Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434703Visninger
AA

33. 32. Her

 

32. Her

 

Justin Bieber.

"Fucking pis, man!", lød det opgivende fra Miles, der sad på stolen ved siden af mig. Kampen mellem Tex og Cameron var netop afsluttet for ti minutter siden.

Selvom Cameron jo havde sagt til mig, at han havde tænkt sig at tabe den kamp, så havde der alligevel været et lille håb om at han ændrede mening hos både Miles og jeg. Det håb blev så hurtigt slået i stykker, da jeg tydeligt kunne se i kampen, at Cameron gjorde sig dårligere end han normalt var.

Det skulle selvfølgelig se "ægte" ud, så kampen varede alligevel et stykke tid indtil Cameron fik et sidste slag, der slog ham ud af kampen. Godt nok var det skuespil, men han formåede virkelig tabe på en troværdig måde.

"Der går normalt fire-fem dage efter kampene før Cohen opdager, at man ikke har betalt pengene", sagde jeg med en lav og opgivende stemme, hvorefter jeg tog et hvæs af min smøg. Miles og jeg sad lige nu rundt om et bord og ventede på, at de andre drenge ville joine os.

"Så vi har kun under en uge til at skaffe 10.000 dollars?", stillede Miles som et spørgsmål og lød heller ikke ligefrem særlig optimistisk i stemmen. "Det kan vi sgu da ikke nå. Hvor fanden skulle jeg få dem fra?", fortsatte han med en smule nervøsitet i stemmen. Han bukkede sit hoved forover og tog sig til hovedet. For at være ærlig kunne jeg sgu heller ikke se, hvordan vi skulle kunne få skrabet 10.000 sammen på fem dage.

Han løftede pludselig hurtigt sit hoved og kiggede hen på mig med et blik, der nærmest skreg, at han havde en idé.

"Justin.. kan du ikke spørge Jennifer om du kan låne pengene af hende?", spurgte han om, men et lille forhåbningsfuldt smil på læben. Jeg sukkede svagt, imens jeg kløede mig i tindingen med min ene pegefinger.

"Det kan jeg ikke.. vi er ikke sammen.. eller det der var mellem os det.. det er vidst pænt meget slut nu", sagde jeg og fik et lille ubehageligt stik i mit bryst af at sige det højt.

Jeg havde ikke rigtig haft tid til at tænke særlig meget over det, der skete mellem hende og jeg hjemme i lejligheden, før jeg tog herhen. Hun havde sagt direkte til mig, at hun elskede mig, hvilket var ord, jeg aldrig havde hørt blive sagt til mig før. Følelsen jeg fik i min krop, da hun sagde det, var svær at beskrive, men den var helt klart speciel og rar, som en form for varme, der strømmede igennem min krop.

Men den varme følelse blev hurtigt erstattet med denne her tomme, kolde og mærkelige følelse, da hun sagde, at hun ikke kunne være sammen med mig mere. Faktisk havde jeg mest af alt lyst til at løbe efter hende, da hun gik fra min lejlighed, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Derfor blev jeg bare stående uden helt at vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Siden hvornår?!", udbrød Miles og lød næsten helt i chok over min udtalelse før.

"Siden tidligere i dag, da hun opdagede en pige i min lejlighed", forklarede jeg kort og tog derefter endnu et hvæs af min næsten helt røget smøg. Der lød et suk fra Miles, imens han rystede på hovedet.

"Jeg forstår dig fandme ikke, Justin. Hvorfor fanden vil du knalde alle mulige forskellige piger hver dag, når du har en pige, der for det første er tusind gange smukkere og sikkert også sødere end dem, og for det andet er helt skudt i dig og samtidig finder sig i alt dit lort?", småvrissede han uforstående på en irriteret måde. Før jeg nåede at sige noget eller kommentere på hans ord, åbnede han munden igen, og fortsatte: "Kan du ikke se hvor smilende og positiv du er blevet, efter hun er kommet ind i dit liv? Hun gør dig glad, uden du måske helt lægger mærke til det selv, Justin. Jeg har sgu aldrig set dig smile så meget i de fem år, jeg har kendt dig, som jeg har set i de måneder, du har tilbragt med Jennifer".

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, til det han sad og sagde, men der var alligevel noget rigtigt i det han sagde. Når jeg var i nærheden af Jennifer fik jeg en ro i kroppen, der var virkelig positiv og som gjorde noge gladere.

Miles rejste sig op fra stolen og kiggede ned på mig. "Jeg skal lige ud og pisse.. men en sidste ting Justin..", startede han med at sige og kiggede mig så dybt seriøst i øjnene. ".. hun er ellevild med dig, ja, men det er satme også tydeligt at se, at du er meget vild med hende.. prøv selv tænk over det", afsluttede han på en sikker måde og sendte mig et smil, der skulle indikere over for mig, at han havde ret. Han gik derefter.

Og hvis jeg tænkte over det, som han sagde, jeg skulle, så var Jennifer jo den første pige, jeg havde følt noget for. Hun var den første pige, der nogensinde havde formået at gøre mig jaloux og være beskyttende overfor hende. Hun var den første pige, jeg havde brugt min tid på at tænke på, eller ja bare generelt den første pige jeg havde haft lyst til at tilbringe meget tid med. Hun var den første pige, jeg havde følt mig nogenlunde tryg ved. Og hun var den første person, jeg rigtig havde åbnet mig op for, siden jeg var 14 år gammel.

En prikken på min skulder afbrød mig i mine tanker, så jeg så til siden, at Philip havde sat sig ved siden af mig. Hans ansigtsudtryk var langt fra begejstret, og jeg havde en lille idé om, at det var på grund af Jennifer.

"Hvad er det, der sker med dig og min lillesøster, Justin?!", spurgte han direkte om med en hård og bestemt stemme. Det var jo hans lillesøster det omhandlede, så jeg havde fuld forståelse for, at han virkede rimelig overbeskyttende.

"Ikke noget", svarede jeg og rakte derefter hen mod askebægret, hvor jeg slukkede min smøg og smed den ned i.

"Hvorfor er det så lige, at hun tog grædende herfra for nogle timer siden?!", spurgte han med en mistro i stemmen, da han ikke så ud til at tro på det, jeg sagde før. Jeg kiggede på ham med et bestemt blik i øjnene uden at svare, mest fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle svare ham. Der var jo slet ikke rart for mig at vide, at hun græd og slet ikke når det var på grund af mig.

"Du skal stoppe med at behandle hende som dit legetøj, du bare bruger, når du ikke lige har andre! Nu ved jeg ikke lige, hvad du har sagt eller gjort ved hende, siden hun accepterer, at du bare knalder til højre og venstre, men hun fortjener meget bedre end at blive behandlet sådan! Hun fortjener en, der ikke er pisse ligeglad med hende og hendes følelser!", fortsatte han vredt. Hans stemme var egentlig i et normalt toneleje, men selve udtrykket, var utrolig vredt og hårdt.

"Jeg er langt fra ligeglad med hende, Philip", sagde jeg lavt og kiggede kort ned i bordet foran mig i et par sekunder. Jeg kiggede ham derefter seriøst i øjnene igen med et alvorligt blik, da jeg ville have, han skulle forstå, at det var sandheden, jeg fortalte. "Hun er noget af det bedste, der er sket for mig!", fortsatte jeg lavt men bestemt.

Han sukkede på en lidt opgivende måde. "Hvad med at vise det over for hende i stedet for bevidst at såre hende?", spurgte han irriteret om, og jeg kunne jo kun give ham ret, når man så det på den måde.

Det gik først op for mig nu, at jeg måske ikke havde behandlet hende helt, som jeg burde. Jeg havde overhovedet ikke lyst til, at hun ikke skulle være en del af mit liv længere. Jeg havde lyst til, at hun skulle være sammen med mig hele tiden, så jeg stadig kunne kysse hende, præcis når jeg ville. Uden hende ville jeg falde sammen igen og lande i et stort sort hul, det var jeg sikker på, for det var hende, der lyste mine dage op.

"Er hun taget hjem?", spurgte jeg ham om. Han nikkede hurtigt til mit svar.

"Ja, Ethan kørte hende hjem tidligere", svarede han og jeg skulle da ærligt indrømme, at den sætning ikke ligefrem gjorde mig specielt glad. Ikke fordi jeg troede hun ville lave noget med ham, for det var gået op for mig nu, at den eneste hun ville have, var mig.

Men derfor gjorde det mig stadig en anelse jaloux, og det ville det nok altid gøre, når de to var i nærheden af hinanden. For ærligt, jeg stolede ikke en skid på Ethan. Han kørte sit eget spil og var pisse ligeglad med næsten alle andre end sig selv og Cohen. Og så havde jeg også stadig et billede i hovedet af de Jennifer og Ethan fra aftenen, jeg første gang oplevede jalousi.

"Okay", var det eneste jeg svarede ham, før jeg rejste mig op, og gik ud til min bil, så jeg kunne køre hjem til Jennifer for at give hen en undskyldning.

~

Da jeg stod foran hoveddøren til Jennifers hus og havde banket og ringet på op til flere gange uden nogen åbnede, fik jeg en idé om, at hun måske var oppe på sit værelse, og derfor ikke kunne høre mig. Der holdt nemlig ingen biler i deres garage, så hendes forældre var nok ikke hjemme.

Jeg tog fat i håndtaget og trykkede ned for at se, om der var låst dør, men det var der ikke, så jeg åbnede den og gik derefter ind. Efter jeg havde lukket døren i efter mig begav jeg mig op af de mange trapper, og stoppede foran Jennifers værelse.

Forsigtigt trykkede jeg ned i håndtaget og som forventet, var Jennifer derinde. Hun lå på sin seng på sin ene side, med ryggen til døren og dermed også mig. Jeg kunne derfor ikke sige, om hun sov, men det gik jeg stærkt ud fra, da hun så ud til at ligge helt stille.

Jeg gik ind på værelset og lukkede forsigtigt døren efter mig for ikke at vække hende på en ubehagelig måde, hvis hun nu sov. Derefter lagde jeg mig i hendes store seng ved siden af hende og rykkede mig helt tæt på hende, så jeg lå helt op ad hende. Jeg lagde forsigtigt min ene arm om hende og placerede et lille kys på hendes bare skulder, da hun havde en top på. Et stort sæt gik igennem hendes krop, så hun drejede sig om at ligge på ryggen. Hendes forvirrede øjne mødte mine i det halvmørke værelse.

"Justin?", hviskede hun uforstående med en lidt hæs og chokeret stemme. "Hvad laver du her?", fortsatte hun og denne gang, kunne jeg tydeligt høre på hendes stemme, at hun havde grædt. Jeg kunne også godt skimte, at hendes øjne var lidt halvrøde.

"Jeg vil gerne undskylde for min idiotiske opførsel tidligere i dag", startede jeg med at sige og begyndte at nusse hendes side, der var længst fra mig med min hånd. "Eller ikke kun i dag.. generelt bare for hver gang jeg har opført mig som om, jeg var ligeglad med dig".

Jennifer lå bare og kiggede lyttende på mig, imens jeg talte og jeg kunne bare mærke på hele situationen, at det her var det helt rigtige at gøre.

"Jeg er virkelig ikke særlig god til at sætte ord på mine følelser eller vise dem for folk. Og jeg er slet ikke god til at håndtere følelser, som jeg aldrig har haft før. Du sætter gang i så mange forskellige nye ting inden i mig, når du er i nærheden, og jeg ved tit ikke, hvordan jeg skal håndtere dem".

Jeg lod hånden blive fjernet fra hendes side og lagde den i stedet på hendes kolde kind. "Når du kysser mig, er jeg i en hel anden verden, som jeg bare ønsker at være i forevigt", forklarede jeg lavt, imens jeg lod min tommelfinger røre hendes underlæbe i et par sekunder, før jeg fjernede den igen. Hvor alle de følsomme ord og ting kom fra lige nu, vidste jeg ikke helt. Måske var det bare ord, jeg havde haft i mit hjerte i noget tid, men som jeg ikke havde kunne forklare før nu. Min tommelfinger kærtegnede i langsomme bevægelser frem og tilbage hendes glatte kind.

"De andre piger er fuldstændig ligegyldige for mig.. det er de virkelig", hviskede jeg og lod mine læber ramme hendes anden kind i et par sekunder, så et gisp forlod hendes smukke læber. Jeg kiggede hende derefter i øjnene igen. "Og selvfølgelig er du mere end nok for mig. Du er den eneste, jeg har brug for.. Jeg har bare ikke kunne se det selv før nu", fortsatte jeg seriøst og jeg lagde mærke til at hendes blå øjne blev en smule blanke.

Jeg lagde min pande ned til hendes og lukkede mine øjne i. "Ikke græd, Jen. Jeg hader at se dig græde", hviskede jeg enormt lavt på en bedende måde, imens jeg fortsat kørte min tommelfinger op og ned af hendes kind. Et lille snøft lød fra hende, så jeg åbnede øjnene igen og trak hovedet lidt tilbage.

"Hele mit liv, har jeg altid taget valg, som jeg vidste var forkerte, og de har gjort mig svag og ulykkelig i sidste ende.. Så for en af de første gange i mit liv, vil jeg tage et valg, jeg ved er fuldstændig rigtigt", startede jeg med at sige og holdt derefter en kort pause. Det var helt vildt så overraskende godt det føltes i min krop, at sige alle de her ting til hende.

"Jeg vil være sammen med dig og kun dig, Jen.. ingen andre piger.. kun dig", afsluttede jeg og følte en form for lettelse i min krop, da de ord kom ud af min mund. Det var som om, jeg helt ubevidst havde holdt dem inde i en lang periode.

Hun kiggede på mig med store øjne i et par sekunder, men derefter mærkede jeg en af hendes hænder lægge sig i min nakke og presse forsigtigt mit hoved tættere på hendes, så vores læber næsten lige strejfedes.

"Du er det mest forvirrende menneske, jeg nogensinde har mødt..", hviskede hun med hendes skrøbelige stemme, imens hun kiggede mig seriøst i øjnene. "Men jeg tror, at det er en af de mange grunde til, at jeg elsker dig så højt, som jeg gør", fortsatte hun lavt og løftede derefter sit hoved de få millimeter, der var mellem os, så vores læber endelig mødtes igen. Selvom vi havde kysset hinanden tidligere i dag, føltes det som, om at det var flere uger siden.

Jeg rykkede hele min krop, så jeg kom til at ligge oven på hende. Hun spredte dog hurtigt benene, så mine ben fik en plads imellem hendes. Jeg mærkede pludselig et par kolde hænder glide op af min ryg under min bluse, så jeg gispede svagt i vores kys. Det var tydeligt at mærke på os begge to, at vi havde utrolig meget lyst til hinanden, så med hinandens hjælp, fik vi langsomt alt vores tøj af hinanden, så jeg til sidst lå helt nøgen på hendes perfekte nøgne krop.

"Du er så dejlig", hviskede jeg enormt tændt mod hendes læber, hvorefter jeg tog min ene hånd ned mellem os og løftede mit underliv lidt, så jeg kunne tage fat rundt om mig selv og trænge ind i hende. Et højt og virkelig frækt støn forlod hendes læber, da jeg havde fået presset mig selv helt i bund.

"Du er meget.. dejligere", hviskede hun med en svagt tung vejrtrækning, imens hun rodede rundt i mit hår. Jeg sendte hende et frækt smil og begyndte derefter at bevæge mig langsomt ind og ud af hende, så hendes dejlige støn endte med at fylde hele rummet ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...