Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434394Visninger
AA

17. 16. Why?

 

16. Why?

 

Jennifer White.

Til trods for at jeg faktisk havde brugt størstedelen af min fritid uden for skolen på at være ned i klubben for at se Justin de sidste par dage, ja, så så jeg ham faktisk knapt nok. Han havde meget travlt og hver gang jeg bare nærmede mig ham for at få en samtale igang, gjorde han nærmest alt for at komme så hurtigt væk fra mig, som han kunne. Og ærligt, så forstod jeg virkelig ikke, hvorfor han behandlede mig sådan, for jeg kunne slet ikke se, hvad jeg skulle have gjort ham.

Hvis det havde noget med vores kys at gøre i sidste uge, gav det heller ingen mening, for det var da ham der nærmest overfaldte mig ude i hans trappeopgang. Jeg følte der, at han virkelig gerne ville mig og at han mærkede noget i de kys, lige som jeg selv gjorde. Men nu virkede det bare som om, at jeg var en pestilens for ham, og han egentlig bare helst så mig forsvinde væk fra ham.

Hvorfor jeg ikke bare lod være med at komme ned i klubben så, kunne jeg ikke helt forklare. Måske fordi jeg var så draget af ham, at jeg følte ingenting kunne holde mig væk fra ham. Det lød måske lidt mærkeligt, men jeg følte mig som en magnet, der blev tiltrukket af hans kraft. Jeg måtte og skulle bare være i nærheden af ham hele tiden og kunne ikke stoppes.

"Jeg er altså ikke tryg ved, at du er med i aften", lød det bekymret fra Philip, der lige nu kørte bilen, vi sad i. Vi var på vej ned til klubben, hvor Justin skulle bokse mod en person ude fra, jeg ikke lige kunne huske navnet på.

Spændt var en underdrivelse af den følelse, jeg havde indvendigt. Ikke alene var det første gang, jeg skulle se en rigtig boksekamp, men jeg skulle også se fyren, som var i mit hoved konstant bokse. Og underligt nok glædede jeg mig faktisk, hvilket på ingen måde lignede mig. Jeg tog jo normalt afstand fra boksening fordi det vel kun galt om at slå på et andet menneske.

"Hvorfor ikke?", spurgte jeg undrende i et irriteret suk og vendte derefter mit ansigt mod Philip, der kiggede på vejen. Han slap rattet med den ene hånd og lod en hånd glide igennem sit hår, hvorefter han kiggede hen på mig.

"Jeg ved det ikke. Klubben er bare ikke et sted for dig, og slet ikke om aftnen", svarede han og kiggede så ud på vejen efter han havde fuldført sin sætning.

Godt nok havde jeg ikke rigtig været på klubben om aftnen før, kun den ene gang hvor jeg ledte efter Philip og mødte Justin for første gang, men der virkede det da ikke så slemt. Det var ikke et sted jeg normalt ville tage i byen, men generelt var området klubben befandt sig ikke området, jeg normalt var i. Eller det var det vel nu, eftersom jeg brugte så meget tid dernede fortiden.

"Hvorfor vil du overhovedet med? Er det på grund af Justin eller hvad er det?", spurgte han undrende med en stor irritation i stemmen, der fik mig til at rulle det hvide ud af øjnene af ham, imens jeg rystede på hovedet. Han havde jo i bund og grund ret, men når han var i sin rolle som den der overbeskyttende storebror, så irriterede han mig seriøst grænseløst.

"Er du vild med ham?", spurgte han yderligere om med sin lidt hårde stemme. Jeg vendte blikket ud af forruden og sukkede svagt irriteret over hans spørgsmål.

"Er det ikke ligemeget for dig?", spurgte jeg lavt og fortsatte min stirren ud af ruden.

"Du er vild med ham..", konstaterede han i er opgivende suk imens jeg kunne fornemme, han rystede på hovedet af mig. "Jennifer, han er slet ikke en fyr for dig, okay? Han er sammen med en ny pige hver aften.. HVER aften!", sagde han bestemt og lagde virkelig tryk på det sidste "hver" han fyrede af.

Irriteret vendte jeg mit blik ud af mit eget vindue, så han ikke kunne se mit ansigt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det Philip lige havde sagt, ikke påvirkede mig, for det gjorde det helt bestemt. Og grundet tanken om hende blondinen jeg så hjemme hos Justin i sidste uge, vidste jeg godt at Philip talte sandt. Hvorfor skulle han også lyve omkring det, når han vidste jeg hurtigt kunne finde ud af, om det var en løgn.

Resten af bilturen var fuldkommen stille, da jeg virkelig ikke havde lyst til at snakke med ham lige nu. Han parkerede bilen på en parkeringsplads, da vi ankom. Derefter bevægede vi os hen til indgangen, betalte for at komme ind ved skranken, hvorefter vi fortsatte ind i lokalet hvor boksekampen skulle foregå.

Folk råbte og skreg rundt om bokseringen, hvor Justin og en anden fyr stod inden i. Kampen var nok lige ved at begynde, siden folk var så vilde og både Justin og fyren stod i hver deres hjørne og "forberedte" sig mentalt til kampen. Philip gik videre ind i lokalet og jeg fulgte hurtigt med, da jeg ikke havde lyst til at stå alene imellem alle de råbende mennesker.

Vi stoppede op, da vi nåede hen til en gruppe drenge. Jeg kunne kun kende Miles og Ethan, men der stod også en anden fyr, som jeg ikke mindes at have mødt før. Jo, jeg havde set ham kort gå rundt i klubben, men havde overhovedet ikke udvekslet nogle ord med ham.

"Hey, Jennifer", udbrød Ethan og tog mig overraskende nok ind i et kram, hvilket jeg fandt utrolig mærkværdig eftersom, vi kun havde haft få samtaler. Desuden havde jeg stadig et billede i hovedet af ham, der stod og slog en anden fyr. Han skræmte mig virkelig, ikke på samme måde som Justin, men på en meget værre og mere ubehagelig måde.

Miles krammede mig også, dog sagde han ikke så meget. Han stod bare og trippede, imens han virkede utrolig urolig i kroppen, hvilket jeg ikke havde oplevet ham være før. Hver gang jeg var sammen med ham - hvilket havde været stort set hver dag i denne uge - der snakkede han konstant og smilede også, men det gjorde han slet ikke nu. Han så nærmest helt desperat ud efter et eller andet, hvad vidste jeg dog ikke.

"Hey, jeg er Ryan.. Justins bedste ven", sagde en fyr, der rakte sin hånd mod mig med et smil på læben. Også smilende lagde jeg min højre hånd i hans.

"Jennifer", svarede jeg venligt tilbage, hvilket han nikkede smilende til.

"Det ved jeg", svarede han, hvorefter han sendte mig et enkelt blink med øjet. Undrende over hans kommentar lod jeg mit blik finde vej op til Justin, der nu stod i midten af bokseringen sammen med en dommer og hans modstander.

Vi var kun få meter væk fra ringen, så jeg kunne nemt se Justin og alle detaljer på hans krop tydeligt. Hans nøgne overkrop med de flotte tatoveringer faldt mig virkelig i øjnene, så jeg nærmest faldt i staver over ham,

Der lød pludselige en ringen, hvilket fik folk til at gå endnu mere amok og nok betød at kampen begyndte nu. Og helt rigtigt, så begyndte Justin og fyren at slå forskellige steder på hinandens kroppe. Jeg forstod overhovedet ikke boksning og kendte heller ikke til reglerne, men af hvad jeg kunne se, var det Justin der dominerede kampen lige fra start. Hans ansigt var mere fokuseret end jeg nogensinde havde set en person være. Som om han var i en anden verden hvor alt omkring ham var ligegyldigt. Kun kampen og hans slag var vigtige for ham. Det var fascinerende, virkelig et syn jeg aldrig havde forestillet mig jeg ville synes om; et menneske der slog på et andet menneske. Men det gjorde jeg, kun fordi jeg følte Justins intense blik på sin modstander var så brændende og fyldt med både aggression og magt. Det var inspirerende på en mærkelig måde.

Før jeg vidste af det, så jeg Justins modstander ligge ned på ryggen og folk omkring mig begyndte at tælle ned fra ti. Forvirret over hvad der foregik, skimtede jeg rummet, hvor bogstavligttalt alle talte ned. Selv min bror og Ethan, dog kunne jeg ikke se på Miles, om han gjorde noget, da han havde hænderne rystende op foran sit ansigt.

En anelse bekymret gik jeg hen til ham og lagde min hånd på hans skulder. Dog blev den hurtigt slået væk af ham, efterfulgt af et panisk og desperat blik mod mig. Derefter begyndte han at løbe forbi mig, hvilket både skræmte og undrende mig enormt meget.

"Bare rolig, han mangler bare coke", sagde Ethan til mig, hvilket fik mig til at se chokeret på ham. Coke, som i stoffer? Sagde han lige det?

Folk begyndte at råbe og skrige vildt op.

"Det er fandme en af de hurtigste knockouts, han har lavet, man!", udbrød Ryan med et stort smil på læben, imens han klappede af Justin, som nok muligvis havde vundet kampen? Det var i hvert fald en hurtig kamp i så fald.

Jeg kiggede op i bokseringen igen, hvor jeg mødte Justins blik og som jeg låste fast lige som han havde gjort på mig. Han havde set mig og jeg mærkede hurtigt små sommerfugle begynde at flyve rundt i min mave over hans ret så alvorlige blik på mine øjne. Nu håbede jeg bare, at han ville snakke til mig her til aften. Det ville virkelig redde hele ugen at få en samtale igang med ham.

~

"Yo, har du set Miles?", lød det fra Ryan, der satte sig ned ved bordet og kiggede hen på Ethan, som sad og havde en samtale kørende med mig. Ethan vendte sit blik mod Ryan, imens han tog et hvæs af sin smøg.

"Han skred lige da kampen sluttede. Han er jo helt fucked, fordi han ikke har mere coke tilbage", svarede Ethan helt afslappet, hvilket Ryan nikkede bekræftende til.

"Tager Miles coke?", spurgte jeg dem undrende og kiggede skiftevis på dem begge, som kort efter min udtalelse begyndte at grine.

"Om Miles tager coke?", sagde Ryan i sit grin og kiggede hen på mig, der bare sad ukomfortable og ventende på et svar.

"Han er nok det største cokehoved, du kan finde på jorden! Han er påvirket af det stort set 24/7", svarede Ethan bestemt i sit grin, hvilket fik en underlig mavefornemmelse til at gå igennem min krop.

Ethan tog endnu et hvæs af sin smøg. "Men hvor fanden er Justin egenlig?", spurgte Ethan om, og selvom jeg godt kendte svaret til hans spørgsmål, valgte jeg at lade Ryan svare på det. Det ville nok virke ret desperat og stalkeragtigt af mig, hvis jeg sagde, at jeg havde lagt mærke til, han havde siddet og snakket med en flot brunette den seneste times tid.

"Han sidder sammen med en tøs", svarede Ryan og hintede med hovedet hen til det bord, hvor de sad, så både Ethan og jeg kiggede derhen. Svagt rømmede jeg mig og kiggede hen på Ryan.

"Hvem er hun?", spurgte jeg stille og prøvede at skjule den jalousi, der var i min stemme. Ryan trak på skuldrene og smilede skævt.

"Aftnens scoring", svarede han afslappet og stadig smilende, hvilket fik stikkende fornemmelser til at gå igennem min mave.

"Går han bare hen til tilfældige piger og.. prøver at score dem?", spurgte jeg med en ubehagelig klump i halsen, som jeg derefter sank. Både Ethan og Ryan nikkede til mit spørgsmål. "Og det virker altid?", spurgte jeg yderligere, hvilket de igen nikkede overbevisende til.

"Men det burde du da vide, det virkede jo, da han gjorde det på dig.. ", svarede Ethan med en helt afslappet stemme og slukkede derefter sin smøg i askebærget. Jeg sendte han et uforstående blik, da jeg på ingen måde anede hvad, han snakkede om.

"Hvad mener du?", spurgte jeg med stor forvirring i stemmen.

"Ja, den aften din bror boksede mod Justin, der gik Justin hen til dig, fordi du skulle være hans scoring den aften. Godt nok kneppede han dig ikke, men det var kun fordi, han syntes, det ville være mærkeligt at knalde en søster til en af klubbens medlemmer.. men han fik dig da med hjem", svarede Ethan helt koldt, som om at det da var tydeligt, at det var derfor Justin havde snakket til mig den aften.

Pludselig følte jeg mig virkelig utrolig dum over, at jeg ikke havde kunne se det. Jeg havde troet, han havde været hjælpsom og ville hjælpe mig med at komme hjem den aften, men i stedet var jeg bare et forsøg på en scoring. Wow.

Frustreret rejste jeg mig fra stolen, jeg sad på og begav mig derefter, uden at tænke på konsekvenserne, over til Justin og brunetten.

"Var jeg bare et fucking forsøg på et engangsknald?!", afbrød jeg deres samtale med, da jeg stoppede op ved bordet de sad ved. Jeg fik straks begges opmærksomhed og Justin kiggede helt uforstående på mig, som om jeg var et misfoster, men lige nu var jeg så ubeskrivelig ligeglad.

"Øh, Jen.. jeg er lige midt i noget", sagde han på en måde der virkelig provokerede mig helt sindssygt. Og at han valgte at kalde mig "Jen", gjorde bare situationen værre. Jen? Seriøst, han havde ignoreret mig i næsten en uge og så vælger han at omtale mig Jen, som om vi er mega gode venner? God, han irriterede mig da helt grænseløst lige nu.

"Jeg er ikke blind, Jus", svarede jeg provokerende tilbage og var faktisk ret imponeret over, at jeg kunne virke så kold og selvsikker over for Justin lige nu. Normalt blev jeg jo nærmest mundlam, når han sagde noget til mig, og jeg turde ikke svare noget igen. Men jeg var helt sikker på, at grunden til jeg kunne nu, kun var på grund af vreden og irritationen, jeg havde i min krop.

"Okaaaay", lød det fra brunetten, som derefter rejste sig op med et snobbet ansigtsudtryk. "Jeg tror bare jeg smutter inden jeg overvære en verbal slåskamp", fortsatte hun og begyndte at gå væk fra bordet derefter, hvilket fik Justin til at sukke dybt.

"Fedt, der røg den scoring", mumlede han svagt irriteret og kiggede derefter op på mig, der lavede o-mund, da jeg var virkelig forarget over ham lige nu.

"Den aften vi mødtes første gang, var jeg bare et scoringsforsøg for dig?", spurgte jeg ham igen seriøst og kiggede på ham med et skarpt blik. Helt afslappet og vildt provokerende nikkede han som svar, og grundet hans handling mærkede jeg et ubehageligt sug gå igennem hele min krop. "Wow", udbrød jeg både surt men indvendigt også virkelig såret, mest på grund af det faktum, at han virkede så ligeglad med mig.

For i bund og grund var jeg jo egentlig en smule ligeglad med, om han havde prøvet at score mig den aften. Grunden til jeg tog det så tungt, var fordi han havde ignoreret mig de sidste mange dage, nu når jeg ikke brugte min dag på andet end at tænke på ham. Jeg kunne bare ikke holde irritationen inden i mig inde længere.

Jeg vendte mig derefter om og begyndte at gå min vej væk fra ham, da jeg var bange for, at jeg ville bryde ud i gråd foran ham, hvis jeg blev stående.

".. Jennifer", lød det opgivende bag mig og en hånd greb hårdt fat om mit håndled, så jeg stoppede op og vendte mig mod ham. "Hvad havde du helt seriøst regnet med?! At jeg bare ville følge dig hjem uden at forvente noget til gengæld?", spurgte han mig om med en hård stemme, hvilket på ingen måde gjorde der her bedre. Selvom jeg ihærdigt prøvede at komme fri fra hans hånd og komme væk, holdt han alt for stramt fast om mit håndled til, at jeg kunne.

"Okay.. det kom forkert ud", sagde han på en undskyldende måde, imens han borede sine mørke øjne ind i mine. "Men jeg prøvede ikke på noget, da du sov hjemme hos mig", tilføjede han, som om at det gjorde situationen helt okay.

"Fordi jeg er Philips søster, ikke?", spurgte jeg surt om, hvilket fik ham til at give slip på mit håndled. Han stod helt stille uden at sige noget, så musikken og larmen fra de dansende mennesker omkring os, var det eneste jeg kunne høre.

"Hvorfor er du så ligeglad med mig?", spurgte jeg ham direkte om, da jeg virkelig ikke kunne holde det spørgsmål inde længere. Jeg måtte have svar på, hvad jeg havde gjort ham og hvorfor han ignorerede mig.

"Jeg er ikke ligeglad med dig", svarede han hen alvorligt. Han svar fik mig til at himle med øjnene af ham på grund af hans latterlige løgn.

"Hvorfor ignorerer du mig så, Justin? Den ene dag overfalder du mig nærmest med kys og den næste dag behandler du mig som om, jeg ikke eksistere i din verden! Hvorfor?!", spurgte jeg frustreret om og råbte nok ret højt af ham.

"Fordi jeg normalt ikke gør sådan noget der..", udbrød han hårdt med øjne der nærmest var dræbende, for derefter at tage en dyb indånding og gå et skridt tættere på mig. "Jeg kysser ikke piger på den måde, jeg kyssede med dig", fortsatte han med en roligere stemme og kiggede mig dybt i øjnene imens.

Hans sætning vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle forstå, men alligevel stillede jeg ingen spørgsmål til det. Jeg ventede bare på, at han forhåbentligt ville fortsætte med at sige noget.

Han trådte endnu et skridt tættere på mig, så vi stod klods op af hinanden, så vores næser lige strejfedes. Mit hjerte begyndte at slå en smule hårdere da der var utrolig intimiderende.

"Hver gang du er i nærheden, har jeg lyst til at kysse dig igen.. Jeg bliver nødt til at gå væk fra dig for ikke at gøre det, okay? Det er derfor jeg ikke snakker til dig i lang tid af gangen, for jeg er bange for, jeg ikke kan styre mig!", sagde han enormt lavt og droppede ikke sin øjenkontakt med mig på noget tidspunkt.

"Hvorfor kysser du mig ikke bare", hviskede jeg en anelse nervøst og sank en lille klump i min hals, da jeg virkelig ønskede, han bare ville kysse mig med hans dejlige læber igen. Og at jeg kunne mærke hans tunge vejrtækning på mine læber, gjorde bare mit ønske endnu større. Forsigtigt rykkede jeg mit ansigt få millimeter tættere på hans, fortsat med en intens øjenkontakt med ham.

"Kys mig, Justin", bad jeg hviskende og vores læber strejfede næsten hinandens. I få sekunder lignede det at han var på vej til at gøre det, men da han sukkede svagt og kiggede omkring sig, gik det op for mig, at grunden til han ikke ville kysse mig, var på grund af folk omkring ham. Enten var han flov over mig eller også ville han bare ikke vise over for hans venner, at han godt kunne kysse lidt på en pige uden det førte til sex.

Han kiggede igen på mig, der så enormt skuffet på ham. "Farvel, Justin!", sagde jeg bestemt og nåede kun lige at vende mig halvt om, før han igen havde grebet fat i mit håndled og trukket mig hen til ham.

Et enkelt chokeret blik nåede jeg at give ham, før han lagde sine læber på mine og jeg forsvandt ind i en helt anden magisk verden præcis som de andre gange. Vi kyssede intenst og han førte sine hænder rundt forskellige steder på min krop imens, hvilket gjorde det endnu skønnere at stå her med ham.

Efter hvad der føltes som nogle minutter, trak han sine læber lidt væk fra mine og kiggede mig i øjnene.

"Skal jeg ikke køre dig hjem?", spurgte han lavt om med en meget dyb vejrtækning. Jeg bed mig selv i underlæben og nikkede derefter til ham som svar. Derefter første han vores læber, som bare passede til perfekt hinanden, sammen igen i et dejligt kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...