen”, hviskede jeg med et smil, da vi havde trukket vores ansigter væk fra hinanden og kiggede hinanden ind i øjnene. ”Du er da tidligt op”, konstaterede jeg undrende. Han sukkede svagt og fjernede den ene hånd fra mit ene lår, og kørte den igennem sit morgenhår.

”Cohen fra klubben har lige ringet.. han skal have hjælp til et problem, så jeg bliver lige nødt til at køre i et par timer”, svarede han og lød ikke specielt glad for at skulle køre. Det var efterhånden sket et par gange i de måneder jeg havde kendt ham, at han blev ringet op for at skulle hjælpe ham Cohen med et eller andet. Og for at være ærlig, så undrede det mig lidt nogle gange, at det skete så ofte.

”Hvad skal du hjælpe ham med?”, spurgte jeg undrende om, så et suk forlod Justins læber og hans blik fjernede sig fra mine øjne og kiggede i stedet ned mellem os.

”Det sagde han ikke”, svarede han og lod igen sit blik møde mit. Noget sagde mig, at det ikke var helt sandt, da lyden i hans stemme blev lidt anerledes, end den plejede at være.

”Hvad er det, du skal hjælpe ham med så tit?”, stillede jeg lavt som et spørgsmål, da jeg forventede at der var et svar på det spørgsmål.

”Det er ikke noget vigtigt, Jen!”, fastslog han bestemt, imens han kiggede mig seriøst i øjnene. Han gik derefter et par skridt tilbage og gav dermed slip på mit andet lår også. ”Men jeg kører nu og kommer tilbage senere, okay?”, sagde han.

”Okay..”, svarede jeg med en lav og ikke særlig begejstret stemme, da jeg stadig følte, han holdt et eller andet hemmeligt for mig.

Han bukkede sin overkrop lidt frem, så han gav mig et lille kys på munden. ”Vi ses, Jen”, sagde han og sendte mig et smil.

”Vi ses,, Justin”, svarede jeg ham og gengældte svagt hans smil. Han begyndte derefter at gå ud af køkkenet, og jeg hørte kort tid efter hoveddøren blive åbnet og lukket igen.

~

Klokken var blevet 18.30 og vi havde lige sat os til rette ved spisebordet og var begyndt at spise. Justin sad ved siden af mig og Philip, min mor og far sad som sædvanlig ved hver deres bordende.

”Nå, Justin.. hvor gammel er det, du er?”, lød det fra min mors fine stemme og jeg kunne ikke rigtig læse på hende, om hun bare spurgte for at få en samtale i gang eller fordi hun oprigtigt var interesseret i at vide det.

Justin rømmede sig svagt og kiggede kort på mig for derefter at flytte sit blik mod min mor. ”Jeg er 21”, svarede han hende med en venlig stemme, hvilket fik hende til at rømme sig svagt akavet og derefter tage en tår af sin rødvin.

”21… er du så ikke en anelse for gammel til Jennifer?””MOR!”, udbrød jeg højt med en bestemt stemme, da hendes spørgsmål, var utrolig langt ude. Der var kun tre års forskel på Justin og jeg, hvilket var ingenting i min verden.

”Undskyld..”, sagde hun med sin fine stemme og lød egentlig ikke til at mene hendes ord. ”Nu er I jo heller ikke kærester, kan jeg forstå”, fortsatte hun og lød rimelig tilfreds med at sige de ord. Jeg kunne allerede nu fornemme, at grunden til hun ville møde Justin, var for at dømme ham og prøve at ”skræmme” ham væk. Selvfølgelig var det derfor, det var så typisk hende.

”Faktisk..”, lød det fra Justin, hvilket overraskede mig, så jeg kiggede nysgerigt på ham over hvad han ville sige. For jeg havde slet ikke regnet med, at han havde noget at sige.  Hans blik mødte mit og et skævt smil dukkede frem på hans læber, hvorefter han kiggede hen på min mor igen. ”..så er vi blevet kærester, Mrs. White”, svarede han, så jeg med det samme mærkede en varme i min krop. Det var første gang jeg hørte ham omtale mig, som sin kæreste, og faktisk havde jeg ikke været helt sikkert på, om det var det vi var. Så det var helt klart dejligt at få bekræftet at han mente, vi var kærester.

”Justin.. Bare kald hende Julia”, lød det i en glad tone fra min far. Jeg kiggede straks hen på min mor, som så utrolig utilfreds ud i ansigtet, som om hun hverken var tilfreds med det Justin eller min far sagde. ”Og tillykke med det I to.. men husk nu at passe ordentligt på hende, Justin”, fortsatte han og tog sit vinglas op i hånden, for derefter at tage en tår af vinen.

”Selvfølgelig”, svarede Justin og kiggede derefter på mig med et skønt smil på læben. Han havde virkelig ændret sig i løbet af de sidste par dage. Han var blevet mere ”kærlig” og opmærksom på en eller anden måde.. Mit gæt på hvorfor, var, at han faktisk først nu havde indset, at han havde stærke følelser for mig og nu ville vise over for mig, at han mente det.

Han placerede sin varme hånd på mit bare lår under bordet og gav det et lille klem, hvorefter han fjernede den igen.  Vi fortsatte derefter med at spise vores mad.

~

”Justin..?”, sagde jeg som et spørgsmål, imens vi lå i min seng og puttede samt nussede hinanden lidt. Vi lå med fronten mod hinanden, så vi lå begge på vores ene side.

”Mhm?”, mumlede han som svar og kiggede mig derefter afventende i øjnene.

”Her på tirsdag, ikke? Der skal jeg ud til et eller andet med min engelskklasse, og vi skal selv finde derud. Det er rimelig langt væk, så jeg tænkte på, om du havde lyst til at køre mig derhen?”, spurgte jeg ham om, og prøvede for alt i verden at virkede troværdig i min stemme.

For det jeg lige fyrede af, var langt fra en sandhed. Det var bare en undskyldning for, at jeg kunne få ham til at køre hen til adressen for hans barndomshjem. Jeg havde tænkt hele dagen på, hvordan jeg skulle få ham derhen, for jeg vidste udmærket godt, at han ikke ville tage med frivilligt, hvis jeg fortalte ham, at vi skulle hjem til hans lillebror, han ikke havde set eller været i kontakt med i syv år. Så det her var den bedste undskyldning, jeg kunne komme på og jeg havde virkelig øvet mig i at sige det overbevisende, da Justin jo tit kunne se på mig, når jeg løj.

”Det kan jeg vel godt”, svarede han med en afslappet stemme, så en glæde over, at det var lykkedes mig at virke til at tale sandt, opstod inden i mig. Jeg vidste jo, at han ville kunne forstå, at jeg løj når vi ankom dertil… eller det håbede jeg i hvert fald, at han kunne. ”Hvad tid?”, spurgte han om.

”Vi skal nok køre omkring kl. 08.00… så du skal viiiirkelig tidligt op”, svarede jeg og sagde det sidste med et flabet smil på læben. Et lille grin lød fra ham, hvorefter han lænede sig ind over mig, så han kom til at ligge oven på mig. Jeg vidste ikke helt hvor lang tid, det ville tage at køre i bil hen til hans families adresse, men da jeg slog det op på internettet, stod der omkring tre timer. Det havde jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at sige til Justin, da det så nok ville undre ham lidt, at en skole ville have man skulle køre så langt for en enkelt dag.

”Det går sgu nok”, svarede han smilende og bukkede derefter sit ansigt ned til mig, så vores læber til sidst blev forenet i et blidt og ekstremt dejligt kys. Jeg udviklede efter noget tid kysset til et rimelig intenst snav, der satte gang i sommerfuglene i min mave.

Han trak sig lidt væk noget tid efter og kiggede mig i øjnene med et seriøst blik. ”Har jeg egentlig fortalt dig, hvor glad jeg er for, at du kom for sent til den boksekamp dengang?”, sagde han med en seriøsitet i stemmen, der fik hårene på mine arme til at rejse sig lidt, da jeg kunne se, at han virkelig mente det. Han hentydede tydeligvis til den første gang, vi mødte hinanden, hvor jeg overnattede hos ham for første gang. For hvis man tænkte over det, så var det med Justin og jeg nok ikke sket, hvis jeg havde været der fra kampens start.

Jeg rystede svagt på hovedet med et lille smil på mine læber. ”Men det har du nu”, svarede jeg med en stor glæde i stemmen. Jeg førte min ene hånd om i hans nakke og pressede lidt, så han forstod, at jeg ville have et kys fra ham. Han bukkede hovedet ned til mit så vores læber igen blev et med hinanden. Den bedste følelse i hele verdenen.

Igen trak han sig fra kysset og kiggede mig i øjnene. ”Du klarede virkelig middagen godt i forhold til min mors opførsel”, sagde jeg i et lille suk, da jeg helt havde glemt at komplimentere ham for at være så rolig og venlig over for mine forældre.

Middagen var fortsat i samme stil som den begyndte. Min mor blev ved med at have et utilfreds ansigtsudtryk og blev ved med at stille dømmende spørgsmål til Justin, b.la. omkring uddannelse, levevilkår og velstand.

”Hendes mening om mig, kan jeg vel ikke bruge til så meget alligevel”, svarede han. Det kom egentlig ikke bag på mig, at han var ligeglad med, hvad min mor tænkte om ham. Men det irriterede mig stadig, at hun skulle komme med de der diskrete snobbede kommentarer, fordi hun allerede havde dømt ham på forhånd.

”Jeg synes stadig, at du klarede det virkelig godt”, svarede jeg smilende. ”Jeg kunne specielt godt lide, da du nævnte ordet ’kærester’ over for hende”, fortsatte jeg med et skævt smil, som Justin hurtigt gengældte.

”Nå, så der kunne du?”, spurgte han om med en flabet stemme. Jeg nikkede imens jeg bed mig svagt i underlæben. Han bukkede sit hoved ned til mit, så vores læber var lige ved at røre hinandens.

”Det føltes godt at høre dig sige det”, tilføjede jeg med en hviskende stemme, så jeg både kunne se og mærke et smil forme sig på hans læber. Han lod vores læber mødes i et par sekunder derefter.

”Underligt nok, føltes det også ret godt at sige”, sagde han, så mine følelser gik fuldstændig amok indvendigt. Han var jo næsten blevet et nyt menneske på kun få dage.

____________________________________________________________________________________________

Note: Jeg kan vel egentlig godt afsløre over for jer, at der ikke er særlig mange kapitler tilbage af den her historie. Jeg er virkelig spændt på at skrive de sidste par kapitler til jer, men det samtidig også mærkeligt, at den faktisk snart er slut. Men jeg håber selvfølgelig at I vil læse med i de sidste kapitler. Og hvis den her note jeg lige har skrevet lyder lidt mærkelig eller er mærkeligt formuleret, så er det fordi jeg er vildt træt, og nærmest ikke ved hvad jeg slev skriver, haha. 

Jeg vil foresten også gerne takke jer for at like, favorisere, kommentere osv på den her historie. Det har jeg ikke gjort nok, synes jeg selv.. men jeg er virkelig taknemmelig for at I gider læse med :) <3 

Hav en rigtig dejlig dag :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...