Fremione - A secret

Dette er en historie set fra Hermiones synsvinkel. Hun kæmper med at holde de pludselige følelser for Fred tilbage. Men det er svært, når de i en periode lever under samme tag.
Hun forsøger også at opføre sig normalt overfor Ron, for hun ved hvad han føler for hende. Hun kan dog ikke holde det hemmeligt for evigt.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret og sat titel ind)

14Likes
29Kommentarer
4700Visninger
AA

2. 2. kapitel

Næste morgen vågnede jeg tidligt. Jeg kunne skimte solen gennem Ginnys gardiner. Jeg blev liggende lidt og kiggede på den lille solstribe der var på gulvet. I går havde jeg haft en mærkelig fornemmelse. To gange faktisk. Både da jeg gik forbi Fred og Georges værelse og igen nede i køkkenet da jeg kiggede på dem under deres lavmælte samtale. Jeg vidste ikke hvad det var, men det var i hvert fald ret mærkeligt. Nu vågnede Ginny, så jeg blev slået ud af mine tanker. ”Godmorgen” sagde hun og gabte ”Godmorgen” sagde jeg. Vi gik nedenunder. Fru Weasley var ved at lave morgenmad, så vi hjalp hende med det sidste. ”Kan i ikke gå op og vække Ron, Fred og George?” spurgte Fru Weasley lidt efter. Vi gik ovenpå. ”Jeg kan godt gå op til Ron, hvis du bare vækker Fred og George” sagde Ginny ”Øh, okay så”. Ginny fortsatte op ad trappen til Rons værelse. Jeg tøvede lidt men bankede så på ind til Fred og Georges værelse. ”Øh, Fred, George.. Jeres mor bedte mig om at hente jer ned, for øh, der er morgenmad lige om lidt”. Der var ingen der svarede mig. Jeg bankede på igen, men der var ingen der svarede. Jeg sukkede, og tog så fat i dørhåndtaget. Jeg åbnede døren op, men nåede ikke at se andet en to senge, før en rødhåret skikkelse kom farende over mod mig, skubbede mig ud af døren og så hørte jeg Freds stemme sige: ”Vi kommer om lidt, bare gå igen Hermione”. Så blev døren smækket i og jeg stod helt forvirret ude foran. Gad vide hvad de lavede der var så hemmeligt? Ginny og Ron kom nu gående ned af trappen, så vi fortsatte alle sammen nedenunder.
Vi satte os ved bordet. Jeg var tavs under stort set hele morgenmaden. Jeg vidste ikke rigtig hvad der skete, men jeg kunne stadig mærke det sted Fred havde rørt min arm, og lyden af hans stemme der sagde mit navn gav stadig genlyd i mit hoved. Hvad var det der skete? Jeg prøvede at ryste de mærkelige tanker af mig, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på ham. ”Er der noget galt Hermione?” spurgte Ron pludselig. Han havde åbenbart siddet og kigget på mig. ”Hvad? Nej, jeg har det…” ”Ja du ser lidt dårlig ud” afbrød George mig med et grin. Fred kiggede lidt forundret på mig, fordi mit blik var fløjet over mod ham. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg var virkelig forvirret, jeg kunne pludselig ikke få ham ud af hovedet og af en eller anden grund havde jeg meget nemt ved at kende forskel på ham og George. Hvis man kiggede ordentligt efter kunne man genkende Fred på hans øjne, der var et eller andet over dem…
”Hermione er du sikker på du er okay?” spurgte fru Weasley.  Jeg kiggede op på hende og nikkede bekræftende. Tag dig dog sammen sagde jeg til mig selv og prøvede at smile til dem. ”Hvis du har det dårligt kan du bare gå op på Ginnys værelse” sagde fru Weasley. Ja måske burde jeg bare gøre det, så jeg kunne få samlet mine tanker lidt. ”Ja, det er måske en meget god ide” sagde jeg og rejste mig op. Jeg gik op ad trappen og ind på Ginnys værelse. Jeg lagde mig på sengen og kiggede op i loftet. Jeg måtte se at få styr på mig selv. Jeg kunne ikke gå og tænke sådan noget om Fred. For det første vidste jeg allerede hvad Ron ville tænke om det hvis han vidste det, og for det andet, kendte jeg slet ikke Fred på den måde, altså jo vi havde da været lidt sammen før, men aldrig alene og jeg havde aldrig rigtig haft en lang samtale med ham. Men der var bare et eller andet over ham. Nej, hold så op! Sagde jeg til mig selv, for det ville jo aldrig gå! Jeg rystede på hovedet af mig selv. Jeg tror jeg havde været på værelset i omkring en time da jeg gik ned igen. Ginny sad med en bog i sofaen. Hverken Ron, Fred eller George var i stuen. Jeg gik over og satte mig ved siden af Ginny. ”Er du okay?” spurgte hun. Jeg nikkede. ”Hovedpine” sagde jeg bare ”hvor er Ron?” ”Gud ja, det glemte jeg helt, Harry er kommet, de er vidst ovenpå”. Jeg rejste mig op og gik ovenpå. Allerede fra lang afstand kunne jeg høre Rons og Harrys stemmer. Jeg gik indenfor. De sad på Rons seng. ”Hej Harry” sagde jeg og smilede til ham. Lidt falsk, men det lagde han vidst ikke mærke til. Han rejste sig bare op og krammede mig. ”Hej Hermione”. Tænk hvis det var Fred der krammede mig lige nu. Nej, stop!
Vi snakkede lidt om starten på vores ferier, men jeg var ikke specielt tilstedeværende. Jeg kunne virkelig ikke få Fred ud af hovedet. Det var faktisk ret irriterende. Jeg blev også ved med at kigge på ham under middagen, og mine drømme var fyldte med scenarier der handlede om ham.
Den næste dag tilbragte jeg morgenen og noget af formiddagen med at se på Ron og Harry spille troldmandsskak, for på den måde behøvede jeg ikke rigtig at tale med dem, og så kunne jeg bare sidde og tænke på Fred. Ja, det var måske mærkeligt, men jeg kunne ikke lade vær. Uanset hvad jeg lavede dukkede han op i mine tanker, men jeg kæmpede heller ikke ligeså meget i mod mere, for jeg kunne faktisk godt lide at tænke på ham. Og så længe ingen fandt ud af det, så var det jo godt. Selvom jeg dog ville ønske at jeg kunne snakke med nogen om det. Men Ron var udelukket, for jeg vidste godt hvad han følte for mig. Måske ville jeg kunne snakke med Harry om det, men jeg var ikke sikker på hvordan han ville reagere, og han ville måske også fortælle det videre til Ron. Jeg havde ingen ide om hvad Ginny ville tænke om mig hvis jeg sagde det, og jeg turde egentlig ikke gøre det, selvom hun nok ville være den første til at regne det ud, hvis der altså overhovedet var nogen der skulle regne det ud. Jeg kunne selvfølgelig under ingen omstændigheder snakke med George om det, for ham og Fred fortalte vist hinanden alt, og desuden havde jeg heller aldrig haft en egentlig samtale med ham, så det ville være en ret mærkelig ”første samtale”. Jeg kunne måske skrive et brev til mine forældre, men hvad skulle jeg lige skrive? Fru Weasley var også en mulighed, men måske ville Ron også få det at vide på en eller anden måde hvis jeg sagde det til hende. Så jeg måtte altså bare holde det for mig selv. Men så ville der heller ikke være nogen der dømte mig.
Klokken seks var der aftensmad. Harry, Ron og jeg gik ud af værelset. Halvvejs nede af trappen indhentede Fred og George os. Det gav et sug i min mave da de kom ned og gik ved siden af os. Fred gik lige ved siden af mig, og to gange snittede vores albuer hinanden. Gad vide hvad han tænkte om mig? Og om han overhovedet tænkte på mig. Selvfølgelig gør han ikke det. Nej det gjorde han nok ikke. Under aftensmaden sad jeg over for Fred, og jeg havde meget svært ved ikke at kigge på ham konstant. En gang fangede han mig i at kigge på mig. Han sendte mig bare et skævt smil, men jeg skyndte mig at kigge ned i min suppe. Jeg fangede senere Ron i at kigge på mig. Og det bekræftede bare min beslutning om aldrig at lade ham vide hvad jeg følte. Jeg gik tidligt i seng den aften, selvom der gik lang tid før jeg faldt i søvn.
De næste tre dage tilbragte jeg meget for mig selv. De andre havde lidt opgivet at spørge mig hvad der var galt, for hver eneste gang svarede jeg at jeg havde det fint, men bare var træt. Så de lod mig sådan set være i fred. Selvom jeg dog lagde mærke til at både Harry, Ron og Ginny kastede blikke efter mig. Jeg prøvede at lade vær med at stirre på Fred under middagene, men det var altså svært.

Aftenen otte dage efter jeg var ankommet til Vindelhuset, sad jeg i stuen og læste en bog. Fred kom gående ind i stuen og jeg kiggede hurtigt op, men da jeg så hvem det var rødmede jeg og kiggede hurtigt ned igen. Han satte sig ved siden af mig, og jeg kunne mærke mit hjerte banke. Et stykke tid sad vi bare i stilhed, indtil han begyndte at snakke. ”Hvad er der egentlig galt?”. Jeg kunne mærke at jeg rødmede igen, og prøvede at dække mit ansigt med mig hår. ”I-ikke noget” sagde jeg stille og skævede lidt op mod ham. ”Hermione”. Så snart han sagde mit navn fløj mit blik op mod hans. ”Det kan godt være at jeg til tide virker sådan, men jeg er altså ikke dum.” sagde han ”Du behøver ikke at sige det til mig, men du vil ikke engang snakke med Ginny om det”. Jeg svarede ikke, for jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Men det undrede mig også lidt at han kom og snakkede med mig.
 ”Du virker i hvert fald ikke som dig selv, for det her er vist første gang jeg har set dig læse siden du kom” sagde han med et smørret smil. Og han havde ret, jeg havde opført mig anderledes, men jeg havde også følt mig anderledes. Pludselig rejste han sig op, og jeg rettede blikkede op mod ham. ”Nå, men sig hvis du får lyst til at snakke om det… eller noget andet”. Jeg nikkede, men jeg var ikke sikker på om han opfattede det, for han var væk i næste øjeblik. Hvad mente han dog med ”Eller noget andet”? Hvad ellers skulle jeg da have brug for at snakke med ham om? Jeg var endnu mere forvirret end før. Og desværre også endnu mere forelsket. Ja, jeg var forelsket i Fred Weasley og det var intet jeg kunne gøre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...