Fremione - A secret

Dette er en historie set fra Hermiones synsvinkel. Hun kæmper med at holde de pludselige følelser for Fred tilbage. Men det er svært, når de i en periode lever under samme tag.
Hun forsøger også at opføre sig normalt overfor Ron, for hun ved hvad han føler for hende. Hun kan dog ikke holde det hemmeligt for evigt.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret og sat titel ind)

14Likes
29Kommentarer
4723Visninger
AA

9. 9. kapitel

"Skynd jer nu, ellers kommer vi for sent!" Fru Weasley råbte ude fra gårdspladsen og vi skyndte os alle sammen ud. Snart efter var vi på stationen, og vi skyndte os alle at løbe gennem muren mellem perron 9 og perron 10. Da alle var kommet i gennem sagde vi farvel til Hr. og fru Weasley. "Hav det godt, og pas nu på jer selv" sagde fru Weasley lige før døren lukkede bag os. Harry og Ron fandt en tom kupé, og jeg satte mig ind sammen med dem. Jeg tænkte overhovedet ikke på at Fred og George ikke plejer at sidde sammen med os. Heldigvis spurgte Harry og de ville sidde i samme kupé som os. "Jeg tror vi skal finde Lee" sagde George og var på vej væk. Jeg kiggede desperat på Fred, men da jeg så at han også kiggede på mig kiggede jeg væk igen. "Ham kan vi finde senere, lad os nu bare sætte os her" sagde Fred. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Fred lagde sin bagage op på hylden og satte sig ved siden af mig. George stod stille i døråbningen lidt, men så satte han sig også ned. Jeg lagde mærke til at Ron kiggede over på os, og jeg fik helt dårlig samvittighed. Heldigvis startede Harry og George en samtale, som Ron rettede sin opmærksomhed mod i stedet. Måske havde Fred også set det, for han rykkede sig i hvert fald lidt væk fra mig. Jeg sagde ikke så meget resten af turen, men fulgte bare halvt med i de andres samtale. Et kort stykke tid før vi ankom på Hogwarts kom Lee Jordan hen til vores kupé og var sammen med os resten af turen derhen. Jeg fik slet ikke snakket med Fred, men det havde jeg egentlig heller ikke lyst til så længe de andre også var der. Specielt Ron.

Under festmiddagen sad jeg og stirrede på Fred, indtil Harry fangede mig i det og kiggede spørgende på mig. Jeg rystede bare på hovedet og kiggede ned i bordet.

Der gik en hel uge hvor jeg ikke rigtig så så meget til Fred, men en dag da jeg kom gående ud fra forvandlingslokalet stod han lænet op ad væggen overfor. Jeg standsede mit i det hele og fik nogle sure bemærkninger fra andre elever som støtte ind i mig, men jeg bekymrede mig ikke så meget om det. Jeg gik forsigtigt over mod Fred som smilede skævt til mig. "Hej" sagde han "Hej" svarede jeg forsigtigt. "Jeg ville egentlig bare..." "Åh Hermione, der var du, jeg troede at du allerede var gået ned. Kommer du med til eliksir?" Det var Ron. Jeg holdt øjenkontakten med Fred. Han så skuffet ud, men nikkede bare. "Jeg kommer nu" sagde jeg og fulgte efter Ron ned i krypten. Der røg den eneste chance jeg havde haft i en uge for at være alene med Fred. Jeg var selvfølgelig ked af det, men på en måde også en smule lettet. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til ham. Jeg var overbevist om at han følte noget for mig, men betød det at jeg bare skulle fortælle alt hvad jeg følte for ham? Jeg var slet ikke klar til det.

Så gik der en uge mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...