Hej Jonah. Det er mig. Jo.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 23 maj 2015
  • Status: Igang
Blomster dør indespærrede. Og dit værelse er fyldt med dem.

7Likes
8Kommentarer
256Visninger
AA

1. Hej Jonah. Det er mig. Jo.

Hej Jonah. Det er mig. Jo.
Jeg tog blomster med. De står ved siden af de andre. Det var egentlig ikke min idé, og de er egentlig mest fra min mor. Hun insisterede, men jeg ved, at du egentlig ikke bryder dig om at have dem indenfor. De dør indespærrede.
Det er mærkeligt det her. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, jeg kan ikke stå på det rigtige ben, og rummet her er alt for hvidt.
Jeg plejede ikke at kunne holde op med at smile i dit nærvær. Nu er det som om smilet er fra en anden tid.

Hej, Jonah. Det er mig. Jo.
Mine fingre aer dine hænder. Du er alt for bleg herinde. Hvorfor har ingen trukket gardinerne fra? Mine hænder finder gardinerne, og jeg modstår lysten til at flå dem ned fra stængerne.
Du burde være udenfor nu. Solen skinner. Jeg ved, du holder af solskin. Du ville elske Haven nu. Blå himmel hver dag, bare ben og brun hud. Der er alt for mange slanger omkring dig. Kan du få luft? Jeg åbner et vindue. Det ligner, at de kvæler dig.
Solen sender sine stråler ind mod os. Som dengang vi kunne nå den med vores bare hænder. Nu er det som om en sky dækker min verden, og det trækker op til uvejr.

Hej Jonah. Det er mig Jo.
Jeg er her stadig. Der er gået fem dage. Dit bord flyder med blomster nu og det virker så meningsløst. Jeg har lyst til at kyle dem tilbage i hovedet på de besøgende, men din mor synes at sætte pris på dem, så jeg siger ingenting. Der er spor på hendes kinder. Og jeg troede ikke, det var muligt at føle sig så tom, men siden jeg så dig ligge her for første gang, var det som om nogen bankede alt luft ud af mig, og de har glemt at give mig min vejrtrækning tilbage. Måske kan du dele lidt af din iltforsyning?
Sygeplejersken kom herind. Vinduet må ikke være åbent. Jeg havde lyst til at kaste blomsterne efter hende, men jeg gjorde ingenting. Beklager.

Så nu er vinduet lukket, dit bord drukner i perifer samvittighed forklædt som kærlighed og jeg sidder her på en kold stol, klamrende, for jeg går rundt med en kronisk følelse af at falde. Mine øjne er tunge som bly. De siger, jeg skal tage hjem - som om. Hjem er kun et overfladisk ord, der langsomt har mistet betydning. Jeg kan ikke tage fra dig, for jeg bliver ved med at sige til mig selv: I dag sker det. Om lidt vågner du. Lige om lidt…
Men det gør du bare ikke. Og i takt med at din marmorhud bliver hvidere, krakelerer mit ansigt.

Hej, Jonah. Det er mig. Jo.
I dag gik det galt.
Jeg mistede besindelsen. Pludselig var der vand og knust glas blandet med blomster og chokolade ud over det hele. Du ved den dyre slags med mousse indeni. Klistret og kvalmende. Rosenbladende ligger iturevne på gulvet, men jeg kan stadig fornemme den sødlige lugt. Jeg brækker mig.
De smed mig ud fra stuen, og nu siger de, at det er bedst, hvis jeg bliver væk for en tid.
Måske har de ret, men det er ligegyldigt, hvor jeg er. Jeg ser din manglende tilstedeværelse over alt. Jeg hører lyden af din latters tavshed. Jeg hører ingenting ud over mig selv. Og tårer falder aldrig lydløst.

Jeg er vred på verden. På kvalm chokolade og blomster, for det betyder alligevel ingenting. Du vågner ikke op, gør du? Jeg har brug for dig, men du ser mig slet ikke. Hvad skal jeg gøre? Min stemme bliver spinkel, den knækker - ligesom mig.
Vil du ikke nok vågne? Bare et øjeblik. For jeg har brug for at høre din stemme. Jeg har brug for at se dine øjne. Bare et lille øjeblik. Bare... hele tiden.


Hej Jonah. Det er mig. Jo.
Jeg sidder i Haven. Jeg ser på blomster og sommerfugle og blå himmel. Men det gør ondt denne gang. Har jeg nogensinde fortalt dig, at skyerne ligner dit ansigt? Det er sjovt, jeg først oplever det nu. Det er det samme med margueritterne og trækronerne. Søen synes også at genspejle dit smil og det drypper uden regnvejr. Pudsigt.


Hej Jonah. Det er mig. Jo.
Det er hårdt lige nu. Min hals snører sig sammen, for det går skidt, gør det ikke? Jeg kan se det i deres ansigter? I deres kvalmende medfølelse. Deres blikke stikker i min krop og efterlader den så gennemhullet for følelser, at jeg til sidst finder mig selv faldet sammen på køkkengulvet og pludselig er der vand over det hele, og jeg drukner langsomt.
De siger jeg bør snakke med nogen, men hvem skulle det være? Den eneste jeg har lyst til at snakke med er dig, og du har været så tavs på det seneste.
Måske kunne du give mig et minut. Jeg ved du altid har sagt, at jeg snakker for meget, men jeg skal prøve at fatte mig i korthed. For jeg savner dig. Hvis du blot gav mig et øjeblik, hvis du blot ville se på mig med de himmeløjne fyldt med glæde, grine med den latter, der gav mig livet tilbage, så ville det måske ikke føles så meget som om, det er mig, der er ved at dø.
Men jeg venter lige her. Hvis du kan mærke noget, så er det min hånd, der stryger dit ansigt. Langsomt fra håret ned til hagen. Jeg må slet ikke være på stuen, men jeg går ingen steder, og jeg håber, du vil vågne op og se det. For det drypper på din pude og solen er ved at gå ned. Men du behøver ikke at være bange. Luk øjnene op, og så vil du se: At jeg passer på dig, at jeg sidder lige her, at jeg holder vejret, hver gang du gør det, at jeg elsker dig, og at jeg er lige her.

 

Jeg er lige her.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...