Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434532Visninger
AA

20. 19. Tell Me

 

19. Tell Me

 

Jennifer White.

"Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Han er så forvirrende", sagde jeg frustreret henvendt til Miles, der bare sad i hospitalssengen og lyttede til mit on-going brok om Justin. Jeg var taget herhen, fordi der ikke var særlig langt at gå fra Justin lejlighed hertil, og desuden havde jeg brug for at tale med en lige nu, "Her til morgen, da jeg vågnede op hjemme hos ham, var han bare væk. Ikke engang en lille besked eller seddel om hvor han var taget hen, havde han givet mig", fortsatte jeg og tog mig derefter til hovedet med min ene hånd.

Miles udbrød et grin, som faktisk irriterede mig lidt lige nu, da det på ingen måde var sjovt for mit vedkommende.

"Du kan lige så godt nu vende dig til, at Justin er en fyr med tusindvis af hemmeligheder", sagde han smilende til mig, hvilket fik mig til at fjerne min hånd fra mit hovedet.

"Det siger du ikke!", udbrød jeg med en sarkastisk tone i stemmen, som igen fik Miles til at grine.

"Han er en kompliceret fyr, Jennifer. Nogengange forstår jeg ham ikke engang og jeg er en af hans bedste venner", startede han med det samme grin, der nu smittede en lille smule af på mig, så jeg også grinede i et par sekunder. "Men.. det er virkelig sjældent, han lukker nye folk ind i sit liv, så et eller andet må han føle for dig", fortsatte han meget mere seriøst end før, hvilket fik mig til at udbryde et falsk fnis, imens jeg rullede det hvide ud af øjnene, over det han sagde.

"Jeg tvivler. Det ene øjeblik føler jeg bestemt også, at han føler lidt for mig, men det næste øjeblik behandler ham mig som om, jeg ikke eksisterer. Argh.. jeg kan ikke finde ud af ham", svarede jeg igen frustreret og sukkede en anelse irriteret derefter.

"Du er virkelig vild med ham, hva'?", konstaterede Miles lavt og kiggede på mig med et blik, der strålede af medlidenhed. Jeg tog en dyb indånding og nikkede stille til hans spørgsmål.

Hvorfor at jeg sad og åbnede mig op for Miles på den måde, var jeg ikke selv helt klart over. Det var nok fordi, han var så nem at snakke med og han virkede som en, jeg kunne stole på.

"Jeg kan virkelig ikke forklare hvorfor, men jeg føler mig så draget af ham. Hver gang han er i nærheden af mig, får jeg de bedste fornemmelser inden i", sagde jeg en anelse trist, hvilket fik Miles til at sukke svagt.

"Jeg tror bare, du skal give ham lidt tid. Det er trods alt nyt for ham at være sammen med en pige mere end en gang", sagde han på en opmuntrende måde, men det virkede overhovedet ikke opmuntrende på mig. For Justin og jeg havde jo ikke engang været "sammen" én gang på den måde, som Miles tydeligt mente.

"Vi har ikke været sammen", svarede jeg, hvilket fik ham til at rynke brynene en smule og kigge forvirret på mig.

"Så du siger, at der ikke har været noget sex, nogen af de gange du har været hjemme hos ham?", stillede han helt chokeret som et spørgsmål, som jeg hurtigt nikkede til som svar.

"Han vil mig ikke. Eller altså jeg kan mærke på hans krop, at han gerne vil, men alligevel stopper han det hver gang, det er ved at ske", forklarede jeg Miles med en trist stemme, imens hans ansigtsudtryk bare blev endnu mere forvirret og chokeret.

"Wow", udbrød han og kiggede på mig med store øjne. Uforstående over hans forvirring kiggede jeg på ham med et undrende blik. "Justin tager aldrig.. og Jennifer, jeg mener virkelig aldrig, piger med hjem uden at gå i seng med dem!", sagde Miles bestemt.

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til det Miles sagde til mig, da det egentligt bare forvirrede mig endnu mere i forhold til Justin.

"Han synes nok bare ikke, at jeg et pæn nok så", svarede jeg i et opgivende suk og min udtalelse fik også Miles til at sukke svagt.

"Hold dog op! Du er da tusind gange smukkere, end de duller han plejer at tage med hjem", svarede han seriøst med et lille smil. "Du er nok bare meget anderledes i forhold til dem. Altså når man ser på dig, så skriger du ikke ligefrem af sex", fortsatte han.

Jeg lagde armene over kors og lænede mig helt tilbage i stolen, jeg sad i, da Miles udtalelse ikke ligefrem, var det fedeste at få at vide. Men han var jo altid ærlig og sagde tingene, som de var, så han havde vel ret. Han begyndte at grine en smule falsk, hvilket jeg undrende kiggede på ham over.

"Du reagerer som om, at jeg har fornærmet dig, hvilket på ingen måde var meningen. Faktisk tværtimod... de piger som Justin normalt tager med hjem har næsten intet tøj på kroppen, og når man ser på dem, tænker man virkelig bare kun sex, intet andet end sex. Hvorimod du har en helt anden udstråling. Du er ikke en man bare knalder og så aldrig kontakter igen bagefter. Nej, der er mere i dig end hos dem... og det er virkelig et kompliment, Jennifer", forklarede Miles så jeg ikke kunne lade være med at smile til ham undervejs.

Det var virkelig en lille sød tale han gav mig der og jeg var faktisk glad for, at det var sådan han så mig. Jeg skulle lige til at svare ham, men blev afbrudt af at min mobil vibrerede i min taske, så jeg tog den op derfra.

Justin: Hvor er du?

Beskeden fik mig til at udbryde et dybt suk, da det egentlig irriterede mig lidt, at han skrev det til mig. Jeg havde ikke hørt fra ham i flere timer nu og så skriver han det der til mig. Alligevel svarede jeg ham, selvom jeg undrede mig en smule over hans interesse i, hvor jeg var.

Mig: Jeg er oppe på hospitalet hos Miles.

"Hvad så?", spurgte Miles undrende nok på grund af det dybe suk, jeg var kommet med før. Jeg kiggede op fra telefonen og hen på ham.

"Det er Justin, der vil vide hvor jeg er... Burde det ikke ligesom være mig, der burde undre mig over, hvor han er og ikke omvendt?", stillede jeg som et hypotetisk spørgsmål, som jeg på ingen måde forventede et svar på. Det var jo ligesom ham, der bare var smuttet fra mig i morges, så han kunne vel i bund og grund være ligeglad med, hvor jeg var.

Endnu en besked bippede ind på min telefon.

Justin: Kom tilbage til lejligheden, når du er færdig der. Jeg har købt mad

Igen sukkede jeg over hans svar og den måde han bare gav mig ordre på. Købt mad? Så han havde bare regnet med, at jeg havde siddet hjemme hos ham og gloet hele dagen? Jeg kunne jo lige så godt være taget hjem, så at han bare troede, at jeg bare blev der, irriterede mig virkelig også.

"Justin er en fin nok fyr, Jennifer. Ja, han er kompliceret men stadig et godt menneske. Du skal tænke på, at før han kom til klubben og før jeg overhovedet mødte ham, har han været igennem en helt masse lort. Han har aldrig fortalt mig tingene i detaljer, men tro mig.. den barndom han har haft, er langt fra noget man ville ønske sig", forklarede Miles stille men meget seriøst. Jeg sank en klump i halsen over det han sagde, da jeg jo godt kunne huske, at Justin kort fortalte mig om sin mor, da han var hjemme hos mig.

"Giv ham en chance, Jennifer. Han ved det ikke selv, men jeg tror, at det er meget positivt for ham, at han har dig", sagde han på en måde, der virkelig ramte mig inden i. Jeg nikkede forsigtigt til Miles i nogenlunde forståelse for, hvad han mente.

"Jeg tror jeg smutter nu. Han har åbenbart købt mad", sagde jeg derefter og rejste mig op fra stolen.

"Ses vi på klubben i morgen? Vi skal vel fejre, at jeg ikke er på hospitalet mere", spurgte Miles om, så jeg ikke kunne lade være med at grine, da det var lidt underligt måde at fejre det på. Jeg kendte efterhånden godt den klub, så der var helt sikkert alkohol indblandet i den "fejring". Jeg nikkede bare grinende som svar og bukkede mig derefter ned til ham for at give ham et kram.

"Vi ses, Miles", sagde jeg da jeg havde trukket mig væk fra ham igen.

"Vi ses. Hils Justin", svarede han smilende og jeg forlod derefter hospitalsstuen.

~

Da jeg nåede op af alle trapperne i opgangen til Justins lejlighed, bankede jeg med det samme på døren. Og kun to sekunder efter blev den åbnet og før jeg overhovedet nåede at sige eller reagere på noget andet, havde han grebet fat om mit håndled og trukket mig helt ind til sig, så mine læber mødtes med hans. Som altid var følelsen utrolig dejlig og kriblende i hele kroppen, men jeg var stadig så forvirret over ham.

Jeg trak mig efter et par sekunder og kiggede ham derefter dybt i øjnene med kun få centimeter imellem vores ansigter.

"Hvor har du været siden i morges?", spurgte jeg stille og seriøst om, hvilket fik ham til at tage en dyb indånding.

"Det er ligemeget", svarede han roligt og placerede igen sine bløde fyldige læber på mine, og begyndte et bevæge dem skønt i forsigtige bevægelser, der helt klart fik en masse kildrende fornemmelser til at indvaderede min mave.

Denne gang var det ham der trak sig væk fra mig og han gav samtidig slip på mit håndled.

"Jeg håber, at du er sulten", sagde han lavt og begyndte at gå hen mod sengen, hvor der lå en papirpose, der nok var mad i. "Og at du kan lide cheeseburgere?", stillede han svagt smilende som et spørgsmål og kiggede spørgende hen på mig, da han havde sat sig på sengekanten.

Jeg nikkede bare som svar på det og bevægede mig hen til sengen, hvor jeg også satte mig på sengekanten på den anden side af posen.

Jeg sad bare og betragtede Justin tage maden op af posen, stadig undrende over hvor han havde været. På en måde havde jeg virkelig ikke lyst til at lade ham slippe for at fortælle mig det, da han jo ligesom bare regnede med at jeg blev her og fandt mig i det.

"Justin..?", sagde jeg lavt som et spørgsmål og bed mig utrolig nervøst i underlæben.

"Mhm?", mumlede han bare og fortsatte med at tage resten op af posen.

"Hvor har du været?", spurgte jeg nervøst om og mit spørgsmål fik Justin til at sukke dybt. Han lagde to indpakkede burgere foran mig og fjernede derefter papirposen mellem os og lagde den i stedet ned på gulvet.

"Jeg sagde, det var ligemeget, okay?!", svarede han bestemt derefter og kiggede på mig med et skarpt blik i øjnene. Han flyttede sit blik ned på sin ene burger, som han fjernede papiret fra og begyndte derefter at spise den. Jeg selv sad bare, irriteret over hans svar på mit spørgsmål, og kiggede på ham.

"Det ville da bare være meget rart at vide, hvor du var, eller i det mindste hvornår du kom tilbage. For du regnede jo tydeligvis med, at jeg stadig var her, siden du har købt mad med til mig!", svarede jeg ham bestemt og irriteret, hvilket han ikke så specielt glad ud over.

På en måde havde jeg egentlig set den komme, at han ville blive sur over, det jeg sagde. Men jeg havde bare fået en lille smule nok af, hvor forvirrende han var.

"Det kommer ikke dig ved, hvor jeg er! Spis nu bare din mad og lad det fucking ligge!", vrissede han på en småsur måde, så jeg kiggede frustreret ned i sengen i stedet for på ham. En lille vrede byggede sig langsomt op indvendigt og jeg prøvede virkelig at holde den inde. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at starte en diskussion eller noget i den dur, men det var ved at være for meget for mig.

"Jeg kan ikke læse dine tanker, Justin. Du bliver nødt til at åbne en smule op og lukke mig lidt ind, hvis du ønsker, at jeg skal være en del af dit liv. Har du overhovedet lyst til, at jeg skal være det?", spurgte jeg så afslappet og roligt, jeg kunne, selvom jeg var ved at springe i luften indvendigt. Jeg kiggede hen på ham igen.

"Er det ikke rimelig åbenlyst, hvad mit svar er til det spørgsmål? Du er her jo ligesom nu ikke?", svarede han spydigt uden at se på mig, hvilket irriterede mig endnu mere. Jeg mumlede en irriteret lyd og strøg frustreret en hånd igennem mit hår. Jeg havde jo nok ikke stillet ham det spørgsmål, hvis jeg syntes at svaret fremgik tydeligt.

"Du sender mig så mange forskellige signaler, Justin. Det ene øjeblik kysser du mig, som om du aldrig vil stoppe, og det næste øjeblik så bliver du sur på mig og behandler mig som om, jeg ikke eksisterer for dig..", begyndte jeg med en irriteret tone i stemmen og holdt en kort pause. Justin sad bare og spiste imens han kiggede ned i gulvet, hvilket jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tolke. Det var lidt som om, han prøvede at undgå at lytte til det jeg sagde til ham.

".. Fortæl mig hvad du tænker, fortæl mig om dig selv.. bare fortæl mig noget, Justin!", fortsatte jeg bestemt, hvilket nu fik ham til at kigge på mig med nogle hårde øjne, der klart indikerede, at han ikke var specielt glad.

"Er du færdig?!", udbrød han hårdt og rejste sig op fra sengen og bevægede sig hen til køkkenet, hvor han tog fat i en smøg, der lå på bordet. Han tændte den derefter og indhalerede meget dybt med ryggen til mig.

Jeg sukkede svagt, da han slet intet havde at sige til det, jeg lige havde sagt til ham.

"Er du bare ligeglad?", spurgte jeg lavt om, og mine ord fik ham til at vende sig med fronten til mig. Han gik rasende et par skridt mod mig og kiggede ned på mig med at dræbende blik.

"Mine tanker rager fandme ikke dig, fatter du det?! Det er MINE tanker, og jeg bestemmer fucking selv, hvem jeg fortæller dem til! Og jeg skylder overhovedet ikke dig at fortælle noget om mig selv eller mit mit liv. Hvis du ikke kan leve med den person jeg er, så kan du jo bare skride. Jeg tvinger dig fandme ikke til at blive her!", råbte han enormt vredt, så alle ubehagelige følelser inden i mig begyndte at blusse frem. Hans ord ramte mig nok en smule hårdere end de egentlig burde.

Efter noget tids stilhed hvor vi bare havde kigget hinanden i øjnene, rejste jeg mig fra sengekanten og gik hen til posen med min storebrors tøj. Jeg tog den i hånden og gik derefter ud af Justins lejlighed uden at sige noget eller se på ham en sidste gang.

Så hurtigt jeg kunne løb jeg ned af trapperne med nogle enkelte tårer løbende ned af mine kinder. Det gjorde så ondt på mig, at han bare virkede så ligeglad med mig. En stor del af mig ønskede inderligt, at han ville løbe efter og stoppe mig, lige som han gjorde sidste gang, for så følte jeg, at jeg betød bare lidt for ham. Men da jeg nåede til bunden af opgangen og det ikke var sket, følte jeg et lille stik ramme mit hjerte.

Jeg gik ud af døren og satte mig på bænken, der stod nogle meter væk fra indgangen. Med en anelse rystende fingre tog jeg min mobil op af min taske for at ringe til mig bror, så han kunne køre mig hjem. Men da han ikke tog den tredje gang, jeg ringede, opgivede jeg og smed telefonen ned i min taske igen.

Opgivende lænede jeg mig helt tilbage på bænken og placerede begge mine hænder foran mit ansigt. Hvorfor skulle jeg også have følelser for sådan en fyr som ham? Kunne jeg ikke bare være lige som andre piger i min omgangskreds og falde for en overfladisk rigmandsfyr i stedet for. Det ville gøre det hele meget lettere, det var jeg sikker på.

"Kom.. Jeg kører dig hjem", hørte jeg Justins stemme sige på en kold men helt afslappet måde. Jeg fjernede mine hænder fra mit ansigt og kiggede op til siden, hvor jeg så Justin stå med hænderne i sine bukselommer og kiggede ned på mig. Med et suk rejste jeg mig op, da jeg ikke følte jeg havde andre muligheder end at køre med ham.

~

Ikke et eneste ord blev udvekslet imellem os på hele bilturen hjem til mig. Justin kunne underligt nok huske hele vejen hjem til mig til trods for, at han kun havde været hos mig to gange.

Da han bremsede bilen foran mit hus, slukkede han også for motoren, hvilket fik mig til at tro, at han havde noget at sige til mig. Dog sagde han intet i omkring et minut. Han sad bare og kiggede stift ud af forruden med sin hånd hvilende på rattet. Stilheden fra ham kunne jeg ikke bruge til så meget lige nu, så jeg spændte min sele op og skulle til at tage fat i håndtaget, men blev stoppet, da Justins hånd tog fast fat om min anden hånd.

En anelse chokeret vendte jeg ansigtet mod ham, hvilket fik hans greb om min hånd til at blive lidt svagere. "Du ville gerne vide noget om mig, ikke?", spurgte han stille om, imens han stadig stirrede stift ud af forruden.

Jeg sank en lille klump i min hals og nikkede svagt.

"Mmh", mumlede jeg som svar.

Han tog en dyb indånding igennem næsen. "Han slog hende", sagde han stille uden at fjerne sit blik fra forruden. Ordene var ikke særlige rare at høre, selv om jeg slet ikke forstod, hvem han hentydede til. Jeg sagde ikke noget men sad bare og kiggede lyttende på ham, indtil han af sig selv ville fortsætte med at snakke.

"Min far slog min mor hver dag, flere gange om dagen. Og.. når hun ikke var hjemme, var jeg hendes erstatning. Hvis han var i ekstra dårligt humør eller hvis han lige følte for det, blev det også til et par spark undervejs", startede han med at forklare på en langsom og helt stille måde, der fik hans ord til at ramme mit hjerte så dybt og ubehageligt. At han sad og fortalte mig det her lige nu, var slet ikke forventet, og hvorfor han helt præcis gjorde det, vidste jeg heller ikke.

"Da min mor døde, skulle han jo have sig et nyt offer, så det blev mig. Hver dag. Jeg sørgede altid for at være hjemme når min far var, for jeg vidste, at hvis jeg ikke var det, ville alt hans vrede gå ud over min lillebror..", lige da han nævnte sin lillebror knækkede hans stemme og hans ansigtsudtryk ændrede sig til et, jeg ikke havde forventet at skulle se på ham. Han så helt knust ud og hans øjne blev en smule blanke. Af at se ham sådan mærkede jeg også mine øjne blev lidt fyldt op med vand. Jeg begyndte blidt at nusse hans hånd, for at "trøste" ham lidt, da det han fortalte mig lige nu var helt igennem forfærdeligt.

"Jeg kan huske en episode tre år efter, hun døde. Min far havde drukket sig pisse fuld på et værtshus og kom hjem til os. Min lille bror og jeg sad inde i stuen og legede med hans små Pokemonfigurer, som han altid elskede at gøre med mig. Jeg tror jeg var 13 år på det tidspunkt og han var 6 år. Da jeg hørte min far råbe og skrige på mig ude fra gangen af, bad jeg hurtigt Noah, min lillebror, om at løbe ind på badeværelset og låse døren, indtil jeg sagde at han skulle komme ud. Jeg vidste godt, hvad min far havde tænkt sig at gøre ved mig og ville bestemt ikke have at min lillebror skulle være vidne til det. Men af en eller anden grund som jeg aldrig forstod, blev Noah ikke ude på badeværelset, for pludselig stod han stift og kiggede på, hvad min far gjorde ved mig. Det blik han havde i øjnene, glemmer jeg aldrig. Han var så bange og skræmt. Tårerne løb ned af hans kinder. Jeg prøvede virkelig diskret, så min far ikke opdagede ham, at få ham til at gå væk, men han blev bare stående. Og da Noah skreg mit navn, blev min værste frygt til virkelighed. Min far stoppede sine slag på mig og vendte sig mod ham, gik koldt og fuldstændig kynisk hen til ham og svang sin hånd så hurtigt og hårdt igennem luften, så den til sidst ramte Noahs kind. Der slog det bare fuldstændig klik for mig, så jeg løb vredt hen til ham og med held, nok fordi han var pisse stiv, skubbede jeg til ham, så han væltede over sine egne ben. Jeg fik Noah, som græd helt ude af kontrol, op på ryggen og løb ud af vores hus. Jeg løb bare med ham, med tanken om at jeg aldrig nogensinde ville lade min far røre Noah igen. Aldrig! Men..", han stirrede bare stadig og det var tydeligt at mærke på ham, at han virkelig kæmpede med at holde sine tårer inde.

Det var også tydeligt at hans lillebror, virkelig betød meget for ham. Som om han igennem hans barndom var ligeglad med at få de slag, bare det ikke gik udover hans lillebror.

Hans historie sårede mig og ramte mig virkelig i hjertet og mine tårer var forlængst begyndt at trillede ned af kinderne på mig. Jeg gav slip på posen, jeg havde i min anden hånd og placerede den i stedet på hans kind, der var længst væk fra ham. Min handling fik ham til at vende sit ansigt mod mig, så jeg for alvor kunne se, hvor bevæget og påvirket han var over at fortælle mig det. Hans øjne var helt røde og fyldt med vand. Han græd ikke men han var virkelig tæt på. Et syn jeg på ingen måde havde regnet med at skulle opleve, men det gjorde virkelig ondt på mig at se.

Jeg lod min hånd blive kørt om i hans nakke, samtidig med at jeg rykkede mig tættere på ham. Blidt trykkede jeg lidt i hans nakke, så hans ansigt kom tættere på mig og vores pander blev lagt mod hinandens.

"Undskyld", hviskede jeg trist, da jeg følte, at det var min skyld, han var så påvirket af det lige nu. Selvom jeg havde sagt til ham, at jeg ønskede, at han skulle åbne sig op for mig, kunne jeg godt mærke på ham, at det her var lidt for meget for ham. Jeg havde heller ikke regnet med, at han ville fortælle mig sådan noget så personligt som det her.

Jeg mærkede nogle sekunder efter et par skønne læber på mine. Det udviklede sig hurtigt til at heftigt snav, da jeg lod hans tunge udforske min mund i dejlige bevægelser. Han placerede sin hånd på mit baglår, og hev lidt i det, så jeg så det som et tegn på, at jeg skulle sætte mig op mig på ham.

Han fik spændt sin sele op og stoppede vores kys et kort øjeblik, så han kunne få den af. Derefter satte jeg mig overskrævs på ham og vi fortsatte vores intense snav. I de skønneste bevægelser lod han sine hænder kærtegne mine bare lår på en måde, der virkelig tændte alt lyst inden i mig.

En dytten fik mig til at afbryde vores kys, og løfte mig lidt fra Justins lår, så jeg ud af bagruden kunne se hvem det var. Imens fortsatte Justin sine kærtegn på mine balder op under min kjole, samtidig med han efterlod fugtige kys på min hals, så jeg ikke kunne lade være med at stønne svagt over det.

Jeg fik øje på min brors bil, der kom kørende i mod os, hvilket fik mig til at sætte mig ned igen. Med det samme jeg havde gjort det, var hans læber igen på mine.

"Det er Philip", mumlede jeg stønnende mod hans læber, da hans berøring virkelig gjorde alt muligt dejligt ved mig indvendigt.

Selvom jeg godt vidste, at jeg skulle stoppe det her, inden Philip havde parkeret sin bil i garagen og kom hen og så os sådan, så var det nemmere sagt en gjort. Justins læber var så svære at fjerne sig fra og jeg ønskede at sidde sådan her i meget længere tid.

"Jeg bliver nødt.. til.. at gå", mumlede jeg igen mod hans læber og skulle til at trække mig væk. Dog nåede jeg det ikke før han havde placeret en hånd i mit hår og pressede mit hoved til at blive, hvor det var.

Hans læber og tunge fortsatte sit arbejde imens hans ene hånd masserede min hovedbund og hans anden hånd blev lagt på mit ene bryst, der straks også blev masseret. Hans berøringer og bevægelser tændte mig helt vildt, så jeg begyndte i stille bevægelser at rykke mit underliv frem og tilbage på hans. Hans støn små stille støn og den voksende bule i hans bukser viste mig tydeligt, hvor tændt han var. Derfor irriterede det mig også en smule, at han valgte at gøre det her nu, når han vidste, vi ikke kunne fortsætte det på grund af min storebror.

Jeg stoppede mine bevægelser på ham og rykkede mit hoved tilbage, hvilket jeg fik lov til denne gang.

"Kommer du ikke hjem til mig i overmorgen?", spurgte han mig stille om med en virkelig fræk stemme. Jeg bed mig både nervøst med på samme tid tændt i underlæben, imens jeg nikkede til hans spørgsmål.

Hans hånd slap mit bryst og blev lagt på min kind i stedet for. Stille rykkede han sit ansigt tæt på mit og bed mig blidt i underlæben, men et frækt glimt i hans halvrøde øjne, hvilket fik et form for elektrisk stød til at gå igennem min krop.

"Godt", svarede han, da han havde rykket sit hoved tilbage igen. Jeg tog en dyb indånding og rakte ud efter posen med min brors tøj i. Derefter åbnede jeg Justins bildør og trådt ud. "Vi ses", sagde han med et smil på læben. Jeg nikkede til ham som svar og lukkede derefter bildøren i og Justin begyndte at køre væk.

Jeg gik med en masse sommerfugle og dejlige fornemmelser i maven op til hoveddøren og skulle til at åbne den, men blev afbrudt af at Philip råbte på mig. Jeg vendte mig i retningen af råben og så at han kom ud fra garagen.

"Hvad er der?", spurgte jeg ham om.

"Tilbringer du ikke lidt for meget tid med ham Justin?", lød det fra ham på hans klassiske overbeskyttende måde. Jeg rullede det hvide ud af øjnene over ham.

"Hold nu op, Philip", svarede jeg og vendte mig derefter om og gik ind i huset. Som altid orkede jeg ikke hans overbeskyttende side, når det galt Justin. Jeg var gammel nok til selv at beslutte, om jeg ville være sammen med ham eller ikke.

___________________________________________________

note: jeg undskylder virkelig for min dårlige opdatering her på det seneste. Men jeg er inde i en vildt irriterende periode, hvor lysten til at skrive ikke er helt i top, hvilket man nok også godt kan se i det her kapitel. Jeg ved godt det ikke er et specielt godt kapitel, men jeg ville bare så gerne skrive noget til historien, så det blev bare sådan her.

Derudover vil jeg gerne takke jer for at læse med og for at like, favorisere, kommentere osv. Hver læsning betyder alt for mig, bare så I er klar over det. :)

Jeg håber at den her periode snart går over, så jeg kan skrive ordentlige kapitler til jer. Men for tiden må i altså "nøjes". Jeg lover at jeg vil udgive kapitler til historien er færdig, så den stopper ikke bare pludselig, bare rolig.

Hav en god aften <3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...