Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434801Visninger
AA

13. 12. A hug

 

12. A Hug

 

Jennifer White.

"Holy shit!", udbrød Ethan da han kørte op ad stien, der førte hen til mit hus. "Seriøst bor du her?", spurgte han helt overvældet med en stemme der nærmest var i chok.

"Mhm", mumlede jeg bare lavt, imens jeg stirrede ud af bilruden med den mest ubehagelige følelse i kroppen. Det som jeg næsten lige havde oplevet i et hus, jeg ikke kendte, chokerede mig virkelig, og jeg havde den største kvalme indvendig, jeg nogensinde havde haft.

Bare billedet af alt det blod ham fyren havde på sig og som Ethan også havde på sine hænder fik mig nærmest til at besvime igen. Det syn var virkelig ikke noget, jeg havde regnet med at se og jeg ønskede virkelig, at jeg bare var blevet i bilen i stedet for at gå derind. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad meningen med det var, men jeg havde egentlig heller ikke specielt meget lyst til at spørge ind til det.

Der havde været stille hele vejen hjem i bilen, kun når Ethan skulle have at vide hvilket vej, vi skulle køre, var der blevet sagt noget. Jeg havde bare siddet og stirret chokeret ud af bilruden hele vejen imens mine tanker kørte rundt i hovedet på mig.

Ethan stoppede bilen lige foran huset, hvilket fik mig til forsigtigt at spænde min sele op.

"Jeg følger hende lige op", lød det stille fra Justin henvendt til Ethan. De første ord han havde sagt siden han placerede mig her på bagsædet i bilen igen.

Vi åbnede vores døre næsten samtidig og steg begge ud af bilen, hvorefter vi side om side gik op til hoveddøren. Han sagde ikke noget, og det gjorde jeg bestemt heller ikke, da jeg stadig var i meget stor chok over oplevelsen. Måske så var Justin virkelig en person, jeg burde holde mig væk fra, som min bror havde bedt mig om. Hvorfor han overhovedet ville følge mig op til hoveddøren lige nu, forstod jeg egentlig ikke helt. Var det på grund af dårlig samvittighed over at jeg havde opdaget, hvad de virkelig lavede inde i det hus?

Da vi nåede helt op til døren, stoppede vi begge op og vendte fronten mod hinanden. I få sekunder blev der ikke sagt noget, nok fordi vi begge ikke helt vidste, hvad vi skulle sige.

"Er du okay?", spurgte han dog efter noget tid, imens han kiggede mig direkte ind i øjnene med sine flotte brune. Jeg nikkede bare svagt, imens jeg blev ved med at kigge ham i øjnene, ikke et eneste tidspunkt fjernede vi blikket fra hinandens øjne.

"Det var ikke meningen du sku..""Jeg vil helst ikke høre om det", svarede jeg stille, da jeg godt lidt kunne regne ud, hvor han ville hen med den sætning.

Justin nikkede forstående til mit svar og kløede derefter sig selv i nakken. Jeg tog en dyb indånding og fjernede først nu mit blik fra hans, så jeg i stedet kiggede ned i jorden.

"Jeg må nok hellere gå ind", sagde jeg lavt og kiggede derefter på ham igen. Han kiggede kort hen på døren med et lille suk og nikkede derefter og kiggede på mig igen.

Han gik et skridt tættere på mig og lagde forsigtigt sine arme om mig, så jeg også en smule chokeret lagde mine arme om hans hals. Om det var et medlidenhedskram eller et dårlig samvittigheds kram, vidste jeg ikke, men en ting var sikkert og det var, at varmen fra hans krop virkelig beroligede mig. Også selvom det virkelig ikke burde gøre det, efter det jeg lige havde været vidne til.

Med en ret tydelig hjertebanken gav jeg slip på ham og gik et skridt bag ud, så han også gav slip på mig.

"Farvel, Jennifer", sagde han imens han kiggede mig i øjnene og derefter vendte sig og begyndte at gå hen mod bilen igen. Jeg fulgte ham forvirret med øjnene indtil han nåede bilen. Havde det kram vi lige udvekslede været et farvelkram, siden han sagde det på den måde? Altså farvel som i vi ses ikke mere?

Jeg tog en dyb indånding hvorefter jeg vendte mig om, åbnede døren og gik ind. Med stille og rolige skridt gik jeg op af den store trappe, imens jeg tænkte på Justin og de forvirrende følelser han fik frem i mig.

"Jennifer!", min mors stemme gav mig et mindre chok, så jeg stoppede op midt på trappen. Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om, og så at hun stod for enden af trappen. "Hvem var ham den... unge fyr du stod og snakkede med ude foran døren", spurgte hun med en enormt snobbet og dømmende stemme, der virkelig udtrykte hendes allerede fordom om Justin grundet hans udseende.

Jeg kendte min mor alt for godt og jeg vidste, at hun havde meget i mod folk, som ikke var så velhavende som os, hvilket jeg virkelig havde lyst til at brække mig over nogen gange.

"Det var bare en fra skolen", løj jeg da jeg ikke ville fortælle hende sandheden, hun klart ikke ville blive glad for at høre.

"En fra skolen?!", udbrød hun chokeret imens hun spilede øjnene op. "Går der virkelig sådan nogle typer dér?", fortsatte hun forarget med en afsky i stemmen. Jeg nikkede bare i et svagt suk.

"Hvad laver du dog med sådan en type?", spurgt hun yderligere imens hun kiggede chokeret på mig. Jeg strøg hurtigt en hånd igennem mit hår.

"Sådan en type? Du kender ham jo overhovedet ikke", svarede jeg i en undrende tone, selvom jeg godt vidste, hvad hun mente med "sådan en type". Det var udelukkende hans udseende hun klart ikke brød sig om og at hendes fine datter rendte rundt med én som ham, behagede hende langt fra.

"Jeg behøver ikke at kende ham for at vide, hvilken type han er, kære", sagde hun med et lille snobbet grin, imens jeg bare stod og kiggede en smule irriteret på hende. "Jeg vil ikke have, du er sammen med ham, Jennifer!", udbrød hun derefter bestemt, hvilket jeg bare valgte at sukke dybt over, og derefter vende mig om og fortsætte op ad trappen.

"Er det forstået, Jennifer?!", småråbte hun bestemt, da hun nok var irriteret over, at jeg ikke svarede på hendes tidligere statement.

"Ja, ja", svarede jeg ligegyldigt uden at kigge på hende, imens jeg fortsatte op ad trappen og derefter videre ind på mit værelse.

Jeg lagde mig straks ned i sengen og under min dyne uden at smide noget som helst af mit tøj. Alt i mit hoved var så forvirrende lige nu, da jeg stadig havde en masse ubesvarede spørgsmål. Måske skulle jeg bare fokusere på noget andet for en stund, så jeg ikke fik de der ubehagelige billeder i hovedet hele tiden.

Mine tanker blev afbrudt af min mobil, der ringede i lommen på mig. Jeg tog om og så Brittanys navn på skærmen, hvilket jeg sukkede svagt over. Egentlig havde jeg ikke specielt meget lyst til at snakke med nogen lige nu, men jeg valgte dog at tage telefonen alligevel.

"Hey, Britt", sagde jeg ind i røret.

"Hej, smukke. Hvad laver du lige nu?", lød fra hende med en enormt glad stemme.

"Ikke så meget. Jeg ligger bare i min seng og slapper lidt af", svarede jeg helt roligt.

"Det lyder kedeligt. Kommer du ikke og joiner Jamie, Clara, Luke og jeg? Vi er på vej hjem til Toby", spurgte hun overglad og noget sagde mig, at hun havde drukket noget alkohol. Jeg sukkede svagt, da jeg egentlig ikke rigtig havde lyst på grund af det der var sket i dag.

"Jeg ved ikke rigtig..""Kom nu, Jen. Lad være med at være så kedelig. Desuden kan du heller ikke nå at svare nej, for vi holder allerede ude foran dit hus", svarede hun grinende, hvorefter lyden af to høje dyt kom.

Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til vinduet, hvor jeg kunne se dem alle fire sidde og vinke op til mig. Jeg sukkede svagt og vinkede derefter igen.

"Okay, jeg kommer nu så", svarede jeg bare da jeg ikke rigtigt havde noget andet valg end at tage med dem.

 

Justin Bieber.

"Hvorfor er du også seriøst så fucking dum at tilbyde hende et lift?", spurgte jeg vrissende imens jeg kiggede hen på Ethan, der jo kørte bilen.

"Jeg havde sgu da ikke regnet med, at hun ville opdage noget, vel?", sagde han som undskyldning, hvilket jeg bare rystede svagt på hovedet af imens jeg sukkede irriteret.

"Nej, men det gjorde hun så.. Og nu bliver vi ligesom nødt til at fortælle Philip, hvad Cohen beder os om at gøre nogen gange", svarede jeg og vendte irriteret mit blik hen på handskerummet, som jeg åbnede og tog en pakke cigaretter og lighter ud af. Jeg tog en cigaret ud af pakken og placerede den mellem mine læber for derefter at tænde den.

"Hvorfor det?", spurgte Ethan med en undrende stemme. Jeg pustede røgen ud og vendte opgivende mit hoved mod ham.

"Tror du ikke, at Jennifer har tænkt sig at fortælle ham, om sin oplevelse eller hvad?", spurgte jeg ham med en frustreret stemme. Ethan sukkede og kløede sig kort nervøst i håret med sin ene hånd.

"Fuck! Det bliver Cohen fandme ikke glad for. Han stoler jo ikke en skid på ham", begyndte Ethan at sige med en nervøs og sur stemme. Jeg forstod simpelthen ikke hvorfor, at Ethan var så bange for ham. Der var jo ligesom en grund til, at han bad andre om at gøre det beskidte arbejde. Han var jo ikke selv, en bestemt muskuløs fyr, faktisk var han bare helt normal af bygning.

"Tror du ikke, at der er en måde, hvor vi kan komme uden om at fortælle Philip omkring det?", spurgte han småpanisk og kiggede kort hen på mig. Jeg trak på skuldrene, da jeg egentlig ikke rigtigt kunne se en anden udvej en at fortælle Philip, at Cohen nogen gange bad os få styr på nogle "problemer".

"Det tror jeg sgu ikke", svarede jeg og tog derefter et hvæs af min smøg.

"Det kunne være, at jeg skulle smutte tilbage og ordne hende. Det plejer altid at få tøser til at holde kæft", svarede han og lød virkelig selv overbevist om, at det var en skide god idé. Jeg himlede svag med øjnene af ham, imens jeg rystede på hovedet.

"Tror du helt seriøst selv, at det ville få hende til at holde kæft, hvis du knaldede hende? Hun er jo ligesom ikke som de piger, der kommer nede i klubben, vel?", spurgte jeg på en måde, der fik hans sætning til at lyde virkelig dum, hvilket jeg også syntes den var. Jennifer virkede overhovedet ikke som typen, der gik i seng med hvem som helst, så jeg tvivlede sgu stærkt på, at det ville hjælpe.

Ethan sukkede frustreret over min kommentar, da han nok godt selv kunne se, at det ikke ville hjælpe på noget. "Kan du så ikke snakke med hende og overtale hende til ikke at sige noget, Justin?", spurgte han seriøst, hvilket jeg ikke kunne lade være med at udbryde et lille falskt grin over, da det lød endnu mere langt ud.

"Hvordan fanden skulle det kunne hjælpe?", spurgte jeg undrende imens mit grin forsvandt.

"Jeg så sgu da godt jeres lille farvelscene foran hoveddøren. Hun kan lide dig, Justin, og du er også stille begyndt at holde en smule af hende", konstaterede han, hvilket jeg faktisk blev en smule chokeret over. Hvad fanden snakkede han om? Jeg kendte hende da overhovedet ikke.

"Hold dog op, man. Jeg holder fandme ikke en skid af hende, jeg kender hende knapt nok, Ethan!", svarede jeg ærligt og bestemt.

"Drop det der Justin. Jeg så jo godt, at du krammede hende, og det plejer du fandme aldrig at gøre med nogen", svarede han bestemt og lød virkelig som om, at han var sikker i sin sag.

"Tss.. Jeg krammede hende sgu da kun fordi jeg kunne se på hende, at hun var pisse skræmt af det hun lige havde oplevet!", vrissede jeg irriteret, da jeg faktisk syntes at Ethans påstand var helt væk og vildt latterlig.

"Præcis, Justin.. Du tænker på, hvordan hun har det ergo, du holder af hende", svarede han imens jeg tog et meget langt hvæs af min smøg, da hans ord var virkelig langt ude i mine øre.

"Det er også totalt ligegyldigt. Pointen er, at hun skal holde kæft og det ved jeg, at du ville kunne få hende til!", fortsatte han småsurt og stadig bestemt i sin stemme.

"Fint nok! Hvordan havde du så lige tænkt dig, at jeg skulle det? Jeg kan jo ligesom ikke tage tilbage til hendes hus, bare for at bede hende om at lade være med at sige det til hendes bror!", vrissede jeg surt.

"Du kunne jo ringe til hende?", sagde han som om det var indlysende, hvilket fik mig til at blive endnu mere irriteret end jeg allerede var i forvejen.

"Har du hendes nummer, smarte?!", småråbte jeg flabet, da jeg jo godt kendte svaret til det spørgsmål.

"Slap nu af! Nej, det har jeg ikke, men det har Philip vel", svarede han stille imens han parkerede bilen på parkeringspladsen foran klubben.

"Som om han bare vil give mig det sådan uden videre. Jeg har jo ikke en god undskyldning for at skulle have det", vrissede jeg med en lavere stemme end før. Jeg kunne jo godt huske Jennifers ord til mig tidligere i dag om, at hendes bror mente, hun burde holde sig væk fra mig.

Ethan tog bilnøglerne ud af bilen og kiggede derefter hen på mig. "Så få Miles til at skaffe det. Ham kan Philip helt sikkert ikke sige nej til", svarede han hvorefter han åbnede bildøren og trådte ud. Jeg sukkede svagt og tog et sidste hvæs af min smøg.

Miles var nok den eneste mulighed for at få skaffet det nummer, så jeg kunne vel lige så godt prøve. Jeg vidste jo godt, at Cohen ikke helt brød sig om Philip endnu og slet ikke stolede på ham, fordi han kom fra overklassen.

Jeg åbnede selv bildøren og trådte ud, hvorefter jeg smed mit cigaretskod på jorden. Jeg kiggede hen mod klubben og så at Miles stod ovre ved sin bil alene, så jeg begyndte straks at gå derhen.

"Hvad så, hvad så, hvad så.. Fik I klaret problemet?", spurgte han med et stort smil på læben, lige da jeg stoppede op ved bilen. Jeg nikkede bare som svar, hvilket Miles grinte lidt af. "Tror du så, at du har tid til at fixe min bil nu?", spurgte han stadig smilende.

"Hvis du kan hjælpe mig med noget", sagde jeg bestemt, hvilket Miles rynkede panden af.

"Hvilket noget?", spurgte han nysgerrigt.

"Du skal skaffe mig Jennifers telefonnummer.. i dag", svarede jeg og kiggede bestemt på ham imens. Han begyndte at grine med et skævt smil på læben.

"Tør du ikke selv at spørge hende?", spurgte han i sit grin, hvilket jeg bare himlede øjnene af ham af. "Er du interesseret i hende?", spurgte han imens han løftede sine øjenbryn hurtigt to gange i træk og havde stadig det der skæve flabede smil klistret til fjæset.

"Hold nu bare kæft, Miles, og skaf mig det skide nummer, okay?!", svarede jeg bestemt, da han virkelig provokerede mig på det groveste lige nu.

"Ja, ja. Jeg skaffer det", svarede han imens han begyndte at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...