Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
435852Visninger
AA

26. 25. Angry

 

25. Angry

 

Justin Bieber.

"Jeg synes, du er begyndt at prioritere klubben meget mindre, end du gjorde førhen", sagde Cohen, lige da jeg havde sat mig i stolen på den anden side af skrivebordet, hvor han sad. Hans blik på mig var rimelig seriøst og det virkede ærligt talt som om, han havde et problem med mig.

"Hvad?", stillede jeg uforstående som et spørgsmål, da hans konstatering på ingen måde gav nogen mening for mig. Min prioritering af klubben var præcis den samme, som den altid havde været, så jeg forstod ikke helt, hvor hans påstand kom fra.

"Ja, du er blevet væk et par gange og..""Okay, stop lige en gang!", afbrød jeg ham, da jeg simpelthen ikke gad at høre på det der. "Jeg er blevet væk én gang.. to gange med i går", fortsatte jeg bestemt og var fuldstændig ærlig.

Der opstod en stilhed, hvor Cohen bare sad og kiggede stift på mig uden nogen følelser i hans ansigt. Han placerede begge sine albuer på skrivebordet og foldede hænderne sammen bagefter.

"Jeg kan forstå på nogen af de andre, at du er begyndt at se en pige", sagde han og afbrød dermed den underlige stilhed der havde været mellem os. Jeg sukkede en smule opgivende, da jeg godt kunne regne ud, hvor denne her samtale ville ende ud henne, og det var overhovedet ikke, som ham troede.

"Ja, det er rigtigt. Jeg er begyndt at snakke med Philips søster, men vi hænger bare ud. Der er intet der", svarede jeg koldt med en bestemt stemme, da jeg ikke ville have Cohen til at tro, at der var alt muligt mellem hende og mig.

Cohen rømmede sig, imens han nikkede og sendte mig et mistroisk blik, der helt klart viste mig, at han ikke købte det, jeg sad og fortalte ham.

"Så vidt jeg kan forstå på Ethan, så var du sammen med hende, de gange du blev væk herfra", svarede han og løftede sine albuer fra bordet og lænede sig derefter helt tilbage i sin kontorstol, hvorefter han foldede hænderne i sit skød. Hans svar fik mig til at vende det hvide ud af øjnene, da det var typisk Ethan at skulle være Cohens lille sladrehank.

"Og?", svarede jeg koldt og flabet tilbage og lænede derefter også mig selv tilbage i stolen, jeg sad på og krydsede mine arme, imens jeg kiggede på Cohen med et bestemt ansigtsudtryk.

"Og det er et problem, J! Vil du virkelig have en tøs til at ødelægge din boksning og fremtid, hva? Du virker ikke så interesseret i det mere som førhen. Det er fandme spild af talent, hvis du lader en fucking tøs ødelægge det for dig!", svarede han vrissende, hvilket jeg bare begyndte at udbryde en falsk latter over, da hans ord var fucking bullshit rent ud sagt.

"Hold nu kæft med det der! Jennifer ødelægger ikke en skid for mig, vi hænger bare ud, mere er der ikke i det! Det er bare Ethan, der prøver at skabe problemer, der ikke er der", råbte jeg utrolig irriteret over hans førnævnte udtalelse og slog derefter ud med armene, så de ikke længere var krydset.

"Hvorfor skulle han dog gøre det?!", spurgte han med en undrende stemme imens han udbrød et lille grin.

"Ja, måske fordi han ellevild efter at være sammen med hende. Han er sikkert bare misundelig over, at hun hellere vil tilbringe tid sammen med med end ham. Hvor fuck skulle jeg vide fra, hvorfor han skaber de problemer? Jeg ved bare, at min gejst for boksning og min prioritering for klubben er hundred procent den samme, som den har været de sidste mange år, okay?!", råbte jeg bestemt med en vred stemme og fortalte egentlig bare sandheden.

"Okay.. okay. Jeg tror på dig, J", sagde Cohen med en afslappet stemme, og det lød egentlig som om, han talte sandt. Han kendte jo også godt Ethan, så han vidste, hvordan han nogengange overdramatiserede ting.

"Godt!", udbrød jeg bestemt med en roligere stemme end før, imens vreden i min krop stille forsvandt. "Hvad så, er der nogen spændende kampe snart?", spurgte jeg om for at skifte emnet over på noget andet, da det andet emne virkede til at være afsluttet.

Han begyndte at nikke med et lumsk smil på læben og foldedør derefter sine hænder ud og rettede sin overkrop en smule frem ad igen.

"Jeg fortæller dig kun der her, fordi jeg ved, at jeg kan stole på dig, okay?", sagde han med en lav stemme, som om at han var bange for, at der var nogen udenfor der skulle høre ham, hvilket ville være umuligt, da væggene i det her rum var utrolig lydtætte.

Jeg nikkede bekræftende og kiggede derefter afventende på ham, men et nysgerrigt ansigtsudtryk, da der virkede rimelig hemmeligt.

"Næste lørdag, altså om to uger, skal Tex og Cameron bokse mod hinanden..", begyndte han hvilket ikke ligefrem virkede specielt vildt. Altså nu kendte jeg godt Cameron personligt og han var en udemærket god bokser her i klubben, men Tex, som kom udefra, havde jeg set bokse et par gange og han var ikke ligefrem specielt god. Så kampen virkede ikke til at være specielt spændende, da Cameron nærmest allerede havde vundet kampen i mine øjne.

".. kampen er fixet", afsluttede han stadig med et lumsk smil på læben, og hans ord fik mig til at spile øjnene en smule op.

"Hvad!? Skal Cameron tabe?", spurgte jeg om, for at være helt sikker på, at det var den måde den var fixet på. Cohen nikkede med et stort smil på læben. "Cameron er sgu da ti gange bedre end Tex!", konstatere jeg bestemt, hvilket Cohen åbenbart fandt rimelig morsomt, da han begyndte at grine.

"Præcis, J. Prøv at tænke på hvor mange penge vi kan få ind på den kamp. Næsten ingen ville jo nogensinde tro, at Tex ville vinde over Cam", svarede han stadig grinende og lød selv rimelig glad for det.

Jeg selv var stor modstander af matchfixing, da jeg gik meget op i at en kamp skulle foregår ærligt. Men Cohen var selvfølgelig ligeglad, han kunne jo tjene en masse penge på at Cameron ville tabe den kamp, og som nævnt, var det vigtigste i verden for Cohen penge.

"Har du overhovedet snakket med Cameron om det?", spurgte jeg undrende, da jeg virkelig ikke kunne forestille mig, at Cameron ville bryde sig om idéen.

"Han er indforstået med det og han får selvfølgelig et fint pengebeløb for at tabe med vilje", svarede Cohen, der stadig smilede på den der sleske måde. Jeg nikkede bare, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg ellers skulle svare. "Men J, du skal intet fortælle til nogen. Det er kun dig, Cam og mig, der kender til det, okay?". Igen nikkede jeg bare, hvorefter jeg rejste mig op fra stolen og skulle til at vende mig om for at gå. Dog blev jeg afbrudt af at Cohen sagde mit navn, på en bestemt på.

"Jeg har et problem, du skal løse for mig. Det kan godt vente til i morgen, men du kan lige så godt få adressen nu", sagde han og trak et stykke papir op fra en af hans skuffer. Han rakte det derefter hen mod mig og jeg tog selvfølgelig i mod det. Jeg foldede papiret og lagde det i min bukselomme, hvorefter jeg vendte mig om og gik ud af hans kontor.

Jeg fortsatte videre ind i klubben, hvor jeg vidste at Ryan og Ethan sad og spiste, da jeg kørt havde mødt dem inden, jeg gik ind til Cohen. Jennifer var sammen med Miles ude foran klubben, og jeg vidste faktisk ikke rigtigt hvad de lavede. De virkede til at komme rimelig godt ud af det med hinanden, så det var jo bare cool nok.

Jeg satte mig ned for enden af bordet, imens jeg bemærkede at de begge to kiggede på mig. "Hvad så? Hvad ville han snakke med dig om?", spurgte Ethan dumt om, da han jo tydeligvis havde vidst, hvad Cohen ville mig. Jeg tog en pomfrit fra deres bakke og tyggede den derefter.

"Det er jeg ret sikker på, at du godt ved", svarede jeg flabet tilbage uden at kigge på ham. "Er det på grund af misundelse, at du har sagt til Cohen, at jeg ikke er her i klubben, fordi jeg er samme med Jennifer?", spurgte jeg om med et lille flabet smil og vendte denne gang mit ansigt mod ham. Han begyndte at grine af mig, som om det jeg havde sagt var fuldstændig åndssvagt.

"Misundelig.. På hvem? Dig?", lød det fra ham i hans grin med en undring i stemmen. "Jeg har bare fortalt ham sandheden", fortsatte han derefter en smule mere seriøst end før.

"Speaking of Jennifer, hvad sker der så med jer to, Justin?", spurgte Ryan om, så jeg vendte mit ansigt mod ham, der sad på den anden side af mig. Jeg kiggede på ham med et undrende udtryk, da jeg ikke helt forstod, hvor han ville ben med det spørgsmål.

"Hvad mener du?", spurgte jeg om og tog derefter nogle flere af deres pomfritter i munden, imens jeg fortsat kiggede på Ryan.

"Hold nu op. Vi så hvordan, du kyssede hende ude på dansegulvet for noget tid siden. Desuden tilbringer du aldrig så meget tid sammen med en pige, som du gør med hende. Og du knepper fandme aldrig den samme pige mere end én gang! Det er tydeligt at se, at du er vild med hende", konstaterede Ryan bestemt, hvilket jeg grinende rystede på hovedet af.

"Jennifer og jeg er bare venner, okay? Og hvad så hvis jeg har kysset hende et par gange? Det betyder sgu da ikke en skid. Jeg er ikke vild med hende", svarede jeg og kiggede bestemt på Ryan, der kiggede på mig med et blik, der fortalte mig at han ikke troede på mig. "Desuden så har jeg slet ikke kneppet hende overhovedet", tilføjede jeg, hvilket fik Ryan til at rynke øjenbrynene med et lidt chokeret ansigtsudtryk. Jeg tog endnu et par pomfritter i hånden.

"Der må man sige du går glip af noget, Justin. Hun er sgu ret god". Ethans ord fik mig til at tabe de pomfritter, jeg havde i hånden på bordet, imens min krop for en kort stund havde frosset sig fast. Min hjerte begyndte at banke ubehageligt stærkt imod mit bryst over de ord, jeg troede, jeg hørte ham sige. Jeg vendte langsomt mit ansigt hen mod ham og så på ham med vrede og forvirrede øjne.

"Hvad?!", udbrød jeg hårdt, for at få bekræftet, at jeg havde hørt rigtigt før. Min vejrtrækning begyndte at blive en smule ukontrolleret og vreden i min krop øgede sig voldsomt. Der dukkede et irriterende klamt smil op hos Ethan.

"Nå, det har hun ikke fortalt dig, hva?", lød da fra ham med hans flabede smil klistret til fjæset. "Vi hyggede os lidt den aften, du havde fået hende til at tude og jeg måtte køre hende hjem. Hun havde virkelig brug for trøst". Hans smil og klamme måde at sige ordene på, fik mig til at miste fatningen over min vrede, så jeg rejste mig op og skubbede hårdt til hans overkrop, så hans stol næsten væltede.

Jeg skulle lige til at svinge min knyttet hånd igennem luften, men mærkede et greb om min arm, der stoppede mig. "Stop, Justin!", råbte Ryan hårdt, hvilket fik mig til at trække min arm til mig, imens jeg kort kiggede vredt på ham. Jeg kiggede på Ethan igen og gav ham et sidste skub, inden jeg begyndte at gå væk fra dem, med en enorm stor vrede i kroppen. Hun havde fandme løjet over for mig. Hun havde fortalt mig, at han kun satte hende af, men det var åbenbart ikke sandheden.

Hårdt skubbede jeg til klubbens store hoveddør, så jeg kom udenfor, hvor jeg straks fik øje på Miles og Jennifer, der stod ovre ved hans bil og snakkede. Målrettet gik jeg hen mod dem med så meget vrede i kroppen, at jeg var ved at eksplodere. Da Jennifer fik øje på mig gå mod hende, fik hun et stort smil på læben. Jeg derimod smilede langt fra. Da hun opdagede at mit ansigtsudtryk ikke ændrede sig på min vej, rynkede hun panden en smule.

"Er det noget galt?", spurgte hun om, imens hendes smil stille forsvandt hen. Jeg nåede hen til hende og lige som jeg stoppede op, skubbede jeg hårdt til hende, så hun gik et par skridt bagud.

"Har du kneppet ham?!", råbte jeg hende vredt ind i hovedet, så hun fik et fuldstændig chokeret og forvirret ansigtsudtryk.

"Hvad?", spurgte hun svagt om med en lav stemme, der lød en smule skræmt med samtidig også vildt forvirret.

"Det har du, HAR DU IKKE?! Fucking luder!", vrissede jeg stadig vredt og skubbede igen til hende, så hun atter gik et par skridt bag ud.

"Hey, hvad fuck sker der, Justin?", lød det chokeret fra Miles, der lagde en hånd på min ene skulder. Dog fik jeg hurtigt revet min skulder væk fra hans berøring. Jeg drejede mit vrede ansigt væk fra Jennifer og kiggede i stedet på ham.

"Hvad der sker?! Hun har kneppet Ethan og fucking løjet for mig omkring det, det er hvad, der fucking sker!", råbte jeg vredt og vendte derefter mit blik mod Jennifer, der så ud til stadig at være lige så forvirret.

"Det har jeg ikke, Justin", sagde hun med en stille stemme og så ud til at være på nippet til at græde. Min vrede indvendigt blev endnu værre. Jeg trådte et skridt mod hende, så jeg kom til at stå næsten helt op ad hende.

"Du skal ikke lyve for mig, fatter du det?!", vrissede jeg hårdt, så hendes øjne begyndte at blive en smule blanke.

"Jeg lyv..""Hvorfor skulle han ellers sige det, hva?! Fucking lille luder!", afbrød jeg hende ved at råbe ordene ud, så hendes tårer begyndte at rende ned af hendes kinder, imens hendes øjne skreg af, at hun var skræmt. Men jeg var seriøst pisse ligeglad lige nu.

Jeg skulle lige til at skubbe til hende igen, men mærkede at et par arme blev lagt om mig bagfra, så jeg kom til at gå et par skridt bag ud.

"Slap nu af, Justin. Det var en fucking joke, okay?!", lød det fra Ryans stemme bag mig, hvorefter han fjernede sine arme fra mig. Jennifer begyndte grædende at gå forbi os og fortsatte bare med at gå hen ad vejen. Jeg mærkede at min vejrtrækning stille blev mere normal, imens jeg vendte mig lidt forvirret om mod ham.

"Det var en joke, Justin!", sagde han roligt men bestemt, hvilket fik mig til at kigge hen på Ethan, der havde stillet sig ved siden af Miles.

"Og du siger, at du ikke er vild med hende... tss", sagde han, imens han vendte det hvide ud af øjnene og rystede på hovedet af mig.

"Fuck", hviskede jeg panisk for mig selv og tog mig til hovedet. Jeg havde virkelig dummet mig lige nu, men hvad fanden var det også for en lorte joke at komme med? Jeg kunne sgu ikke ligefrem se formålet med det, og nu havde jeg lige stået og svinet Jennifer til uden nogen grund.

"Fuck dig", sagde jeg vredt til Ethan i det, jeg begyndte at løbe efter Jennifer i et hastigt tempo. Jeg selvfølgelig havde fortrudt alle de dumme ting, jeg lige havde sagt til hende.

Hvordan kunne jeg også tro på Ethan, når jeg lige selv havde siddet og sagt til Cohen, at Ethan skabte problemer, som ikke var der. Det her var sikkert bare et forsøg på at splitte mig og Jennifer fra hinanden, og den eneste bekymring, jeg havde i kroppen lige nu, var om det var lykkedes ham.

"Jen!", råbte jeg, imens jeg løb, da jeg endelig kunne se hende. Hun reagere dog ikke på mit kald men fortsatte bare med at gå frem ad. Heldigvis for mig kunne jeg løbe rimelig stærkt, så jeg nåede hurtigt op til hende og stillede mig foran, så hun også stoppede op.

"Lad mig være, Justin", sagde hun med en trist stemme og prøvede derefter at gå forbi mig, men jeg nåede at placere mine hænder på hendes overarme, så hun ingen steder kunne gå.

"Hør på mig, okay? Jeg mente ikke, det jeg sagde", sagde jeg seriøst og prøvede at få øjenkontakt med hende, men hun undgik bevidst mit blik.

"Jeg er ligeglad, Justin. Vær sød at give slip", sagde hun, imens hun prøvede at komme ud af mit greb, hvilket ikke lykkedes hende. Hun sukkede svagt og flere tårer fandt vej ned af hendes allerede våde kinder.

"Kig på mig", sagde jeg med en blid tone i stemmen. Hun rystede bare på hovedet af mig som svar, imens tårerne ikke så ud til at ville stoppe med at forlade hendes øjne. "Kig på mig", gentog jeg og denne gang, gjorde hun, som jeg sagde, så hendes blå halvrøde øjne kiggede ind i mine.

"Jeg mente ikke det, jeg sagde. Nogengange så slår det bare klik for mig, når jeg bliver virkelig vred og da Ethan sagde de ting til mig, slog det virkelig klik", sagde jeg på en undskyldende måde, da jeg gerne ville havde, at hun skulle se, at jeg virkelig mente det.

Hun stod bare i noget tid og betragtede mit ansigt, imens tårerne stadig fortsatte med at forlade hendes øjne. Jeg måtte virkelig have gjort hende ked af det, siden hun græd så meget. Jeg gav slip på hendes overarme, og lagde i stedet mine arme om hendes talje og trak hende ind i et kram.

"Du skal ikke gå. Tag med mig hjem igen", hviskede jeg, imens jeg fortsat holdt om hende. Jeg pressede hende tættere ind til mig, for at vise at jeg mente mine ord. Hun sukkede svagt men lagde derefter sine arme om min hals.

"Okay", hviskede hun efterfulgt af et lille snøft, så et lille smil dukkede frem på mine læber.

~

På vejen hjem til mig var det begyndt at regne, så begge vores tøj var blevet gennemblødt. Jeg havde derfor valgt at tage et varmt bad for at få varmen igen og var netop lige trådt ud. Jeg havde taget et håndklæde om mit underliv, så jeg ikke ville være helt nøgen foran Jennifer, der stod ude i køkkenet og lavede mad.

Jeg gik derefter ud af badeværelset, og som det første bevægede jeg mig over til mit skab, hvor jeg tog et par boxers ud. Mit håndklæde lod jeg falde til jorden, så jeg kunne få mine underbukser på. Jeg vendte mig derefter om, og så at Jennifer stod med ryggen til mig og skar i noget salat. Hun havde iført sig en af mine tanktoppen, der kun lige dækkede halvdelen af hendes perfekte røv.

Mine øjne betragtede i noget tid hele hendes smukke solbrune krop, imens jeg tænkte over måde, jeg havde reageret på tidligere. Måske holdt jeg mere af hende, end jeg faktisk gik og troede? Jeg ønskede jo tydeligvis ikke, at hun skulle gå i seng med Ethan, så måske havde jeg alligevel nogle følelser for hende.

Og jeg måtte også ærligt indrømme, at det med at jeg ikke måtte kysse hende, gik mig utrolig meget på. For jeg havde lyst til at kysse hende hele tiden og havde virkelig svært ved at holde mig væk fra hende.

Som jeg stod her og betragtede hende og hendes krop, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor jeg overhovedet blev ved med at afvise hende. Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde lyst til hende, for det havde jeg. Og hvis jeg nu rent faktisk havde lidt følelser for hende, så var det jo heller ikke en undskyldning for ikke at gøre det.

Jeg bed mig svagt i underlæben og tænkte ikke yderligere over mit næste træk. Nu havde vi begge ventet længe nok, så jeg begyndte at gå hen mod hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...