Historien Om Hende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2015
  • Opdateret: 23 maj 2015
  • Status: Færdig
// "Anne så historier alle vegne. Hun fandt dem bag hvert et gadehjørne og i øjnene på fremmede. Det mest utrolige var nok, at hun også fandt dem i noget så intetsigende som mig. Jeg har aldrig været noget særligt, ikke i forhold til hende. Jeg har aldrig været den, som alle talte om, for om mig var der ikke så meget at sige. Jeg var bare mig, en skal af noget, der burde være der, men som aldrig havde været der, men som måske var der bare en lille smule, når hun var med. Men for første gang i mit liv har jeg noget, der rent faktisk er af betydning – jeg har en historie. Og min historie er historien om hende."

93Likes
79Kommentarer
3261Visninger
AA

2. Historien Om Hende

 

Jeg mistede Anne for lidt over et år siden.
Hun var min bedste veninde og samtidig langt mere end det, for så normal en titel er ikke passende til en person af hendes kompleksitet. Hun var klog; klogere, end folk nogensinde anerkendte hende for at være, og de anerkendte hende ellers en del. Der var ikke den ting, hun ikke vidste, eller det ord, hun ikke kendte, og derudover var hun et multitalent, der både spillede klaver og guitar, sang som en engel, vandt matematikkonkurrencer og rettede lærerne, når de sagde noget forkert. Men det betød egentlig ikke så meget. Det, der var enestående ved Anne, var ikke, at hun kunne meget mere end alle andre, men at hun var meget mere end alle andre. Når hun så ud mod luften og blev fjern i blikket, var jeg overbevist om, at der foregik noget magisk derinde bag de store, grønne øjne, der vidste og forstod så meget. Hun løste sikkert andengradsligninger, når hun kedede sig og faldt i staver, eller måske drømte hun sig væk til et sted, hvor mennesker ikke var så middelmådige som her.
Anne var et menneske med mange drømme. Hun ville gerne være musiker. Hun ville også gerne være skuespiller. Statsminister kunne hun sikkert også være blevet. Men mest af alt drømte hun om at blive forfatter.
Anne så historier alle vegne. Hun fandt dem bag hvert et gadehjørne og i øjnene på fremmede. Det mest utrolige var nok, at hun også fandt dem i noget så intetsigende som mig. Jeg har aldrig været noget særligt, ikke i forhold til hende. Jeg har aldrig været den, som alle talte om, for om mig var der ikke så meget at sige. Jeg var bare mig, en skal af noget, der burde være der, men som aldrig havde været der, men som måske var der bare en lille smule, når hun var med.
Da jeg sagde det, så hun alvorligt på mig og fortalte mig, at det ikke passede. Jeg bestod af langt mere, end hvad man umiddelbart kunne se, det var hun overbevist om. Det gjorde alle mennesker jo, sagde hun, og jeg vidste, at det i hvert fald gjaldt for et menneske som hende. Jeg troede selv på det efterhånden. At jeg ikke var kedelig og ubetydelig. Først da hun døde, viste det sig, at hun tog fejl, og det må være første gang.
Alt det, jeg var eller ikke var, er jeg i hvert fald ikke længere. Jeg var aldrig klog eller talentfuld som hende. Jeg havde aldrig drømme som hende. Så nu har jeg stjålet dem, hun aldrig nåede at indløse, før tiden løb fra os. Hun har jo ikke brug for dem længere.
Statsminister kan jeg nok aldrig blive. Jeg kan heller ikke synge eller spille klaver. Men for første gang i mit liv har jeg noget, der rent faktisk er af betydning – jeg har en historie. Og min historie er historien om hende.

Vi gik i 9. klasse, da hun pludselig fik kræft. Hun havde i årevis talt dagene til folkeskolens afslutning. Endelig blev hun fri, sagde hun, endelig kunne hun slippe væk fra så ligegyldig en by som Hellerup, hvor det var på mode, at den ene person lignede den næste.
Hendes plan var at tage på udveksling til Sydamerika. Danse. Opleve. Leve lidt mere. Tanken gav mig ondt i maven.
Jeg havde ikke lyst til, at hun skulle rejse. Selv havde jeg søgt ind på gymnasiet, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, men egentlig ville jeg helst bare blive, hvor jeg var. Jeg elskede fornemmelsen af, at tiden stod stille, men for Anne var den endelig begyndt at gå igen, og der var kun få måneder tilbage, før det hele var slut, og hun kunne komme videre.
Det var uretfærdigt. Hun var så tæt på, og så kastede skæbnen en lasso efter hende bagfra og fangede hende ved halsen. Hev til, så hun tumlede tilbage. Og langsomt faldt hun.

I en uge var hun ikke i skole, og hun svarede ikke, når jeg ringede. Hun var heller ikke hjemme, da jeg stod foran hendes dør. En aften havde jeg besluttet mig for selv at pjække næste dag, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Ensomheden og uvisheden var grusom – jeg vidste ikke, om der var sket hende noget, eller om hun langt om længe havde indset, at jeg ikke var værd at have med at gøre.
Jeg troede, at jeg havde frygtet det værste, som jeg jo altid plejede at gøre, men det viste sig selvfølgelig, at sandheden var endnu mere forfærdelig, end jeg havde fantasi til at forestille mig.
Det var lungekræft, forklarede hun hæst fra den anden ende af telefonen. Jeg tænkte dengang, at det var kommet så pludseligt. Ud af det blå. Men det havde naturligvis været der længe, alt for længe, og egentlig havde hun aldrig været så usårlig, som jeg gik og troede.
Hendes sjæl fyldte i forvejen mere, end hvad hendes fysiske form kunne bære. Nu blev hun endnu mere begrænset. I løbet af få uger fik hun svært ved at trække vejret, og hun tabte fem kilo og hostede blod op. Hun startede kemobehandling og mistede sit glansfulde, lange hår, og hun blev så træt, at vi nærmest ikke snakkede mere, selv om jeg besøgte hende hver dag efter skole. Når hun vågnede og så mig, blev hun glad. Hun huskede at takke mig og sige, at hun elskede mig, og det var ikke fordi, at hun var tæt på at dø, det var egentlig noget, hun altid havde gjort. I de første par uger var hun stadig Anne. Hun var en tynd og hårløs Anne, men hendes krop havde alligevel aldrig defineret hende.

Tingene ændrede sig, da det blev officielt, at hun ikke kunne helbredes. Hun havde fra starten af haft alle odds imod sig, for kræften havde allerede spredt sig fra lungerne, men vi havde håbet alle sammen. Vi havde håbet på den måde, hvor man nærmere beder til Gud og græder lidt og er stærk for den syges skyld, men Anne havde håbet anderledes. Hun havde troet mere på det end os, og den, der tror mest, bliver også mest skuffet.
Hun ville ikke se mig. Ville ikke se nogen. Når hun vågnede, spiste hun og brækkede sig, og så faldt hun i søvn igen. Hun smilede ikke. Græd egentlig også sjældent, men jeg husker det anderledes. Hun græd indeni. Hendes øjne blev ikke våde, men ikke desto mindre græd de.
Skolen sluttede, og det var nu også til min lettelse. Den føltes ikke så tryg, som den plejede at være, nu hvor Anne ikke var der. At begynde på gymnasiet var stadig skræmmende for mig at tænke på, men nu var det godt det samme som det, jeg kom fra.
Annes tur til Sydamerika blev aflyst. I sommerferien tog jeg i sommerhus med mine forældre, men jeg tog hurtigt hjem igen, fordi jeg ikke kunne tænke på andet end hendes tørre, men grædende ansigt og spinkle krop i den hvide hospitalsseng.
Vi fik den sommer, hende og jeg. De droppede kemoterapien og lod hende komme hjem. Hun ringede til mig og bad mig tage hende i parken, når stemningen derhjemme blev for nedtrykt. Vi snakkede om alt og intet ligesom før, og hun fortalte mig, at hun sådan savnede at synge og spurgte så, om jeg ikke ville gøre det for hende. Jeg har aldrig været vild med at synge foran folk, men der var ingen andre end os i parken, så jeg gjorde det for hendes skyld, til trods for at jeg heller ikke kunne teksten. Hun smilede lidt, saligt, måske fordi hun var forsvundet ind i sin egen verden, selv om hun bagefter sagde, at hun havde nydt min version af ”What A Wonderful World” til fulde.
Vores stunder sammen var ikke altid fuglekvidder og grønt græs. Hun blev tit vred, fordi jeg insisterede på at gøre alt for hende – hjælpe hende fra kørestolen til sofaen eller hjælpe hende med at spise. For det meste undskyldte hun bagefter. Nogle gange glemte hun det.

Hun døde to uger efter min skolestart på gymnasiet. Efter min første dag sad vi på hendes terrasse, og selv om sommeraftenen var varm, vidste jeg, at hun frøs og spurgte, om jeg skulle tage hende indenfor igen. Hun rystede på hovedet og bad mig hjælpe hende ned at ligge på græsset. Jeg tøvede. Så snappede hun af mig igen og sagde, at hun da for helvede hellere ville komme til skade i et forsøg på at leve, end hun ville blive kørt tilbage til det samme soveværelse, som hun i forvejen havde tilbragt alt for lang tid i.
Hun ville ligge på græsset og se på stjerner. Sådan gjorde de i romantiske film. Egentlig burde der ligge en pæn dreng ved siden af hende, men hun tog til takke med mig. Hun undskyldte ikke for at have skældt ud, sikkert fordi hun ikke fortrød det. Hun forklarede, at soveværelset var så uinspirerende, at hun følte sig død allerede. Hendes fantasi var løbet tør for eventyr og ideer, og der var intet at hente hos pletterne på væggene eller nullermændene i hjørnerne. Stjernerne, derimod, de havde alle en historie for sig. Hun var naturligvis klog nok til at vide, at de alle sammen var sole, men legede med tanken om, at de var mere end det. De var så fjerne og blændende, at ingen jo egentlig kunne sige det med sikkerhed, hvis man bare kom langt nok væk.
Som hun lå der i græsset ville hun række sine hænder op mod stjernerne og spørge mig, om jeg troede, at hun havnede der et sted. Det håbede jeg inderligt, at hun gjorde. Det fortjente hun. Hun fortjente at havne på et sted, hvor hun ikke var bundet af jordens tyngdekraft, og hvor hun kunne svæve vægtløs rundt og smile om kap med tusinder af sole. Men hun var mere bundet til livet nu end nogensinde før, og hun rakte så langsomt ud med sine rystende arme, der aldrig kom i nærheden af de blinkende lys på himlen. Måske rørte hun dem endelig i døden. I livet nåede hun i det mindste at røre noget i mig.

Vi blev liggende til langt ud på natten, og den nat fortalte hun mig historier. Det var ellers lang tid siden, hun sidst havde gjort det. Hun fortalte mig så mange, at jeg begyndte at skrive dem ned med stikord for at huske dem, da jeg kom hjem, selv om jeg var ved at dejse om at træthed.
Hun fortalte mig om den hund, hendes faster havde, og som i sit tidligere liv måtte have været adelig. Det var ikke bare, fordi den var skødehund, der var noget med dens øjne, der udstrålede, at den havde høje tanker om sig selv. Måske havde den været en dronning. Måske havde den ikke været noget specielt, men bare været af den opfattelse, at den ejede hele verden. Lidt ligesom de selvfede Hellerup-unger, vi kendte så godt fra vores folkeskole.
Hendes historier var ikke lige så optimistiske, som de plejede at være. Anne havde sjældent snakket grimt om andre, sjældent snakket om død eller sygdom eller fattigdom i Afrika. Hun havde for det meste bare snakket om ting, der var rare. Men kræften havde fået hendes øjne op for, at tingene ikke var rosenrøde, bare fordi man gerne ville have dem sådan, og hun havde pludselig meget at brokke sig over.
Hun brokkede sig aldrig over kræften, men brokkede sig over den indirekte ved at brokke sig over noget andet. Hun brokkede sig over, at hullerne var så små i hendes yndlingsskjorte, at den var et fandens besvær at knappe. At hendes rullestol ikke brød sig om dørtærskler og vejbump. Den slags ting havde aldrig været problemer, før hun blev for svag til at knappe sin skjorte og rulle sin rullestol henover dørtærsklen. Før kræften tog til. Men det sagde hun aldrig.
Hun fortsatte med at fortælle historier. Mange af dem havde hun fortalt før, for hun havde som sagt ikke levet særlig meget på det sidste. Hun fortalte om den fortabte dreng, hun engang havde set på Strøget i København, og hun fortalte min yndlingshistorie om den alkoholiker, der altid stavrede rundt på Ordrupvej. Som lille havde jeg altid syntes, at han var klam. Han råbte og lugtede og var uhyggelig at komme i nærheden af, men da Anne fortalte om, hvad der meget muligt kunne være hans fortid, fik jeg sympati for ham og begyndte nærmest at holde af ham. Hun sagde, at hans kone måske havde forladt ham. At han havde mistet alle sine penge. At hans børn nægtede at kendes ved ham. Hun fortalte en masse ting, der skulle retfærdiggøre stanken af øl og alt det andet ved ham, som vi ikke brød os om, fordi ingen i hendes verden måtte være dårlige eller ubehagelige.
Hun holdt en pause for at spørge mig om, hvordan min første dag var gået. Fin, sagde jeg. Så fortalte hun en ny historie om, hvordan jeg på gymnasiet ville møde en dreng, der sendte mig poesi på post-it-sedler i timen, og om hvordan jeg ville blive den bedste i klassen og blive set op til af alle de andre. Hendes forestilling om, hvordan min fremtid ville se ud, gjorde mig knap så nervøs for den kommende dag, men der var én ting, der manglede. I sin opdigtede vision havde hun ikke udfyldt rollen som min bedste veninde. Hun havde ikke erstattet sig selv, selv om det egentlig var det, jeg mest havde brug for.
Det var som om, hun vidste, at det ville være sidste gang. At hun aldrig mere ville fortælle mig historier. Så hun hældte dem alle ud, mærkede dem forlade sin smilende mund, mens hendes tørre øjne græd. Vi blev liggende i timevis, og til sidst fortalte hun en ny historie om pletterne på væggene og nullermændene i hjørnerne af det soveværelse, som hun kom til at tilbringe de næste to uger i indtil sin død.

Hendes begravelse var smuk. Der kom klassekammerater og lærere fra folkeskolen, og familiemedlemmer og venner, jeg ikke kendte og aldrig havde mødt, holdt tale og fortalte hendes historie med kærlighed og glæde. De sagde, at hun lige til det sidste havde været stærk, men det passede ikke. De sidste to uger havde ikke været nådige, og den Anne, der i sidste ende døde i soveværelset, var ikke den samme Anne, som den de snakkede om ved begravelsen.
Der var ingen, der kendte hendes historie ligesom jeg. Det er både en velsignelse, men også en forbandelse. Jeg føler mig beæret over, at jeg til sidst fyldte lige så meget i hendes liv, som hun altid havde gjort i mit. Hun gav mig meget, som andre ikke var modtagelige for på samme måde. De vidste, at hun var fantastisk. De vidste, at de elskede hende. Men de vidste ikke, at hun adskilte sig fra andre sekstenårige piger, der var fantastiske og elskede, og som ligesom hende endte med at dø. De trøstede sig selv med, at de ikke var alene om et så smertefuldt tab, for masser af børn døde på verdensplan af kræft, og det var tragisk hver gang. For mig var det ensomt og ubærligt at være den eneste, der nogensinde forstod, at vi mistede mere end blot et menneske.
Det var svært på gymnasiet i starten. Nu har jeg det okay. Men i går fik jeg øje på alkoholikeren på Ordrupvej, og som han sad der på bænken tæt ved parken med øllen ved sin side, mindede han mig om den fortabte dreng på Strøget, som Anne engang havde fortalt mig om. Jeg var ikke bange for ham længere og satte mig ved siden af ham.
Han var den første, jeg prøvede at få til at forstå. Han så fjern ud i blikket, og jeg ved ikke, om det lykkedes. Måske var han forsvundet ind i sin egen verden. Måske nød han mine ord. Ligesom med Anne var det svært at se forskellen. Jeg fortalte ham hendes historie om ham, og derefter fortalte jeg ham min historie om hende.
Nu har jeg også fortalt den til dig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...