Vilje, Styrke, Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2015
  • Opdateret: 22 maj 2015
  • Status: Igang
Gabriel er den typiske 17-årige teenager. Han knuser hjerter i streg, hans værelse roder, han spiser junkfood næsten dagligt, men en ting skiller ham ud.
Han er et barn af natten.
Efter hans mor døde efter hans fødsel blev Gabriel, sendt på børnehjem, hvor han bliver adopteret af den unge Elisabeth.
Efter at havde tilbragt 17 år i et gammel faldefærdigt hotel sammen med hans slags er han klar til at finde sit eget, men der kommer mange sten på vejen. Men nogle sten er større end andre....

0Likes
3Kommentarer
178Visninger
AA

1. Gabriel Williams

Gabriel vågnede som sædvanlig op, med trangen til blod.  Han kiggede rundt i sit lille værelse, med plads til en enkelt seng, og en kommode med hans tøj. Hele værelset var sort, og på væggen hang hans tegninger. Hele hans væg og hans loft, var klistret til med hans tegninger. De fleste af dem forestillede roser, men også skelet og grædende mennesker. Klokken ringede, som betød at "morgenmaden" var klar. Briiiing! Briiiing" BRIIIING! Sådan havde det været hele hans liv, siden han som spæd blev adopteret af overhovedet Rakel. Ikke fordi hun ville have børn, men hun kendte hans sande identitet. Hun var ligesom ham. Det var de andre børn på institutet også, men alligevel følte Gabriel sig udenfor. Han gik ned ad gangen, så til venstre, og en gang til, også var han ved spisesalen. Alle stod i kø, og som altid var han den sidste. Han behøvede ikke længere at kigge sig for hvor han gik, fordi det var bare rutinen. 

I alt var der vel 150 børn, fra alderen 4-18. Mange flere hvis man tæller de voksne med, og deres spædbørn. Gabriel fik sin pose af blod i hånden og satte sig så langt væk fra alle de andre. Få borde fra ham, sad Christel. Den eneste pige der bare havde vist Gabriel en anelse respekt, men efterhånden snakkede de mindre og mindre sammen. Hun havde sit lange lyse hår oppe i en hestehale. Det plejede at være krølled, men den dag var det glat. "Hvorfor skal, piger bare ændre på deres hår hver dag". Tænkte Gabriel. Da han var mindre, havde han været ret lun på Christel. Den kontrast der var med hendes lyse hår, og mørke øjne havde altid været en af Gabriels svagheder. Men efter hun begyndte at gå med de andre piger, ændrede hun sig.

Morgenmaden var forbi, så Gabriel gik en tur. Han drak sin Lux-drik og gik ud. Vejret var gråt og det regnede, så drikken havde ikke været nødvendig men bare for en sikkerheds skyld. Han gik ned ad de Islandske gader, med de farverige huse. Elisabeth havde adopteret dem hertil, fordi hun mente det ville være skikrest, men alligevel var der noget med byen. Elisabeth som havde været gruppens leder, indtil 2 år siden satte hele projektet med at adoptere forældreløse vampyrbørn, og derefter sætte dem i deres egen skole. Men efter Elisabeth flyttede, for at starte projektet i Norge havde Rakel overtaget kommandoen. De to søstre lignede hinanden, undtagen øjnene. Man siger øjnene repræsentere ens sjæl og med de to søstre passede det. Rakel havde venlige blå øjne, med et glimt i dem, mens Elisabeth havde smalle Esmarald grønne øjne der bare skreg "Smerte" Så da Elisabeth havde forladt dem, var Gabriel ret ligeglad.

Ham selv derimod kunne ikke helt se meningen, med hans bygning. Han var ret høj, en af de højeste i Instituttet, men alligevel stor omkring ben, og brystkassen. Han havde klare karamel farvede øjne, med lysebrunt glat hår. Han havde en hvid skjorte, sorte jeans og sorte Nike sko på. Han lignede en dødelig, men følte sig udenfor. Han kom ind på en cafe, med den dejligste islandske musik (Sarkastisk) og en ret god kage. "Hej igen Gabriel, hvad kan jeg tilbyde dig?". Sagde servitricen. "Bare det sædvanlige" svarede han og gav hende 1000 Islandske kroner. (50 Danske)

,Mens han ventede kom en pige ind. Hun havde en lang mørkegrøn kappe på, der skjulte den sorte blonde kjole. Hendes hår var uglet, med en hel del krøller. Hun havde en mørk hudtone. Hendes brune øjne ledte efter et frit bord, men kunne ikke finde noget. Gabriel rejste sig op. "Mangler damen et sted at sidde?" Sagde han og bukkede. "Jamen dog der er vidst en tankelæser. Ja, jeg mangler et sted, men der er fyldt". Sagde hun og satte hånden på hendes hofte. "Du må godt sidde med mig". Sagde han. Selvom han var en outsider, var han ikke ond eller uhøflig, hvilket var hans yndlingstræk omkring ham selv. "Jamen hvis du insistere". Sagde hun og fulgte efter ham. Hun satte sig foran ham. Han nær studerede hendes ansigt. Hun var ret mørk, med en stor næse og store læber. Hendes øjne var næsten sorte, og hun havde skarpe træk. "Hvad hedder du endelig?" Spurgte Gabriel og spiste af sin ny ankommende kage. "Jeg hedder Alexandra. Alexandra Lightville". Sagde hun. "Og du er?" fortsatte hun. "Jeg er Gabriel Williams".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...