Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434438Visninger
AA

31. 30. Throwback

 

30. Throwback

Justin Bieber.

FLASHBACK

7 år tidligere

"Hvordan ved du egentlig, at du er det?", spurgte jeg min bedste ven, Jacob, om, som sad overfor mig på gulvet i den træhytte, vi fandt sammen for flere år tilbage.

"Det ved jeg bare. Jeg kan mærke det på samme måde, som du kan mærke, at du er til piger", svarede han mig og tog en småkage fra bøtten, vi havde "stjålet" fra hans forældres skab. De var alligevel næsten aldrig hjemme, så de lagde sikkert ikke mærke til det.

Han tog en bid af kagen, imens han studerede mit ansigt på en bekymrende måde. Jeg kunne selvfølgelig godt forstå ham, da det nok havde været svært for ham, at fortælle sin bedste ven, at han ikke var til piger men drenge. Jacob blev tit kaldt ord som "bøsse", "svans" og "homo", altså ordene blev brugt som skældsord, da han var utrolig tynd og splejset.

Men at han rent faktisk var til drenge, havde jeg ikke ligefrem troet. Dog ændrede det langt fra noget mellem ham og jeg. Han var min bedste ven og det ville han altid være.

"Det ændrer altså ikke noget mellem os, at du ikke er til piger", forsikrede jeg ham om, da jeg kunne se på hans øjne, at det var det, han var bange for. "Du er jo den samme person. Jeg vil altid være her for dig", fortsatte jeg med et smil og rakte derefter selv ud efter en småkage fra bøtten og begyndte at spise den. Jacob åndede lettet op og gengældte mit smil.

"Godt... for du er den eneste, jeg har", svarede han og hans smil blev hurtigt til et bedrøvet et. Jeg tyggede af munden, hvorefter jeg kiggede seriøst hen på ham.

"Det passer da ikke. Du har da dine forældre?", sagde jeg undrende, hvilket han med det samme rystede på hovedet af og lod sit blik lande på gulvet.

"De er ligeglade med mig, de er jo aldrig hjemme", svarede han med en trist stemme, der næsten lød til at være på nippet til at knække over. Jeg fik det utrolig dårligt indvendigt over at vide, at han havde det sådan, han var jo min bedste ven og ønskede ham kun alt godt.

"Men jeg mente, hvad jeg sagde før, Jacob", startede jeg med at sige, så hans blik mødte mit igen og et lidt undrende ansigtsudtryk fandt vej til hans ansigt. "Jeg vil altid være her for dig, det lover jeg", afsluttede jeg ærligt og mente de ord helt ærligt. Hans øjne lyste straks op over mine ord og et lille smil kom frem på hans læber.

"Du er verdens bedste ven, Jason", svarede han smilende. Jeg knyttede min hånd og rakte den frem mod ham, så han gjorde det samme og vores knoer ramte hinanden svagt.

"Nå, men jeg er altså ved at være tørstig efter de kager. Vi kan tage hjem til mig og hente nogle juice.. min far er ikke hjemme endnu", sagde jeg for at skifte emnet væk fra det, vi snakkede om før.

Desuden var det også ærligt, at jeg var blevet tørstig, da jeg var blevet tør i halsen. Jacob nikkede bare som svar, hvorefter vi begge rejste os op. Han bukkede sig ned for at samle sit halstørklæde op og viklede det rundt om halsen, da det var temmelig koldt udenfor. Derefter gik vi begge hen til døren, som jeg åbnede.

Vi nåede dog kun at træde et skridt ud, da Alex, verdens største nar, og nogle af hans venner stod ude foran døren med deres arme krydset og med flabede ansigtsudtryk og kiggede på os. Alex vendte sit klamme blik mod mig.

"Hvad laver du med sådan en klam homo, Jason?", spurgte han mig om med et smørret smil på læben og hintede med hovedet mod Jacob, der stod ved min side. Jeg vendte forsigtigt mit ansigt mod Jacob, og så at han så utrolig utilpas ud, hvilket var forståeligt nok, når nu hans største mobber, og hans næsten lige så slemme venner, stod foran ham. Igen vendte jeg blikket mod Alex og sendte ham det koldeste, blik jeg kunne.

"Han er ikke hom..""Drop det der, Jase. Vi har stået ved vinduerne og lyttet til hele jeres samtale", afbrød Alex mig og begyndte derefter at grine hånligt, hvorefter han vendte sit blik mod Jacob, så hans smil forsvandt.

"Fucking klamme bøsse!", vrissede han og spyttede, derefter Jacob i ansigtet.

En af Alex' venner, der hed Freddie, trådte et skridt frem mod Jacob og skubbede ham, så han trådte et skridt tilbage ind i hytten.

"Kom drenge, lad os give bøsserøven, det han fortjener", fortsatte Alex med samme vrissende stemme, der lød af ren ondskab.

Han gik derefter ind i hytten til Freddie og Jacob, hvorefter resten af drengene fulgte efter. Det var som om, jeg ikke kunne rykke mig selv ud af stedet lige nu. Jeg ville gerne hjælpe Jacob, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

En stor jamren fik mig til at vende om på hælene, så jeg kunne se ind i træhytten, at de fem drenge skiftevis slog og sparkede til Jacob, imens de råbte de værste skældsord omkring homoseksuelle, der var. Synet var forfærdeligt, men jeg var i alt for stor chok til at vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig magtesløs på en måde og stod bare derfor bare stirrede på det, de gjorde mod min bedste ven.

"Jason!", lyden af Jacobs stemme, der panisk og bange råbte mit navn, fordi han havde brug for min hjælp, var noget af det mest forfærdelige, jeg nogensinde havde hørt. "Jason, hjælp!", råbte han grædende, og vi fik øjenkontakt i et par sekunder, hvorefter en af drengene skubbede så hårdt til ham, at han væltede, så hele hans krop lå på gulvet.

"Tror du, han gider at hjælpe sådan en fucking klam homo som dig, hva?!?", råbte Alex ned til ham og sparkede ham derefter hårdt i maven, så han begyndte at skrige af smerte.

Den lyd var alt for forfærdelig for mig, så jeg vendte mig hurtigt om og løb hen til min cykel, der stod op af et træ nogle meter væk. Jeg satte mig op på den og begyndte derefter at cykle så hurtigt, jeg kunne, imens jeg stadig kunne høre Jacob råbe mit navn. Det var smertefuldt, ingen ord kunne beskrive hvor ondt det gjorde.

Dagen efter

Klokken var 19.00 og jeg havde lige fået de sædvanlige daglige slag fra min far. Men i dag var jeg ligeglad med, hvor hårdt han slog, for det eneste jeg kunne tænke på, var Jacob og hændelsen i går i træhytten.

Han havde ikke været i skole i dag, så jeg frygtede virkelig, at han var sur på mig. Jeg var i hvert fald sur på mig selv over den kujonagtige måde, jeg bare skred fra ham på, når han havde brug for mig.

Min far var lige gået i seng, fordi han var så stiv, og Noah sad inde på sit værelse og spillede Pokémon på sin gameboy. Jeg bevægede mig ind til ham og satte mig på hans sengekant.

"Noah?", sagde jeg lavt og betragtede imens ham, der var fuldstændig opslugt af sin gameboyskærm.

"Mhhm?", mumlede han bare som svar og fortsatte i sin dybe koncentration med at spille og trykke ivrigt på de forskellige knapper.

"Tror du, at du kan være alene hjemme i en halvtimes tid?", spurgte jeg ham om, da jeg gerne ville hen og snakke med Jacob. Ja, jeg havde bevidst valgt at vente med at tage hjem til ham, indtil min far var gået i seng, da jeg ikke ville efterlade Noah alene sammen med ham, når han var vågen. Og jeg vidste, at når først min far var gået i seng, sov han tungt som en sten.

"Hvad skal du?", spurgte han stille om og lagde derefter sin gameboy ned ved siden af ham i sengen.

"Jeg skal bare lige hurtigt hjem og snakke med Jacob. Han har ikke været i skole i dag nemlig", forklarede jeg Noah, så han med et lidt trist ansigtsudtryk nikkede.

"Mia fra min klasse siger, at Jacob er ulækker, fordi han kysser drenge i stedet for piger", sagde han stille og kiggede med et såret blik hen på mig, da Noah elskede Jacob, som var det hans egen bror. Så han brød sig nok ikke om, at andre kaldte ham ulækker.

Jeg sukkede svagt, da jeg udemærket godt vidste, hvorfor hende Mia gik rundt og sagde det. Hun var nemlig Alex' lillesøster, så han havde sikkert været hjemme og sladre til sine forældre omkring Jacob.

"Hun lyver, Noah. Jacob er langt fra ulækker. Synes du han er det?", spurgte jeg om, selvom jeg godt vidste hans svar til spørgsmålet. Som forventet rystede han på hovedet.

"Jeg kan godt være alene", sagde han og tog derefter fat i sin gameboy igen og begyndte at spille.

"Super. Jeg skynder mig tilbage", sagde jeg og knyttede min ene hånd sammen og rakte den hen foran ham. Imens han blev ved med at kigge på skærmen, fik han et skævt smil på læben og rakte selv sin knyttede hånd mod mig, så de ramte hinanden. Jeg rejste mig fra sengen og gik ud af hans værelse og derefter videre ud af hoveddøren.

Jeg gik hen til min cykel, der stod op af vores hus og begyndte så at cykle hen mod Jacob, som kun boede få minutter herfra. Da jeg kom til hans hus stillede jeg cyklen, og gik derefter hen til døren og ringede på. Et par sekunder efter blev den åbnet af hans mor, som så smilende ned på mig.

"Hey.. er Jacob hjemme?", spurgte jeg venligt om og smilede svagt. Hun sendte mig et undrende blik og rystede på hovedet, hvilket helt klart forvirrede mig lidt.

"Vi troede, han var sammen med dig.. vi har ikke set ham siden i går morges", svarede hun undrende men lød egentlig overraskende afslappet i forhold til, at hun lige havde fået at vide, at hendes søn havde været væk i over et døgn.

"Jeg har ikke set ham siden i går eftermiddags", svarede jeg hende og mærkede stille at mit hjerte begyndte at banke stærkt på grund af nervøsitet for, hvor han så var.

"Nå.. Jamen ser du, han dukker nok op igen i morgen. Han beslutter sig nogengange for at 'forsvinde' lidt i et til to døgn, så det er vi vant til", forklarede hun med et lille smil på læben, som om hun var helt rolig over denne situation. Det var jeg dog langt fra, da jeg godt kendte til Jacobs "forsvinden" af og til, da han altid var hos mig, når det skete. Så det beroligede mig på ingen måde.

"Okay", svarede jeg hende bare og vendte derefter bekymret om og gik tilbage til min cykel og satte mig op. Jeg besluttede mig for at cykle hen til træhytten i skoven, da jeg vidste, at han ofte brugte det sted som et "tilflugtssted", eller det gjorde vi faktisk begge to. Det var i hvert fald det eneste sted, jeg lige kunne komme på, han kunne være lige nu.

Da jeg kom til træhytten, så jeg straks hans cykel holde op af træet, det altid plejede at holde ved, hvilket fik en lettelse frem i min krop. Han var her. Nu var jeg bare nervøs for, at han var alt for sur på mig. Jeg ville i hvert fald gøre alt for at vise ham, hvor meget jeg fortrød, at jeg forlod ham i går. Jeg satte min cykel op af træet og begav mig derefter hen til hyttens dør og åbnede den.

"Jacob!", sagde jeg med et smil og en begejstret stemme, idet jeg trådte ind. Mit smil forsvandt dog hurtigt, da jeg så, hvad der var foran mig og lugten af ren og skær død ramte mig.

Mine øjne begyndte straks at producere en masse vand, så tårerne rendte ustyrlig ned af mine kinder. Han havde bundet sit halstørklæde fast til en af brædderne i loftet og derefter bundet den anden ende fast om hans hals. Helt livløs og hvid og blå i hovedet hang han fra loftet. Hans ansigt var fyldt med skrammer og tørret blod.

Jeg mærkede en svimmelhed overtage min krop, så mine ben faldt sammen under mig. Det hele var min skyld. Det var udelukkende min skyld. Jeg havde lovet ham, at jeg aldrig ville være der for ham og så svigtede jeg ham, når han havde allermest brug for min. Min gråd blev endnu voldsommere og helt ustyrlig hulkede jeg, imens jeg skreg i vrede over mig selv.

En uge efter

Snøftende stillede jeg mig foran mit spejl og rettede på min sorte langærmede bluse. Jeg kunne ikke tro, at jeg nu skulle til min bedste ven igennem hele min opvækst begravelse, og at det var min skyld, han lå i den kiste. Jeg rettede derefter på mit hår og gik så væk fra spejlet og videre ud af mit værelse. Med langsomme skridt gik jeg mod Noahs værelse og bankede stille på hans dør, jeg bagefter åbnede. Han sad på sengekanten med begge sine hænder foran sine øjne og snøftede.

Jeg gik ind af døren og satte mig på hug foran ham og nussede blidt hans lår. "Det skal nok gå, Noah", sagde jeg stille, hvorefter Noah fjernede sine hænder fra sit ansigt og kiggede mig ind i øjnene. Han rejste sig derefter op og lagde sine arme om min hals, så jeg lagde mine om hans talje. "Er du klar til at gå?", hviskede jeg efter noget tid. Jeg kunne mærke at han nikkede til mit spørgsmål, så jeg trak mig fra krammet.

Jeg havde valgt at tage Noah med til begravelsen, da han gerne ville med hen og sige "farvel" til Jacob. Desuden var min far ikke hjemme, fordi han var på druk, så jeg kunne sagtens tage Noah med.

I et suk rejste jeg mig op og bemærkede, at Noah greb fat i min hånd. Vi begyndte derefter at gå ud af hans værelse og videre ud i gangen. Dog blev jeg noget så overrasket, da hoveddøren gik op, og min far trådte ind. Han kiggede på os begge med næsten dræbende øjne grundet den alkohol, han helt sikkert havde drukket. Jeg trak lidt i Noahs arm, så han kom tættere på mig.

"Og hvor skal I to så hen?", spurgte han om med en stemme, der helt klart indikerede, at han var påvirket.

"Til begravelse", svarede jeg ham, så han begyndte at grine svagt, hvilket jeg på ingen måde forstod. Der var intet sjovt, over det jeg sagde.

"Hos ham bøsserøven?", lød det fra ham i hans klamme og ucharmerende grin. Hans måde at omtale Jacob på fik en stor vrede til at dukke op i min krop. Jeg var godt træt af at folk skulle tale så negativt om ham hele tiden, som om det var forkert, at han ikke var til piger. Han var en helt normalt dreng og at folk blev ved med at bruge ordet bøsse som et skældsord hele tiden, var ved at blive nok for mig.

"Nej, det er Jacob, der skal have begravelse", svarede Noah ham med en skrøbelig stemme på grund af hans gråd før. Min far begyndte at grine endnu mere hysterisk.

"Det er sgu da også bøssen, Noah. Er du dum eller hva?!", han sagde det sidste med en vrede i stemmen, jeg straks bemærkede Noah blev bange for, da hans greb blev strammet i min hånd. "I skal ingen steder!", tilføjede han bestemt og lukkede hoveddøren i bag sig. Jeg havde dog ikke tænkt mig, at lade ham bestemme det.

"Jo vi skal!", sagde jeg bestemt og koldt tilbage, hvilket fik min far til at kigge på mig med et ondskabsfuldt blik, da han ikke var vant til, at jeg svarede ham igen.

"Hvad sagde du?!", råbte han og gik et skridt tættere på mig. Jeg vidste, hvad det her ville ende med, så jeg skulle have Noah væk herfra. Jeg gav slip på hans hånd, så han kiggede fortvivlet op på mig.

"Gå ind på dit værelse, Noah", sagde jeg hurtigt og han var efterhånden vant til at få det at vide, så han gjorde med det samme, som jeg sagde.

Jeg mærkede derefter et hårdt skub mod mine skuldre. "Du skal ikke svare mig igen, er du med, din uduelige knægt!", råbte han og jeg mærkede sekundet efter hans håndflade mod min kind. "Når jeg siger, at du ikke skal til dine lille bøssevens begravelse, så har du bare at fatte det!", fortsatte han råbende og lod hans hånd ramme min anden kind, så det begyndte at svie og brænde på min kind.

Han fortsatte med at slå mig forskellige steder, imens jeg bare lod ham gøre det. Vreden i min krop var enorm. Det hele var bare for meget og jeg var ved at få nok af det her liv.

"Han havde fortjent at dø, Jason. Da han valgte at blive homo, valgte han døden!". Med de ord, slog det fuldstændig klik for mig, som om alt virkelighed omkring mig forsvandt. Jeg var så vred og indebrændt. Jeg udbrød et højt skrig og begyndte derefter helt ude af kontrol at slå ham med knyttede næver, med en styrke jeg ikke engang selv vidste, jeg havde.

Slagene blev hårdere, og jeg blev bare ved og ved og ved indtil han lå besvimet på gulvet og med blod i hele ansigtet. Jeg kom stille til "bevidsthed" igen, så min vejrtrækning blev ude af kontrol og tårerne løbe ned af mine kinder. Jeg havde fået nok.

Jeg tørrede mine rystende hænder i hans bluse og tog derefter min hånd ned i hans bukselomme og tog fat i hans pung. Derefter begyndte jeg i panik og fuldstændig chok at løbe ud af hoveddøren og videre hen af gaden. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne og ønskede bare at forsvinde.

Hvor lang tid jeg havde løbet, vidste jeg ikke, men jeg stoppede op da jeg kom til en busstation. Jeg steg på den første bus, jeg så, hvor en gammel buschauffør sad.

"Og hvor skal du så hen, unge mand?", spurgte han om med en behagelig og venlig stemme. Adrenalinen i min krop var enorm og jeg følte ikke rigtig, jeg havde nogen ord at sige til ham, så jeg stod bare lidt og kiggede på ham. "Er alt, som det skal være?", spurgte han en smule bekymret om, nok fordi jeg ikke svarede ham. Jeg nikkede bare svagt, selvom alt langt fra var, som det skulle være. Han smilede venligt til mig med et lille nik.

"Hvor skal du hen så?", spurgte han igen om.

"Væk.. bare.. langt væk", svarede jeg ham stammende og lagde fem dollars på hans lille pengeskranke, hvorefter jeg begav mig hen til et sæde og satte mig ned.

Sådan fortsatte jeg i et par timer, jeg skiftede busser undervejs, for at være sikker på at komme så langt væk, som overhovedet muligt.

"Ej, Sus, har du egentlig hørt den nye sang med Timberlake, du ved Justin Timberlake", hørte jeg pludselig en pige sige bag mig til sin veninde. Det var egentlig, det eneste jeg hørte af den samtale, da jeg blev ved med at køre det navn rundt i mit hoved. Justin. Jeg havde i et stykke tid nu prøvet at finde på et nyt navn til mig selv, da jeg ikke ville omtales som Jason længere. Jason var associeret med ulykke og tristhed, og jeg ønskede ikke at folk skulle kalde mig det navn, som var det sidste ord, jeg hørte Jacob sige i smerte. Jason var død. Justin var mit nye navn.

Jeg stod af bussen et tilfældigt sted, da jeg slet ikke vidste, hvor jeg var. Da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gå hen, satte jeg mig ned på den første bænk, jeg så. Der sad jeg lidt og tænkte hele den her spontane beslutning igennem. Først nu gik det op for mig, at jeg havde efterladt Noah alene sammen med den psykopat. Jeg borede mine albuer ned i mine lår og bukkede overkroppen, så jeg tog mig frustreret til hovedet. Det her tilgav jeg aldrig mig selv, hvordan kunne jeg bare skride fra ham på den måde.

"Undskyld?". En mandestemme lød pludselig, så jeg fjernede mine albuer fra mine lår og rettede mig op og så en fyr, som nok var midt i tyverne, stå foran mig. "Du ser lidt lost ud", sagde han med et smil på læben, hvilket jeg bare sukkende nikkede til. For han havde jo ret, jeg var virkelig lost.

"Rick Cohen..", hilste han og rakte sin hånd frem mod mig. Jeg rakte af ren høflighed min hånd hen til hans, så vi gav hinanden et håndtryk.

"Justin..", sagde jeg og tænkte i få sekunder over et efternavn, da jeg ikke længere kunne bruge mit rigtige. ".. Bieber", afsluttede jeg, da det var det første navn der dukkede op i mit hoved. Om det overhovedet fandtes, vidste jeg ikke, men det var jeg også utrolig ligeglad med.

Mit nye liv startede nu.

2 år senere

"Smøgpause!", sagde jeg med en tung vejrtrækning, da Cohen og jeg nu havde trænet min boksning i en times tid. Cohen sukkede svagt med et smil på læben.

"Du må sgu til at skære lidt ned på de smøger, J.. det er ikke godt for din boksning", svarede han, hvilket jeg bare himlede med øjnene af. Faktisk var det Cohens skyld, at jeg overhovedet røg, da han selv røg enormt meget og førhen altid tilbød mig en smøg.

"Ja, ja", svarede jeg med et skævt smil på læben og tog derefter mine boksehandsker af og gik hen til min hættetrøje, som jeg tog på. Derefter gik jeg ud af træningslokalet og videre ud af selve klubben.

Jeg satte mig hen på bænken, som jeg også sad på, første gang jeg var her, og tændte mig en smøg. Der sad jeg lidt og nød stilheden omkring mig. Dog blev den "nydelse" hurtigt til dårlig samvittighed, da jeg kom til at tænke på min lillebror og Jacob, som jeg altid gjorde, når jeg var alene.

Det var efterhånden gået op for mig, at jeg ikke var et hak bedre selv end min mor. Hun havde efterladt mig hos min far, og jeg havde efterladt Noah hos ham. Der var absolut ingen forskel og jeg hadede mig selv hver dag for det. Men jeg kunne ikke tage tilbage, det kunne jeg bare ikke.

En virkelig bekendt latter afbrød mine tanker, så min krop frøs fuldstændig fast, så min smøg gled ud af mine fingre og landede på asfalten. Den latter havde jeg ikke hørt i over to år og, at jeg rent faktisk hørte den nu, kunne jeg ikke få til at hænge sammen. Jeg drejede forvirret mit ansigt mod lyden og så to drenge skate et stykke nede af vejen.

"Jacob", hviskede jeg for mig selv i chok, da det her ikke kunne lade sig gøre. Den ene af fyrene lignede ham, hans kropsbygning var præcis som Jacobs, tynd og splejset.

Han begyndte at grine igen og det lød præcis som Jacobs grin. Jeg rejste mig forvirret fra bænken og mærkede at mit hjerte begyndte at banke hurtigere i takt med, at jeg gik hen mod de to drenge.

"Jacob", råbte jeg igen med et håb i stemmen, men var stadig helt forvirret. Da jeg nåede helt hen til dem, stoppede jeg op og de kiggede begge to undrende på mig. Fyren, jeg troede var Jacob, var alligevel ikke ham. Men han lignede ham utrolig meget, så meget at det faktisk skræmte mig.

"Kan vi hjælpe dig?", hans stemme var næsten også helt identisk med Jacobs, hvilket fik en følelse af savn til at dukke op hos mig. Jeg havde savnet lyden af den stemme så utrolig meget.

"Nej.. Nej, jeg troede, du var en anden", svarede jeg med et knæk i stemmen.

"Ehm okaaay.. jeg hedder forresten Miles, og det er Ethan", sagde han smilende. Det var så underligt for mig at stå over for det her menneske, som lignede min tidligere bedste ven så meget. For når jeg så på Miles, så jeg Jacob. Smilet, håret, stemmen, øjnene og kroppen, det hele var næsten identisk.

"Justin", svarede jeg dem og smilede til dem begge.

___________________________________________________

Note: Det her kapitel, er ret anderledes i forhold til de andre, men jeg håber ikke at det er forvirrende. Det er måske ikke det bedste, men det skulle virkelig med, så I kunne få et indblik i, hvad der skete for Justin tidligere i hans liv osv. :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...