Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434706Visninger
AA

29. 28. Drunk

 

28. Drunk

 

Jennifer White.

"Det er her", sagde jeg henvendt til Justin, imens jeg pegede på Britannys hus. Han holdt ind på kantstenen foran huset, og vendte derefter sit blik mod mig, der smilende til ham. "Tak fordi du gad køre mig", fortsatte jeg med et smil, hvilket Justin bare nikkede en enkelt gang til som svar.

"Du ringer bare senere, okay?", sagde Justin som et spørgmål, der egentlig mest lød som en konstatering. Smilende nikkede jeg til ham og lænede mig derefter hen til ham og kyssede ham kort på kinden.

Da jeg skulle til at læne hovedet tilbage igen, blev jeg dog stoppet i min bevægelse af Justin, da han greb blidt fat i min nakke og holdt mit hoved fast ved hans. I langsomme bevægelser begyndte han stille at kysse mine læber, så jeg ikke kunne lade være med at smile over hans handling.

"Vi ses, Jen", sagde han med et lille smil på læben, da han havde trukket sit ansigt væk fra mit. Jeg gengældte straks hans smil og mærkede imens, at han gav slip på min nakke, så jeg kunne læne hovedet lidt tilbage.

"Vi ses, Jus", svarede jeg smilende og åbnede derefter bildøren og steg ud. Jeg gik derefter op til hendes dør og ringede på, og kun få sekunder efter blev den åbnet af Brittany, der havde det største smil på læben.

"Heeeej skatter. Hvor er det godt at se dig!", udbrød hun med en overgearet stemme, hvorefter hun omfavnede mig. Musikken i huset var tydelig, og jeg kunne sagtens se, at der allerede var kommet en del mennesker.

"Hey Jen", lød det smilende fra Toby, der havde stillet sig ved siden af Brittany. Brittany og jeg trak os fra krammet, og jeg sendte Toby et venligt smil tilbage.

"Hej Toby". Han gik et skridt imod mig og lagde blidt sine arme om mig, og jeg gengældte selvfølgelig hans kram.

Vi trak os et par sekunder efter, hvor jeg bemærkede at både Toby og Brittany kiggede på noget bag mig. Jeg vendte mig derfor en smule forvirret om, og så at Justin stadig holdt foran huset og kiggede herhen. Et smil fandt vej til mine læber, da jeg fik øjenkontakt med ham og sendte ham et vink.

"Er det Justin?", lød det bag mig fra Brittanys stemme, så jeg jeg vendte mig om og så hendes skæve smil. Med et stor smil på læben nikkede jeg, som svar på hendes spørgsmål.

"Men skal vi ikke gå ind?", spurgte jeg dem begge om og kiggede skiftevis på de to. Brittany nikkede imens Toby bare stod og kiggede stift hen på bilen med et ansigtsudtryk, jeg ville tolke som en smule trist. Dog valgte jeg at lade være med at kommentere på det, og gik i stedet ind i huset, hvor lyden af musik straks blev endnu højere.

"Skal du ikke med, Toby?", spurgte Brittany ham om, da han stadig bare blev stående. Han lukkede hoveddøren og vendte sig derefter om, og gik direkte forbi Brittany og jeg uden at sige noget.

"Hvad skete der lige for ham?", stillede jeg undrende som et spørgsmål, da jeg mente hans opførsel var virkelig underlig.

"Hvad tror du, Jen? Han er jo mega jaloux på Justin", svarede Brittany så det lød som om, at det var åbentlyst, at det var grunden til hans opførelse.

Jeg rystede bare svagt på hovedet af hende, da jeg havde virkelig havde svært ved at tro, at Toby skulle være inderligt og oprigtigt vild med mig. Idéen om at det kun var på grund af mit udseende, han ivrigt prøvede på at score mig, var stadig i mine tanker. Han var jo så overfladisk, som man kunne være.

"Det er også ligemeget. Lad os gå ind og få noget at drikke", udbrød Brittany, så jeg straks nikkede mig enig i hendes ord. Vi bevægede os ind i hendes store stue, hvor folk drak og dansede. Vi gik hen til baren, der var blevet sat op til dagens anledning, da det ikke plejede at stå en bar i hendes stue til dagligt.

Jeg fortalte bartenderen, hvad jeg gerne ville have og kiggede derefter på Brittany, som havde stillet sig ved min ene side.

"Hvor er Jamie egentlig?", spurgte jeg nysgerrigt om, da de to altid plejede at hænge op ad hinanden hele tiden. Et dybt suk lød fra hende, imens hun himlede med øjnene.

"Han er her ikke.. Vi kom op og skændes tidligere i dag, og så blev jeg så vred, at jeg bad ham om at holde sig væk i aften", svarede hun mig med en irriteret stemme.

"Hvad blev I uvenner om?", stillede jeg undrende som et spørgsmål. Godt nok blev Brittany og Jamie uvenner utrolig tit over småting, men at hun ligefrem havde bedt ham om at blive væk fra hendes fødselsdagsfest, som hun havde snakket om i flere uger, fik mig til at tro, at det måske var noget mere alvorligt denne gang.

Hun trak på sine skuldre og sendte mig et meget lille uvidende smil.

"Det kan jeg ikke engang huske.. er der ikke latterligt?", svarede hun småirriteret og jeg nikkede til hendes lille spørgsmål.

"Her", lød det fra bartenderen, så jeg vendte mig om og så at han havde stillet min drink på baren.

"Men jeg gider ikke at tænke på Jamie nu. Jeg vil have en fed fest med min bedste veninde og alle mine andre venner, okay?", sagde Brittany med et stort smil på læben, som jeg sagtens kunne se var falsk. Men hvis hun havde lyst til at rende rundt og lade som om, hun havde det sjovt, uden hendes kæreste var her, så skulle hun da have lov til det. Derfor nikkede jeg bare smilende til hende.

~

"Hvorfor er han ikke dukket op altså? Han er seriøst den største idiot på jorden lige nu!", udbrød Brittany med en enorm beruset stemme, og som jeg næsten havde regnet med, havde hun ikke snakket om andet end Jamie de sidste to timer, jeg havde været her.

"Måske fordi du har bedt ham om at blive væk, Britt", svarede Toby på en småirriteret måde, da han nok var træt af at høre på hendes snakken og bagtalen af hans bedste ven. Vi sad alle tre lige nu ude i hendes have rundt om havebordet.

"Men det mente jeg jo ikke, vel?", svarede hun og lød nærmest til at være på nippet til at græde. Hun havde godt nok også drukket en hel del allerede, så hendes følelser sad pænt meget ude på tøjet lige nu.

"Og hvor skulle han vide det fra?", spurgte Toby hende om, imens han kiggede undrende på hende. Hun sad i noget tid og kiggede stift på Toby, som om hun tænkte lidt over hans spørgsmål. "I piger er fandme så svære at finde ud af! I siger det ene men mener noget helt andet", tilføjede Toby.

"Ring nu til ham og sig, at du ikke mente det, Britt. Du vil jo tydeligvis gerne have ham her", sagde jeg med et smil på læben og en opmuntrende stemme.

Brittany nikkede til mig og snøftede svagt, da hun faktisk var begyndt at græde, hvilket først gik op for mig nu. Jeg havde også selv fået en del indenbords, så jeg opfangede ikke lige alt, der skete omkring mig.

Hun tog derefter sin mobil op fra hendes bh og rejste sig derefter op og gik vaklende væk fra Toby og jeg. Det ville være en underdrivelse, hvis jeg sagde, at denne her situation var akavet. Toby sad bare og kiggede på mig, imens jeg sad og drak min drink. Generelt følte jeg ikke, at jeg havde noget at snakke med ham om, når vi var alene, men det gjorde bare det hele mere akavet, at han stirrede så intenst på mig.

"Ham Justin.. hvor kommer han fra?", lød det pludselig fra Toby, der dermed afbrød den næsten ulidelige stilhed i mellem os, så jeg drejede mit ansigt mod ham og stoppede med at drikke. "Altså jeg mener han kommer vel ikke fra Beverly Hills som os, vel? Den bil så i hvert fald rimelig faldefærdig ud", fortsatte han, og sagde det sidste på en virkelig snobbet måde.

Præcis sådan en måde, som min mor også ville sige det på, altså som om at det ikke var fint nok. Jeg gav da Toby ret i, at Justins bil lang fra var en af de dyre modeller, men faldefærdig var den langt fra. Den var lige, som den skulle være, og jeg var desuden også ligeglad med, om hans bil var pæn eller ikke.

Jeg rømmede mig svagt. "Nej, han bor et stykke væk herfra", svarede jeg bare og tog igen en tår af min drink.

"Hvad vil du overhovedet med sådan en som ham?!", spurgte han hårdt om, så jeg næsten fik min drink galt i halsen på grund af chok over hans spørgsmål. Jeg begyndte at hoste svagt og rømmede mig til sidst.

"Og hvad mener du præcis med 'sådan en som ham'?", stillede jeg en smule fornærmet som et spøgrsmål, da jeg følte at hans måde at sige hans ord på, var en stor fornærmelse af Justin. "Du kender ham overhovedet ikke, så du ved ikke, hvordan han er!", konstaterede jeg bestemt.

"Du ved jo godt, hvad jeg mener, Jen. Han har jo overhovedet ikke klasse. Du skal da være sammen med en, der kan give dig alt det, du vil have og behøver". Imens han sagde sine ord, rykkede han sin stol tættere på mig, hvilket jeg undrede mig en smule over.

Jeg kiggede en smule forvirret på hans ansigt, men nåede ikke rigtig at se så meget på ham, da han i en hurtig bevægelse placerede sine læber på mine. I fuldstændig chok gav jeg slip på mit glas og lagde derefter begge mine hænder på hans brystkasse, så jeg skubbede ham væk fra mine læber.

"Hvad laver du?!", råbte jeg i dyb chok med en sur stemme. Toby så en smule trist på mig og kørte sin hånd igennem sit hår.

"Kan du ikke se, at jeg er fuldstændig vild med dig, Jen? Jeg elsker dig!", sagde han stille og lød en smule frustreret.

Selvom Brittany havde fortalt mig, at han havde følelser for mig, kom det alligevel som et stort chok, at han sagde at han ligefrem elskede mig. For mig var det rimelig store ord at fyre af, så det kom utrolig meget bag på mig, hvis det var rigtigt, at han gjorde.

"Kan du ikke forstå, at det gør ondt på mig at se dig spilde din tid på én fyr, der langt fra fortjener dig?", fortsatte han og med de ord, rejste jeg mig op, da jeg syntes, det var så latterligt at høre på. For igen han kendte ikke Justin personligt overhovedet, så det var bare Tobys overfladiske personlighed, der mente, at Justin ikke var god nok til mig på grund af sin velstand.

"Det eneste jeg vil have og behøver, er det Justin giver mig, okay? Så hvis din påstand om at du elsker mig er rigtig, må du acceptere det, for Justin gør mig glad!", vrissede jeg nok en del hårdere og vredere end jeg egentlig havde tænkt. Men min irritation havde virkelig bare nået sit højdepunkt, så jeg kunne ikke lade være. Jeg tog mig min drink og forlod derefter Toby ved bordet.

 

Justin Bieber.

Jeg sad lige nu ved et af klubbens borde og røg en smøg. Ryan og Ethan var oppe i baren for at købe noget mere at drikke, og Miles, ja han var bare forsvundet et eller andet sted hen. Det med at holde mig væk fra alkoholen i aften gik egentlig helt fint, da drengene heller ikke var sådan helt på at fyre den af. De sad bare og hyggedrak stille og roligt.

Egentlig var det meget rart med sådan en aften her, da jeg oftest brugte mine aftner på klubben på at snakke med forskellige tøser. Det var ikke lige planen i aften at skulle score én, da jeg havde bedt Jennifer ringe til mig, når hun skulle hjem fra den fest hun var til. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg havde det bedst med, at jeg skulle hente hende, så jeg var sikker på, at hun kom ordentligt hjem.

"Så er de sgu satset!", afbrød Miles mine tanker med, idet han satte sig på stolen ved siden af mig. En smule uforstående kiggede jeg på hans ansigt, der mildt sagt så utrolig tilfreds ud.

"Hvilket?", spurgte jeg undrende om og tog et hvæs af min smøg. Miles begyndte at grine på en lidt hysterisk måde, da han nok højest sandsynligt var på coke.

"Pengene sgu da... 10.000", svarede han i sit hysteriske grin og virkede helt oppe at køre over det. Jeg forstod dog stadig ikke helt, hvad han mente, så jeg fortsatte bare med at kigge uforstående på ham. Et lille suk lød fra ham, da han sikkert kunne regne ud, jeg ikke fattede, hvad han snakkede om.

"Kampen på fredag i næste uge mellem Tex og Cam", svarede han med et stort smil.

"Wow, stop lige.. Du siger ikke, at du har satset på den kamp, vel?", spurgte jeg en smule bekymret om, da den kamp jo var fixet. Og hvis han havde satset på kampen, havde han med hundred procents sikkerhed satset penge på at Cameron ville vinde, hvilket han jo var blevet betalt for ikke at skulle.

Miles sendte mig et uforstående blik og fortsatte bare sit grin. "Jo, jeg har sgu da?", sagde han i et undrende grin, og fik det til at lyde som om, at jeg var helt væk.

"Forhelvede Miles!", udbrød jeg frustreret og kørte min ene hånd igennem mit hår.

"Slap nu af, Justin. Jeg har selvfølgelig lagt pengene på Cam. Bare rolig jeg har styr på det", sagde Miles på en måde, der sikkert skulle berolige mig, men lang fra gjorde det, da det var lige præcis det, han ikke skulle.

"Det er det, der er fucking problemet! Kampen er fixet!", råbte jeg af ham frustreret og smed min smøg ned i askebægeret. Miles smil forsvandt straks og hans blik blev enormt forvirret.

"Fi..fixet?", sagde han på en lidt nervøs måde, da han godt vidste, hvad det ville betyde for ham.

"Ja, Miles! Fixet! Cam er blevet betalt for at tabe den kamp", svarede jeg ham vrissende og prøvede indvendigt på at finde en løsning på det her problem. Jeg vidste udemærket godt, at der ingen chance var for, at Miles kunne sige, at han ikke ville satse alligevel. Når det var gjort, var der ingen vej tilbage.

"Hvor ved du det fra?", spurgte Miles om stadig med en nervøs stemme.

"Cohen fortalte mig det for nogle dage siden" , svarede jeg ham.

"Fuck... jeg bliver nødt til at trække min satsning tilbage, jeg har sgu ikke de penge!", udbrød han og skulle til at rejse sig op fra stolen, men jeg stoppede ham ved at gribe fat i hans arm.

"Det ved du udemærket godt, at Cohen ikke tillader!", svarede jeg ham bestemt, så han derefter sank en klump i sin hals.

"Hvad fuck skal jeg så gøre, Justin?!? Jeg har forhelvede ikke de penge!", småråbte han på en panisk måde, da han godt vidste, at Cohen skulle have pengene, når kampen var overstået.

Han vidste jo også godt, hvad der skete, hvis ikke han betalte de penge. Det var dog langt fra noget, jeg ville tillade, så jeg ville virkelig gøre alt for at ordne det her problem for Miles.

"Jeg ved det ikke!", svarede jeg ham hårdt, da jeg ærligt ikke vidste, hvad jeg skulle stille op lige nu. "Jeg må prøve at snakke med Cam og få ham overtalt til at vinde kampen", fortsatte jeg, da det var den eneste realistiske mulighed, jeg så lige nu. Heldigvis var Cameron en af mine rimelig gode venner her fra klubben, så det kunne måske godt lykkes at overtale ham til gå imod Cohen.

"Hey, så er der sgu genopfyldning", lød det i en begejstret tone fra Ryan, der derefter satte en bakke med sjusser på bordet. Ethan satte også en bakke på bordet, men den var derimod fyldt med shots.

"Ved I hvornår Cam er tilbage fra Spanien?", spurgte jeg henvendt til dem alle tre, da jeg vidste, at Cameron lige nu var på ferie.

"Klokken 07.00 i dag, hvorfor?", svarede Ryan og satte sig ned på en af stolene. Jeg tog min telefon op af min bukselomme og kiggede på klokken som viste 02.28.

"Jeg skal bare snakke med ham", svarede jeg, imens jeg lagde min telefon på bordet ,og derefter skuede kort hen til Miles, der nikkede stille til det, jeg sagde.

Min mobil begyndte pludselig at ringe, så jeg straks tog den i hånden og op til øret uden at tjekke, hvem det var.

"Ja?!", udbrød jeg hårdt. Til at starte med var der ingen, der sagde noget i telefonen, blot en masse musik og larmende baggrundsstøj.

"Justiiiiin", lød det fra Jennifers stemme, så jeg tog mig en dyb indånding. "Jeg vil gerne hjem nuuu", fortsatte hun med en stemme man vist roligt kunne kalde for beruset.

"Jeg er der, så hurtigt jeg kan", svarede jeg i et lille suk, hvorefter jeg lagde på og rejste mig op fra stolen. Problemet med Miles måtte jeg vendte med at bekymre mig om til om et par timer, hvor Cam ville være tilbage.

~

Da jeg kom til huset, jeg tidligere havde sat Jennifer af ved, så jeg straks en gruppe piger stå og snakke, deriblandt Jennifer. Jeg holdt ind det samme sted, som jeg havde sat hende af, hvorefter jeg slukkede bilen og steg ud og gik om på den anden side.

"Juuuuus", lød det fuldt fra Jennifer, der fik et stort smil på læben, da hun fik øje på mig. Hun begyndte med vaklende skridt at gå hen mod mig, imens hun smilede stort til mig. Lige som hun stoppede foran mig, lagde hun sine hænder om i min nakke.

"Hej Justin", sagde hun lavt med en enorm fuld stemme.

"Hey", svarede jeg hende og lagde derefter mine arme om hendes talje, da jeg kunne se, at hun var ved at falde. Hun fnes svagt og gav mig derefter et lille kys på kinden, der med det samme gav mig lyst til at kysse hende meget mere. Dog valgte jeg ikke at gøre det her, da vi for det første var overbegloet af hendes veninder, og så også fordi jeg hellere ville være alene med hende. Jeg rømmede mig derfor svagt.

"Skal vi køre?", spurgte jeg hende om, hvilket hun straks nikkede med et smil til. Hun råbte farvel til pigerne, der som sagt bare havde stået og stirret på os, hvorefter vi begge steg ind i bilen. Hun var så fuld, at jeg blev nødt til at spænde hendes sele fast for hende. Jeg tændte derefter bilen og begyndte at køre afsted mod hendes hus.

"Jeg har virkelig savnet dig", sagde hun med en lav stemme og lagde derefter sin hånd på mit lår, som hun begyndte at kærtegne. Hendes berøring gjorde da helt klart min lyst til hende større, men jeg kørte ligesom bil lige nu, så jeg følte mig nødsaget til at fjerne hendes hånd.

"Ikke nu, Jen", sagde jeg stille til hende, da jeg havde fjernet hendes hånd fra mig. Jeg kiggede kort hen på hende, der med et suk lænede sig tilbage i sædet. Igen kiggede jeg ud på vejen for at holde øje med, hvor jeg kørte.

"Jamen.. jeg er så liderlig, Jus. Hele aftenen har jeg bare gået rundt og ventet på en undskyldning for, at du kunne komme og hente mig", svarede hun sukkende, så jeg ikke kunne lade være med at grine lavt over hendes udtalelse.

"Det var måske ikke sjovt?", spurgte jeg en anelse undrende om, da jeg så ikke forstod, hvorfor hun ikke bare havde ringet efter mig tidligere. Hun vidste jo, at jeg ville komme og hente hende ligegyldigt hvad.

"Jooo det var fint men.. Toby var bare så irriterende altså. Han begyndte bare pludselig at sig, at du ikke var god nok til mig og bla bla bla.. og så kyssede han mig bare og sagde, at han elskede mig.. elskede mig?!?.. seriøst hvem gør og siger sådan noget bare sådan uden videre? Han ved udemærket godt, jeg er vild med en anden og ikke vil kysse med ham. Jeg mener, du er meget bedre end ham, den lille overfladiske djævel idiot".

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg ikke helt fattede, hvad det var hun sad og plaprede løs om. Det eneste jeg sådan nogenlunde fik fat i var, at en fyr ved navn Toby havde kysset hende, hvilket på ingen måde gjorde noget specielt fedt inden i kroppen på mig. En form for stikkende fornemmelse blev ved med at kunne føles i min mave, ved tanken om at en anden fyr havde kysset hendes fine læber.

Der blev ikke sagt så meget mere på resten af vejen hjem til hende, da jeg egentlig ikke helt vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor jeg fik det sådan indvendigt over at høre, at hun havde kysset en anden. Måske var det jalousi igen? Det føltes bare en del anderledes denne gang, end det gjorde sidste gang, hvor det var Ethan, jeg havde været jaloux på.

Da vi kom til hendes hus, parkerede jeg bilen ved siden af deres gigantiske carport, hvorefter jeg spændte min sele op.

"Er vi hjemme?", spurgte Jennifer om med en stemme der lød utrolig træt, imens hun kiggede hen på mig. Hun kunne nok mærke at bilen ikke ligefrem bevægede sig længere. Jeg nikkede til hende som svar og steg derefter ud af bilen og lukkede døren stille efter mig. I et par meget lange sekunder stod jeg ude foran bilen og ventede på, at Jennifer ville stige ud, men da der ikke skete noget i et godt stykke tid, bevægede jeg mig om på den anden side til hendes bildør, som jeg åbnede.

"Ihjjjjh", lød det irriteret fra hende, samtidig med hun forgæves prøvede at spænde sin sele op. Hvordan det kunne være svært, forstod jeg ikke helt, da hun jo bare skulle trykke lidt ned, men det virkede åbenbart alt for besværligt for hende lige nu. "Jeg kan ikke få den her fucking lorte sele op!", fortsatte hun med en irriteret stemme. Jeg udbrød et lille grin, da jeg syntes det var ret komisk at overvære. Desuden var det nok en af de første gange, jeg havde hørt hende bande, da hun til dagligt ikke ligefrem talte med skældsord.

Hun sukkede opgivende og fjernede sine hænder fra selen og lænede sig med et bump tilbage i sædet.

"Hjælp mig, Jus", hviskede hun opgivende og kiggede hen på mig med sine næsten lukkede øjne. Igen udbrød jeg et lavt grin, hvorefter jeg bukkede mig lidt, så jeg kunne få min overkrop ind i bilen. Jeg lænede mig forsigtigt ind over hende, og trykkede på selen, så den gik op med det samme. Lige som jeg skulle til at rykke mig tilbage, mærkede jeg, at Jennifer greb fat om min nakke med sin ene hånd og derefter begyndte at kysse mig på siden af halsen.

Hun stoppede sine kys og hendes greb i min nakke blev hurtigt løsere, så jeg kunne drejede mit ansigt ned mod hende, hvor mine øjne mødte hendes.

"Du er så sød ved mig", sagde hun med et seriøst ansigtsudtryk, hvilket fik mig til at smile svagt til hende.

"Skal vi ikke gå ind?", spurgte jeg om, ikke fordi jeg ikke ville høre hende komplimentere mig, men mere fordi jeg stod mega dårligt her og gerne ville indenfor. Hun så dog ikke ud til at være med på idéen, da hun strakte sig lidt, så hun begyndte at kysse mig på kinden.

"Baby, lad os nu gå ind, okay?", gentog jeg, så hun stoppede sine kys og kiggede mig i øjnene igen med et smil.

"Baby..", hviskede hun smilende og bed derefter sig selv i underlæben, som om hun var lykkelig for, at jeg kaldte hende dette lille kælenavn. "Jeg er virkelig virkelig.. virkelig virkelig vild med dig, Justin.. sådan virkelig virkelig virkelig meget", fortsatte hun med sine fulde men samtidig meget seriøse stemme, imens hun kærtegnede min ene kind med sin hånd. "Jeg tror faktisk, at jeg el..""Jen, vi går ind nu, okay!", afbrød jeg hende bestemt, da jeg godt kunne regne ud, hvor den sætning ville ende henne, og det var jeg slet ikke parat til at høre. Derudover var hun også mildt sagt enormt fuld lige nu, så det var jo heller ikke sikkert, at hun mente de ord hundred procent.

Hun nikkede til mig, imens jeg lænede min overkrop tilbage, så jeg kom ud af bilen. Hun fjernede selen fra sin krop og drejede sig derefter og steg så endelig ud. Jeg lukkede bildøren efter hende og lagde en arm om hendes talje, så hun ikke ligepludselig ville falde over sine egne ben på vej hen til hoveddøren.

"Har du en nøgle?", spurgte jeg hende om, da vi stoppede foran hoveddøren. Hun nikkede forsigtigt og pegede på sin taske, så jeg kunne regne ud, at den lå deri. Derfor greb jeg fat i tasken og fiskede hendes nøgler op derfra og låste døren op, som vi begge derefter gik ind ad.

Lige som jeg havde lukket døren efter os, mærkede jeg Jennifers læber på mine i et rimelig grådigt kys, som jeg hurtigt gengældte. Hendes mund smagte enormt meget af alkohol, men det gjorde egentlig ikke specielt meget for mig, da jeg bare nød den måde vores læber fungerede sammen på.

Det var lidt mærkelig at forklare, for det kunne jeg faktisk ikke rigtig. Men hver gang jeg kyssede hende, opstod der den her gnistrende fornemmelse i min krop og denne her lyst til bare at måtte have mere af hende. Min selvkontrol var virkelig i bund, når vores læber var i kontakt med hinandens, det kunne jeg i hvert fald roligt slå fast.

"Mhm.. Jus", mumlede hun rimelig højt på en stønnende måde, hvilket fik mig til at indse, at hendes familie jo var hjemme, så vi måtte nok hellere bevæge os op til hendes værelse, inden vi vækkede dem eller blev opdaget hernede. Jeg rykkede mig derfor lidt væk fra hendes læber.

"Kom", sagde jeg og lagde igen min arm om hendes talje, hvorefter vi begyndte at gå hen til trappen og videre op ad den. Imens vi gik op, blev hun ved med at kysse mig på halsen, så vi gik utrolig langsomt. "Jen, vent lige to minutter med det der, okay?", sagde jeg lavt en smule irriteret, da jeg egentlig bare gerne ville op af den her uendelige lange trappe.

"Hvorfor?!", udbrød hun hårdt og en smule højt, så jeg hurtigt tyssede på hende. "Må jeg heller ikke snakke nu?", spurgte hun småfornærmet om med sin fulde stemme, der stadig var lige så høj som før.

"Dine forældre ligger og so..""Hvad foregår der her?". Et lille chok gik igennem min krop, da en mandestemme afbrød mig, så både Jennifer og jeg stoppede op. "Nå det er bare jer", fortsatte Jennifers far med en lettelse i stemmen. Jennifer og jeg fortsatte igen med at gå, imens jeg kiggede op på ham.

"Det var ikke meningen at vække dig, men hun er rimelig påvirket lige nu", svarede jeg ham med en stille stemme og stoppede, da vi endelig nåede helt op af trapperne.

"Det gør ikke spor, Justin. Jeg er bare glad for at se, at du passer på hende", svarede han venligt og sendte mig derefter et smil. Jennifer lagde sit hoved på min skulder og lænede hele sin krop op ad mig, så jeg holdt alt hendes vægt. "Du burde forresten blive og spise med til morgenmad i morgen. Så kan du også hilse på min kone", fortsatte han helt afslappet, som om han var helt tryg ved, at jeg sov her sammen med Jennifer. Ikke at han ikke burde være det, men jeg havde en opfattelse af, at mange fædre var rimelig overbeskyttende overfor deres døtre.

Jeg nikkede bare smilende til ham som svar, da jeg ikke havde lyst til at afvise hans tilbud. "Kom nu, Jus..", lød det opgivende fra Jennifer, der hev lidt i min bluse, så jeg drejede hovedet og kiggede på hendes ansigt med et lille smil.

"Jeg må hellere få hende i seng", konstaterede jeg og kiggede på Robert igen, der nikkede. "Godnat".

"Godnat", svarede han, og vendte sig derefter op for at gå tilbage til sit soveværelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...