Fremione - A secret

Dette er en historie set fra Hermiones synsvinkel. Hun kæmper med at holde de pludselige følelser for Fred tilbage. Men det er svært, når de i en periode lever under samme tag.
Hun forsøger også at opføre sig normalt overfor Ron, for hun ved hvad han føler for hende. Hun kan dog ikke holde det hemmeligt for evigt.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret og sat titel ind)

14Likes
29Kommentarer
4676Visninger
AA

5. 5. kapitel

Som ugerne gik tænkte jeg mere og mere på Fred. Jeg kunne ikke helt forstå det, men jeg var nu helt sikker på at det ikke var noget jeg kunne ignorere. Juleferien nærmede sig nu med hastige skridt, men familien Weasley havde stadig ikke spurgt mig om jeg ville være hos dem. Jeg besluttede mig for at jeg ville prøve at nævne det diskret for Ron.

Den sidste time før frokost rendte ud og vi gik ned til storsalen. Jeg spejdede hurtigt udover Gryffindor bordet, men Fred var ikke kommet endnu. Jeg rettede min opmærksomhed mod Ron og Harry. "Harry bliver du på skolen i år til jul?" spurgte jeg "Nej da." sagde han og kiggede undrende på mig "Jeg skal til Vindelhuset. Det troede jeg da også at du skulle". Nu var Ron ved at kløjes i græskarjuice og blev helt rød i hovedet. Da han fik sin stemme nogenlunde under kontrol sagde han hæst: "Det må du undskylde Hermione! Min mor har allerede sagt at jeg skulle spørge dig, men jeg må have glemt det!" "Det er helt fint. Jeg vil gerne komme" sagde jeg smilende. Ron blev lidt rød om ørene, men det lagde jeg ikke synderlig mærke til, for netop i dette øjeblik kom Fred og George ind i storsalen, skraldgrinende. Jeg kunne ikke lade vær med at stirre på Fred. Jeg er ret sikker på at Harry lagde mærke til det, men han sagde ikke noget. De kom over til os. "Hva' så?" spurgte Ron "Hva' så selv, lillebror?" svarede George og ignorerede Rons irriterede ansigtsudtryk. "Kommer du hjem til os i juleferien, Hermione?" spurgte Fred og kiggede ned på mig. Jeg kiggede ind i hans øjne og var lige ved at glemme at svare. Heldigvis rømmede Harry sig, og fik mig tilbage til overfladen. "Øh, ja! Ron har lige spurgt" svarede jeg. Fred smilede skævt og så gik de to hen og satte sig ved siden af Lee. Jeg kiggede over på Harry som sad og grinede for sig selv. Jeg kunne mærke at jeg blev rød i kinderne, så jeg kiggede hurtigt ned i min mad.

_______________________________________________________________________________________________

Jeg vil gerne have lov at undskylde for den lange vente tid på dette 5. kapitel. Jeg vil så godt jeg kan prøve at sørge for at det ikke sker igen!

Men med lektier, træning og teater har jeg nogle gange meget at se til... Jeg vil derfor bede jer om at blive ved med at kommentere når I synes at der går for lang tid. Hvis I altså stadig er interesseret i at læse med...

Mvh. Sofietkd394

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...