Caught In Lies ((LOaL 3 One Direction))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Jackie skal til at kæmpe sin sidste kamp. Kampen for at finde sandheden, kampen for kærligheden, og kampen imod alle hendes glemte løgne, som nu er vendet tilbage.
Men vil Jackie kunne holde styr på alle disse hvide løgne som flyver omkring, og kan en glemt person hjælpe hende med at finde sig selv?
Dette er den afsluttende bog i 'Live On A Lie' trilogien.

11Likes
7Kommentarer
4550Visninger
AA

4. Kapitel 2 ♣♠♣Mama Do Uh Uh ♣♠♣


Motoren spinder som jeg trykker bremsen ned, og bilen stopper op, ved tanken.

Jeg stiger hurtigt ud og begynder at fylde tanken op, jeg holder mit ansigt nede, som jeg prøver at få det her overstået så hurtigt som muligt, jeg ved der er tre kameraer omkring mig lige nu, så hoved skal holdes nede.

Jeg ser på skiltet at jeg har mere end rigeligt i tanken nu, og lægger pumpen tilbage på plads, og går ind på selve tankstationen og hiver mit kort op, og smider det på disken.

Damen som sad på en stol bag kassen glor bare på mig et sekund, ”jeg er på 4” siger jeg med en lav stemme jeg glor mig omkring som hun scanner kortet.

”32£ bliver det” siger hun, og kører kortet igennem igen.

Jeg nikker bare, som hun trykker hist og pist på kortet. Jeg har lånt kortet af Chris som har en falsk bank konto, under et andet navn, som er registeret gennem Melia, som også sørger for vores sygesikringer, og skatte drags snyd, så det ser ud til vi faktisk er lovlydige borger, og kan gemme de forskellige steder.

Hun lægger kortet tilbage på bordet, og jeg tager det hurtigt, før hun når at sige mere er jeg allerede i bilen på væk, dog det hun ikke så var den pose tyggegummi jeg sneg ned i min lomme, utroligt at alarmerne ikke gik af, men det lige meget, ikke fordi jeg skal tilbage til tanken lige foreløbigt.

 Jeg kører hen til vores hotel værelse, og sætter bilen tilbage til parkerings kælder tre gader væk, fra hotellet.

Jeg går hurtigt mellem de hundredvis af mennesker som løber forbi mig, nogle turister passerer jeg også, med deres trøjer, og tasker med det engelske flag på.

Jeg går igennem dørene til hotellet, og løber nærmest forbi receptionen.

”Mr!”

Jeg sukker og, stopper lige som jeg nåede så langt uden nogen der så mig…

Jeg vender mig om og går hen til receptionisten som kaldte på mig.

”Mr. Godt jeg fik fat på dig, der er et telefon opkald til dig, og et brev kom tidligere.

Jeg glor forvirret på ham, han vender sig om og åbner en hylde med breve og kasser, han finder et gult et frem med mit værelses nr. men intet andet, heldigvis!

”okay,” siger jeg, og tager imod brevet, jeg kigger lidt på afsenderen men, der står ingen. Hvordan er det her nået frem? Ifølge stemplet er det sendt fra Kyoto, Japan.

”Opkaldet?” spørg jeg ham, han hopper lidt på stedet.

”Nå ja! Der var en som ringede og spurgte efter dem, han sagde at jeg skulle fortælle dem af de har en uge.” siger han forvirret, og lidt skræmt.

Hans hænder ryster, som han gnider dem mod hinanden, og hans øjne kigger alle andre steder end på mig. Jeg glor lidt på ham, og den måde han ryster som en kujon, men nikker, og begynder at gå tilbage mod elevatoren. Jeg glor ned på brevet igen da jeg træder ind i elevatoren, jeg river toppen af og hiver en lap papir ud, og et armbånd.

Et lille tråd armbånd, selvom om der er brugt ubrugt tandtråd som tråden, og diverse skaller som perler, med få perler, som er taget fra tøj, mors skindene kjoler.

Jeg har lavet det her armbånd, jeg fandt tandtråden.

Jackie fandt perlerne.

Vi gav det her til mor.

 

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣

 

”Men, hvem sendte brevet?” spørg Jackie, mens hun snorer armbåndet omkring sin finger, hun har ikke lavet andet end at glo på armbåndet.

”Tror du, hun kunne.-”

”Som om, hun var ligeglad da vi var der, og da vi ikke var der, hvorfor skulle hun prøve nu?!” siger jeg vredt, Jackie kigger på mig, og sukker, som hun ved jeg sikkert havde ret. Hun har aldrig haft tid til os, så hvorfor skulle hun nu.

”Sikkert” siger hun, med den rystende stemme hun får når hun faktisk bliver trist, armbåndet er stadig i hendes hænder, og hun stirrer på den som om hun er tilbage da vi gav mor den, og hun bare tog den, gloede et sekund på den, før hun bare lagde den på bordet ved siden af hende, og sagde ’den er flot’ og gik tilbage til at se tv..

"Hvad med opkaldet, en uge til hvad?" spørg hun, som hun går lidt rundt i rummet, som hun gør når hun ikke ved hvad hun skal gøre med sig selv.

”Jackie” siger jeg, sukker rejser mig op og går hen til hende, jeg tager fat om den hånd som har armbåndet, og lukker hånden, og lægger mine arme omkring hende.

”Det går nok, vi har klaret os fint nok uden hende, desuden, så det opkaldet sikkert ligemeget” hvisker jeg ind i hendes øre, hun snøfter en enkelt gang, men giver mig et lille klem før hun forsvinder ud af stuen, og sikkert ind til deres soveværelse.

Harry kommer fra gangen ad, og som Jackie bare gik forbi uden overhovedet at kigge på ham, glor han på mig, og tilbage mod Jackie.

”Hvad er der sket?” spørg han bekymret.

”Hun skal nok blive bedre, bare lige give hende lidt tid til at tænke, det tror vi begge skal have” siger jeg til ham og rejser mig op.

”Kan i idet mindste fortælle hvad der sker?” spørg Harry mig, vrede er gemt i hans tone, men jeg hører den godt.

”Jeg forstår det ikke engang selv. Men du kan selv prøve at finde ud af det.” siger jeg, og lægger brevet ned på deres sofa bord, jeg rejser mig fra sofaen og går hen til hoveddøren.

Harry rykker sig ikke en meter som han bare stirrer på brevet, jeg tager min sko på og smækker døren efter mig, og skynder mig egentlig afsted, som jeg ikke kan holde mine egne tanker ud lige nu.

Jeg kører direkte ud på motorvejen, hen mod hotellet igen, med fortryder hurtigt min destination, og kører modsat retning.

 

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣

 

Jeg træder ind i caféen, en lille klokke over døren ringer, og jeg kan se folk kigger et enkelt øjeblik for at se hvem det er. Jeg ser rundt, men ser ikke hendes ansigt. Klokken er godt nok lidt over elleve nu, men hun kan da ikke allerede være smuttet.

Jeg går hen til baren, hvor en ung pige står med en kop som hun tørrer med et stykke viskeklud. Hun ser mig slet ikke før jeg ringer klokken, og hun hopper en halv meter.

”Har du set en lidt ældre dame, brunt hår, ser lidt latino ud, brune øjne, ca. så høj” siger jeg afbrydende over for hende, hun stirrer på mig et øjeblik, før hun peger hen til et bord bag mig. Hvor hun sjovt sidder.

Jeg smiler, og siger et hurtigt tak. Jeg løber nærmest hen til bordet, og tager stolen over for, som hun roder i sin taske.

”Hvad. Vil. Du. Mig.” spørg jeg hende. Hun ser forskrækket på mig.

”Nate.” erklærer hun da hun ser det er mig.

”Jeg har ingen penge, jeg har ikke brug for flere problemer, vi er lige blevet erkendt igen, og Jackie kan ikke flygte den her gang.” siger jeg til hende.

”Hvorfor dog ikke?” spørg hun forvirret, men fortsætter ”det har hun gjort alle andre gange som den første. Hun var endda den som hev dig hjemmefra” siger hun overrasket.

”Hun er sammen med en fra en ret kendt band.” fortæller jeg hende, med en lav stemme.

”Hvor dum kan hun dog være” siger hun , og roller øjne.

”Hey, man vælger ikke hvem man falder for!” forsvarer jeg hende.

”Han gør hende lykkelig, og hun var så tæt på hendes egentlig drøm begrund af ham. Så du burde bukke for ham, for din eneste datter har mere lykke med ham, end hun havde med dig” hvæser jeg.

Hun stirrer på mig et øjeblik. Helt forbavset. Den havde hun ikke set, men det har også været år siden vi har snakket, vi var dumme teenagere sidst.

”Jeg har… For resten en gave med, til jeres 21 års.” siger hun, og hiver en lille pakke op.

Jeg stirrer på hende et øjeblik.

”Jeg skal nok give den videre” siger jeg, som jeg holder øjenkontakten konstant.

”Du har altid været så storebror agtigt over for din søster. Som om hun er dit dyreste ege. Jeg har aldrig forstået jeres venskab. Mig og mine søskende hadede hinanden” siger hun.

”Ja, men vi havde kun hinanden” siger jeg vrissende.

"Jeg har fået et opkald. Jeg bor på et hotel, under et falsk navn, så det undrer mig at jeg fik det" siger jeg, hun glor på mig meget misfornøjet men venter på jeg fortsætter.

"Okay.." siger hun bare.

"Jeg fik at vide en uge." siger jeg til hun, og hendes øjne bliver så store som tekopper.

"En uge!" siger hun, hun sukker, sætter sig tilbage i stolen og gnider sin hånd over sit ansigt før hun kigger på mig.

”Hvad vil du mig så?” spørg jeg.

Hun sukker før hun begynder:

”Det startede da i stak af. Brians far, Luke, blev rasende. Hans stedbørn var nogle møgunger, og det gik lidt ud over Brian, som fik nogle ekstra tæv, som i sikkert har kunne mærket på ham, han var lidt ramt af alt det.

Men derefter gik det ned af bakke, Luke kom ind i flere stoffer, hårdere stoffer. Han lånte penge, af alle han kendte, mistede sit job, og vi kunne ikke betale noget, det gik ud over mig, fordi jeg heller ikke kan få et job med min straffetest, som har så mange pletter, at det fylder ti eller flere sider.

Luke døde, af en overdosis. Efterlod mig med en kæmpe gæld, bandemedlemmer efter mig, og en sindssyg unge.

Brian var altid en lidt besynderlig dreng, og da alt det med Haley det skete, var i langt væk før jeg overhovedet havde fået noget at vide. Der var gået uger før jeg fik at vide at han var smidt i fængsel for mord. Men vognen som kørte ham blev fanget, og alle fanger slap løs, senere som i nok ved.  Man fandt Haley levende, kørende med Brian. Hun blev eftersøgt, og fanget, sammen med Brian. Som var blevet dræbt. Gætter på det var jer.” hun griner lidt, før hun fortsætter.

”Jeg fik bandemedlemmer ved min dør. Denne gang fra Brians side af. Det rev alle mine skatter fra vægge, og skrin, tog alt jeg eget. Jeg var efterladt på gaden, angrebet flere gange, af dem der Death Angeles. De vil ikke lade os være.

De kommer efter jer. De vil have deres hævn for 26 døde medlemmer, og tusinde mistede dollars.” siger hun til mig, hun kigger på mig med et plagene ansigt.

”Nate. De kommer efter jer. De er efter mig. Det kun et spørgsmål om tid.”

 

 

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣


”Nate

Jeg ved du nærmest ikke kender mig, jeg ved i stak af, og så jer aldrig tilbage, jeg stoppede jer ikke.. For jeg var ligeglad, jeg var høj, jeg var fuld, og besat af en stodder.

Jeg smed ham ud efter tre måneder. Tre måneder efter i skred, jeg følte mig så tom. Jeg har rodet mig ind i så meget lort efterhånden, at du har ingen ide om hvor slemt det her, få dage siden kom der nogle fyre og spurgte ind til Brian. Jeg gætter på det var rettet mod jer, for jeg ved hvor store i er nu. Berygtet og alt, selvom jeg ikke burde være stolt, så er jeg det. Selv som i stjæler, lyver, bryder love osv. Så er jeg stolt.

For jeg var præcis den samme i jeres alder, jeg svor jeg aldrig ville ende som min egen mor, men æblet falder ikke lang fra stammen..

Men jeg glad for i passer på, i er for kloge til politiet.

Men jeg har brug for hjælp.

Som sagt var der nogle fyre, Death Angeles. De er efter jer, mig, og Brian. Medmindre han allerede er ude af billedet…

De kræver penge, penge jeg ikke har. Så Nate jeg beder dig, jeg har lagt det armbånd dig og Jackie gav mig ned i brevet som bevis. På den store blå perle er der et nummer. Det et hus nummer, på en vej der ligger to blokke væk fra denne adresse, som brevet er sendt til, mod øst. Der er en café, jeg håber du vil møde mig der, jeg vil være der hverdag mellem 21-23, men kun i få uger, da jeg bliver ved med at rykke så de ikke finder mig. Jeg siger intet mere som jeg ved dette brev kan blive taget undervejs.

Håber du får det her brev i tide. Der står en date på brevet, det er hvornår jeg her.

-Mor. ”

Som jeg læser brevet, får jeg så ondt af Jackie. Hendes mor er tilbage.

Jeg håber hun ikke har læst brevet, for det her, vil jo knuse hende.

Den eneste grund til hendes mor er tilbage er fordi hun bliver jaget, og mangler hjælp og penge. Hvis min mor gjorde det, efter ti år. Vil jeg også være sønderknust.

Jeg smider brevet og løber ind til vores soveværelse hvor hun ser ud af vinduet ud over by landskabet.

”Jackie?” spørg jeg, hun vender sig om.

”Jeg.. Jeg læste brevet” siger jeg til hun, hun ser ned på gulvet. En trist aroma fylder hele rummet, og den er tyk. Det er lige før jeg ser Jackie trille en tåre, og jeg ved det er seriøst. Jeg hører snøft komme fra bag det gardin hun nu gemmer sig bag.

”kom her” siger jeg, som jeg tager et greb om hendes hånd, og trækker hende ind til mig.

”Jackie for helvede, du har en lorte baggrund” griner jeg lavt. Hun lægger armene omkring min hals, og hun nikker imod min nakke.
 

”Enig” siger hun lavmælt imellem snøft.

”Hvorfor sker det her altid på sådanne dårlige tidspunkter.  Jeg havde håbet på at få noget kvalitets tid med dig nu” siger jeg, som maser hende tættere til mit bryst.

”Det havde jeg også” siger hun, trækker sig tilbage og giver mig et kys på kinden, før hun giver slip og går ud på toilettet.

Jeg ser ud af vinduet, solen er for længst gået ned. Men byen er stadig i live, som London altid er.

Jeg glor ned på uret, og ser klokken næsten er midnat, og beslutter mig for at gå i seng.

”Jackie, jeg går i seng,” siger jeg, og banker på toilet døren. Hun mumler et lille okay, jeg bliver for at hører hvad hun laver, men intet kan høres.

Jeg sukker, og vender mig mod sengen, og begynder at smide tøjet. Som jeg kravler under dynen, og tænder tv’et til et eller andet. 

Jeg ser det egentlig ikke, men venter på at døren fra toilettet åbner, men efter næsten ti minutter begynder jeg at blive meget urolig.

Jeg rejser mig hurtigt fra sengen, og går hen til døren, jeg står der et øjeblik før jeg banker på.

”Jackie, er du okay?” spørg jeg stille, men intet svar, jeg prøver igen. Men den samme stilhed møder mig.

”Jackie!?” prøver jeg igen, jeg mærker panikken i mig komme frem, jeg tager chancen, og finder ekstra nøglen, da døren ikke rokker sig ud af stedet.

Jeg løber nærmest ud til køkkenet, og tilbage. Jeg fumler lidt før jeg får åbnet døren, og bliver mødt med et tomt badeværelse, med gardinet flyvene ud af vinduet.

”Jackie!” råber jeg egentlig lidt til mig selv. Jeg ser mig selv i spejlet, og stiller op af bordpladen.

”For helvede, Jackie” hvisker jeg, før jeg tager bukser på igen, mine sko i hånden, og en trøje over skulderen, og ud til bilen.

 

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣

LÆS PLEASE: HAR NOGET AT GØRE MED ÆNDRNG I ET KAPITEL I LOaL!!

 

AHHHHHHHHHHHHHH. DERES MOR ER TILBAGE!!!!!!

Jeg ved ikke helt hvad pokker jeg tænkte på da jeg starte på kapitlet, men jeg fik skrevet okay godt ned! 

Jeg skal nok også sige, at jeg har rettet kapitel "Liam har du grædt?" i LOaL. Da det simpelthelt ikke gav mening xD

Jeg har forvirret mig selv igennem hele LOal, men jeg skal lige få på det rene.

Zerrie, er stadig en ting, Sophiam er en ting, og Jarry er en ting.

Georgie, jaaaa. Ham møder vi måske, måske ikke XD

Såh ja, brevet^ Ikke særlig sødt, måske. Det var mors historie heller ikke, godt hun ikke er min mor xD

Tja, hvad med slutningen? Elsker cliffhangers, de er SÅH spændene syntes i ikke?

Haha, jeg vil ikke torturrer jer mere, men husk at holde øje med mine mumbles da det er der jeg annoncerer hvornår kapitlerne kommer ud, for det ikke sikkert de bliver hver søndag klokken 22:00 som jeg håber, kunne jo ske at jeg skal noget, eller ikke er i nærheden af en telefon eller computer, eller skal noget stort og ikke gider tænke over det :D

Såh, husk at tjekke! :D

Vi ses, i næste kapitel ;D

 

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...