Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
434703Visninger
AA

11. 10. Intimidating

 

10. Intimidating

 

Jennifer White.

Okay, jeg var seriøst begyndt at tro, at jeg var ved at blive kugleskør i mit hoved. Ikke én eneste gang siden i søndags havde Justin ikke være i mine tanker, og jeg mente virkelig når jeg sagde, at han havde været i mine tanker hvert minut. I skolen eller når jeg var sammen med mine venner og min familie, så var mine tanker stadig kun på ham. Og når jeg var derhjemme alene på mit værelse, lavede jeg ikke andet end at kigge på billederne af ham på hans Facebook profil. Ærligt, det var jo sygt, jeg følte mig nærmest som en sindsforvirret stalker.

Jeg forstod simpelthen ikke hvorfor, jeg allerede efter kun at have kendt fyren i mindre 24 timer tænkte på ham konstant. Jeg vidste jo ingenting om ham og det var jo heller ikke fordi, vi ligefrem havde haft specielt indholdsrige samtaler. Han tiltale mig bare på en måde, som ingen andre nogensinde havde tiltalt mig før. Han var anerledes og det var nok måske det, der i bund og grund var grundenstenen til min obsession af ham her de seneste fire dage.

Og lige nu havde jeg lige fået fra fra skole og sad nu i Brittanys bil, på vej hen til klubben. Da jeg ikke selv havde kørekort, havde jeg fået hende til at køre mig derhen, bare så jeg muligvis kunne se Justin igen, ja trangen var virkelig stor. Det var selvfølgelig ikke det, jeg havde fortalt hende, da jeg vidste, hvor dømmende hun var. Jeg havde sagt til hende, at jeg havde glemt min Michael Kors håndtaske derhenne, hvilket hun straks flippede ud over, hvorefter hun uden tøven sagde ja til at køre mig.

Selvfølgelig havde jeg ikke glemt min taske, men jeg brugte bare det som løgn, da jeg vidste, hun ville køre mig så. Man kunne vel godt fornemme, at Brittany var ret materialistisk anlagt, ikke?

"Seriously, hvad er det her for et sted?", lød det med en afsky i stemmen fra Brittany, da hun holdt ind på en kantstenen foran klubben. Jeg valgte at lade være end at svare hende, da jeg virkelig ikke orkede at høre på alle de negative ting, hun sikkert havde at sige om det her sted. I stedet spændte jeg bare min sele op og kiggede derefter på hende.

"Tak, fordi du gad køre mig", sagde jeg venligt og rakte min overkrop hen imod hende, for at give hende et kram.

"Skal jeg ikke vente på dig, så du kan køre med tilbage?", spurgte hun undrende imens jeg stille trak mig væk fra hende igen. Jeg rystede på hovedet med et smil.

"Nej, Philip er derinde, så jeg køre bare med ham hjem", svarede jeg uden helt at vide, om han rent faktisk var der. Inderst inde håbede jeg det ikke, da han jo helt klart ville undre sig over, hvorfor jeg var der så. Men det var jo ikke fordi, jeg kun havde tænkt mig at være der i to minutter, specielt ikke hvis Justin var der. Så jeg kunne ikke lade Brittany sidde i bilen og vente i så lang tid.

"Okay, super skat. Vi ses i morgen så", svarede hun smilende, hvorefter jeg åbnede min dør og begav mig ud af den.

"Vi ses", svarede jeg også smilende og smækkede derefter døren i. Jeg betragtede Brittany køre væk, hvorefter jeg vendte mig om mod klubben, og straks så Miles komme gående hen mod en sort bil vis motor var åben, der holdt lige foran klubben.

Jeg begyndte at gå hen imod ham, og han fik også rimelig hurtigt øje på mig, da han havde vendt sig i min retning.

"Jamen, jamen, jamen.. Er det ikke Jennifer, vi har der?", lød det i en overglad tone fra ham, der samtidig også smilede over hele hovedet.

"Hej Miles", sagde jeg smilende og lige da jeg stoppede op foran ham, trak han mig ind i et kram og omfavnede mig med sine spinkle arme.

Han trak sig kort efter væk igen. "Hvad så? Er du her for at se Justin?", spurgte han imens han løftede sine øjenbryn hurtigt to gange i træk. Jeg forstod egentlig ikke meningen med hans handling. Måske havde det noget gøre med, at han troede at jeg var en smule varm på Justin? Det antog han da i hvert fald sidste gang.

Alligevel mærkede jeg, at mine kinder blev en anelse varme over hans spørgsmål, hvorefter jeg rømmede mig med et svagt smil.

"Neeej, jeg.. var egentlig bare i nabolaget", løj jeg med et akavet smil, hvilket fik Miles til at bryde ud i en lidt voldsom latter, som faktisk var ret kær. Generelt var Miles egentlig bare ret kær. Det var som om han bare sagde alt han tænkte, og var ligeglad med hvad andres mening om det var. Og så virkede han virkelig underholdende at være sammen med.

"Jaer helt sikkert", udbrød han med ironi i sin stemme, der klart fortalte mig, at han ikke troede på den løgn, jeg lige fyrede af. Igen rømmede jeg mig.

"Men.. er Justin her?", spurgte jeg en anelse akavet, hvilket fik Miles til at nikke og igen grine så hele hans krop rystede.

"Han er inde i træningshallen, men... du skal nok være forberedt på, at han er i pænt dårligt humør", advarede han med en stille og alvorlig stemme, hvilket undrede mig.

"Dårligt humør? Hvorfor?", spurgte jeg en anelse nysgerrigt, hvilket Miles trak på skuldrene af.

"I don't know, han har været i dårligt humør hele ugen og ikke rigtig snakket med nogen af os her i klubben. Altså det har nok noget at gøre med et lille uheld, der skete søndag aften", svarede Miles seriøst og virkede en smule bekymret over Justins væremåde.

"Uheld?", undrede jeg mig. Miles nikkede igen med et seriøst ansigtsudtryk.

"En eller anden idiot kaldte Justin for bøsse og så slog det fuldstændig klik for ham, så han gav ham fyren et hårdt knytnæve slag i ansigtet. Seriøst jeg har aldrig set ham reagere sådan før, Justin er kun voldelig på kommando, ikke sådan af sig selv, så ja.. fyren måtte virkelig have ramt ham hårdt med det skældsord", svarede Miles en smule chokeret.

Jeg sank en stor klump i halsen, over det Miles lige havde sagt. Voldelig på kommando? Jeg forstod slet ikke, hvad han mente med det, men jeg havde egentlig heller ikke specielt meget lyst til at spørge mere ind til det.

"Nå men, hvis du har tænkt dig at gå ind til ham, må du godt sige han skal få sin røv herud og fixe min bil", sagde Miles for at skifte emne, nok fordi jeg ikke svarede på det, han lige havde sagt før.

Jeg nikkede til ham med ukomfortabelt smil, da jeg pludselig havde en mærkelig følelse i kroppen. Derefter begyndte at jeg gå imod indgangen, for at gå videre ind i den hal, som jeg også havde været i, sidst jeg var her.

Da jeg åbnede døren kunne jeg straks høre lyden af nogle hårde slag, og da jeg trådte ind i lokalet, fik jeg også hurtigt øje på Justin, der stod og slog på en boksepude med sine bare hænder.

Med forsigtige skridt bevægede jeg mig tættere på ham. Inden jeg kom hertil, havde jeg besluttet mig for at virke mere selvsikker, end jeg var sidste gang vi så hindanden. Jeg ville ikke lade hans skræmmende attitude gøre mig usikker og nervøs lige som sidst.

Justin kiggede hurtigt til siden, så han så på mig, hvorefter ham bare fortsatte med at slå på puden. Egentlig var det en smule akavet lige nu, for der var ingen af os der sagde noget som helst. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, så jeg faldt egentlig bare i staver over hans nøgne overkrop igen.

"Hvad laver du her?", lød det pludselig i en skarp tone fra ham, imens han stadig bare fortsatte med at slå hårdt på puden. Jeg blinkede et par gange med øjnene og kiggede op på hans ansigt i stedet for hans krop.

"Jeg..", startede jeg med at sige nervøst, men tog derefter en dyb indånding, hvori jeg huskede på det jeg havde besluttet mig for: selvsikkerhed.

"Jeg var bare i nabolaget, så jeg tænkte, at jeg lige ville sige hej", svarede jeg mere sikkert en før, men mærkede tydeligt at mit hjerte slog 5 gange hurtigere end normalt i mod mit bryst. Mit svar fik ham til at stoppe med at bokse, hvorefter han vendte hele sin krop mod mig.

Han tog et par skridt hen mod mig, så vi stod omkring en meter fra hinanden.

"Du var simpelthen i nabolaget?", lød det fra ham med en enorm stor mistro i hans stemme. Min krop begyndte at ryste en smule, da jeg fandt ham utrolig intimiderende lige nu. Dog lod jeg ikke mine usikkerhed vise sig, så jeg nikkede bare en enkelt gang.

Han sendte mig et blik, jeg ikke helt forstod, men jeg havde en fornemmelse af, at han ikke troede på grunden til, hvorfor jeg var her. Hvem prøvede jeg egentlig også at narre? 1: det her område var ikke just et sted, jeg plejede at opholde mig i. 2: Justin havde jo de andre gange, jeg havde løjet for ham gennemskuet mig, så det havde han sikkert også nu.

Jeg rømmede mig. "Jeg skulle sige fra Miles, at han gerne vil have, at du hjælper ham med hans bil", udbrød jeg efter noget tid, vi bare havde stået og kigget på hinanden. Justin nikkede og gik derefter et skridt bagud for at samle sin trøje op, som han derefter tog på.

Uden at sige noget yderligere gik han bare koldt forbi mig, og fortsatte ud af lokalet. Seriøst hvordan kunne jeg finde ham så tiltrækkende, når han skræmte livet ud af mig på den måde?

Jeg tog en meget dyb indånding og bevægede mig selv ud af rummet, og videre ud foran klubben, hvor Justin allerede var i gang med at ordne noget ved bilens motor. Med nogle forsigtige skridt bevægede jeg mig hen til bilen ved siden af Justin, hvor jeg gav mig til at kigge ned på det, han lavede.

"Miles, kan du lige hente mig et viskestykke?", spurgte Justin og viste sine fingre, der var fyldt med olie. Miles nikkede bekræftende og begyndte derefter at gå ind i klubben. Der opstod igen en stilhed mellem Justin og jeg, hvilket jeg fandt virkelig ulideligt.

"Min bror mener, jeg burde holde mig væk fra dig". Lige så snart jeg havde sagt de ord, fortrød jeg dem og jeg krummede vitterligt tæer over mig selv. Jeg var bare så desperat for at starte en samtale op, at jeg bare sagde det første, der faldt mig ind. Min udtalelse fik også Justin til at grine svagt og kigge på mig med et undrende blik.

Derefter rykkede han sig en lille smule tættere på mig, imens han kiggede mig dybt i øjnene, hvilket fik mig til at synke en klump i halsen. Min beslutning om at virke selvsikker, var virkelig ved at gå i vasken lige nu.

"Måske burde du lytte til ham", svarede Justin seriøst og fortsatte med at borre sine varme brune øjne ind i mig, der fik alt til at gå amok indeni mig.

Denne gang var det mig der rykkede mig en anelse tættere på ham. "Og hvad hvis jeg ikke vil det?", spurgte jeg nervøst og mærkede derefter min puls steg enormt meget samtidig med at min vejrtækning begyndte at blive meget tungere.

Han fugtede kort sine læber med sin tunge med et seriøst ansigtsudtryk, hvilket bare fik min puls til at stige yderligere. Seriøst hvad gjorde han lige ved mig?

"Jennifer", lød det ved siden af mig, fra en stemme jeg kendte alt for godt. Justin afbrød vores intense øjenkontakt og kiggede til siden.

"Hey, Philip", sagde han og jeg lukkede kort mine øjne i, da jeg vidste, jeg nu havde en forklaring, jeg skulle give Philip. Hvorfor skulle han også være her lige nu?

__________________________________________________________________________________________

Note:  Hvad er egentlig jeres mening om historien?

(Kapitlet er ikke rettet, så hvis der står underlige ting ligepludselig, er det derfor) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...